René? Lad være med at læse dette indlæg

Jeg fortæller jer noget lige nu, ikke, som virkelig rystede mig, og som slog mig helt fuldstændig ud af kurs. Derfor vil jeg gerne frabede mig at du, René, hvis du i et svagt øjeblik, lader være med at læse videre.

I dag har jeg oplevet det, at jeg skulle ind til mine svigerforældre. På vej ned til stationen oplevede jeg, at jeg blev meget svimmel og fik dobbeltsyn - noget, som jeg kender alt, alt for godt. René fulgte mig ned til stationen, og hvis han ikke havde været der, havde jeg aldrig fået klippet det blå klippekort. Men så jeg fik klippet og kom ind i toget. Svimmelheden forsvandt. Men da jeg stod af på Jersie station, kom det igen, og som nogen af jer måske ved, er der mange trapper på Jersie station. Men jeg formåede at komme ned og hen til mine svigerforældre. Jeg snakkede med min svigermor i 3 kvarters tid, hvorefter min svigerfar og jeg kørte til den butik, jeg havde udset mig: Harald Nyborg. Jeg havde glemt at få skrevet varenumrene ned, så det var svært, men min svigerfar hjalp mig rigtig meget, og jeg fik købt en stiksav plus ekstra klinger, samt en boremaskine med ekstra bor. Da jeg skulle betale, blev det 1.397 kroner. Jeg gik helt i chok og mærkede mit hjerte gå i stå. Kan man virkelig regne så forkert? Jeg havde 1.200 kroner med, og min svigerfar havde 100 kroner. Så han spurgte, om vi ikke kunne tage nogen af klingerne fra. Så opdagede vi ved et held, at de havde fundet nogle dartpile frem til os, og dem skulle vi jo ikke have. Så dem fik vi byttet til de klinger, vi skulle have, og så blev det 1.195 kroner. Jeg lover jer for, at jeg nær var død - både af chok over at jeg havde regnet SÅ forkert, og af skam over at jeg ikke havde taget penge nok med, og at jeg måtte tage ting fra. For det hader jeg. "Kan vi så ikke fjerne den dér..." Ej, det er SÅ pinligt. Men jeg klarede det og kom ud med det, der var planlagt, og min svigerfar kørte mig hjem! Da jeg kom hjem, pakkede jeg tingene ind og lagde dem ind i skabet og bad René om at lade være med at kigge derind. Det sker nok heller ikke, for det gør han aldrig. Men nu er det overstået. Nu skal de bare ligge og vente 1½ måned, (eller cirka), så kan han få dem. Højst sandsynligt om morgenen. Ih, hvor jeg glæder mig!

Så derfor har det været en højst dramatisk dag. Det synes I sikkert ikke, men jeg er jo slet ikke vant til at handle i så store butikker - jeg plejer at købe den slags på nettet. Det kunne jeg også have gjort med de her ting - men så ville der komme en kasse, hvor der står Harald Nyborg på - det går ikke. Så gætter han jo straks, hvad jeg har købt. Lige nu kan det jo teknisk set være hvad som helst - bortset fra, at jeg har skrevet det i denne blog. Men René følger ikke med. Så sådan er det. Hehe

At ramme den forkerte tast...

WOW!

Fra midnat og frem til nu (23:30) har jeg har haft 130 læsere på min blog. Der må godt nok være en del der har trykket forkert, da, for det er da fuldstændig voldsomt! Det er det dobbelte, næsten, af hvad der plejer at være! Jeg er faktisk lidt i chok, altså... Det er fandeme mange, alligevel, der har trykket forkert. Har jeg mon skrevet misvisende overskrifter eller noget? Jeg er altså... Ja.

Nå, men jeg har taget en lur. Øv. For jeg stod op klokken 22, og jeg skal i seng klokken 24,  hvis jeg skal være sikker på at kunne nå op til klokken 8 uden kramper. Og det er faktisk ret usmart, for nu er jeg slet ikke træt. Det er da helt fuldstændig åndssvagt. Men jeg plejer at kunne sove bare jeg ser på sengen, så måske er jeg heldig. Jeg satser på det.

Ved I hvad, jeg skrev en virkelig nederen e-mail til Hamid i går: 

"Ærligt talt, så tror jeg ikke, at du får en kæreste. Muligvis tager jeg fejl, jeg - og du - kan jo være heldig. Du er alt for ustabil. Hver eneste gang, du er på besøg hos nogen, skrider du før du er kommet, når folk er på besøg hos dig, bliver du rastløs inden de har fået overtøjet af. Du kan ikke være sammen med andre end din familie - og ifølge dig selv kører du frem og tilbage hos dem flere gange om dagen, fordi du ikke gider at være hos dem alligevel, når du endelig når frem. Den slags dur bare ikke, når man har en kæreste. Ganske enkelt. Derudover tror jeg ikke, at der er særlig mange kvinder, der kan leve med dine musikskift. Hvis det kun var musikken, så jo, men det er hele din levestil, der ændrer sig sammen med musikken. Du tager musikken på som tøj, frem for bare at lytte til den og have det godt med den. Jeg har forsøgt at forklare dig det her så mange gange, og nu siger jeg det altså bare lige ud, for det er den eneste måde, du forstår det på."

- og så svarer han bare "Hehe, du har nok ret"  - for fa'en! Så bliv dog vred i stedet for bare at give mig ret! Den mail var ikke sendt for at provokere ham, men fordi jeg var træt og ikke gad at skrive e-mails, men han havde skrevet at han ville vente på mit svar. Jeg skrev et eller andet i morges om, at jeg havde det lidt dårligt, og at min venindes kat er blevet væk, og så svarer han med det dér? Bliver han aldrig vred? Jo, det gør han nemlig, men han siger det ikke. Hvordan kommer han ud med det?

Jeg panikker i butikker

Min svigerfar og jeg kører til butikken, hvor jeg skal købe Renés gave, i morgen. Jeg tager toget omkring kvart over 10, så er jeg der ca. 10:30, og så kører han mig derhen. Jeg har 1.100 kroner at gøre godt med, og det er det, jeg skal bruge. Håber jeg. Det er deres netpriser. Måske jeg burde have ringet og spurgt dem, om deres netbutik har samme priser som  selve butikken... Det er nok lidt dumt, at jeg ikke har gjort det, faktisk. Måske jeg lige skulle ordne det. Okay. Nu har jeg faktisk styr på det. Og det ser ud til at være i orden! Yeah. Nu kan jeg jo så af gode grunde ikke skrive, hvad det er, selvom jeg godt ved, at René ikke læser med. Men det skulle lige passe, at han valgte at smugkigge netop som jeg havde skrevet det. 

Vi skal altså også have købt noget kaffe, kommer jeg lige til at tænke på... Det er lidt pinligt at vores gæster selv skal have kaffe med. Men okay. Vi får ikke besøg af kaffedrikkende mennesker længere, andet end Renés forældre. MOR snakker vi jo ikke med længere. Hvis hun bliver nævnt fremover, vil det være som hendes rigtige navn, Winnie.

Hermed slutter dette indlæg, og jeg vil spise aftensmad.

God påske

Børnebørn!

Min mor og far har dedikeret deres liv til deres børnebørn.

Det er smukt, ikke?

Men der er ikke tid til mig. Det er over 3 måneder siden jeg sidst har set dem, bortset fra den ene eftermiddag, min mor var her i en halv times tid, og det samme i dag. Alle fridage, alle friweekender - alt, med noget, der hedder "fri" går til børnebørnene. Og som sagt: Det er sgu dejligt nok, jeg tænker bare sådan lidt... Hvad med mig? Er jeg ikke velkommen længere, fordi min storebror har fået børn? Når jeg ringer til min mor, har hun dårligt tid til at snakke - de fleste af vores samtaler varer i under 2 minutter.

Jeg må se det i øjnene. De er ligeglade med mig. Jeg burde gengælde det. Men jeg kan ikke slippe dem.

På et eller andet plan ønsker jeg at droppe dem, smide dem væk, ud, bort - men på den anden side, ved jeg godt, at det kan jeg ikke. For jeg har jo prøvet det. Jeg har smidt dem ud én gang, jeg har hevet dem ind igen én gang. Jeg kan ikke blive ved. Jeg er til grin. Mine forældre gør mig til grin. Og jeg æder det bare, som om intet er galt. Hvorfor? 

Jeg ved det ikke. Hver gang jeg ser min mor, siger hun "Vi må også snart finde ud af noget" - men når hun har tid til at "finde ud af noget", kommer ungerne. Og som nævnt, har hun ikke lyst til at tale i telefon med mig. Jeg er et kvaj, fordi jeg finder mig i det. Men... Ja. 

De er mine forældre. Det bliver nok ikke anderledes før de kradser af.

Standhaftig!

Jeg var standhaftig i går. René og jeg gik en tur og kom forbi tanken. Vi stod udenfor og snakkede om al det slik, vi kunne købe, og hvor dejligt det kunne være. Men så tog vi os sammen og gik forbi tanken og tog en længere tur end normalt. Jeg følte mig totalt frisk og "sporty", da jeg kom hjem, fordi jeg havde gået så langt, og fordi jeg havde stået ude foran tanken og ikke var gået ind for at købe noget slik. Det er temmelig stort for mig - det er den grund til, vi normalt ikke går den vej. Men vi sagde nej, støttede hinanden og gik endnu længere hjem, end vi ellers ville have gjort. Godt nok havde jeg superondt, da vi kom hjem - men turen var cool!

Jeg har svært ved at finde ud af det dér med nat og dag. Eller; min krop har. Jeg ved ikke, om det er fordi der altid er nedrullede gardiner, eller om det er vejret, eller om det er fordi mine sovevaner er virkelig mærkelige efterhånden. Det kan også være en kombination. For mig, nu, er klokken omkring 16. Jeg stod op klokken 9, og jeg har ikke taget en lur indtil videre. Når jeg vågner fra en lur omkring klokken 18-19 stykker i aften, vil jeg straks tænke, at det er ved at være morgen. Det er virkelig irriterende. Det har seriøst bidt mig i røven at jeg foreslog mørklægningsgardiner. Jeg får intet lys, andet end når vi er ude at gå. Det er ved at blive ret frustrerende. Men OK - René insisterer på at gå nøgen døgnet rundt, bortset fra når vi har gæster eller er ude. Når vi har gæster, har et par boxers på og en T-shirt. That's it. Når vi er ude, har han også strømper og bukser på.

Lige nu går han rundt og spekulerer over, om han kun vil have én af gaverne, jeg vil købe til ham. Fordi jeg ikke ved, hvad han helst vil have, er jeg nødt til at fortælle ham, hvad jeg har tænkt mig at købe. Så må han selv vælge, og så køber vi den anden halvdel i februar, siger han. Jeg tror, at han ombestemmer sig, når han ser, hvad jeg vil købe til ham. Men stadigvæk - så har han set, hvad jeg vil købe. Lidt svær situation, både han og jeg står i, synes jeg. Men nu skal det afgøres i dag. Så må vi se, hvad det ender med.

Og et undskyld til Hamid, for at skrive den grusomme e-mail i går aftes. Jeg håber at du godtager min undskyldning.

Og et held og lykke til Cecilie, hvis kat er blevet væk.

Ulækker

Det er ikke Hamid. Jeg troede, at jeg var vred på ham, fordi han udnyttede mig.

Men jeg er ikke vred på ham på grund af det - for det var min egen skyld.

Jeg havde én ven, efter jeg kom ud fra ung.psyk. Det var Hamid. Han boede i Nivå. Det er en by i Nordsjælland. Der var en times transport med offentlig transport, plus at jeg skulle gå i ca. 20 minutter fra stationen for at komme hjem til ham. Han boede hjemme hos sine forældre. Jeg tog derop en gang om ugen, cirka, og Hamid fik mig til at udføre oralsex på ham, hvorefter han "gerne ville være alene" og sendte mig hjem igen. Jeg græd altid på vejen hjem, og jeg følte mig så beskidt og ulækker.

Men det var ikke Hamid, der udnyttede mig. Det var mig, der var dum. Jeg kunne have sagt "Det her gør en ven ikke, så jeg er den, der er skredet". Og i stedet valgte jeg at gøre, som han sagde, og det er jo sådan set ikke hans skyld. Jeg synes, nu, at det er forker af mig, at jeg har været ked af det i alle de år, når det i virkeligheden var mig selv, der kvajede mig. Jeg var dum. Svag. Og frem for alt - så var jeg lige så ulækker som jeg følte mig.

Det var mig, der var dum...

Bare fordi jeg kan

Ja. Jeg sidder her nu, har spist, levnet over halvdelen og jeg har set noget Wikke & Rasmussen.  Min mor kommer i morgen. Bare lige et visit. Hyggeligt nok. Jeg glæder mig til at se hende, selvom hun af og til er ret ussel. Det er alle vel. Det er jeg også selv. I stor grad. Jeg ser frem til en gåtur senere. Det bliver hyggeligt. I morgen eller på tirsdag sidder jeg med 1.200 kroner i hånden, og skal tage stilling til, hvornår jeg vil ud at købe Renés gave. Jeg havde regnet med sidst i november. Men nu bliver det først i november i stedet for. Det går vel også nok. Så er jeg sikker på at få det. Jeg har lavet en aftale med min svigerfar, han skal bare vide hvornår, og så finder vi ud af det. Jeg skal også lige have skrevet adressen ned på papiret med navne og varenumre. 

Jeg sidder og lytter til Type O Negative, og det er skønt. Jeg havde glemt, hvor rent Peter egentlig kunne synge. Jeg synes ofte, at rock- og metalsangere og -sangerinder har sådan en lidt ru, hård kant på deres stemme. At de næsten sætter en ære i det. Forstår I? Men Peter lyder helt anderledes. Altså... Ikke hele tiden, men som oftest. Helt rent, ingen ru stemme eller rå kant. Det havde jeg ikke lagt mærke til før jeg hørte "Everything Dies" her forleden. Men okay; man kan jo finde nye detaljer ved musik hele tiden. Jeg har udnævnt Marilyn Manson som The King - Elvis må være kronprinsen nu, for Marilyn Manson er uden sammenligning (med andre levende mennesker) The King. I kan bare svine mig, hvis I er fans af Elvis, det er OK - men jeg bøjer mig aldrig. Marilyn Manson har ikke altid været The King, men han er blevet det igennem årene, efterhånden som hans stemme er blevet ældre og har udviklet sig.

René vil installere Windows 8 på min computer. De har et eller andet tilbud på Microsofts hjemmeside, hvor man kan købe Windows 8 totalt billigt, under 250 kroner, hvis man allerede har et Windows-program installeret på sin PC. Dvs. at det nok kun går ned til XP. Men jeg ved det ikke. Så "jeg" har købt Windows 8 til under 250 kroner, og har af Microsoft fået tilsendt en kode pr. e-mail, som jeg skal bruge, når jeg installerer styresystemet. Det er faktisk ret smart, synes jeg - og overdrevet billigt. Angiveligt skulle det være for at komme piratkopiering til livs, for ingen gider at downloade noget ulovligt og installere det på deres maskine, hvis de kan få det for under 250 kroner, og det så samtidig er lovligt. Det er smart. De kommer derfor til at vinde en del penge på det, for der er jo mange, der downloader styresystemer fra nettet og installerer på deres PC, fordi de ikke vil bruge 1.500 kroner (eller deromkring) et originalt styresystem koster. Jeg kan ikke huske, hvad vi gav for Windows 7. Nå, men altså,  de kommer jo til at tjene penge på det, så det er en meget smart idé. Godt udtænkt. Jeg har koden liggende i Outlook, og det hele er klart til at blive installeret. Det venter bare på René. Jeg har endda flyttet alle de filer, jeg havde liggende på skrivebordet, ind på D-drevet. René sagde godt nok, at han vil tage en kopi af C-drevet inden han sletter det, men jeg vil gerne være HELT sikker på, at mine filer bliver gemt. De er vigtige, synes jeg.

Jeg overvejer at gå i bad, men jeg har besluttet mig for at vente til i morgen, så der kan blive luftet ud, og så vi ikke behøver at bruge affugteren. Det er bare en strømsluger uden lige! Jeg mener; den er rar at have, men den koster en formue i strøm. Men det går som nok.