"Born to be alive"

Ja... Som titlen på dette indlæg lidt antyder, så er jeg ved at komme mig over chokket oven på Peters død. Jeg er ikke længere trist, selvom jeg stadig er lidt... Hvad kan man sige... Jeg ville ønske inderligt at han ikke var død. Men livet går videre. Jeg kan ikke leve i sorg længere. Det er ikke sundt.

I dag har jeg været alene, arbejdet lidt på en omstrukturering af min hjemmeside, der dog ikke er færdig endnu, så den gamle version er stadig den, der er at finde på adressen www.rapoulsen.feka.dk Jeg ønsker bare et mere... enkelt design og en smule - men ikke meget, da jeg ikke har forstand på det - mere professionelt look. Det er sjovt at sidde og arbejde med den slags - lære det at kende og sådan... Men jeg er ikke pokkers dygtig til det. Hehe. Sådan er det jo.

Jeg var nede og handle i dag, også, jeg mødtes med René dernede, og så handlede vi kæmpe meget ind. Vi plejer at købe stort ind når vi får penge, så vi har mad til hele måneden. Så har vi lidt småpenge til resten af de ting, vi kommer til at mangle løbende - som f.eks. rugbrød og mælk og pålæg. Det fungerer godt for os. Vi har købt kød til hele måneden, mozzarellaost, ris, pasta har vi tilbage fra sidste måned... vi har købt mange ting i dag - men kun det, vi har behov for. René har ikke købt noget slik. Jeg er imponeret over ham. Det er vist første gang i flere måneder, han ikke har købt slik. Han har skiftet chokoladen ud med bolcher, sådan har det været i 2-3 måneder, men nu vil han "holde lidt igen". Det er fornuftigt nok - jeg plejer jo at spise frugt fremfor slik. Jeg har dog ikke købt frugt i dag. Måske fordi jeg spiste 2 kg jordbær i tirsdags, og havde dårlig mave hele dagen i går... Haha. Jeg elsker jordbær. Og de spanske smager udmærket, jeg kan ikke smage forskel på dem alligevel. Hehe...

"I'm shoulderhigh in crap and my waterwings are flat"

Det er på tide at komme videre... Men jeg kan ikke!!! Jeg sidder fast! Det er ulideligt! Hvorfor vil smerten ikke gå væk? Hader det... Men jeg kan jo intet stille op... Hvordan skal jeg komme videre, når der ikke er noget, der kan gøre det godt igen? Det er noget lort.

Hvorfor kan jeg ikke sove? Og hvorfor kommer det dumme brev fra jobcenteret ikke? Hvorfor kommer pakken fra Mark og Anja ikke? Jeg hader mig selv lige nu... Jeg er et svagt, svagt menneske. Jeg har allerede været ude at tømme postkassen 3 gange i dag, og der er ikke kommet noget. Der har ikke været noget post hele ugen! Hader den slags. Jeg vil have det brev! Grr...

René er blevet super-samarbejdsvillig. Det er jo noget nyt. Måske hjalp det alligevel, at jeg sank ned på hans niveau... Noget er der i hvert fald sket. Måske har han bare indset, at han ikke har opført sig så pænt. Jeg håber bare, at han holder den gode linje.

Jeg glemte at tage min morgenmedicin i går, så i aftes havde jeg kramper. Ikke et dissideret anfald, men blot myoklone kramper. Det var højst forstyrrende, så jeg smuttede i seng. Klokken var kun 23, og jeg vågnede adskillige gange i løbet af natten, og stod tidligt op i dag. Det irriterer mig, at jeg ikke er en af dem, der over 8-9 timer i døgnet, for jeg elsker at sove. Jeg elsker det. Bare ikke, når det er mareridt... Dem vil jeg gerne undvære. Men det går jeg ud fra at alle vil.

Engang kunne jeg huske alle mine drømme. Nu husker jeg ingen. Jeg vågner ofte på grund af en drøm - men når jeg vågner, kan jeg sjældent huske den... Jeg drømte om Peter i nat. Det gør jeg ofte, men som regel når drømmen at forsvinde inden jeg registrer andet end "Peter". Den drøm, der vækkede mig i dag, var et mareridt. Eller; det var det ikke, men det føltes som et mareridt. Jeg savner ham så meget... Peter. Det var ham, mareridtet drejede sig om. Drømte, at han var død... Begik selvmord. Og da jeg vågnede måtte jeg se i øjnene, jamen, han ER død... Det var svært at kapere...

My God I miss you! Goddammit!

Unjustifiable existence

"The scars on my wrists may seem like a crime
Just wish me better luck next time."

Oh dear God... Jeg savner bare musikken så meget. Lige pludselig er al den musik, jeg allerede har, reduceret til intet... Alt føles mindre, der er ikke nok, jeg er i Type O Negative underskud. Jeg ved at der er mange plader med dem, men tanken om at der aldrig kommer mere, gør mig skør! Jeg føler raseri, jeg føler sorg... Jeg har så mange ting, jeg må ud med, men til hvem og hvordan?

Jeg er edderspændt over at det her lykkelige eventyr bare er slut. Hvordan kan det bare slutte? SLUTTE?! Det kan bare ikke ske! Det kan ikke være sandt, jeg kan ikke bære det...! Jeg er ved at drukne i følelser omkring det her, og jeg føler at jeg ikke kan retfærdiggøre min eksistens her, når jeg ved at Peter ikke er længere. Jeg vil være, hvor han er. Det er pisse barnligt, plat og alt muligt dårligt - men jeg elskede ham. Ja, altså, ikke "ham", jeg kendte ham jo ikke. Men den "ham" der kom frem i hans tekster og selve musikken. Dén Peter savner jeg usandsynligt meget. Det føles som om at halvdelen af mig er død. Visnet.. Væk... For evigt. Det er sikkert bare lige her og nu... Men det gør fandens ondt alligevel.

Jeg sidder fast i det her, jeg er rasende, på hvem ved jeg ikke, men jeg er vred, meget vred. Jeg vil give så meget for bare at... Åh gud! Kan der virkelig snart være flere tårer tilbage?! Jeg ønsker bare at krybe i seng og ligge under min dyne og tænke på, hvor meget glæde Peter og Type O Negative nåede at give mig. Det blev til 14 år, og de vil jo stadig glæde mig, selvom der ikke kommer nye plader. Lige nu er det bare døden, der overskygger alt. Her før... Tænkte jeg på, om jeg mon ville være hoppet i graven hvis det ikke havde været for René. Men så tænkte jeg, at nej, det ville jeg ikke, fordi det var Peter, der viste mig, at selvom ens liv er virkelig shitty, så kan man godt leve alligevel. Peter viste mig, igennem sin musik, er kærligheden er, som den nu engang er. Jeg mener ikke at han elskede mig, jeg er ikke idiot. Det, jeg mener, er: han viste mig kærligheden, den kærlighed, jeg havde ledt efter, i sine tekster. De tekster tog jeg til mig, brugte dem som jeg ville, og det hjalp mig ikke alene ud af depressionen, det fik mig også ud af min sindssyge afhængighed af René.

Jeg er blevet et bedre menneske, føler jeg, efter jeg begyndte at lytte til Type O Negative. Rigtig, sådan, die-hard-fan har jeg måske kun været i... 10 år. Men jeg har lyttet til deres musik i 14 år. Og jeg bliver aldrig træt af det. Det er så skøn musik, ja, dem alle fire. Det var jo ikke kun Peter alene, der var Type O Negative. Type O Negative var jo... "a Non prophet organization"... Hehe... De var et "band", de var venner og havde spillet sammen i mange, mange år. Jeg tror ikke, at de vil fortsætte sammen under navnet Type O Negative. Hvis de gør, er det yderst respektløst. Jeg vil gerne høre eventuel ny musik - men Type O Negative er begravet nu. Nu har jeg minderne tilbage, billederne og de rare ting at tænke på.

Jeg savner dig, Peter.

Listen, der bare skulle ud

Jeg er...

... 1 uge fra at fylde 30 år.
... ved at blive temmelig gråhåret.
... i sorg over Peters død, stadigvæk.
... fuld af forventning overfor interviewet om gastric bypass.
... ved at nedbryde min egen krop.
... i gang med at lære at stå på egne ben.
... blevet ret vild med pære-banan yoghurt.
... vild i varmen efter at få min pakke fra USA!
... fuld af spænding for at skulle i Matas og bruge 300 kroner helt på mig selv.
... uforstående overfor, hvorfor jeg har lavet denne liste.

Hvad sker der?

Hvad er det, der sker med mig lige nu? Det virker som om jeg langsomt er ved at glide ind i en verden, jeg ikke ønsker at være i. En verden af ligegyldighed. Jeg er lige så langsomt ved at blive mere og mere ligeglad... Som om intet betyder noget længere... Følelsesløs. Kold. Alt, hvad jeg siger og gør, er påtaget. Jeg har facader på igen. Jeg vil kalde dem masker, fordi de ligesom også dækker over ansigtsudtrykkende. Både mit udseende og min væremåde, mit humør, de ting, jeg siger... afpasses efter hvem, jeg er sammen med. Det er ikke som "normal adfærd", det er næsten som en helt ny personlighed. Nogle ser den ene, andre ser den anden, nogle den tredje... Jeg har måder at være på, som ikke er mig. Jeg er ligeglad med, om folk opdager det. Jeg er totalt ligeglad. Intet kan røre mig lige nu, for jeg er død alligevel. Følelseskold og som en zombie. En levende død. Blot et hylster af, hvad jeg engang var. Jeg er ikke "Rikke" længere, men en parodi på "Rikke". Intet passer sammen længere. Tingene er forskudte. Jeg fungerer på flere planer. Hvad er det, der sker med mig?

Det er slut

Jeg tror. Jeg tror, at jeg faktisk er ved at acceptere Peters død. Det er bedre nu, her sidst på formiddagen. Jeg er stadig ked af det, men jeg sørger ikke længere. Det ville han ikke have ønsket. Jeg savner ham utrolig meget allerede, og jeg kan sagtens græde stadigvæk, når jeg sådan rigtig tænker på det. Jeg håber stadig at det ikke er sandt. Men jeg ved, at det er sandt. Det er slut.

Jeg tror dog, at jeg vil få en god dag. Mindet om ham lever videre i mig, og især nu, hvor jeg er gået i gang med at skrive de gamle historier ind. Historierne om Peter og mig. De vil ikke blive lagt op på min hjemmeside. Det er ikke det, der er meningen. Jeg vi bare gerne have dem på computeren. Det betyder meget for mig. Teksterne er skrevet med kærlighed. Det skal der ikke herske tvivl om. Jeg mærker kærligheden strømme fra mig, når jeg læser dem. Det er tydeligt, at jeg havde følelser for ham. Det føles som at han lever lidt alligevel, så længe jeg sidder og skriver teksterne ind.

Men når jeg tænker på hans død... Så får jeg et sug af sorg i maven. Det føles som en knytnæve i maven, fuld fart på... Jeg er ked af alle de smerter. Men jeg klarer det. Det skal jeg jo. Jeg kan jo ikke bare visne og sygne hen, når jeg har René at elske og tage mig af. Men jeg savner fandeme Peter i stor stil allerede... My darling you.

Tak for alt, hvad du har givet mig

Jeg kan ikke rigtig vænne mig til tanken om Peters død. Det går mig på. Jeg ville så gerne kunne sige noget fornuftigt, men der er ikke noget fornuftigt at sige. Mit hjerte er knust. Jaja, jeg har René. Men... Peter var Peter, René er René. Jeg elsker René, men Peter var min læremester i skrivningens univers. Han var mit forbillede, og nu er han væk. Jeg forstår det ikke. Altså; jeg forstår godt at han er død, men jeg kan ikke vænne mig til det. Det er en dyb, dyb tragedie. Jeg kan dårligt tænke. Jeg kan dårligt spise. Jeg kan dårligt drikke... Jeg tænker bare på Peter og ønsker ham tilbage til livet - så han kan skrive flere smukke tekster, som vil fange mit hjerte, som de andre har gjort. Jeg kan ikke kapere, at han aldrig mere skal skrive noget som helst. Det føles som om noget af mig er dødt. Jeg ved godt, at mange synes det er plat, men... Jeg er ret ligeglad. Jeg havde et nært forhold til hans musik, og nej, jeg kendte ham ikke personligt. Men jeg kendte hans musik, hans tekster, hans univers, og jeg befinder mig stadig i det. Kommer jeg nogensinde ud? Jeg håber at det aldrig sker. Jeg ønsker at svælge i Peters musik - nøjagtig som jeg gjorde før hans død. Nu er det bare endnu vigtigere for mig.

Jeg kan ikke se, at noget andet musik skal kunne tage Type O Negatives plads,og jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker ikke at det skal tages fra mig. Jeg vil gerne høre andet musik, men jeg vil ikke glemme dem. Ham. Peter. Et eller andet sted er han min inspiration til at leve, på trods af, hvad hans tekster handlede om. Jeg føler en mening med livet, når jeg lytter til hans musik. Det vil jeg muligvis altid gøre. Det er fantastisk musik. Jeg snakker ikke om andet. Jeg har, i alle de breve, jeg har skrevet til min morfar de sidste 7 år, nævnt Type O Negative. Jeg ved, at folk er trætte af at høre om det. Men jeg har brug for, at min sorg kommer ud. Jeg vil gerne kunne tænke på Peter uden at tænke på hans død. Jeg vil gerne kunne mindes de gode tider. Det her andet, alt det med sorgen, er ikke noget, jeg ønsker at gå igennem. Men jeg ved, at jeg er nødt til det for at komme videre. Det er vigtigt for mig. Jeg vil ikke skrive noget som "hvil i fred" eller "R.I.P." da det slet ikke er noget, han ville have brudt sig om. Jeg vil skrive noget andet. Noget, som betyder noget for mig. Jeg vil skrive "tak for alt" eller "verden er blevet fattigere". For det er den. En fabelagtig kunstner er død. Lige nu føles det som om jeg aldrig kan komme videre. Jeg ved, at det kan jeg - han var trods alt ikke en nær ven til mig. Men det kommer til at tage tid. Han vil altid være hos mig. Han vil altid være i mine tanker. Jeg vil tænke på ham, hver eneste gang, jeg sætter Type O Negative i afspilleren og nyder hans utroligt fantastiske stemme, hans fantastiske tekster, hans genialitet... Det er aldrig forsvundet, det vil altid leve videre - i hans musik. Den dør ikke, fordi han er død. Mange, mange mennesker sørger over det her. Det skal vi have lov til, latterligt eller ej.

Jeg mangler ham allerede. Jeg mangler hans tilstedeværelse igennem musikken. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved, at det vil ske. Ingen sørger for evigt. Eller; jo. Man vil altid savne en afdød, man havde kær. Man savn er ikke det samme som sorg. Og jeg ved, at min sorg går videre til savn. Og jeg ønsker at jeg aldrig vil glemme ham. Jeg er sikker på, at han altid vil være min stjerne.