Det er slut

Jeg tror. Jeg tror, at jeg faktisk er ved at acceptere Peters død. Det er bedre nu, her sidst på formiddagen. Jeg er stadig ked af det, men jeg sørger ikke længere. Det ville han ikke have ønsket. Jeg savner ham utrolig meget allerede, og jeg kan sagtens græde stadigvæk, når jeg sådan rigtig tænker på det. Jeg håber stadig at det ikke er sandt. Men jeg ved, at det er sandt. Det er slut.

Jeg tror dog, at jeg vil få en god dag. Mindet om ham lever videre i mig, og især nu, hvor jeg er gået i gang med at skrive de gamle historier ind. Historierne om Peter og mig. De vil ikke blive lagt op på min hjemmeside. Det er ikke det, der er meningen. Jeg vi bare gerne have dem på computeren. Det betyder meget for mig. Teksterne er skrevet med kærlighed. Det skal der ikke herske tvivl om. Jeg mærker kærligheden strømme fra mig, når jeg læser dem. Det er tydeligt, at jeg havde følelser for ham. Det føles som at han lever lidt alligevel, så længe jeg sidder og skriver teksterne ind.

Men når jeg tænker på hans død... Så får jeg et sug af sorg i maven. Det føles som en knytnæve i maven, fuld fart på... Jeg er ked af alle de smerter. Men jeg klarer det. Det skal jeg jo. Jeg kan jo ikke bare visne og sygne hen, når jeg har René at elske og tage mig af. Men jeg savner fandeme Peter i stor stil allerede... My darling you.