Jeg er ikke blevet væk - ville I lede, hvis jeg var? (hehe)

Jeg har været længe væk, hm? Jeg lever et liv på farten, jeg har ikke altid tid til at skrive. Jeg er på konstant tur mellem min faste base, mit køkken og mit wc. Det kan godt tage pusten fra en, og ... Ej. Jeg har bare blogget lidt for meget et andet sted...

I dag har jeg haft kramper og har forvredet samme fod 2 gange. Heldigvis, kan man jo så sige - med lidt humor i stemmen, er det ikke den ankel, der er i støvlen, men den ankel, jeg skal støtte på. Jeg har altid været den heldige, jo. Haha. Ej, det er sgu okay. Jeg har mere ondt i knæet, det optager mig mere - og det er gigt, der plager mig. Det er ikke fald. Jeg har, fordi jeg har haft kramper frem til sent, kun fået lavet øvelser 1 gang i dag. Jeg regner med, at jeg om lidt springer over i min seng, kaster min støvle (den nye, smarte og sorte, jeg har fået) på gulvet, mens jeg lige laver lidt øvelser. Jeg skal faktisk lave dem 3 gange om dagen. "Sekundær frakturkollaps" - jeg har sedler overalt for at huske mig på det. Så jeg ikke glemmer at jeg kan risikere at brække benet spontant. En dag som i dag har gjort mig skidebange, fordi jeg havde forvredet begge ankler, hvis jeg ikke havde haft støvlen på. Og... Nej. Men støvlen skal smides ud, regner jeg med, på tirsdag, når jeg skal til kontrol. Røntgen først. Det bliver meget, meget spændende. Jeg er rystende nervøs. Jeg ved nemlig godt, at jeg har en tendens til at støtte for meget på benet, og selvom jeg prøver at lade være, tager jeg stadig mig selv i det. Faktisk er det så grelt, at jeg af og til tager mig selv i at stå på ét ben - det dårlige ben. Det er ikke en god forretning.

Nå. Katja, dejlige kvinde, var her for at hjælpe med tøjvask i går. Dejligt! Jeg elsker rent tøj. Så nu kan jeg få rent tøj på kroppen! Hun skal på ferie, hun er rejst nu, kommer hjem 10. februar. Vi har aftalt, at hun fremover vasker for os hver 2. mandag, og at hun får 150 kroner pr. gang. Det er en god aftale. Den 12. februar kommer der en visitator fra Køge Kommune for at snakke hjælpemidler - primært til René.

Ellers sker der ikke noget. Jeg skal putte det dér skum, Bettamousse, i håret om 1 minut, skemalagt, på grund af det eksem jeg har i hovedbunden. Det hjælper faktisk rigtig godt. Det er noget, jeg er virkelig glad for. Mit engang så smukke hår er fuldstændig ødelagt af eksemen. Men nu må jeg jo så bare kæmpe mig ud af det med det dér Bettamousse.

Død

Jeg må sige det. Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg kan ikke fortsætte dette dobbeltliv. Herinde kender I mig, som jeg nu engang fremstår, men i virkeligheden er jeg... dødkedelig. Helt igennem dødkedelig. Jeg har lige spist en mikroovnslasagne fra coop og drukket en halv liter Topform Power Light direkte fra en 2-liters flaske, fordi jeg er så tørstig at jeg ikke gider at hente et rent glas. I dag har jeg været så dødkedelig at jeg har siddet og sovet mens jeg har snakket i telefon med René, der var på Køge hospital for at hente en anden støvle til mig. Han var pænt sur til sidst. Det eneste, jeg har lavet i dag, som ikke er kedeligt, er at lægge en rigtig pæn makeup. Jeg har også haft en sygeplejerske ude og kigge på mit sår og skifte plaster. Jeg har da også spist 3 Pink Lady æbler til morgenmad.Og fået naturlige krøller. Og lyttet til Elvis. Glemt at tage min eftermiddagsmedicin. Glemt hvad tid jeg tog den forrige penicillinpille, og hvor lang tid, der gik mellem den og den første. Brugt det sidste deodorant uden at sørge for et nyt lager. Taget en for kort bluse på, så maven konstant stikker ud. Tømt mine skuffer for vigtige papirer til sortering i mapper. Sagt til Hamid at han skulle ringe tilbage til speciallægen og sige at han gerne vil stå på deres afbudsliste fordi der er en måneds ventetid. Ringet til min læge og fået besked på at få taget flere blodprøver og få en tid i klinikken. Været skidesur over at jeg jeg kun har 1 (én!) nøgle på mit NemID kort tilbage, og jeg stadig ikke har fået et nyt tilsendt. Og nu er klokken så lige omkring 17. I kan se... Dødkedelig dag - og det er en dag som alle andre.

Men en samtale som denne, kan være ganske morsom, set i bakspejlet:

René: "Har du set om vi har mere håndsæbe?"
Rikke: "Vent lige lidt! Jeg har set en pakke med Mariekiks i skabet!"
René: "Hvorfor  fanden siger du det?"
Rikke: "Snakkede du ikke om Tucs?"
René: "Jeg snakkede om håndsæbe til badeværelset!"
Rikke: "Du får ondt i de dér vabler, når du kommer hjem."
René: "...Hvad?!"
Rikke: "Nårh, nej, jeg så ikke Mariekiks i skabet, jeg tror lige, at jeg døsede lidt hen."

Yeah... I aften agter jeg at foretage mig dette:

• Lave aftensmad - ved dog endnu ikke, hvad det bliver, selvom klokken er 17
• Se Luksusfælden sammen med René
• Arbejde videre på min rapport om goth metal og færdiggøre den.
• Arbejde videre på min rapport om internettet og færdiggøre den.
• Gå i gang med kapitel 9 i den bog, jeg har fået af Jonna, "Efterlign deres tro" og tag notater

 Det er det, min aften kommer til at bestå af. Der er ingen planer i morgen. Derfor vil jeg bruge tiden i morgen mere hensigtsmæssigt end i dag - at sidde og sove mens man snakker i telefon er ikke specielt ophidsende. Selvom det kan være ganske sjovt bagefter. Hehe. Så i morgen er der tidsperioder på. Men jeg kan selvsagt ikke lave min tidsplan, før jeg ved, hvordan resten af min aften i dag bliver. Men jeg har et forslag:

• 09:00 - 10:00 spise morgenmad sammen med René
• 10:30 - 13:00 studere videre i "Efterlign deres tro"
• 13:30 - 14:30 spise frokost, muligvis sammen med René
• 15:00 - 17:30 chatte med Katja, hvis hun ikke har for travlt
• 18:00 - 20:00 lave mad og spise aftensmad sammen med René
• 20:30 - 00:00 studere videre i hvad jeg finder lyst i

Jeg ser dette som et forslag, og det ændrer sig sikkert i løbet af tirsdagen. Men det ser sådan ud i mine planer.

Ad! Men sådan er det jo bare - haha

Jeg er hjemme! Jeg kom hjem temmelig sent torsdag eftermiddag. Stuegang mellem 9 og 12 mig i røven. Prøv med klokken 14:30. Men min far kom og hentede mig. Cool. Så jeg kom hjem til min dejlige mand, lejlighed og min computer. Lækkert!

I går, fredag, fik jeg så tjekket op på de ting, der skulle. Jeg ringede til Møllebo (fysioterapi) og forklarede dem situationen, og jeg ringede til hjemmesygeplejerskerne og anmeldte min hjemkomst, og der kom en sygeplejerske i går, som skiftede mit plaster. Så fik jeg tjekket e-mailsene fra lægen igen, og jeg skal ringe derned mandag mellem 8-9 ang. for høje levertal. I dag ankom en sygeplejerske en dag for tidligt, og vi lavede tiden fra søndag (i morgen) om til mandag (i overmorgen).

Det var også i går, René fald med to skåle med brandvarm pasta ud over sin krop, og har fået en masse mindre brandmærker og en masse blå mærker. Han faldt hårdt, og jeg kunne ikke få ham op. Han kom dog op til sidst, og han gik i gang med at rydde op. Imens lavede jeg en ny gang pasta med kørdsovs, som jeg lavede selv, i stedet for at bruge Dolmio, og min kødsovs blev perfekt. For en gangs skyld. Der var den rette mængde hvidløg i, paprika, basilikum, timian, paprika, salt og peber i, og den chiliolie, jeg stegte løgene i, var i tilpas mængde. Den gik bare op i en højere enhed. Nå ja, og så hakket tomat, og tomatpasta. Og Quorn fars. Jeg svinede ad helvedes til derude i går, med løgskræller, så jeg har sat en huskeseddel på køleskabet, lige ved siden af håndtaget: "Husk at støvsuge, dovne kælling" - så glemmer jeg det ikke :)

Jeg blev opereret den 21. januar, og i går, den 24. januar, var mit sår kommet så langt i helingen, at det næsten var stoppet med at lække blod. Det er på billedet her lige rengjort. 16 sting, sagde sygeplejersken.

Når det er sagt (og vist - hehe) vil jeg lægge makeup, for jeg synes at det er synd for mig, at jeg ikke har haft makeup på i meget lang tid. Så nu skal jeg fandeme være lækker! Man kan alligevel ikke se såret, fordi jeg har denne støvle på uden over.

Noget af et monstrum, ikke? Haha. Jeg støder ind i alt, fordi den er 6-7 længere end min fod, og omkring 5 cm bredere - jeg går ind i dørkarme, sengemeder, toilettet, affugteren... Kanten er på bagsiden superskarp, og den borer sig ind i min hud. Jeg har forsøgt at klistre bløde ting på, men intet tager det. Så jeg må leve med den. Jeg tror også, at de snupper den d. 4. februar, når jeg skal derind næste gang :)

Chokolade til morgenmad - hvor bliver morgenmadskareten af?

Klokken er 6 torsdag morgen. Jeg har været oppe i 3 timer. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem, at det jo slet ikke er til at holde ud - og det er i dag, jeg bliver smidt ud herfra. Forhåbentlig for sidste gang. Men er det ikke den dejligste følelse at sidde med? Glæden og forventningen om den gode modtagelse, når man kommer hjem... Det er vidunderligt. Jeg savner mine vante omgivelser. Og René. Han har faktisk været her hver dag - men det er jo på ingen måde det samme som når han har været hjemme hos en kammerat og kommer hjem. Gensynsglæden er enorm. Det er den også her, men i det andet tilfælde er det hjemme. Det er altså bare ikke det samme.

Nå. Men jeg tror, at jeg får lov til at smutte efter stuegang. Det er sgu fedt. Muligvis skal jeg snakke med en fysioterapeut, men jeg tror det ikke, eftersom jeg sagtens kan støtte på benet. Så... *** here I come! Jeg vil tro, at der er stuegang ved 10-tiden. Lyder det plausibelt? Jeg må have fat i en af sygeplejerskerne. Men det behøver ikke at være lige nu. Det kan jeg jo gøre, når de dukker op med min morgenmad. Men måske jeg lige skulle gøre dem opmærksom på det? Det er én time siden jeg spiste.  Godt. Så har jeg fået penicillin. Jeg tror faktisk godt, at de her i afdelingen kan lide, at man involverer sig lidt i den medicin, man får udleveret. Det gør jeg jo :P

Hovsa! Nu er klokken 7! Jeg snakket med sygeplejerskerne, det har åbenbart taget tid! Hvis bare resten af tiden går så hurtigt, er jeg sgu hurtigt hjemme! Jeg er ret sikker på, at hun sagde, at der er stuegang mellem 8 og 10, men det lyder ikke plausibelt, så jeg tro 9-12. Ih! Jeg håber at han kommer her som en af første. Awesome!

Jeg er så spændt på alt det her. Jeg har haft 4 overnatninger, jeg er blevet flyttet 3 gange "fordi de havde brug for stuen". I nat sagde en sygeplejerske til mig "Du er jo så nem og medgørlig" - cool! Det var lidt det, jeg gik efter. Jeg har en tendens til overdrive, dog, så jeg tilbød en sygeplejerske at hjælpe  med at tørre mit tis op fra gulvet, efter jeg havde tisset udover alt. På det tidspunkt vidste vi ikke, om jeg måtte støtte på benet, og jeg var kommet derud på en bækkenstol...

Jeg spekulerer på, om jeg skal gå hele vejen ned til P-pladsen, eller om jeg skal sige til "min chauffør" at han skal snuppe en kørestol fra informationen. Jeg kan jo bare bruge den til at støtte mig til. Jeg tror, at det er den bedste løsning :) Damn, jeg glæder mig!

Men jeg er gået i gang med noget chokolade-værk, Jonna havde med i går, her til morgenmad. Jeg var sulten, og jeg tror først, at morgenmadskareten kommer ved 8-tiden :)

Vente, vente...

Oplevelser

Yeah. Jeg har ikke fået fortalt om situationen siden i søndags. Jeg jo i lørdags betændelse i storetåen. En kæmpe hæmsko. Vi opdagede så, at såret på benet var betændt. Pisseøv, for man opererer ikke i betændte sår. Mit vækkeur ringede klokken 7:.15, og jeg ville fandeme ikke sidde der fordi det er betændt. Jeg skulle jo alligevel  have udskrevet nyt penicillin.

Så jeg mødt ind klokken 09:30, fordi jeg havde bestilt en bil til ankomst på Køge sygehus 09:45, bare for en sikkerheds skyld. Jeg gik fra bilen ind på hospitalet og plantede min røv i en kørestol - den sidste, der var tilbage - og René kørte mig op på H3, som er det afsnit, jeg skulle have ligget på. Jeg blev placeret ved et bord, og René fik en stol. Og så gik undersøgelserne ellers i gang. Eller... Jeg fik målt mit blodtryk da klokken var 11:45. Ja det var målt, skulle jeg naturligvis også snakke med en kirurg, som straks så, at det var betændt. Han informerede mig om, at de ikke opererer i betændte sår. Fordi skinnen sidder, som den gør, vil såret nok ikke vokse sammen, og der vil blive ved med at komme betændelse i såret. Så de ville operere alligevel. Så jeg skulle trille ned til biokemisk og få taget blodprøver og et EKG. Jeg skulle snakke med en anæstesilæge, som mente at der kunne lægges en blokade ved benet, så jeg ikke behøvede at komme i narkose. Sammenlagt tog disse 5 ting omkring 45 minutter, men blev spredt udover de 5 timer, jeg sad og ventede. Den sidste, 6. time, fik jeg dog en seng.

Om aftenen fik jeg 2 sandwichs til aftensmad fordi jeg er så fandens kræsen og hospitalsmad bare ikke smager godt i min smag. Så skulle jeg faste fra midnat frem til klokken 6 i morges (tirsdag). Mellem tirsdag og klokken 8, måtte jeg drikke 2 glas væske. Jeg var nummer 1 på operationsbordet, og skulle til mellem 8-9. Jeg kom ind i "forrummet" klokken 9. Jeg fik så en scanning i knæhasen Så stak de. Det påvirkede ikke mit ben. De søgte med ultralyd igen. Det påvirkede heller ikke mit ben, andet end at det begyndte at føles en smule varmt (der var iskoldt - seriøst, jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at klapre) De søgte med ultralyd på mit knæ,og fandt det sted, de skulle stikke, Men åren ville ikke tage imod, som årerne i haserne ikke ville. Så der var rygmarvsbedøvelse tilbage. Anæstesilægen  prøvede 2 gange uden uheld, og jeg kom i tanke om, at jeg måtte gøre ham opmærksom på, at jeg lider af scoliose, fordi jeg faktisk slet ikke ved, om det står i de papirer, han fik. Så han sad og trykkede og trykkede og bad om lan lang nål, og han må have ramt rigtigt, for der gik sgu ikke lang tid før hele min underkrop var komplet følelsesløs. Jeg kunne lige akkurat bevæge mit venstre ben. Men mit højre ben var fuldstændig dødt.Jeg fik et par hovedtelefoner på og lyttede til Bocelli, og ganske kort tid efter faldt jeg i søvn. Jeg blev kørt på opvågningen, hvor René kom forholdsvis hurtigt. Min blære blev scannet, og den var fyldt med urin, så jeg fik lagt et kateter, og fik tømt blæren. Hun fjernede det igen med det samme.

Jeg har sovet en del i dag, det gør jeg jo generelt en del. Men her, mens jeg har siddet og skrevet, er der sket det, at føles som om der er kommet følelse i mine tæer, hvilket er et megafremskridt. Jeg har vanvittigt ondt i "rygmarvssårene" på ryggen, men det kan jo stort set ikke være anderledes. Det er så skide ondt, hver gang jeg bevæger mig. Jeg er glad for, at der er noget, der hedder smertestillende!

Jeg har lige fået målt mit blodtryk. Han var fandeme cool. Ingen kan måle mit blodtryk, andet end dem på skadestuen, og tilsyneladende dem, der opererer. Alle andre læger og sygeplejersker opgiver. Men denne mand... Han sagde, at han ikke ville give op - og det gjorde han ikke. Og det, som er allermest cool, som jeg aldrig har set nogen anden sygeplejer gøre, er at han sprittede både manchet, keyboard, tæller og alt udstyr af, før han gik videre til den næste. Og han var kun elev! Damn... De garvede rotter kunne lære noget af ham! Just saying!

I morgen formiddag, nok, er der røntgen,og jeg vil skyde på, at jeg i morgen eftermiddag er hjemme igen. Sygeplejeren gjorde også udtryk for det. Men nu må vi se. Jeg skal ikke lade mig hidse op over noget, der måske ikke sker.

Hold kæft hvor har jeg ondt... :( Jeg nægter at tage smertestillende, medmindre det er strengt nødvendigt.

Men jeg synes at det er synd for min ryg. Jeg kunne godt tænke mig at se den selv...  Jeg må få René til at tage et billede :)

Jeg håber at I alle sover godt!

Dagen før dagen

Dagen før dagen. Jeg er så bange, så bange. Alle siger at jeg skal snakke med lægerne om det - men hvad kan de gøre?

Vi bestiller en flextur derind. Så kan vi komme derind i god ro og orden, og ikke al den diskussion med præhospitalet, der ikke kan forstå hvad de selv laver. Så det ordner vi selv. Jeg har lige bestilt en tur til Køge hospital, det bliver 36 kroner fordi jeg skal have ledsager med. Jeg vil gerne have René med. Mit hjerte er allerede ved at løbe løbsk. Faktisk er jeg begyndt at få tårer i øjnene, fordi jeg har så meget angst i mig.

Jeg har haft alt, alt for lang tid til at gå rundt og tænke over det her i. Jeg skulle have fået det at vide i morgen, og ikke i onsdags. Det er mange dage, hvor angsten bare er vokset fuldstændig ud af proportioner, og jeg kan ikke længere danne mig et overblik over virkeligheden. Jeg er overrasket over, at jeg ikke er blevet psykotisk. Det er bare som om der ikke er "plads" til det nu, fordi jeg virkelig har fyldt min hjerne med dødsangst. Jeg har ikke plads til noget andet. Alt i min verden, lige nu, er centreret om mig selv og René. Jeg burde føle mig egoistisk - men den følelse er der heller ikke plads til. Jeg må skamme mig, når - hvis - jeg vågner tirsdag eftermiddag.

Jeg ved godt, at der i morgen er en masse undersøgelser. Måling af blodtryk, hjerteundersøgelser og den slags, og jeg skal snakke med forskellige anæstesiologer omkring de her ting. De er jo eksperter. De ved jo noget om det her. Men stadig... Jeg er dobbelt så stor som jeg burde være. Det er fandeme livsfarligt. Jeg er for at kradse af alligevel.

Jeg håber inderligt at kunne skrive "Hej!" tirsdag i tirsdag eftermiddag, men jeg har dårligere forudsætninger end mange andre mennesker. Mange, mange har det som mig. Men mange, mange har det modsat. Og jeg er fuckerbange.

Jeg vil så gerne komme tilbage til René onsdag eller torsdag, som de har lovet. Jeg synes ikke, at han skal leve alene, selvom Katja har lovet at hun vil tage sig af ham.

Fuck, det bliver hårdt i morgen, når han tager hjem fra hospitalet. Jeg må lade være med at græde til han er gået. Hvis jeg græder, når han skal til at gå, får han det dårligt. Men okay. Jeg græder jo også over det allerede nu, så risikoen for at han finder ud af det er temmelig høj.

Efter operationen

Så er det fredag, vi er trådt ind i den sidste time af eftermiddagen, og jeg har en hel, lang, lang weekend til at vænne mig til tanken om indlæggelsen på mandag og operationen på tirsdag. Men fordi jeg har en lang weekend til at tænke over en muligt forestående død, vil jeg sige en tak til alle, der har gidet at læse denne blog, eller de af mine blogge, jeg har refereret til i listen over de blogge, jeg har anbefalet.

I har ikke kommenteret så meget, men det har ikke betydet noget. At der har været læsere her, har været rart. Jeg har haft det rart med at sidde her og blogge, og jeg blogget om komplet, virkelig ligegyldige latterligt ting, men også alvorlige ting er sluppet igennem,og jeg har både grædt og grint mens jeg har blogget her.

Og jeg vil bare sige tak til jer, fordi I har gidet at læse med. Jeg satser på at vende tilbage allerede samme dag som operationen, hvis jeg kan få internettet til at virke, men jeg ved det ikke. Jeg satser ikke på at dø, jeg regner ikke med at dø. Jeg regner med at leve videre og blive glad og lykkelig igen. Med et sår, som heler, og smerte, som lige så langsomt forsvinder og gør min fod mobil igen. Det glæder jeg mig til, og håber at døden holder sig væk denne gang. Jeg har ikke tid til at dø.

Men vi må se, om jeg vågner op på tirsdag efter operationen.

Når det gode modregner det dårlige

Ja. Jeg har haft hele 2 dejlige oplevelser i dag, begge her til aften, så det har været en røvdårlig dag, men en pissegod aften - for nu at smide lidt ekstra efter bande-krukken :) Jeg må efterhånden snart være en rig kvinde. Ærgerligt at det kun er fiktivt. Haha.

En mand ringede på, Niels, jeg har aldrig mødt ham før, og alligevel var jeg så åben og imødekommende, som jeg aldrig har været før, jeg var næsten færdig med aftensmaden, men skyndte mig at lave mere, og det hele var bare så dejligt... Jeg fik bare det største boost, altså, og bagefter fik jeg ordnet køkkenet. Det er jo fuldstændigt fantastisk at jeg kunne klare alt det her! Det skete pludseligt, der var ingen tid til at tænke, det var mig der inviterede manden indenfor og med på mad - og jeg gav ham en knus! Jeg er så stolt af mig selv. Virkelig. Jeg havde aldrig mødt ham før! Wauw... Tænk at jeg kan det. Bare sådan... Det er utroligt, ikke? :)

Jeg har også fået ordnet køkkenet - langt om længe. Det hele kører på skinner. Sky's the limit, right? Er det ikke det, de siger?

Jeg er fuldstændig uden nogen idé til en fed titel

Jeg har haft et grum aften og en grum morgen. Men på en måde er jeg ved at blive så bange, at jeg er ved at glide over i følelsesløshed.

"Emotionally stunned, in defense I'm numb. I'd rather not care than to be aware. Be scared" 

- Peter Steele, "Anesthesia"

Jeg har siddet og tjekket mine blodprøvetal, som jeg har fået svar på i dag. Mange af dem ser ikke for gode ud. Det er mine levertal, der er for høje. Alt for høje. Men jeg har ikke forhøjet blodsukker. Det er da altid noget. Renés blodsukker er marginalt forhøjet, og hans blodprocent ligger på 7,7 - den skal minimum ligge på 8,8. Så han har jo også ting at slås med. Indtil videre skal han have jerntabletter, men han skal jo så også til lægen ang. diabetes - men nu er der lige alt det med mig og min operation, som tilsyneladende er mere vigtig for ham, end at han selv har et godt helbred. For det er jo ikke godt,  at vi begge to har det. Han har tænkt sig at være hos mig hele mandagen. Jeg skal jo indlægges om mandagen, selvom jeg først skal på operationsbordet på tirsdag. Jeg foretrækker at han ikke er der. Det er mægtig sødt at han vil være der, og han må hjertens gerne være der - men ikke en hel dag. Det går ikke. Han får ondt og bliver i dårligt humør, så bliver jeg i dårligt humør, og så skilles vi ad som uvenner, og så dør jeg under operationen uden at være blevet gode venner igen. Not gonna happen. Jeg skal nok få ham hjem forholdsvis tidligt på mandag. Jeg vil hellere have at min mor er der. Jeg ved godt, at det er drøntarveligt overfor René. Men som sagt. Han får ondt. Han er nødt til at tænke på sig selv. Det gør han ikke. Jeg kan godt forstå, at vi konstant kom op at toppes, da jeg kom hjem fra hospitalet sidst. Jeg frygter at vi ramler ind i samme situation igen.

Jeg har aftalt at jeg skal ringe til min mor klokken 19. Jeg ved jo selvfølgelig godt, at jeg kommer til at vræle som en tøs så snart hun siger "Ja, det er morse" eller "Hej musser" alt efter hvad hun nu vælger. Jeg er ikke 33 år, når jeg taler om den slags med min mor - jeg er 15. Jeg ved ikke hvorfor. Min mor... Jeg sgu voksen. Hun er 63 år gammel, hun er her ikke for evigt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når hun ikke er i live længere.

Fandens, hvor er jeg dog træt... Så træt... Jeg skal forblive vågen. Jeg sætter noget "Stayin' awake" musik på. Det skulle nok kunne lade sige gøre.

Mangel på ord... Normalt ikke noget, der ramme mig

Jeg kan ikke rigtig finde ro, synes jeg. Jeg har haft en dårlig dag. Jeg har ikke været tilfreds med dagens resultater. Jeg har jo været til undersøgelse på hospitalet i dag, og det står nu klart, at min krop ikke kan lide den skinne, der sidder i, og ser den som et fremmedlegeme. Det er derfor, såret bliver ved med at være åbent.

Såøh... Jeg skal opereres på tirsdag. Jeg er meget bange omkring det, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg er faktisk på vej til at hænge mig selv. Men det er nok mindre smertefuldt at dø under narkosen. Men min angst for at dø, og angsten jeg har for alt det efterfølgende, er også tynget af, at jeg er ked af, at René er angst for at jeg skal dø under narkosen. Det er meget, meget stressende, jeg er bange og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Det er muligvis luksusproblemer. Folk bliver lagt under kniven for komplicerede hjerne- og hjerteoperationer, for bare at nævne noget, og min er et skide ben. Men jeg er så bange! Jeg kan dø, og hvad med alt det, der kommer efter? Alle de følelser, der fulgte efter den første operation, kommer til mig nu, allerede inden operationen, og jeg er pissebange. Jeg kan slet ikke sætte ord på det her, så der er nok ikke nogen grund til at fortsætte med at prøve... Det er håbløst, når jeg ikke engang har ordene. Jeg burde faktisk, sådan i øvrigt, lige hive fat i KBJ og fortælle ham det. Jeg ringer til ham i morgen.

Selvmedlidenhed med glasur

Først vil jeg gerne lige sige til hende Sarah fra "Luksusfælden", den kvindelige ekspert: Det klædte dig SÅ meget at du droppede den arrogante, dømmende måde, du var på før, til den person, du fremstod som i sæson 10 - du var simpelthen så sød og venlig og hjertelig at se på. Jeg kunne slet ikke lade være med at holde af dig, hvor jeg tidligere slet ikke brød mig om dig. Godt så. Du opdager nok aldrig dette, men måske kender du en, der kender en, der ved et tilfælde er faldet over det.

Videre i teksten. Jeg er begyndt at overveje - i det små, ikke alvorligt eller seriøst, mere sådan "på tegnebordet" - om jeg måske har fået en form for følgesygdom på grund af noget af al den medicin, jeg tager, fordi jeg falder i søvn spontant temmelig ofte, også uden at have lagt op til det selv. Jeg tror det faktisk ikke, men jeg har da bare tænkt lidt over det de sidste par timer, efter jeg lavede denne kommentar til et indlæg på en anden blogside:

Jeg er som regel træt, hvis jeg har sovet for lidt - eller for meget. "For meget" for mig er alt over 7-7½ timer. Jeg kan ikke rigtig vågne, jeg er sløv hele dagen og sidder rent faktisk her, lige her på min stol (som pt. er en spisestuestol) foran mit computerbord, med underarmene på kanten og fingrene hvilende let på tasterne - og sover. Det sker ret ofte for mig. At jeg falder spontant i søvn, fordi jeg er så træt. Forleden satte jeg mig i stuen i hyggebelysning og stearinlys på bordet for at læse noget om religion - og pludselig vågnede jeg med et sæt. Jeg kunne have brændt hele hytten af. Eller en dag jeg sad foran komfuret for at passe maden (jeg har problemer med ryggen, så når det er slemt, sidder jeg ned) og pludselig vågnede jeg med hovedet på armene - min albue var omkring 20cm fra en gryde med kogende vand. Det er sket gentagne gange, at jeg under en opvask vågner adskillige gange ved at jeg taber en gaffel, et glas, en skål - whatever - ned i vasken, så jeg får et chok. Jeg kan sagtens tage mig 3-4 timer på en opvask, der burde tage ½ time.

Men det er fordi jeg enten sover for lidt eller for meget. De dage, jeg sover mellem 7 og 7½ time, sker de her ting ikke. Det er meget bedre. Så der er kommet skema på. Jeg går i seng mellem midnat og 1 hver aften, og mit vækkeur ringer klokken 8 hver dag. I dag vågnede jeg klokken 7 - men jeg gik i seng klokken 1. Det bliver en dårlig dag. Jeg sidder allerede og hænger.

 Det satte det lidt i perspektiv, ikke? Fuck, hvor har jeg ondt i hovedet lige nu. Sådan... Virkelig ondt i hovedet. Og jeg kan ikke tage piller for det, for hovedpinen kommer muligvis fordi jeg tog piller i går. Jeg tog den dosis, der er ordineret (af Tramadol) og 1200mg MINDRE Ibumetin end det, jeg har fået ordineret. Så i går tog jeg i alt 200mg Tramadol og 600mg Ibumetin. Jeg tror at det er en gigantisk dårlig idé at tage smertestillende i dag. Men denne hovedpine er ond. Jeg har faktisk lyst til at gå i seng, men eftersom jeg skal være fastende fra klokken 3 i nat og frem til klokken 11 i morgen formiddag, er jeg ikke på vej i seng nu eller foreløbig. Jeg har ikke lyst til noget som helst lige nu - og jeg skal snart til at lave mad. Jeg kan slet ikke overkomme det, men altså; jeg sprang let og elegant over det i går - det sker ikke igen i dag. I dag skal jeg lave mad.

Renés fjernsyns-ting derovre er så højt... Hvorfor er Youtube-videoer så højlydte? Jeg overvejer at smække mit USB modem i den bærbare megagamle bærbare computer og sætte mig ind i stuen, hvor der er helt, helt stille. Ingen larm, bare mig og mine tastelyde. Det ville være rart. For der er ingen tastelyde på den computer. Den er fuckerlangsom - man den kan flyttes. Der er en computer derinde, men den er ikke tilsluttet, så skal vi først lige tilslutte en skærm og et keyboard, og der skal også findes en mus.  Men jeg gik forbi derinde tidligere, og det hele står ved siden af fjernsynet, nærmest som en "sampak" - den bliver jo brugt, når René skal fikse andres computere. Af og til kan det ikke ordnes via Teamview, og så må man stille op med sin computer - så er det meget smart at vi har en skærm, et tastatur og en mus stående, og computeren blev sat op, engang vi skulle have en gæst, der skulle benytte en computer samtidig med os andre.

Men den dér mad. René skal vist også i Netto. Bare jeg kunne gå med, men der er jo også hospitalet i morgen, og hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan klare hele turen ned til Netto, og jeg må gå tilbage - så får René en dobbelttur ud af det - det er ikke fair.

Jeg synes, at jeg er så tung i hovedet, at det truer med at kvase min krop under dets vægt. Jeg burde faktisk ikke engang sidde foran denne skærm. Men det er en god skærm, så den burde ikke forværre hovedpinen. Jeg ved det ikke, men altså, jeg føler det som om jeg er på vej i graven - for bare lige at have ondt af mig selv x100.

O tirsdag - hvorfor gør det ondt og man skal jo være varm

Jeg sidder her, tirsdag formiddag going on middag,og jeg læser lidt om gotisk metal. Det er spændende læsning, synes jeg, men nu tager jeg pause for at skrive med Katja. René skal også snart smutte, for han har jo en ny aftale hos tandlægen.

Jeg har haft en enkelt krampetrækning i dag, men de var ikke noget, som medførte andet end at jeg tabte en pakke Lätta på gulvet. Jeg har i øvrigt fået en lidelse som jeg har diagnostiseret selv. Jeg får smertejag overalt på kroppen, mest på lårene (udover ankelsmerterne), og jeg har konstateret, at de smertejag, der kommer, er stræk. Ganske enkelt. Det kan ikke være anderledes.

Jeg vågnede ved 7-tiden i dag, og kiggede ud af vinduet på sneen. Det var først da jeg havde kigget ud af vinduet i 2 minutter eller sådan noget, at det gik op for mig, at René stod ved siden af vinduet. Haha. Det dér gullige lys fra gadelygterne reflekteredes i hans hud, så han så orange ud - så jeg så ham bare ikke. Vi blev enige om, at han måtte have bidt lidt for meget af sin lillefingernegl, siden han var blevet så tynd at jeg ikke kunne se ham ved siden af vinduet (René er - som jeg - ret stor i det).

Jeg er glad for, at jeg ikke skal med ind til tandlægen i dag, for så var det "rigtige" sko, og pludselig kan jeg mærke, hvor utrolig skævt jeg gik før, og hvor utrolig ubehageligt, det faktisk er. Mine sko er fuldstændig udtrådte. Det kan jeg ikke lide. Jeg har et par vinterstøvler, men nej. De er store, tunge og halvsvære at få på - og især med en brækket ankel. Ja, man skal tage en del hensyn :)

Det er altså fantastisk koldt i dag, men ret skal være ret; jeg har ikke ret meget tøj på. Her er 0 grader, så jeg må altså lige smide et par bukser på understellet. Det er er vel egentlig også eneste sted, der mangler nu? Hæh. Tøj er min ven. Mæhn væhn! Jeg elsker tøj. Eller... Jeg elsker måske ikke tøj, men jeg elsker at have det på, og jo mere jo bedre. Jeg elsker at vågne om  morgenen og så have tøj på - allerede - fordi jeg om aftenen var forudseende og tænke "I morgen skal du ikke noget, så gå i bad nu og tag morgendagens tøj på, så kan du sove i det i nat og have det på i morgen" - og det gør jeg!

Ej, altså, jeg har fået diarre her til formiddag, og jeg har så meget behov for at komme på wc lige nu, men René sidder derude!!! Det er bare ikke optimalt!

Det der mousse, jeg bruger mod eksem i hovedbunden... Det lader til, at det virker, men hold da lige op, hvor er der bare hår ALLEVEGNE! Om det er fordi hårene til stadighed falder spontant af, eller om det er fordi jeg skal massere moussen ind i hovedbunden, og derved for "løsrevet" en masse hår, ved jeg ikke.

Men det bliver vel bedre på et tidspunkt. Det satser jeg på!!! Det er jo derfor, jeg gik til hudlægen til at starte med.

Sammenbrud hos tandlægen

Dr. Josef Mengele. Det kom bag på mig, at hun aldrig havde hørt navnet. Jeg troede at alle kendte det navn - i hvert fald ned til vores generation. Men hun vidste ikke, hvem han var. Jeg forklarede hvem han var. Hun havde aldrig hørt om ham. Det kan godt være fordi jeg er yderst interesseret i 2. Verdenskrig at jeg kan huske den slags, for jeg er næsten 100 på, at vi har hørt om det i historietimerne i skolen. Men Mengele? Det er da et navn, man burde kunne huske. I hvert fald i vores generation, om ikke andet, så som den sidste.

Yeah, men ellers er dagen afsat til Olaf Petersens stole i hans tandlægeklinik i Solrød Center. Det bliver rart at komme derhen. Jeg glæder mig virkelig meget til at få renset mine tænder, virkelig, virkelig meget. Jeg ved ikke, om de er beskidte, men jeg kan bare godt lide følelsen af rene tænder :) Det gør mig glad.

Her til morgen har jeg ingen kramper. Se, det er noget der gør mig glad! Jeg elsker at stå op om morgenen, og så ikke have kramper. Det er simpelthen så skønt. Eller; jeg har sådan set ikke været oppe at stå, men jeg har da siddet her og skrevet i lang tid uden den mindste krampe, og jeg har lige snakket i telefon uden kramper. Yeah.

Huh, der er mange trappetrin op til tandlægen... :S Jeg er meget nervøs, jeg havde flere anfald af angst i går. Det primære symptom var svimmelhed og tunnelsyn. Det minder mig i øvrigt om, at jeg stopper med penicillinen i dag. 2 portioner mere, så er jeg færdig. Dvs. omkring klokken 16-17 stykker, så er jeg færdig - medmindre de på onsdag beslutter sig for at jeg skal starte op igen. Det ender galt, kan I mærke det? Det ender med, at jeg bliver resistent overfor penicillin. Så er jeg på skideren. Jeg er blevet pumpet med penicillin, og det kan k un gåden vej - og især hvis de smider mere i min retning. Såret har væsket BIG time, det er ulækkert, gulligt og ... adr. Plasteret er helt gennemvædet af noget gulligt snask, men fordi der sidder noget film ud over, kan jeg ikke mærke det - der er film over, i tilfælde af, at jeg ville i bad.

Jeg er ret bange for, faktisk, hvad sygeplejersken siger, hvis hun når at komme inden jeg skal gå. Det kan godt blive meget ubehageligt. Jeg er ret sikker på, at der er gået infektion i det, og hvis hun stemmer i, falder min verden sammen. Jeg skal ned på Køge sygehus i overmorgen, så må jeg høre deres dom. En læges dom: Er der infektion i, eller er der ikke? Og hvad skal der gøres ved det?

Jeg har fået hovedpine, ret slem, men om 10 minutter må jeg tage piller, så jeg snupper et par smertestillende. Jeg skal også have nogle senere, men jeg er nødt til at tage nogen nu, for min hovedpine er ret slem. Tunnelsyn igen. Hvad mon der er galt? Måske er det ikke angst, men mere ... bare ganske almindelig utilpashed? Eller er det almindelig utilpashed FORDI jeg er angst? Jeg er ligeglad. Gotta be.

***

Jeg brød sammen i venteværelset og tudede som en tøs. Men jeg fik ordnet tænderne, og fik at vide at jeg har sunde og meget stærke tænder. Det hjalp. Og nu er jeg kommet hjem, og føler ikke længere at jeg er i farezonen for et sammenbrud. Hold kæft hvor var det dejligt at være deroppe igen, at se dem, og lige snakke med dem igen. Det var skønt, selvom jeg tudede som en tøs.

FF, tandlægen og veninder, som alt for hurtigt glemmer

Jeg lytter faktisk til FF nu, for jeg fik helt lyst til det efter at have læst en kommentar om det på en anden side. Well... Det var mig, der skrev kommentaren. Men FF er fede, og jeg lytter til dem nu. Jeg elsker at lytte til deres bridges.  Deres musik er helt særegen, fordi de har den hårde musik, og så de bløde bridges. Det kan jeg enormt godt lide.

Tandlæge mandag. Jeg er nervøs. Ikke for tandlægen, det bliver rart, men det er lidt skræmmende at skulle ud. Men der findes Flextrafik. Woohoo! Så jeg hopper ned i en bil og bliver kørt direkte til Solrød Center og kan gå op til min tandlæge, Olaf Petersen, som plejer at passe godt på mine tænder uden at tage alle mine penge for det. Gratis reklame for Olaf Petersen, y'all. Megagode tandlæger dér, de er dygtige, venlige, smilende, og de er ikke dem, der tager flest penge for det :) Jeg kan kun anbefale klinikken! Solrød Center 57, 2680 Solrød Strand.

Jeg har nok et hul, tror jeg. Jeg er ret sikker. Det skal ikke laves på mandag, det skal jeg lige have styr på økonomien på. Der er brugt MANGE penge i denne måned allerede, og vi har ikke ret mange penge tilbage på nuværende tidspunkt.

Det er egentlig meget pudsigt, at folk, man har kendt i mange år, pludselig ikke længere ved hvem man er...

Ondt

Jeg har mange smerter lige nu.

Jeg er fristet af min seng - den kalder på mig!

These days come without a warning - there must be a sign on my roof...

Jeg en dårlig dag forude, tror jeg. Masser af hovedpine og kropslige smerter, træthed i kroppen, slaphed... Jeg er ikke meget værd i dag. Ussel, som jeg er, gemmer jeg mit ansigt bort i dag. Jonna vil gerne ses lørdag og jeg ved ikke, om jeg kan. Jeg skal have flere dage at vurdere det på. Og det er usselt at spise hende af på den måde hver gang.

Sengen bag mig kalder mit navn, men jeg nægtet at høre efter. I refuse to listen! Ehm, okay...

Jeg må have noget at drikke, men hvad med kramperne? Er er nogen? We'll see. We'll just see about that. Stupid motherfuckers.

Back in the day

Jeg kom ikke på ortopædkirurgisk ambulatorium i dag. Superøv. Men det var mig selv, som tog beslutningen. Og jeg er egentlig meget glad for det. For i stedet for at sidde i en bil på vej til Køge sygehus, fik jeg et epileptisk anfald. Så det er jo sådan set okay. Men han har lavet en tid den 15. januar, og der skal jeg sådan set til fysioterapi, som jo så skal rykkes. Det gjorde vi også den 30. december - det begynder at blive lidt pinligt.

Foden er begyndt at gøre lidt ondt på den forkerte måde igen, synes jeg. Det generer mig. Ikke at der er noget at gøre ved det, men det er lidt tarveligt.

Min pakke er kommet i dag. Kæmpe stor, uhandy og f****** tung! Jeg lå og småsov, da den kom, men René sagde, at postbuddet var en lille, spinkel kvinde, der nåede ham "til patterne", og som så ud som om hun var lykkelig over at hun ikke skulle bære den op til øverste etage. Haha. 

Min veninde er vendt tilbage fra ferie igen, superrart, jeg sidder og "snakker" med hende nu, mand, jeg har savnet hende. Jeg skrev til hende da jeg vågnede efter anfaldet, og da hun svarede, blev jeg så glad inden i. Jeg har vist savnet hende mere end jeg var klar over. 

Det er utroligt, som de sange, jeg lytter til, bliver ved med at gå igen og igen, ikke? "Love Shot" med The Blue Van har ligget på yndlingslisten utrolig længe. Jeg har dog netop skiftet til D:A:D, for jeg er sgu vild med det band, altså, de har det bare going on. De er fede og jeg elsker dem! Jeg er i hvert fald 20-årig fan. Det passer nok meget godt, at jeg har lyttet til dem i 20 år, som et af yndlingsbandene.

Hold kæft hvor er jeg gammel.

Skruen uden ende - eller er den netop endt?

Nogle dårlige ting er faktisk gode ting, sådan, after all. Gætter jeg på. Jeg har ondt, når jeg går. Det har jeg altid. Men det gør ondt på en anden måde. Det gør ikke nive-ondt. Jeg tror at faldet "i morges" (klokken var faktisk omkring 13, så "eftermiddag" er nok mere på sin plads) har fået skruen, som skulle knække, til at knække. Det føles sådan. I hvert fald virker det som om det er blevet "bedre" dernede, selvom det stadig gør ondt. Det gør ondt på en "jeg-har-forvredet-min-fod-måde" og ikke "jeg-har-brækket-min-ankel-måde". Jeg ser det som en god ting.

Jeg har ikke andet at brokke mig over i dag. Sygeplejerskerne (der kom 2) var først halv tolv, men allerede klokken halv ni kom en tømrer for at sætte nye spjæld i vores lejlighed, så vi kan få udluftning i stedet for skimmel. Cool. Så må vi se, om det virker :) Jeg har jo så haft kramper helt fra klokken 8 i morges og frem til ca. 13:30. De stoppede ret hurtigt efter jeg havde været på wc. Det er typisk, den slags, ikke? Hehe. Men heldigvis, har det (forhåbentligt!) vist sig at have haft en god slutning  :P

Vi har spist aftensmad til en god film i dag. Det har været superrart og var grint og hygget os. Jeg har ellers haft nogle dårlige dage op til denne. I går var rigtig slem, faktisk. Det startede lidt i lørdags. Det har sgu været lidt træls, altså, men jeg har jo prøvet at holde gejsten oppe og forsøgt at tvinge mig selv til at være "normal". Om det lykkedes, skal jeg kunne sige. Det er vel også ligegyldigt. Jeg er jo okay igen nu, tror jeg. Jeg føler ikke tristhed. Men jeg skal nok ikke komme for godt i gang - i morgen skal jeg på hospitalet til tjek for infektion. Jeg er meget nervøs. Det er nok også derfor, jeg har været så træls her de her dage; såret har gjort ondt, og jeg er jo bange for, at lortet er betændt. Hun sagde også, sår-sygeplejersken, at hun ikke var helt sikker på, om der er infektion eller ej. Det er ikke det, man ønsker at høre. Men i morgen. Fastende. Yikes. Det er godt nok motherfucker mange timer, jeg skal være fastende! Ja, og hr. Rikke, for den sags skyld. Jeg har jo bestilt alle de blodprøver, der er at bestille. Vi kan lige så godt få det overstået når vi alligevel er derude. Men vi er jo oppe klokken 8, og vi skal altså først være der klokken 12:45 - shiiiit, det er mange timer uden hverken medicin, mad og drikke! Ja, vand må man jo så godt, men kun 2 glas. Det er virkelig bare... Og jeg kan jo ikke stå senere op, fordi jeg skal være klar og krampefri, når jeg bliver hentet. Og det er forholdsvis tidligt, i betragtning af, hvad tid jeg skal være der. Damn... Jeg hader det system, af og til. Virkelig. Det ville være nemmere, hvis vi havde vores egen bil. Vi skal garanteret sidde i 1 time og vente på at komme hjem igen. Det ville være hurtigere at tage hjem selv. Engang imellem hader jeg mig selv og min latterlige angst for mennesker. Mennesker?! De er allevegne, altså, jeg lever på en planet med mennesker. Jeg kan ikke undgå dem. Jeg er selv et menneske! Jesus Christ...

For fanden! Den slags sker sgu altid når man forventer det!

Jeg har forvredet min ankel. Den brækkede ankel. Jeg havde kramper. Pis. Epilepsi er en bitch. Når jeg fortæller det til René om lidt, får jeg en skideballe. Men jeg skulle tisse. Vandet stod oppe i øjnene. Jeg vidste, at jeg ville falde, og jeg var mere eller mindre forberedt på det. Jeg håbede at jeg ikke ville falde, men det gjorde jeg jo så. Jeg skal til tjek i morgen - men ikke røntgen. Blodprøve og samtale.

Godmorgen? Ja da - Godmorgen med ynk på

Gooodmorning Vie... Danmark!

Klokken er 8:05, and I am ON! Jeg har fået menstruation, tror jeg, men hey - den tager jeg med mig i faldet. Haha! René skal med sin mor ud og købe ind i dag - hygge hygge.

Smerterne er ret slemme i underlivet og i ryggen. Anklen gør generelt altid ondt, men lige nu er jeg mere optaget af, at René er bekymret over, hvor meget såret har væsket. Det ville måske være bedre, hvis han så på det uden at fortrække en mine og uden at sige noget. Men det ville jeg nok heller ikke synes var særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Suk.

Ved I hvad jeg lige har indset? Jeg gider slet ikke at blogge. Hehe. Derfor vil jeg bare sige godmorgen og ynke mig selv.

Du finder denne titel spændende. SPÆNDENDE

René, det skønne menneske, har lavet al arbejde for mig i dag. Gjort klar til Jonnas besøg, købt ind og lavet aftensmad. Det eneste, jeg har lavet, er morgenmad og frokost til René. Utroligt. Hvad skulle jeg gøre uden min vidunderlige mand?

Jeg er 1 gang penicillin bagud i dag. Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg kan ikke ændre det. Det bliver for sent, det andet. Jeg kan tage de næste her klokken 22, om 1 time, og så skal jeg vente 1 time med at gå i seng.

Jeg har en masse at huske på mandag morgen, så jeg skal have skrevet det ned på en huskeseddel. Teknisk set står det i min kalender, men det er ikke sikkert at den lige kommer frem, og så er det meget rart at kunne kigge på en huskeseddel - jeg kan jo sætte den fast på mine piller inden jeg går i seng søndag aften. Jeg har overvejet at gøre det nu, men jeg tror at det er en dårlig idé. Jeg er lidt usikker på det. Men jeg har fået skrevet til lægen for at forhøre mig, om jeg kan få taget helbredstjek (blodprøver) på både René og mig. Jeg er interesseret i blodsukkeret hos os begge to, derudover kalium hos mig, og blodprocent hos René. I 2011 blev han jo hasteindlagt og fik jeg ved ikke hvor mange liter blod, fordi hans blodprocent var nede på... Jeg blander det sammen med mit eget kaliumtal, men det var vist 4%. Så vidt jeg husker, fortalte han, at han fik 3 poser med blod. Det var fordi en speciallæge i anæstesiologi havde ordineret 1800mg Ibumetin i døgnet. Fuldstændig vanvittigt. Men ingen af os tænkte over det, før jeg fik smidt René til lægen - hans afføring var helt mørkerød og stank af jern. Det var stort set bare gammel blod, der kom ud. Han havde fået mavesår. Så aldrig noget gigtmedicin til René igen. Lidt ærgerligt, når han lider af gigt. Men det skal i hvert fald tjekkes igen. Det er alt for lang tid siden det sidst er blevet tjekket. Jeg regner med at få svar fra lægen om at blodprøve-bestillingen er smidt på serveren her i løbet af søndag eller mandag. Det er tirsdag vi skal på Køge, men hvis jeg ikke har hørt noget, kan jeg jo eventuelt lige ringe tirsdag morgen.

Det er en superkedelig dag, vi går i møde. Den tirsdag. Vi skal have taget blodprøver, og så går der 2 timer, før de kan få resultaterne, så vi skal gå rundt og glo i 2 timer på Køges elendige sygehus. Men vi kan da gå op på røntgenafdelingen og bede den evigt smilende og utroligt flinke sekretær om en udprintning af mine røntgenbilleder. Vi havde ikke tid sidst. Men vi har de andre de andre røntgenbilleder, så det kunne være rart at have disse også. Altså, de ligger på dvd'er, så kan man bare se på dem på skærmen, det er ikke på papir. René har også sine MR-scanninger. De ligger jo i vores sygejournaler. Det er rart at have de papirer, hvis man skulle få brug for dem - så jeg har dem liggende i et ringbind. Når jeg får mine elastikmapper, vil jeg sætte dem ind i dem, så de bliver opdelt. Psykiatri, neurologi, anæstesiologi, reumatologi, almen praktiserende læge, etc. Det er altid rart at have opdelt den slags ting :)

Jeg glæder mig SYGT til mine elastikmapper og mine papirblokke kommer! Det bliver simpelthen så fedt! Jeg håber at de sender mig den mail på tirsdag om, at pakken er blevet afsendt! Det vil være freaking awesome! Jeg kan ikke komme ind på postdanmarks hjemmeside, så jeg kan ikke se, om man stadig kan få genudbragt sine pakker, og hvad det koster. Måske ved min kusine det. Narh. Bare fordi man er postbud, behøver man jo ikke at vide den slags. Jeg tror ikke, at hun kører pakkepost. Men jeg kan da prøve at spørge hende :)

Jeg tror, at jeg vil skylle opvasken af - jeg synes at jeg vil gøre en indsats for at hjælpe René en lille smule, nu hvor han har hjulpet mig så utroligt meget i dag :) Og så skal jeg i øvrigt også noget andet. Hav en fantastisk aften, jer alle, på denne dejlige lørdag, husk af feste igennem, og jer som ikke gider at feste igennem, må hygge max derhjemme eller sove godt ;)

10 store, solmodne appelsiner for 35 kroner

Lige nu, 00:15, er der 5 minutter til jeg må indtage mad igen. Når klokken slår 00:20 vil jeg spise en is. Eller en appelsin. Eller måske endda begge dele! Jeg har købt nogle virkelig store, flotte appelsiner. Dem glæder jeg mig til at spise!

Jeg har spist en hjemmelavet burger til aftensmad i dag, jeg havde lavet to, men jeg kunne kun klare den ene. Den var så... bastant. Jeg havde puttet løg, agurk og tomat i, udover ketchup og Miraclewhip. Der var også Quornbøffen, osten og bollen. Det var nok til at slå mig fuldstændig ud! Jeg var så mæt, så mæt.Nu rammer den sgu snart midnat! Jeg skyllede lige af, når nu jeg alligevel var i køkkenet for at hente en appelsin :) Så fik jeg også lige ryddet op derude :) Alle varerne lå jo stadig på køkkenbordet. Ja, altså, jeg bestilte jo varer til levering i dag (fredag).

Jeg sad og læste i dag, ved spisebordet, med stearinlys tændt. Pludselig vågnede jeg. Siddende, lige op og med en kuglepen i hånden. Jeg havde siddet op og sovet. 1 meter foran tændte stearinlys. Fuldstændig uansvarligt. Men hvis jeg vidste at jeg var træt, ville jeg slet ikke have sat mig derind. Jeg gik i seng 16:30 for lige at få ½ time inden tiden, for varerne ville komme mellem 17-18. Men... Jeg sov til 18:40, jeg hørte intet. Jeg vågnede selv, og René sagde at de havde været der, og han havde båret varerne ind, og at jeg ikke skulle hjælpe ham med at pakke varerne ud. Det gjorde jeg heller ikke. Men jeg satte dem på plads ;)

Mens vi spiste, så vi "Mr. & Mrs. Smith" - dammit, jeg elsker den film! Tænk hvis jeg aldrig havde købt den! Øv! Men heldigvis købte jeg den for "mange" år siden, og René og jeg så den i dag. Jeg tror faktisk, at det er første gang, vi har set den sammen :)

Anoreksi? Mig? Nej

René har fablet om det i flere måneder, og nu siger min mor det også. Jeg viser tegn på begyndende anoreksi. Jeg synes virkelig at det er noget pjat. Jeg ved godt, at jeg har svært ved at spise og at jeg med vilje undgår det. Det går bare ikke for mig. Jeg kan ikke spise. Men anoreksi? Nej. Det har jeg ikke. Jeg ved godt, at jeg lyder som enhver, der benægter at de har anoreksi. Men seriøst? Jeg er ikke på vej ind i anoreksi. Fordi jeg ikke spiser mad, sker det jo ikke, at jeg ikke spiser. Det store problem for min krop og mine tænder er jo, at jeg fylder mig med frugt. Det er ikke godt, men det vil jeg hellere spise. I dag er jeg brudt sammen i telefonen, fordi jeg skulle fortælle min mor, at jeg har udviklet angst for at spise, fordi jeg konstant er ved at blive kvalt i maden, og at jeg ikke tør at spise, hvis jeg ikke har et helt glas sodavand foran mig, og helst en flaske ved siden af, så jeg hurtigt kan hælde op, hvis det ikke er nok. Mine stemme rystede, knækkede og jeg begyndte at græde. Jeg lovede min mor at ringe til KBJ på mandag.

Anoreksi... Hvordan de forbinder det med mig, forstår jeg ikke. Måske ved jeg bare ikke en skid om anoreksi. Når man hører om det, er det altid om personer, der mener at de er for fede eller grimme og gerne vil være tyndere, fordi de mener at det vil hjælpe dem. Eller noget i den retning. Men det er jo slet ikke de tanker, jeg har? Eller; jo, men det er ikke dominerende tanker hos mig, og jeg ved godt, at jeg ikke taber mig på en sund måde, og havner på hospitalet og så videre. Det er slet ikke noget i den retning, jeg er ude i. Men er anoreksi andet? Jeg burde sætte mig ind i det, når de to mennesker, der er tættest på mig, mener det. Men det virker altså bare virkelig urealistisk og jeg har næsten ikke overskud til at beskæftige mig med ting, der ikke interesserer mig.

Jeg fortsætter på min normale måde. Jeg er sulten nu, men jeg ved at jeg kløjs i maden, så jeg drikker bare lidt ekstra "TOPFORM LIGHT" fra Harboe. Den er genial. Jeg er faktisk glad for, at jeg blev træt af cola, for den her smager meget, meget bedre - selvom den er dyrere end den cola, jeg drak før: "Cola Z" fra Coop. Den hed tidligere "X-tra Cola Light" - hehe. Lækker cola, faktisk, men pludselig en dag kunne jeg bare ikke drikke det længere, og så købte jeg Topform. Lækker sag. Måske spiser jeg en appelsin eller to :)

Smerter på motorcyklen, nemlig - skrid Paulie

Forestil jer en solrig eftermiddag, det er sommer, og en let brise fejer hen over kornmarkerne.  Midt imellem går en "traktorsti", så både traktorer, biler og mennesker på gåben kan komme frem. Jeg kommer susende på min motorcykel, da Daves (Megadeth) stemme pludselig lyder i mit hoved: "Er min plade god, Rikke?" Jeg suser videre. "Jeg skal se på det," siger jeg, for jeg vil gerne gøre Dave en tjeneste - han har gjort så meget for mig. Pludselig skifter drømmen, Paulie Shore er en dværg og bryder ind i et hus, beboerne kommer hjem, og han lader som om han er en paraplyholder, og de lægger ikke mærke til det. Så vågnede jeg. Thank God, for Mr. Shore reallys does suck!

Yeah. Ellers en okay nattesøvn. Jeg har ikke mere ondt nu, end dag jeg gik i seng. Mindre, tror jeg faktisk. Jeg tog penicillin klokken 9:15, så der er omkring ½ time til min morgenmad - og jeg er sulten.  35 minutter er sgu alligevel lang tid, når man sidder og venter.

Jeg har bestilt varer fra nemlig, de skulle meget gerne komme i dag mellem 17-18. Jeg glæder mig, for jeg har bestilt appelsiner. Jeg elsker appelsiner, men spiser dem sjældent, pga. tænderne. Jeg må blive bedre til lige at skylle munden med vand bagefter :) Jeg har også købt 2 flasker Tuborg Squash, ford jeg pludselig blev inspireret, og der heldigvis var tilbud på dem. Jeg ledte efter Pepsi regular, som de ikke havde på lager - og fik øje på den gule dér... Hehe. Jeg er vist gået lidt amok i appelsiner... :S Jeg har også købt en ananas og en bakke med de bedste pærer, man kan få - og håber at de ikke er dårlige!

Jeg venter på, at der kommer en sygeplejerske og kigger på mit sår. Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg er blank. Fuldstændig. Der kan være tale om, at  sårskorpen skal pilles af, så såret kan hele indefra.  Det begynder at blive klamt, ikke, kan I mærke det? Så prøv at være mig! Fuck, jeg ryster skræk lige nu. Det gør mig så pissebange! Smerte er ikke mig. Min smertetærskel er meget, meget lav.

Headsets og penicillin mig i røven!

Jeg hader, hader, hader penicillin piller! SUK! Det der med tom mave og mad og rend mig i røven hvor er det irriterende! Jeg kan virkelig ikke klare det, mand, jeg går snart nedenom og hjem! Helt til på tirsdag! ØV! Men okay - det tager jeg med. Jeg kan sgu da sagtens klare det shit, mand, I'll manage!

Jeg har fået så latterligt røvondt i min ankel. På lørdag er det lørdag - og det er allerede i overmorgen, og jeg har simpelthen ikke fået læst en skid bibel! Jo, altså... Den artikel, Jonna mente jeg skulle læse. Men... Jeg har ikke sådan rigtig læst noget andet. Jeg skammer mig, men jeg må jo følge op på det i morgen! Jeg har også lørdag formiddag. Jeg har vist i øvrigt glemt at skrive til Jonna at vi godt kan. Kan hun så overhovedet stadigvæk? Kan jeg klare det, når jeg har så ondt? Jeg bliver nok nødt til at se smerterne an til i morgen. Det skriver jeg lige til hende. Så.

Men nu har jeg faktisk fået lyst til at sidde med det, i ro og mag, og læse om det. Her er ikke ro og mag, for René voldtager volumen-knappen på sit fjernsyn - men måske kan jeg tilbyde ham et headset? Så er der ro for mig til at læse! Sikke dog en fantastisk idé :) Men jeg må først forhøre mig - det er jo ikke sikkert, at han indvilliger i det. Det gør han, men jeg går i stuen i stedet for - det er mere "venligt" eller hvad man kalder det. Han skal jo også kunne ligge ned :)

There's a new sheriff in town...

... and she's not taking crap from anyone!

 (Münchausen By Proxy, "Keystar")

You know... Der kommer mange indlæg fra mig i dag. Jeg kan føle det. I can feel it in my guts. Jeg er en hungrende kvinde. Jeg er så sulten, at min mave er ved at æde sig selv. Lyder det mærkeligt? Den er så fyldt med syre, at den truer med at smide det overbords så jeg brækker ... intet ... op. Rar tanke, ikke? Min mave rumler og gør ondt, men René skal først ned og købe ind. Jeg tror, at hvis jeg putter væske ned i maven nu, bliver det endnu værre, men jeg er simpelthen så usandsynligt tørstig!

Jeg er ellers stolt af mig selv! Det er lykkes mig at rydde op på mit bord - på en pæn og ryddelig måde. Man kan ikke engang se, at jeg tabte min mascarabørste på bordet i formiddags. Ja, og på T-shirten og på min hånd. Jeg har fået en sort plet på hånden, T-shirten er ikke til at redde - men heldigvis, kan man sige, er den sort i forvejen. Så det er jo bare sort på sort. Og den er ikke så forvasket, så da fjernede "the leftovers", har det åbenbart besluttet sig for at arbejde sig ind i T-shirten og tørre dér - for der er stort set ingen spor. Heller ikke på den hvide bh inden under! Se, det er jo noget, jeg kan lide ;)

Men! Jeg har været til fysioterapi i dag. Jeg tænkte bare "SKANDALE" fordi jeg havde seriøst ondt. Men ...? Surprise, surprise - det går bedre end sidste gang! Jeg har normal bevægelighed i anklen! Woohoo! Det var simpelthen det, jeg længtes efter at høre! Pia masserede mit ben, for at hjælpe noget af vandet op fra anklen - alt det dér, både alt det, hun udsatte min ankel for, og det, hun lavede med mit ben, gjorde så ... ondt at jeg troede at jeg ville skrige. Men jeg klarede det faktisk. Til gengæld var jeg virkelig en "pussy" da jeg skulle rejse mig fra den briks, jeg lå på. For jeg havde godt nok fået ondt i ryggen. Er du så færdig, jeg havde ondt i ryggen. René hjalp mig op at sidde, men jeg troede seriøst at jeg ikke ville komme hjem. Det kom jeg dog så (overraskelsen stopper aldrig), og nu sidder jeg så her og venter på at René får sin røv ned i Fakta og køber... Hvad det så end er, han vil købe, for vi har alt, hvad vi skal bruge til at lave ris med grøntsager og sød chilisauce. Hvad mere vil han have? Ja, jeg ved at han vil have et par colaer, men jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan spise først - Fakta lukker klokken freakin' 21!

Jeg har gode nyheder omkring såret! Jeg gik i bad i dag, fordi jeg mente at jeg manglede et bad, og jeg skyllede plasteret godt og grundigt, fordi jeg var bange for, at gazebindet, sygeplejersken lagde under, ville klistre fast til såret. Jeg havde en idé om, at det ville gøre mindre ondt, hvis blot det var godt gennemvædet. Det var så også en god idé - men såret havde udviklet en sårskorpe! Der er to mindre "huller", men det store har fået en lille sårskorpe på. Jeg ville gerne vise jer det, men det er sgu nok lige en tand for klamt. Men så vi satte bare et nyt plaster på. Birgitte kommer i morgen, hun skal nok informere os om, hvordan vi skal gøre - og om hun eventuelt skal komme lidt oftere i en periode.

Ellers går jeg rundt i spænding og venter på min pakke! Jeg går ud fra, at jeg får en mail, når de afsender den :) Den har jeg ikke fået endnu. Sjovt, for jeg har handlet hos dem en million gange, og alligevel kan jeg ikke huske det med bekræftelses-mailen...? Haha. Men de har ikke trukket pengene endnu.

Ti minutter i seks - René er stadig ikke gået. Nu laver jeg snart mad. Jeg magter det ikke længere. Jeg må have mad! NU!

Døbt af den lille egypter: Rik Pylsen

Jeg har ondt i tungen i dag, sådan "jeg har bidt mig i tungen", og det er det lange - hele vejen ned langs siden. Jeg har jo epilepsi, og jeg til dags dato ikke prøvet at bide tippen af tungen. Kan det overhovedet lade sig gøre? Nå, men mine kindtænder bider hul på tungen hele vejen ned langs siden. Det sker altid når jeg har anfald, og altid på venstre side. Det er også der, det gør ondt nu, selvom jeg ikke har haft et anfald.

I mandags blev jeg hentet, på hospitalet, af en udenlandsk taxachauffør. Han var en lille mand, et halvt hoved mindre end mig. Han havde et skæg (gråt) fra det ene øre til det andet, men kun der. Ned ad den ene kind, rundt om hagen og op ad den anden kind. Det var ikke langt, det var måske 2 cm. Han havde en meget, meget svag lys brunlig hudfarve, og store brune øjne, og han bar en hue. Pludselig sagde han, at han kom fra Egypten. Jeg blev helt paf, fordi i det sekund, han sagde det, tænkte jeg "selvfølgelig!" og så straks alle Asterix tegneserierne for mig (min mor har nogle indbundne Asterix tegneserie-hæfter).  Han var totalt stereotyp egypter af udseende. Jeg har været helt fascineret af det lige siden. Virkelig, altså, han kørte stilen fuldt ud! Han var flink, men han forstod ikke så godt dansk, og han var ekstrem dårlig til dansk. Men på egyptisk/dansk hedder jeg nu officielt Rik Pylsen - så kan I lære det!

Meeen... Dejlig dag indtil videre, ikke? Told you yesterday! Min albue på venstre arm gør hele tiden seriøst ondt,og jeg har et kronisk blåt mærke på armen. Hver gang det lige er gået væk, kommer det igen. Samme størrelse, samme sted. Hvad er det?! Haha. Sært med mig og alle mine lidelser ;) Måske kommer der en dag, bare en enkelt, hvor jeg intet fejler? Kunne det ikke være  fantastisk? Haha. Sørgeligt at det er en af de ting, man ønsker sig, ikke? :P

Goodbye Irene! Jeg elsker Pia!

Jeg er sikker på, at jeg får en god dag i morgen! Jeg skal til fysioterapi. Jeg har pisseondt, jeg kan næsten ikke gå, og jeg ved at det bliver endnu værre, når jeg kommer hjem. Men jeg eeelsker Pia. Hun er den mest pissedejlige fysioterapeut man kan forestille sig! Jeg er SÅ glad for, at jeg træner hos hende. Jeg har altså været heldig med "hjælpere". Birgitte som sygeplejeassistent, og Pia som fysioterapeut. De to... De er fandeme guld værd! Jeg skal jo på ortopædkirurgisk ambulatorium på tirsdag. Jeg satser inderligt på, at jeg kan komme afsted. Ja, altså, har jo fået en sen tid, så jeg kan godt komme afsted uden kramper, det er mere et spørgsmål om hvor ondt det gør. Der er låne-kørestole på Køge sygehus, men de blive faktisk ret fornærmede hvis jeg kommer i kørestol. Det gjorde de sidst. Er du så færdig, mand, hende sygeplejersken så sur ud. Hun kommenterede det også. Lægen sagde bare "Du støtter på den, ikke?" og det gør jeg jo - ellers kan jeg jo ikke komme rundt i lejligheden. Og det er jo det, jeg skal, men Køge hospital er altså forholdsvis besværligt at komme rundt på, og jeg skulle både til røntgen OG ned hos dem bagefter. Det er sådan her: Køge hospital er langt. Det er bare én lang bygning. 2 etager. Stuen og 1. sal. Hvem fanden laver sådan et hospital? Man skal gå 46 kilometer for at få taget en blodprøve! Well... Næsten, i hvert fald.

Min farmor bliver 88 år i morgen. Faktisk er det nu, for det er den 2. januar. Klokken er 10 over nu. Jeg må hellere rydde op efter aftensmaden, så René kan stå op og lave sin morgenmad i god ro og orden. Han orker det ikke nu. Jeg ved godt, at jeg ikke kan klare det, og at jeg nok lidt ødelægger træningen i morgen - men jeg gør det for Renés skyld. Så må træningen bare... Ja... Være "let" i det.

Jeg vil slutte af med det, min mor altid siger:

GOODBYE IRENE!

(jeg ved ikke, hvem Irene er, og jeg tror heller ikke at min mor ved det)

Postdanmark er virkelig på nipperen til en røvfuld!

Jeg har lige købt mig fattig i mærkelig ting hos Creativ Company - en hobbybiks - på nettet, og jeg lover jer for, at det har René også! Haha! Han har købt for sindssygt mange penge! Jeg har købt for 490 kroner, det koster 72 kroner i fragt. Det betyder at René har shoppet for lige knapt 1.100 kroner - haha. Han skal bruge så mange ting - magnetbånd, sandpapir, skæreplader osv. Det løber jo op.

Da jeg vågnede havde jeg fucker ondt i ryggen. Mand, det var vildt. Jeg snuppede et par piller (tre - én Ibumetin og 2 Tramadol) men blev så træt, så det, jeg skrev, ikke gav nogen mening, og der kom lange passager med f.eks. "kkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk" - det går jo ikke. Jeg er sikker på, at det ikke var pillerne. Jeg reagerer ikke på dem, andet end at de lige tager toppen. Sådan plejer de i hvert fald at virke.

Jeg er i tvivl omkring såret. Jeg burde skifte plasteret i dag, men jeg faktisk ikke, om jeg må, og om det skal. Det sidder gaze under plasteret, og det er trukket igennem. Føj. Det kommer til at gøre FUCKERondt når det plaster skal af! Jeg er nervøs og "bange" allerede ved tanken! Sygeplejersken kommer jo først i overmorgen. Jeg retøh.. Hvad skal jeg sige... Jeg er bange for, at det plaster ikke må sidde så lang tid. Det er jo 5 dage - på samme plaster. Det er vist lige i overkanten.

Jeg skulle på toilettet her for en times tid siden, men jeg lod René, som også skulle tisse, komme først. BAD mistake. Jeg tissede i bukserne.Det er ikke løgn. Jeg åbnede for sluserne 20 sekunder før jeg satte mig på toilettet. Bittert - bukserne var nyvaskede. Hader den slags. Men det er lidt komisk alligevel. Og man ved det godt, for jo tættere man kommer på toilettet, jo mere skal man tisse.

Jeg glæder mig sådan til pakken fra cchobby kommer, for jeg får det linierede papir! Så skal jeg fandeme skrive! Det bliver så fedt, så fedt! Jeg har bestilt elastikmapper, A4 papir, blyanter og stifter til dem. Det er det, jeg har købt. Grunden til at det er så dyrt, er at jeg har valgt at købe 2 pakker med elastikmapper. Det koster jo 150 kroner. Men der er 24 i hver - så nu har jeg hele 48 elastikmapper! Uh! Dejligt! Især når jeg har 10 linierede A4 blokke at grifle ned på! Det bliver så skønt at kunne studere mere, det går bare ikke for mig på kvadreret papir. Jeg synes virkelig at det er irriterende. Linieret papir er sagen! Jeg regner med, at jeg kommer til at bruge alle 48 elastikmapper - med tiden :)

Men første dag i 2014, og jeg har faktisk haft en god dag, selvom jeg måtte tage en middagslur. Den har da fungeret fint alligevel - haha. Jeg elsker at være vågen, men det er nu rart med en lur engang imellem. Hæhæ. Ellers er jeg tilfreds med, at jeg slipper for at lave mad i dag. Jeg har alt, alt for ondt til at lave mad,og derfor er det SKØNT at René gider "at lave mad" til mig. Når René laver mad, involverer det en brochure og et telefonnummer. Og det er lige præcis det, jeg har brug for i dag. Det er jo så også den 1. januar, så det er nok pizzeriaernes travleste dag på hele året. Derfor er det nok en meget god idé at ringe i god tid inden de lukker.

En klage er på sin plads.  Postdanmark er simpelthen så frække, at de fremover (i år) tager 9 kroner (ja, NI kroner) for at sende et ganske almindeligt brev på 50g eller under. Hvad fanden sker der oppe i hovedet på dem? Javist, der er gået e-mail i systemet, men alligevel? Og deres service bliver bare virkelig ... Tal om at trille med fuld fart ned ad bakke! Jeg skulle sende et brev, som jeg fik tilbage 4 gange (ja, FIRE gange) før jeg endelig fik det igennem ved at klistre et stykke hvidt papir oven på adressen (som i øvrigt var korrekt de første 3 gange) og skrive adressen igen, og oven over skrive "BOR PÅ ADRESSEN!!!!" og overstrege det med en high light tusch, så det stod med neon, og så smide et nyt frimærke på. Det var åbenbart det, der skulle til. Hvad fanden er det for en service, altså! Det koster jeg ved ikke hvor meget for at tilsendt en pakke, når man køber den via nettet, og den skal sendes ud med Postdanmark. Det er sygt, så mange penge de tillader sig at tage for deres vildt ringe og dårlige (ikke-eksisterende) service! Og jeg synes 9 kroner er MANGE penge for et frimærke. Da jeg var 13 år, dvs. for 20 år siden, kostede et frimærke 3,75 kroner. Og når det steg, var det med 25 øre eller 50 øre. Nu er det jo en hel krone eller mere - om året! Det er fuldstændig vanvittigt!!! Jeg kan ikke lide Postdanmark! Heller ikke selvom jeg benytter det, fordi jeg har en svaghed for håndskrevne breve.

Lidt om 2013

2013 startede med en forkølelse, som ramte både René og mig. Det har været et meget sygdoms-præget år. Jeg har haft store problemer med mine ben, jeg har bakset med ødemer, infektioner og ankelbrud samt operationssår, som ikke vil hele. Psykisk synes jeg, at det er gået bedre, efter min dosis i Abilify blev sænket med 66%. Jeg har været hos KBJ, min psykiater, 5 gange i 2013. Jeg er der normalt ca. 1 gang om måneden, men der har været ferier og sygdomme, og nu kom den brækkede ankel. Jeg har fået taget blodprøver hele 7 gange 2013, mens jeg kun har set mine forældre 4 gange. Hmm... René fik førtidspension, og det har været en stor lettelse for os begge to, fordi hans videre forløb var meget omdiskuteret. Han keder sig en del nu, men han er hurtig til at finde på interesser. Han har skiftet Metadonen ud med en anden type medicin i stedet for. Det går godt.

På den religiøse front har året været godt. Den kære Jonna har været her hele 27 gange i 2013, altså 27 lørdage ud af 52. Det er ikke så lidt - det giver faktisk kun 25 lørdage, hvor hun ikke har været her. Jeg har læst en masse om kristendom, og det er faktisk utrolig spændende læsning.

Noget af det, der har optaget mig mest i 2013, har været indvandrere. Overalt vælter læser jeg om folk, som er blevet dårligt behandlet af indvandrere. Om det er sandt/overdrevet, ved jeg ikke. Jeg har til gengæld et voksende angstproblem fordi der er opstået en del bander i mit område. Men jeg har lagt mærke til, at  i december måned har der ikke været helt så mange politibiler og ambulancer, som der ellers er. Det betyder forhåbentlig noget godt.

Jeg har fået skrevet lidt noveller i 2013, og jeg følte det som en hjælpende hånd ud af skiveblokaden, som ellers prægede mig hele året.