Det er på tide at komme videre... Men jeg kan ikke!!! Jeg sidder fast! Det er ulideligt! Hvorfor vil smerten ikke gå væk? Hader det... Men jeg kan jo intet stille op... Hvordan skal jeg komme videre, når der ikke er noget, der kan gøre det godt igen? Det er noget lort.
Hvorfor kan jeg ikke sove? Og hvorfor kommer det dumme brev fra jobcenteret ikke? Hvorfor kommer pakken fra Mark og Anja ikke? Jeg hader mig selv lige nu... Jeg er et svagt, svagt menneske. Jeg har allerede været ude at tømme postkassen 3 gange i dag, og der er ikke kommet noget. Der har ikke været noget post hele ugen! Hader den slags. Jeg vil have det brev! Grr...
René er blevet super-samarbejdsvillig. Det er jo noget nyt. Måske hjalp det alligevel, at jeg sank ned på hans niveau... Noget er der i hvert fald sket. Måske har han bare indset, at han ikke har opført sig så pænt. Jeg håber bare, at han holder den gode linje.
Jeg glemte at tage min morgenmedicin i går, så i aftes havde jeg kramper. Ikke et dissideret anfald, men blot myoklone kramper. Det var højst forstyrrende, så jeg smuttede i seng. Klokken var kun 23, og jeg vågnede adskillige gange i løbet af natten, og stod tidligt op i dag. Det irriterer mig, at jeg ikke er en af dem, der over 8-9 timer i døgnet, for jeg elsker at sove. Jeg elsker det. Bare ikke, når det er mareridt... Dem vil jeg gerne undvære. Men det går jeg ud fra at alle vil.
Engang kunne jeg huske alle mine drømme. Nu husker jeg ingen. Jeg vågner ofte på grund af en drøm - men når jeg vågner, kan jeg sjældent huske den... Jeg drømte om Peter i nat. Det gør jeg ofte, men som regel når drømmen at forsvinde inden jeg registrer andet end "Peter". Den drøm, der vækkede mig i dag, var et mareridt. Eller; det var det ikke, men det føltes som et mareridt. Jeg savner ham så meget... Peter. Det var ham, mareridtet drejede sig om. Drømte, at han var død... Begik selvmord. Og da jeg vågnede måtte jeg se i øjnene, jamen, han ER død... Det var svært at kapere...
My God I miss you! Goddammit!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar