Velkommen til serien om mit liv som en gammel, træt, udslidt kone. Det føler jeg mig i hvert fald som engang imellem. Af og til synes jeg, at det hele bare går skævt, og vi er lidt inde i sådan en periode for tiden. Vi diskuterer alting. Jeg er træt af at skændes. Men det kommer vitterligt ned til de mest åndssvage ting. Jeg elsker når det går fantastisk, eller bare godt, men i den sidste uge... damn, den har været hård.
Hvorfor skændes vi for eksempel om, hvem af os der skændes mest? Eller hvem af os, der husker bedst? Hvem af os, der bedst kan finde ud af at snakke ordentligt dansk? Hvem af os, der har mest respekt for hinanden? AND THE LIST GOES ON!!!
Men alligevel, selv efter en dag fyldt med diskussioner, og vi lægger os ned for at sove, siger han "Godnat, min elskede." På en eller anden måde gør det alting bedre. Så siger jeg "I lige måde, skat," og så snakker vi lidt om dagen, indtil vi falder i søvn under vores galakse-lys i loftet. Det er superhyggeligt. Jeg elsker vores natte-samtaler, inden vi falder i søvn. Af og til har René fået taget for meget sovemedicin, og så er han totalt væk. Har du nogensinde set en video (eller selv oplevet) af en person som er blevet opereret, og lige er vågnet op, men stadig er påvirket af narkosen - de siger de skæggeste ting. Det gør René også. Hver aften tager han 1mg Melatonin, og en halv time senere tager han 5mg Zolpidem. Men hvis Zolpidemmen ikke virker, tager han den sidste halve (hans piller er på 10mg, men der er delekærv i, så han tager en halv), og så er jeg på første række til noget af et show. De nætter er der ikke ret mange af, men jeg synes at de er rare, når de en sjælden gang er der. Bella gider det ikke. Det er lige lidt for meget af det sære til hende. Men hun kommer generelt set ind til René hver nat og lægger sig til at sove ved siden af hans hovedpude. Der ligger hun så i 2-3 timer, hvis jeg ikke står op, og så begynder hun på sine natlige udforskninger.
Men nu er der jo så sket det, at jeg efter have gået i omkring 42 år uden at have sagt noget som helst, er begyndt at skvadre som en gal om natten. Det er stort set lige fra jeg lukker øjnene til jeg åbner dem igen. Det begyndte sidste år, og det ser ud til at fortsætte - nu hvor jeg endda har formået at ligge og synge mens jeg sov. Og det er ikke det eneste. Jeg ligger og skraldgriner, hulker som var mit hjerte blevet knust, og igennem alt dette, sover jeg maks 4 timer i træk uden at skulle op og lave noget andet. Jeg sover bedst om dagen. Ikke om sommeren, hvor der er 80 grader i soveværelset, men om vinteren har jeg det bedst i min seng i løbet af dagen. Min hjerne fungerer bedst om natten - hvilket er modsat Renés hjerne. Han kan ikke fungere om natten. Men jo dårligere han får det, jo svære får han det for at fungere i det hele taget.
Han var til samtale på nefrologisk afdeling i Roskilde i går, og fik at vide, at nyretal er steget fra 21 til 24, hvilket er en god ting. Men surheden i blodet er faldet fra 17 til 15, hvilket er en dårlig ting. Lægen sagde, at det højst sandsynligt er colaen, som René drikker. Derfor skal han drikke mere saftevand. Det er ikke noget, der glæder mig, for jeg er selv afhængig af sodavand. Men vi kan måske finde ud af, at han kan blande sin saftevand op med danskvand, så er det nok nemmere for ham. Så længe det er almindelig danskvand uden citrus, så er det nok bedre. Så har han fået fjernet noget af den medicin, han får, hvilket er 2 kapsler med et stof der hedder alfacalcidol, og i stedet skal han have et andet stof til natten. Jeg kan ikke lige huske navnet på det. Men der er taget hånd om sagen. I have it all under control.
Men han er en dejlig mand, når det slår ham. Lige så dejlig som han er irriterende, når han er i dårligt humør. Og jeg ved godt, at det er hans smerter, der gør det. At det er hans smerter der gør, at han af og til er mere vrissen end på andre tidspunkter. Og det er okay. Han gør så meget for mig, når jeg har det dårligt. Vi er sådan set meget gode til at støtte hinanden i de fleste tilfælde. Der er bare nogle ting, der ikke rigtigt er til at overse for os altid. Så... Vi klarer det efterhånden som det sker.
Tak fordi du læste med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar