Jeg kan ikke rigtig vænne mig til tanken om Peters død. Det går mig på. Jeg ville så gerne kunne sige noget fornuftigt, men der er ikke noget fornuftigt at sige. Mit hjerte er knust. Jaja, jeg har René. Men... Peter var Peter, René er René. Jeg elsker René, men Peter var min læremester i skrivningens univers. Han var mit forbillede, og nu er han væk. Jeg forstår det ikke. Altså; jeg forstår godt at han er død, men jeg kan ikke vænne mig til det. Det er en dyb, dyb tragedie. Jeg kan dårligt tænke. Jeg kan dårligt spise. Jeg kan dårligt drikke... Jeg tænker bare på Peter og ønsker ham tilbage til livet - så han kan skrive flere smukke tekster, som vil fange mit hjerte, som de andre har gjort. Jeg kan ikke kapere, at han aldrig mere skal skrive noget som helst. Det føles som om noget af mig er dødt. Jeg ved godt, at mange synes det er plat, men... Jeg er ret ligeglad. Jeg havde et nært forhold til hans musik, og nej, jeg kendte ham ikke personligt. Men jeg kendte hans musik, hans tekster, hans univers, og jeg befinder mig stadig i det. Kommer jeg nogensinde ud? Jeg håber at det aldrig sker. Jeg ønsker at svælge i Peters musik - nøjagtig som jeg gjorde før hans død. Nu er det bare endnu vigtigere for mig.
Jeg kan ikke se, at noget andet musik skal kunne tage Type O Negatives plads,og jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker ikke at det skal tages fra mig. Jeg vil gerne høre andet musik, men jeg vil ikke glemme dem. Ham. Peter. Et eller andet sted er han min inspiration til at leve, på trods af, hvad hans tekster handlede om. Jeg føler en mening med livet, når jeg lytter til hans musik. Det vil jeg muligvis altid gøre. Det er fantastisk musik. Jeg snakker ikke om andet. Jeg har, i alle de breve, jeg har skrevet til min morfar de sidste 7 år, nævnt Type O Negative. Jeg ved, at folk er trætte af at høre om det. Men jeg har brug for, at min sorg kommer ud. Jeg vil gerne kunne tænke på Peter uden at tænke på hans død. Jeg vil gerne kunne mindes de gode tider. Det her andet, alt det med sorgen, er ikke noget, jeg ønsker at gå igennem. Men jeg ved, at jeg er nødt til det for at komme videre. Det er vigtigt for mig. Jeg vil ikke skrive noget som "hvil i fred" eller "R.I.P." da det slet ikke er noget, han ville have brudt sig om. Jeg vil skrive noget andet. Noget, som betyder noget for mig. Jeg vil skrive "tak for alt" eller "verden er blevet fattigere". For det er den. En fabelagtig kunstner er død. Lige nu føles det som om jeg aldrig kan komme videre. Jeg ved, at det kan jeg - han var trods alt ikke en nær ven til mig. Men det kommer til at tage tid. Han vil altid være hos mig. Han vil altid være i mine tanker. Jeg vil tænke på ham, hver eneste gang, jeg sætter Type O Negative i afspilleren og nyder hans utroligt fantastiske stemme, hans fantastiske tekster, hans genialitet... Det er aldrig forsvundet, det vil altid leve videre - i hans musik. Den dør ikke, fordi han er død. Mange, mange mennesker sørger over det her. Det skal vi have lov til, latterligt eller ej.
Jeg mangler ham allerede. Jeg mangler hans tilstedeværelse igennem musikken. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved, at det vil ske. Ingen sørger for evigt. Eller; jo. Man vil altid savne en afdød, man havde kær. Man savn er ikke det samme som sorg. Og jeg ved, at min sorg går videre til savn. Og jeg ønsker at jeg aldrig vil glemme ham. Jeg er sikker på, at han altid vil være min stjerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar