Jeg vil gerne skrive om, hvordan jeg har det - men jeg har allerede gjort det. Et andet sted. Derfor vil jeg undtagelsesvis sætte teksterne ind (som er fra i går og i dag), og sige undskyld til dem, som følger med i begge blogs.
Torsdag d. 21. november
Ja. Ja! JA for fa'en! Sikke en dag! En helt almindelig, skide kedelig
dag, og jeg sætter mig foran computeren og kaster mig ud i at høre
musik, blogge, e-maile og hvad jeg nu ellers plejer - og det føles som
om jeg har kastet mig ud fra en høj, høj, klippe, og er landet på ryggen
af den smukkeste, mest fabelagtige, ildspyende drage, som svæver på
sine smukke vinger, højere, lavere og højere igen! Hvilken rutchetur,
hvilken rus af lykke, blodet bruser i mine årer, og jeg mærker at jeg
LEVER! Jeg er i live, jeg eksisterer ikke blot, jeg er i live, jeg er
højere end himlen, jeg når helt ud til universets yderste grænser, hver
eneste celle i min krop er levende, hver eneste celle i min krop rækker
ud efter endnu mere end blot det, den har, og den breder sig - sammen
med de andre celler! Snart vil jeg bare være et kæmpe hav af energi,
fordi min krop slet ikke rumme al den lykkerus over en ganske
almindelig, kedelig dag - for dagen er 100 gange bedre end dagen i går,
og det er dage som den, man skal huske, fordi dage som denne står frem
og bliver eventyrlige! Jeg ved sgu godt, at jeg har koks i hovedet, jeg
ved sgu godt, at jeg at svære menstruationssmerter, ondt i anklen og i
ryggen - men jeg LEVER! Læs det, sig det højt, smag på det, tænk det!
JEG LEVER! Gårdagen har tændt en gnist i mig, og jeg flyver endnu højere
end jeg gjorde før! Gnisten er blevet til en flamme, og sammen med min
drageven, spyer jeg ild over den åbne dal, jeg flyver over! "Højt at
flyve, langt at falde" siger man. Jeg falder ingen steder. Min plads på
dragens ryg er fast. Jeg skal sidde her indtil den næste dårlige dag, og
jeg falder. Men jeg ved, at min drageven vil flyve under mig og gribe
mig inden jeg rammer jorden, samle mig op igen og flyve mig herop igen -
højere end nogen er fløjet før mig!
Fredag d. 22. november
Jeg har siddet og halvsovet på stolen i en halv times tid. Men nu er jeg
her igen. Til stede. I live. Levende. Svævende. Som jeg beskrev i går i
"Hver en celle", har jeg igen i dag kastet mig hovedkulds ud fra en
klippe, uden at vide hvad der vil ske. Og igen i blev jeg grebet af den
smukke, fabelagtige og højtflyvende drage, som flyver både højt og lavt.
Et hul forude, og dragen og jeg flyver igennem det, og ind i en anden
verden, se! De smukkeste blomster i alle regnbuens farver, og farver,
som jeg slet ikke kender, deres stilke snoer sig op ad gamle bygninger,
de ejer dem, og græsset står grønt og frodigt. Små og store blomster,
jeg har aldrig set deres arter før. Små insekter summer omkring ørerne
på mig og suger næring fra de mange millioner af blomster, det er
vidunderligt, solen skinner, her er varmt nok til, at det hele kan
vokse, men ikke varmt nok til, at jeg har det for varmt. Det føles som
om denne verden er skabt kun for mig. Se! Længere oppe, en zeppeliner!
Smukt malet, blomster over det hele, piloten stikker hovedet ud af
vinduet og råber "Hej Aagren!" mens hun sejler videre hen over den
smukke, beplantede dal.Jeg flyver på dragens ryg, og han finder hullet
igen, svurp! Vi er tilbage i min verden igen, og jeg ser pludselig alt
det smukke, jeg ikke havde set før. De høje træer, jeg flyver over nu,
de grønne enge, de gule kornmarker... Det er så smukt, og jeg kan ikke
holde min glæde over at være i live inde! Jeg læner mig frem og giver
dragen et knus, og den nikker, mens den flyver højere og højere endnu.
Springer alle grænser, lader ingen rammer stoppe den.Jeg suser afsted
mellem stjernerne, og jeg elsker det, jeg elsker at leve, min krop står
op i en lys lue, fordi alle de mange celler, der befinder sig i min
krop, er ved at sprænges af en energi så voldsom, blot fordi jeg er i en
rus af lykke. Denne dag bliver en af de rigtig gode.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar