Okay, så alle mine varer er ikke nået frem. Jeg ventede i et godt stykke tid på at de alle skulle nå frem, men det kunne ikke lade sig gøre. Men her er de. Tingene, som jeg har købt i maj, tingene som jeg har fået af min elskede i fødselsdagsgave, samt hvad jeg har brugt de penge, jeg fik af min svigermor, på. Jeg har også købt lidt til mig selv, for det kan hurtigt blive en dyr affære at være mig.
Jeg har bestilt varer fra 3 steder. Fest og Farver, Matas samt Amazon. Fest og Farver kom først, så dem går vi igennem først. Det er også dér, jeg har brugt mine lommepenge fra maj, så denne første del af indlægget må vel være den virkelige maj haul. Jeg købte disse ting til mig selv:
Denne glasflaske med en korkprop, som har et okkult look, med flagermus på labelen, og hvor der står at der er "Bat Wings" i. Jeg har ikke tænkt mig at proppe noget i, men jeg tror at man kan, hvis man har lyst.
Men jeg var ikke den eneste, som nødt godt af mine lommepenge i maj måned. Nogle af de ting, jeg købte, var til Satan. Jeg plejer at kalde ham Hamid, men han siger selv at han er satan, så det må jeg jo tro på. Jeg købte en hel maske til ham, som var lavet af enten gummi eller latex, som skulle være fra Walking Dead, men de har den ikke længere, og jeg har ikke taget et billede af den. Men jeg fyldte den op med papir, malede øjenhullerne sorte (altså, papiret inde bag ved), og så pakke jeg masken ind i dette:
Jeg lagde et stykke papir, rødt, oven på, hvor jeg havde skrevet "What's in the box?" som et citat fra Brad Pitt fra filmen "Seven". Jeg gav også Satan denne "scene setter" af Jason Vorhees.
Så alt i alt, inklusiv fragt, blev det lige under 600 kroner.
Af min dejlige svigermor (hun er vitterligt dejlig, man bliver altid i godt humør når man har talt med hende) fik jeg 500 kroner, som jeg valgte at bruge på Amazon, fordi jeg er blevet ekstremt glad for at shoppe der, efter jeg fandt ud af, at jeg kan spare importen hvis jeg handler på den tyske. Love that for me. Jeg brugte pengene på disse ting:
Tegningerne i disse malebøger for voksne er fantastiske, og det er første gang jeg er stødt ind i tegninger, der repræsenterer kvinder der ikke er af hvid herkomst. Især i den første, der er både indfødte amerikanske kvinder, afrikanske kvinder, asiatiske kvinder, og kvinder, der ser ud som om de kommer så meget nordpå som man overhovedet kan komme. Jeg elsker den ekstremt højt allerede nu, og jeg tror kun at jeg har farvelagt 4 tegninger. Jeg kan også godt lide, at de er greyscale, dvs. der er grå nuancer, der skaber meget mere liv, når mine farveblyanter glider hen over dem. Var der nogle der råbte farveblyanter?
Jeg har naturligvis købt en deskorganizer. Jeg var træt at den måde mine farveblyanter blev opbevaret på. Men den var lidt svær, ikke meget, men en lille bitte smule, svær at samle. Det er nok fordi jeg ikke er et logisk menneske. Men den ser således ud når den er fyldt:
Så farveblyanterne er delt hvid & "flesh"/lys fersken, gul & orange (og det tredje rum er en afstikker med sort og forskellige former for nuancer af grå), rød & lyserød/pink, lilla, blå, 2 grønne rum og et brunt til sidst. Så er der min (well, en af dem) højttalere i midten, og så mine tuscher neden under, plus mine kuglepenne i de sidste rum. Jeg burde nok have lagt mine gelpens der, fordi de er så flotte - men så går man næsten glip af de forskellige farver. Jeg udtænker et bedre system. Og så har jeg skuffen for neden til småting. Men jeg købte også makeup hos Amazon, og det er normalt ikke noget, jeg sådan rigtig har gjort det store i.
Jeg købte disse Dragon Rance Happy Space Makeup, og der er i alt 8 liquid eye shadows. Jeg købte dem primært for de to første farver. Det ser ud som om de er en anelse "skumle", men de mørke pletter skinner lyst og smukt hvis lyset rammer dem fra en anden vinkel = det er ikke skimmel, men bare fragmenter af glitter. Jeg glæder mig til at prøve dem.
Jeg købte disse Romantic Bear Wow Long Lasting Lip Color i en pakke med disse 6 farver i, samt 2 små applikatorer til at påføre det.
De er ikke med på dette billede. Jeg har prøvet "Watermelon" og "Cherry Red", og jeg vil sige, at det nok er noget, jeg vil blive glad for. Men to af disse er alligevel noget, jeg ikke ser mig selv gå med. Fordi jeg normalt ikke giver makeup væk som jeg har taget hul på, hvis det kan undgås, har jeg valgt at lade være med at prøve dem alle sammen, og bare slet ikke åbne andre end watermelon og cherry red. Ud af dem, jeg har beholdt, udover de to jeg har nævnt, er "Sexy Red" og "Rose Pink". De to sidste giver jeg til en god veninde, som modtager en goodiebox sammensat af mig inden for den næste uges tid, regner jeg med.
"Er det virkelig alt, hvad du har købt, Rikke?"
"Nej."
"Snakker du altid med dig selv?"
"Yup. All the damn time!"
Jeg har også købt ting, som hører inden under det, som René har bestemt er noget der hedder "nødvendigheder", fordi jeg har overbevist ham om, at jeg er nødt til at have den slags liggende fast. Foundation, pudder, hudpleje, mascara og den slags. Og denne eyeliner.
Maybelline Hyper Precise i sort. Jeg tror ikke, at jeg har prøvet denne eyeliner før, men jeg glæder mig til at prøve! Hvad der også hører ind i denne kategori, er henna. Fregner er noget, jeg skal have. Det er noget, der får mig til at føle mig bedre tilpas, og jeg føler at jeg ikke har behov for foundation og alt det der. Så længe der bare er fregner - så går det. Er det ikke fantastisk? Især her om sommeren. Lige nu er klokken 02:50. Jeg sidder foran en væg, som er lavet af glas. Jeg har mørklægningsgardiner, men væggen vender mod vest. Solen står på lige fra den går hen over taget, efter at have bagt vores soveværelse op, som vender mod øst. Yay. Og nu, hvor jeg sidder placeret her midt imellem to store gulvblæsere, som er i min hovedhøjde når jeg sidder ned, er her ifølge det termometer, der står på reolen bag mig, 27,3 grader herinde. Det er ca. 12 grader uden for, og i morgen bliver det vist 18 her omkring. Så plejer jeg at sidde her, med gennemtræk og mine to blæsere, med en temperatur på omkring 31-32 grader. Vi har måtte smide al vores medicin i køleskabet, så vi har vitterligt mistet en hel hylde derinde. Og jeg kunne kun få plads til det fordi jeg ompakkede det, så hele æsker ikke lå derinde, hvis de alligevel var halvtomme. Heldigvis er luftfugtigheden ikke så høj. Lige nu er vi på 38%. Det er ikke så galt. Det er faktisk ret godt. Da vi flyttede ind her, vidste vi ikke, hvad vi kunne forvente. Da vi kom fra Køge, havde vi en old-ass affugter, som var helt fyldt med alger (vi havde arvet den fra nogen), så vi købte en ny. Den er aldrig blevet brugt. Wow... Listen af ting, vi skal have solgt må da blive længere og længere. Som det ser ud nu, kommer vi til at sætte i hvert fald 3 uåbnede, aldrig brugte men lidt gamle 3D printere til salg, jeg ved ikke om René vil beholde sin 6.000 kroner dyre ergonomisk korrekte kontorstol, og vi har vist 3 eller 4 sæsoner af Hunt A Killer, som jeg gerne vil af med, og kun 1 af dem er åbnet. Vi burde smække den affugter med også. Nå, videre til hennaen!
Dette er den samme rødbrune henna, som jeg ellers har brugt. Den har en anden farve plastictut, men der står på min kvittering at den er rødbrun. Jeg tester den helt klart inden jeg laver nogle nye fregner, men - I be lookin' fly!
"Jamen, Rikke! Gav din mand dig slet ikke nogen gaver?"
"Haha. Selvfølgelig gjorde han det!"
"Vis os hvad han købte!"
"Okay. Bare husk på, at det ikke er ment som en romantisk gave. Det er noget, jeg rent faktisk havde ønsket mig, så det er ikke sådan at han bare geeker totalt ud."
"Okay!"
Dette er en Blu-ray brænder. Men den kan meget mere end det! Heldigvis, for det er ikke det, jeg har tænkt mig at bruge den til. Det er et lille eksternt drev, som kan afspille Blu-rays, dvd'er og cd'er. Og det er her, jeg geeker lidt ud. Fordi min computer er 400 år gammel. Det drev, der sidder i, kan dårligt aflæse dvd'er, og nu hvor temperaturerne stiger som en gal, bliver min computer hurtigt overophedet hvis jeg ønsker at afspille bare en cd. Vi har talt om at jeg skulle snuppe Renés computer, fordi han ikke bruger sin. Han klarer alt fra sin SteamDeck. Damn, han er glad for den. Men den har han selv samlet fra bunden, han har selv valgt kabinettet, bundkortet, grafikkortet - alle de ting, jeg sidder og kigger forelsket på ham når han snakker om, men som jeg ikke kan huske bagefter. Og der er altså ikke noget drev i af nogen art. Derfor har jeg i et stykke tid ønsket mig dette. Han sagde godt nok at Verbatim ikke er det bedste mærke, men... jeg har hørt musik på det, en hel cd, og afspilleren blev ikke engang lun.
"Mere?"
"Ja, der var mere!"
Denne hub, også fra Verbatim. Den har en masse porte, så man kan tilslutte forskellige enheder til den. Grunden til, at jeg har fået denne, er fordi vi snakkede om, at jeg eventuelt kunne bruge min Samsung tablet som computer i stedet for Renés computer, fordi den fylder så meget mindre. Her i weekenden rodede jeg lidt med kabler. Så jeg fik tilsluttet mit nye drev, min mus og mit keyboard og min tablet til denne hub, jeg fik endda sat mit trådløse headset til. Eftersom der kun (heldigvis, kan man sige) er den ene JACK-udgang, ville jeg være nødt til selv manuelt at skifte mellem mit headset og min højttalere. Men så kom jeg i tanke om, at selvom alt virkede med denne hub, bortset fra skærmen, så ville jeg jo kunne bruge højttalerne uden kabel, fordi de begge er bluetooth. Men den tablet jeg har, som er en oldie, kan ikke det med skærmen, og det var derfor, at jeg ikke kunne få tablettens skærm op på min monitor. Vi snakker stadig om, hvorvidt jeg skal snuppe Renés computer, eller om jeg skal opgradere til en bedre tablet, når denne er betalt af. Så vidt jeg husker kostede den 2.000 kroner, men jeg betaler 50 kroner pr måned. Det var et tilbud, en sælger hos Telia i Roskilde "narrede" han til at falde for, med "du kan altid returnere den". Det var også korrekt - men så skulle han til Roskilde igen, og det er lang vej når man har ondt. Normalt når vi er i kontakt med Telia, er det via deres kundeservice, eller i deres butik i Køge. Jeg kan godt forstå, at René blev vred, da han opdagede det. Jeg ved ikke engang, hvor længe vi har haft dem.
Jeg tror vitterligt, at min stol er ved at gå i stykker. Jeg tror, at det er en dårlig idé at jeg sidder her og hører musik, fordi jeg har ingen chance for at sidde stille og samtidig høre god musik. Mine arme og ben og hele kroppen bevæger sig, men jeg sidder her jo ligesom bare...
Men eftersom vi er nået frem til onsdag nu, og det faktisk snart er tid en ny opdatering her på bloggen, må jeg hellere smutte for nu. Jeg er ked af, at jeg ikke engang hoppede på i fredags for at fortælle at jeg var forsinket. Men der er meget tumult her for tiden, så sent som i går glemte jeg min nevøs fødselsdag. Det er MEGA pinligt. Jeg må huske at skrive til min bror senere.
Men tak fordi du gad at læse med, og tak fordi du nåede hele vejen igennem mit skamløse display af ting jeg har købt, fået og givet væk. Glædelig maj til alle! Det er den bedste måned af dem alle, det er det virkelig. CELEBRATE GOOD TIMES, COME ON! LET'S CELEBRATE!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar