Så når man startede sit ægteskab med at fortsætte hvor man dybest set kom fra før der blev sat ord på, hvad man betyder for hinanden, kan det godt være svært håndtere, når man bliver ældre og ens sygdomme begynder at tære på en, så den medicin man får, skal sættes op, og det kan være svært at finde lysten til at have et seksuelt samliv. Jeg har stort set aldrig lyst til sex. Jeg har stort set altid lyst til at tage en lur. René har stort set aldrig lyst til sex, og han har også lyst til bare at sove, men kan ikke, og har taget sovepiller i snart 15 år. En gang imellem får vi da lige en gnist, men det bliver ikke til noget. Og det er okay. For selvom vi engang havde sex 5 gange om dagen hver dag i flere år, har vi indset, at det behøver vi ikke. Det er ikke alle, der har lyst til at leve i et ægteskab, hvor sex ikke er på programmet. Man hører også meget om at man skal passe sammen fysisk. At det er ekstremt vigtigt i et forhold at passe sammen fysisk. Det er jeg ikke så sikker på længere. René og jeg er naturligvis "venner", men vores forhold er også romantisk. Vi foretager os ting, som vi mener er romantiske, og dem hygger vi os med. Det er nok for os. Efter 16 år, siger René stadig til mig hver dag (næsten, han glemmer det af og til) at han elsker mig. Nogle gange hvisker han det, fordi han tror jeg sover, og han har indset at han ikke har fået sagt det. Jeg er dårlig til at sige det til ham, jeg siger bare at jeg også elsker ham. Jeg burde gøre det oftere - men jeg glemmer det. Mit kærlighedssprog er gaver. Jeg elsker at lave ting til René, eller at købe ting, jeg ved han gerne vil have. Jeg er også god til at købe film, han elsker, selvom vi allerede har dem, og jeg bare slet ikke var klar over det. Film vi nu har 2 kopier af: A Nightmare Before Christmas, Warriors, Candyman og Scream 4. What an odd thing to do. René lægger altid stor energi i at finde det helt rigtige til mig. Det er ikke altid, jeg ved hvad han har tænkt sig at købe, og så får jeg et eller andet, som jeg først tænker "hvad skal jeg med den", men senere bliver ekstremt glad for.
René og jeg kender også hinanden godt, efterhånden, selvom der er ting, som vi har svært ved. Jeg ser ikke René som handicappet, selvom han faktisk er det, og han kan ikke forstå de simpleste ting ved mine sygdomme. Men et eller andet sted; selvom vi ofte bliver uvenner over en misforståelse, så burde vi vel kende hinanden godt nok nu, så det ikke sker? Men når René har kraftigt nedsat hørelse på begge ører, og rent faktisk har høreapparater, men ikke bruger dem, ser jeg dem ikke. Og jeg er kendt for at snakke ret lavt og mumle en del. Ikke kendt som i "SUPERSTAR!" men mere sådan... "Oh, no, not her again. Speak UP girlfriend!". René lider også af ekstremt dårlig ryg, og jeg ser det normalt ikke, selvom jeg vitterligt ikke glemmer det. Hver søndag sidder jeg og hælder alle hans piller op. Han er jo også nyresyg. Hans læge på nefrologisk skoldede mig i telefonen, fordi hun sagde at jeg havde givet ham 3 piller for lidt hver dag. Hun sagde at jeg ikke kunne håndtere at hælde medicin op. Og jeg vidste at jeg havde retten på min side, men jeg kunne ikke finde det papir, hvor det stod på. Senere, efter han kom hjem, fandt jeg det. Og jeg havde ret. Jeg havde siddet og sagt undskyld og spillet dum og uvidende, endda inkompetent - og jeg har styr på de fucking piller. Han får 2 Fentanylplastre på hver 2. dag efter aftale med lægen (normalt skal de skiftes hver 3. dag), og de er på 50mikrogram/timen. Jeg skifter hans skide plastre hver anden dag. Han skal have skiftet dem i dag. Min egen medicin kan jeg også sagtens tage mig af. Det her er noget PIS. Og jeg ved godt, at René synes at det kunne være fint hvis en sygeplejerske hældte vores medicin op, fordi det ville være nemmere for mig. Men jeg kan godt lide at sidde og rode med det søndag aften. Det er et ritual. Af og til når jeg det ikke af forskellige årsager, og så gør jeg det som det første mandag morgen.
Men hvis jeg ikke snakker højt, tydeligt og direkte ind i hans ansigt, kan han ikke høre hvad jeg siger, og det gør ham arrig - især hvis han skal sige "hva'?" 2-3 gange. Han siger at det gør han 25 gange om dagen. Han kan finde på at sige til mig at det er noget, jeg gør med vilje for at irritere ham. Og der er perioder, hvor han ikke forstår, at når han siger ting til mig, som normalt ikke er svære at fatte - så kan det være svært for mig at forstå, fordi jeg har perioder, hvor jeg tager alting bogstaveligt. Down to the most basic. Hvis han siger til mig "man kan ikke kalde en skovl for en spade", begynder jeg på en lang forklaring der har til formål at få ham til at forstå, at naturligvis kan man ikke det, fordi en skovl er ikke det samme som en spade, og de bliver brugt til forskellige ting. Det kan godt gøre ham sur, når jeg er fatsvag og ikke forstår alle de ting, han gerne vil forklare mig, og jeg sidder bare der med åben mund og polypper og forstår intet. René kan ikke fornemme, at når jeg har det sådan, er det fordi jeg er psykotisk, og så hjælper det ikke at blive sur og snerre eller direkte råbe ad mig.
Jeg vil tro, at hvis vi begge to gik på arbejde (dvs. ikke havde nogle sygdomme der hindrede os deri), ville vores forhold være lidt nemmere. Det er svært at bo sammen i en 2-værelses lejlighed 24/7 hver dag i over 16 år. De eneste tidspunkter, hvor vi ikke har sovet sammen, har været når René eller jeg har været indlagt på hospitalet. Og jeg vil tro, at alle de gange sammenlagt løber op i maks 3-4 uger. Men 1 måned ud af alle de år... Det er heller ikke meget.
René læser ikke denne blog. Han læser ikke de ting, jeg skriver herinde, medmindre jeg specifikt beder ham om det. Og af og til er det rart at kunne snakke frit fra leveren uden at nogen jeg kender personligt (hvad jeg ved af) tager skade heraf. Men en ting er i hvert fald sikkert: jeg elsker René ekstremt højt, og selvom vi har vores forskelligheder (vi er nok mere forskellige end ens), så er det bare dejligt at vågne op og se René ligge og sove ved siden af mig. Eller se hvordan han agerer omkring Bella, og hvordan de ligger og nusser om natten.
Tak fordi du læste med. Næste fastsatte serie, bliver min haul-serie, som kommer næste fredag, og der er nogle spændende ting med! Hvis du bare gerne vil læse videre her på Married Life For Mere Mortals, kommer #04 op fredag d. 22. marts 2024.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar