Et spørgsmål om tilvænning

Af og til får man bare ikke lov til at udfolde sig de steder, man "færdes". Jeg har en masse følelser, eller hvad man kalder den slags, der går mig på og tynger mig ned, men jeg forsøger at skåne omverdenen for dem. Jeg forsøger at holde dem for mig selv. Det er en dårlig idé, men jeg bryder mig ikke om at kvæle andre. Jeg kan godt lide at andre har det godt and all - ikke at jeg skal trække dem med ned.

Jeg har efterhånden så meget lort i hovedet, at jeg ikke kan tænke klart længere. Det føles som om der kommer mere time for time. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så overvældende, men der er lidt lige som bare kommet et bjerg af negative følelser, som jeg ikke kan bestige og komme over. Jeg er lidt ude, hvor jeg ikke kan bunde, og jeg tænker hele tiden på, at jeg ikke kan bunde, så jeg får det dårligere og dårligere. Jeg hader det.

Derudover ser jeg et problem med mit knæ. Det bliver mere og mere smertefuldt,og der er stadig 2 uger til at jeg skal til undersøgelse på ortopædkirurgisk ambulatorium. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, og det stresser mig enormt meget. Måske er det derfor det føles som om det hele er ved at gå op i en spids. Jeg aner ikke, hvad de vil gøre ved de knæ, hvordan de vil undersøge dem, det gør mig bange! Er det en kikkertundersøgelse? Det tør jeg bare slet ikke. Men jeg må igennem det. Uanset hvad. Jeg må passe på knæet de næste 2 uger, så jeg ikke falder og slår det, så undersøgelsen skal udsættes! Uh! Katastrofe!!!

Nu må jeg bare vente. Det kan ikke nytte noget, at jeg stresser mig selv yderligere. Jeg små slappe af. Måske går det bedre, når undersøgelsen er overstået. Jeg tænker "NEJ!" men jeg håber alligevel. Oh dear God for et lorteliv. Godt jeg har René til at holde mig nogenlunde oppe... Jeg elsker René. Seriøst... Hvis han ikke var hos mig, havde jeg intet at stå op til. Så var jeg det mest ensomme menneske i verden. Nu er jeg så heldig, at jeg har fundet min sjæleven i René, og han gør bare min usle hverdag værd at stå op til. Han gør alting lidt lysere, alting lidt smukkere. Muligvis kan han ikke redde mig fra de dårlige ting - men jeg elsker, at han gør et forsøg. Jeg har fundet en god mand i ham. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op, når han ikke er hos mig hele tiden længere, men skal til at gå på arbejde... Det bliver ren tragedie... Jeg kan ikke tåle at være alene uden René. Men det er vel et spørgsmål om tilvænning.