Rigdom. Eller mangel på samme. Noget af det første René og jeg gjorde, da vi blev gift, var at få en fælles bankkonto. Jeg havde gæld til op over begge ører. Det havde René ikke. Men han hjalp mig med at betale alle 200.000 kroner af. Hver eneste måned betalte vi 2.500 kroner af på det lån. Det var svært, vores pengesituation var stram. René var på kontanthjælp, og jeg fik førtidspension.
Da vi var nede og skylde omkring 32.000 kroner, fik vi 30.000 kroner af Renés mor. Vi snakkede lidt om, hvad vi skulle bruge pengene på. Til sidst blev vi enige om at smide alle 30.000 kroner ind på afbetalingen af det lån, så det kunne komme ud af verden. Og da det var væk, spredte der sig en virkelig stor lettelse. Vi har ikke lånt penge siden.
Til gengæld kunne vi klare at spare penge op, så vi havde en ret stor opsparing på et tidspunkt. Vi valgte at købe en ny seng, fordi den, vi havde, gik i stykker midt om natten. Så 2 nye elevationssenge - det var dejligt. René har stadig sin, men den virker ikke længere. Jeg har ikke min, eftersom jeg sover i en hospitalsseng.
Men da vi fik styr på vores økonomi, blev vi enige om, at det der med at give gaver til hinanden var omsonst, fordi det er fælles penge. René har tolereret at jeg har købt monsterfede gaver til ham alligevel, og han har også købt gaver til mig. Som var monsterfede. Men i år har jeg fundet ud af, hvorfor han synes at det er acceptabelt: Jeg har ikke andre end Bella og Astrid at give gaver til. Han kender mit behov for at give, og han accepterer det.
Det meste af vores forhold har René ikke rigtig sat sig ind i vores økonomi, og er kommet til mig, når han skulle vide om vi havde råd til en ting, han gerne ville have. Men der kom den dag, hvor han blev træt af, at jeg ikke altid gav ham den respekt tilbage, og fortalte ham når jeg købte ting. Han sagde at jeg gik for meget op i at bruge penge, og at lægge budgetter hver måned, så jeg kunne vide hvor mange penge jeg kunne bruge. Så jeg opgav alt der hed penge.
René tager sig af det nu. Han roder med banken, pengene og flytning af penge mellem kontierne. Vi har en del. Vi har vores nemkonti, vi har vores fælles grundkonto, vores fælles betalingskonto, og den konto, hvor vi sætter penge ind til Astrid. Så det er 5 konti i alt. Det er en del. Men betalingskontoen og Astrids børneopsparing ordner sig selv. Han skal bare ordne resten selv.
En dag foreslog jeg, at vi kunne spare sammen og have hver vores opsparing. Sætte 500 kroner af hver måned, og bruge dem eller lade være. René tror at jeg er ked af, at jeg satte beløbet til 500 kroner, og at jeg bruger for mange penge ud over. Men det er faktisk noget, der hjælper mig.
Det kan være svært at styre sin trang til at købe løs af ting, når man er vant til at kunne sidde og bare købe løs uden egentlig at behøve at stå til ansvar for det. Så for mig er grænsen på 500 kroner en rar ting. Det gør, at jeg bedre kan finde ud af, hvad det er, jeg præcis gerne vil have. Og det samme for René.
Han gør et godt stykke arbejde med de penge, og jeg er glad for, at jeg lod ham overtage det hele. Alt ansvaret er virkelig væk fra mine skuldre, og det er en kæmpe lettelse. Når man er vant til at blive tynget ned af økonomiske spørgsmål, og man så ligepludselig slipper... Fantastisk. Vi har aftalt, at jeg skal "holde mig væk fra Netbank", og det gør jeg i det store hele også, medmindre der er en pakke, jeg mangler, som ikke er dukket op, og som jeg lige skal tjekke om de har taget betaling for. Af og til giver jeg den videre til René.
Det er rart, at man kan samarbejde om tingene på denne måde. Det lyder ikke som samarbejde, det ved jeg godt, men det er det for os. For mig er det mindre stress, og derfor en reduktion i farerne for at jeg bliver mentalt ustabil, og for René er det at han ved hvad der foregår, og samtidig ved at hans hustru er okay.
Jeg synes i øvrigt at det er så dejligt, at når han ringer rundt til folk på mine vegne, at han så altid kalder mig for sin "hustru" i stedet for "kone". Af ukendte årsager gør det mig lidt stolt - fordi herhjemme bliver jeg kaldt alverdens ting. Han cirkulerer mellem "Musen" og "Swamphag" (det sidste er vist fra en film/serie han har set). Jeg er også "Bitch" og andre ting som det, men forleden da jeg gik forbi døren ind til soveværelset sagde han "Hej skattepige". Normalt bryder jeg mig ikke om at blive kaldt for en pige, fordi jeg er en grown-ass adult woman (a proud nubian princess wannabe), men jeg kom til at smile og lige i det øjeblik røg der 10 år af min alder. Han plejer at pifte efter mig, når jeg går forbi. Han er så sød. Jeg burde nok lave frokost nu, eftersom klokken er 17:40. Men jeg har sovet en dejlig lur.
"Moralen" i denne historie er: hvis man kan være fælles om en ting, er det virkelig rart. Opvask, madlavning, økonomi, indkøb - you name it. Hvis man ikke kan, og man i stedet deler det op, så den ene har de pligter, og den anden har resten - så er det lige så godt. Her står René for pengene, han går ned med skraldet og han køber ind. Han giver mig støttestrømper på, hvis jeg ikke magter at sygeplejerskerne kommer, og han hjælper mig med min personlige hygiejne, hvis jeg har brug for det. Jeg sørger for at pakke skraldet, så det er nemt at tage med (det bliver gjort 1 gang om ugen), jeg laver mad, sørger for opvasken, ordner Bellas bakke, jeg køber ind på nettet, så René ikke skal bære så mange ting hjem, jeg står for medicinen (sygeplejerskerne mente at jeg havde styr på det), og jeg skifter hans plaster. Jeg hjælper René med hans personlige hygiejne, hvis han har brug for det, og hvis han har virkelig brug for at tisse mens jeg sidder på toilettet, så holder jeg gerne hans tisse-beholder mens han tisser i den, så der ikke kommer tis overalt. Hans tisbeholder er en 2-liters sodavandsflaske med toppen skåret af, som vi "lavede" på et tidspunkt hvor han havde så mange smerter hvor han ikke kunne komme ud af sengen. Så hvis det bare var en tissetår, så hentede jeg den beholder, og så kunne han tisse i den, hvorefter jeg hældte indholdet i wc'et og skyllede den og satte den til tørre. Så vi deler tingene op sådan meget fair, synes jeg, og jeg er glad for, at det er sådan. Jeg er glad for, at René føler at det er okay at kalde på mig når han har været på toilettet og lave nummer to, så jeg kan se om "den" ser normal ud, fordi han selv er i tvivl, og at jeg ikke synes at han er klam fordi han viser mig sin afføring.
Men som jeg har nævnt før: Vi er altid sammen. Vi bor vitterligt i samme lejlighed 24/7, og har gjort det i ca. 16½ år nu. Det er en del. Og det er godt.
Tak fordi du læste med. Du kan finde næste episode lige her d. 8. april, men inden da kommer der endnu en saga på Mental Health Day om en uge, d. 29. marts. 1. april starter vi april op med - ikke en boganmeldelse, fordi jeg har været sløv og ikke lyttet til en bog - en anmeldelse af en film, som er virkelig god. Hav en dejlig weekend!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar