Jeg er fuldstændig uden nogen idé til en fed titel

Jeg har haft et grum aften og en grum morgen. Men på en måde er jeg ved at blive så bange, at jeg er ved at glide over i følelsesløshed.

"Emotionally stunned, in defense I'm numb. I'd rather not care than to be aware. Be scared" 

- Peter Steele, "Anesthesia"

Jeg har siddet og tjekket mine blodprøvetal, som jeg har fået svar på i dag. Mange af dem ser ikke for gode ud. Det er mine levertal, der er for høje. Alt for høje. Men jeg har ikke forhøjet blodsukker. Det er da altid noget. Renés blodsukker er marginalt forhøjet, og hans blodprocent ligger på 7,7 - den skal minimum ligge på 8,8. Så han har jo også ting at slås med. Indtil videre skal han have jerntabletter, men han skal jo så også til lægen ang. diabetes - men nu er der lige alt det med mig og min operation, som tilsyneladende er mere vigtig for ham, end at han selv har et godt helbred. For det er jo ikke godt,  at vi begge to har det. Han har tænkt sig at være hos mig hele mandagen. Jeg skal jo indlægges om mandagen, selvom jeg først skal på operationsbordet på tirsdag. Jeg foretrækker at han ikke er der. Det er mægtig sødt at han vil være der, og han må hjertens gerne være der - men ikke en hel dag. Det går ikke. Han får ondt og bliver i dårligt humør, så bliver jeg i dårligt humør, og så skilles vi ad som uvenner, og så dør jeg under operationen uden at være blevet gode venner igen. Not gonna happen. Jeg skal nok få ham hjem forholdsvis tidligt på mandag. Jeg vil hellere have at min mor er der. Jeg ved godt, at det er drøntarveligt overfor René. Men som sagt. Han får ondt. Han er nødt til at tænke på sig selv. Det gør han ikke. Jeg kan godt forstå, at vi konstant kom op at toppes, da jeg kom hjem fra hospitalet sidst. Jeg frygter at vi ramler ind i samme situation igen.

Jeg har aftalt at jeg skal ringe til min mor klokken 19. Jeg ved jo selvfølgelig godt, at jeg kommer til at vræle som en tøs så snart hun siger "Ja, det er morse" eller "Hej musser" alt efter hvad hun nu vælger. Jeg er ikke 33 år, når jeg taler om den slags med min mor - jeg er 15. Jeg ved ikke hvorfor. Min mor... Jeg sgu voksen. Hun er 63 år gammel, hun er her ikke for evigt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når hun ikke er i live længere.

Fandens, hvor er jeg dog træt... Så træt... Jeg skal forblive vågen. Jeg sætter noget "Stayin' awake" musik på. Det skulle nok kunne lade sige gøre.