Børnebørn!

Min mor og far har dedikeret deres liv til deres børnebørn.

Det er smukt, ikke?

Men der er ikke tid til mig. Det er over 3 måneder siden jeg sidst har set dem, bortset fra den ene eftermiddag, min mor var her i en halv times tid, og det samme i dag. Alle fridage, alle friweekender - alt, med noget, der hedder "fri" går til børnebørnene. Og som sagt: Det er sgu dejligt nok, jeg tænker bare sådan lidt... Hvad med mig? Er jeg ikke velkommen længere, fordi min storebror har fået børn? Når jeg ringer til min mor, har hun dårligt tid til at snakke - de fleste af vores samtaler varer i under 2 minutter.

Jeg må se det i øjnene. De er ligeglade med mig. Jeg burde gengælde det. Men jeg kan ikke slippe dem.

På et eller andet plan ønsker jeg at droppe dem, smide dem væk, ud, bort - men på den anden side, ved jeg godt, at det kan jeg ikke. For jeg har jo prøvet det. Jeg har smidt dem ud én gang, jeg har hevet dem ind igen én gang. Jeg kan ikke blive ved. Jeg er til grin. Mine forældre gør mig til grin. Og jeg æder det bare, som om intet er galt. Hvorfor? 

Jeg ved det ikke. Hver gang jeg ser min mor, siger hun "Vi må også snart finde ud af noget" - men når hun har tid til at "finde ud af noget", kommer ungerne. Og som nævnt, har hun ikke lyst til at tale i telefon med mig. Jeg er et kvaj, fordi jeg finder mig i det. Men... Ja. 

De er mine forældre. Det bliver nok ikke anderledes før de kradser af.