Unjustifiable existence

"The scars on my wrists may seem like a crime
Just wish me better luck next time."

Oh dear God... Jeg savner bare musikken så meget. Lige pludselig er al den musik, jeg allerede har, reduceret til intet... Alt føles mindre, der er ikke nok, jeg er i Type O Negative underskud. Jeg ved at der er mange plader med dem, men tanken om at der aldrig kommer mere, gør mig skør! Jeg føler raseri, jeg føler sorg... Jeg har så mange ting, jeg må ud med, men til hvem og hvordan?

Jeg er edderspændt over at det her lykkelige eventyr bare er slut. Hvordan kan det bare slutte? SLUTTE?! Det kan bare ikke ske! Det kan ikke være sandt, jeg kan ikke bære det...! Jeg er ved at drukne i følelser omkring det her, og jeg føler at jeg ikke kan retfærdiggøre min eksistens her, når jeg ved at Peter ikke er længere. Jeg vil være, hvor han er. Det er pisse barnligt, plat og alt muligt dårligt - men jeg elskede ham. Ja, altså, ikke "ham", jeg kendte ham jo ikke. Men den "ham" der kom frem i hans tekster og selve musikken. Dén Peter savner jeg usandsynligt meget. Det føles som om at halvdelen af mig er død. Visnet.. Væk... For evigt. Det er sikkert bare lige her og nu... Men det gør fandens ondt alligevel.

Jeg sidder fast i det her, jeg er rasende, på hvem ved jeg ikke, men jeg er vred, meget vred. Jeg vil give så meget for bare at... Åh gud! Kan der virkelig snart være flere tårer tilbage?! Jeg ønsker bare at krybe i seng og ligge under min dyne og tænke på, hvor meget glæde Peter og Type O Negative nåede at give mig. Det blev til 14 år, og de vil jo stadig glæde mig, selvom der ikke kommer nye plader. Lige nu er det bare døden, der overskygger alt. Her før... Tænkte jeg på, om jeg mon ville være hoppet i graven hvis det ikke havde været for René. Men så tænkte jeg, at nej, det ville jeg ikke, fordi det var Peter, der viste mig, at selvom ens liv er virkelig shitty, så kan man godt leve alligevel. Peter viste mig, igennem sin musik, er kærligheden er, som den nu engang er. Jeg mener ikke at han elskede mig, jeg er ikke idiot. Det, jeg mener, er: han viste mig kærligheden, den kærlighed, jeg havde ledt efter, i sine tekster. De tekster tog jeg til mig, brugte dem som jeg ville, og det hjalp mig ikke alene ud af depressionen, det fik mig også ud af min sindssyge afhængighed af René.

Jeg er blevet et bedre menneske, føler jeg, efter jeg begyndte at lytte til Type O Negative. Rigtig, sådan, die-hard-fan har jeg måske kun været i... 10 år. Men jeg har lyttet til deres musik i 14 år. Og jeg bliver aldrig træt af det. Det er så skøn musik, ja, dem alle fire. Det var jo ikke kun Peter alene, der var Type O Negative. Type O Negative var jo... "a Non prophet organization"... Hehe... De var et "band", de var venner og havde spillet sammen i mange, mange år. Jeg tror ikke, at de vil fortsætte sammen under navnet Type O Negative. Hvis de gør, er det yderst respektløst. Jeg vil gerne høre eventuel ny musik - men Type O Negative er begravet nu. Nu har jeg minderne tilbage, billederne og de rare ting at tænke på.

Jeg savner dig, Peter.