Der er en ekstra uge i denne måned, så vores Mental Health Day kommer en uge før beregnet - og en dag for sent, fordi jeg havde glemt at det var fredag i går. Det er jeg ked af, jeg vil helst gerne opretholde den plan, jeg har sat for mig selv.
Jeg har været tidligt oppe i dag. Jeg stod op da klokken var 04:30, og jeg stod straks op, fordi jeg, inden jeg gik i seng (klokken 01:00) havde besluttet mig for at læse nogle af alle de episke kærlighedshistorier, jeg skrev om Peter Steele "back in the day" for at komme over min intense, ulykkelige kærlighed til René. Og mens jeg læste de to, jeg læste, lagde jeg mærke til, at selvom jeg da jeg skrev dem syntes at de var vanvittigt romantiske, så var det faktisk slet ikke det, de var. De var meget præget af jalousi, paranoia (omkring utroskab), druk og selvmordsforsøg på grund af ubegrundet paranoia omkring utroskab. Og ingen af disse ting er romantiske. What so ever. Men disse historier er 20 år gamle. Jeg skrev dem, lige inden jeg flyttede hjemmefra i 2003-2004. Mener at jeg flyttede i juni 2004. Det var i hvert fald i 2004. Den første fødselsdag, jeg holdt i min første rigtige "egen lejlighed", var i 2005, da jeg fyldte 25 år. Come on, guys, tyg lige på den. For 21 år siden, i 2005, var jeg kun 25 år gammel! Og nu er jeg sgu 44! Jeg havde ikke regnet med at blive så gammel, af flere årsager.
Men lad os springe ud i det. I vores snak til i dag, skal vi snakke om, at jeg bruger et nyt keyboard, og at piletasterne ikke virker. Altså, det er et virkelig gammelt keyboard, det er det, der oprindeligt hørte med til computeren, men det er meget mindre end det, jeg normalt har, og det er nemmere at pakke væk hvis man har brug for plads.
Nej. Nu er det tid til noget seriøst. Jeg er klar over, at jeg havde planlagt et helt andet emne til i dag, end det jeg skriver om nu. Men dette er også vigtigt. I 1998, kort tid efter skolernes sommerferie satte ind, efter at have været igennem en psykologisk test (jeg kan godt uploade svaret, hvis nogen gider at læse det. Men der står dybest set bare, at jeg er på det skizofrene spektrum, at jeg har en tendens til at være fabulerende samt at jeg bør anses som meget "suicidal". Det står der. Jeg har fået en udskrift af hele min journal i min tid på Fjorden, som er Sjællands Universitetshospital Roskildes tosseafdeling), haft et par samtaler med en psykiater og et par prøvedage på Ungdomspsykiatrisk afdeling i Roskilde, blev vi enige om at det nok var bedst at jeg lod mig indlægge.
I 1998 var Ungdomspsykiatrisk afdeling i Roskilde helt ny. De bygninger, som Fjorden har, er nogen de har købt fra Sankt Hans, som København ejer. De ligger faktisk ret tæt på hinanden. Ofte, mens jeg var indlagt, cyklede jeg forbi de forskellige bygninger som stadig var Sankt Hans' ejendom. Men husene som Fjorden havde købt, var nogle virkelig store, smukke og gamle bygninger. De var blevet moderniseret, men der var store vinduer, store terrassedøre, store græsplæner, og Superbrugsen lå lige i gåafstand fra afdelingen. Der var havnen, som også var i gåafstand, og Vikingemuseet. Vi havde, på selve afdelingen, hvert vores værelse. Værelserne var malet i en gul farve, der havde samme farve som røræg. Der var sygt højt til loftet. Derfor var vinduerne store. De gik næsten helt op til loftet. Der var orange gardiner derinde, som også havde et lidt blåligt mønster på. Der var et skab, som man kunne aflåse, og opbevare sine værdifulde genstande i, og der var et lille skrivebord og en slags stol. Det var de samme stole, der også blev brugt i spisestuen. Almindelige plastic-på-stålben-stole. Så var der en plasticskraldespand, og en vaskekurv af siv. Det var meningen, at man skulle vaske sit eget tøj i kælderen. Der var en vaskemaskine og en tørretumbler, samt nogle tørrestativer. Mere i værelset var en flettet lænestol og en sovesofa, hvor man kunne gemme sit sengetøj væk om dagen og tage det frem om natten. Man skulle bruge hospitalets sengetøj, men hvis man ikke ville, hvis man havde en grund til det, kunne man bruge sit eget - men man skulle så naturligvis selv stå for vask. Hvert værelse havde deres eget, lille wc med en dør, der var naturligvis også en vask, og man kunne lige akkurat vende sig rundt derude. Men det var dér, jeg lagde makeup hver dag. De badeværelser, hvor man kunne tage bad, var der 2 af. Der var et stort bad, som lå lidt nede ad gangen, og så var der et mindre bad, som lå helt oppe ved værelserne. Der var en fælles stue, en spisestue, et køkken, et ryge/opholdsrum/besøgsrum, og hvis man gik oven på (der var 2 etager) fandt man (udover alle de forskellige psykiateres, psykologers og socialrådgiveres kontorer) skolelokalet. Her skulle man undervises af en lærer, så man ikke faldt bagud i skolen, fordi det formodedes at man kom tilbage til den normale skole. De lærer, der var der, kunne ikke matematik på det niveau, jeg havde behov for. Så jeg var tilstede deroppe, men vi lavede ikke skolearbejde. Min lærer og jeg skiftedes til at tage en sang med, som vi så lyttede til og snakkede om bagefter. Der var forskellige klubber, man kunne deltage i. Jeg kan ikke længere huske, hvad de hed. Men der var en, hvor man bare lå på en måtte på gulvet og skulle prøve at føle sine tæer og sådan noget sært noget. Der var også en kreativ gruppe, som jeg ret hurtigt søgte væk fra, fordi jeg som 18-årig fandt det uinspirerende at sidde og male på sand, som man havde klistret på karton. Det var absolut ikke min stil. Min stil var DEATH TO THE WORLD.
Hver morgen klokken 8 var der morgenmøde. Her snakkede vi om, hvad dagen skulle bringe, og hvordan det var gået om aftenen og om natten. De første 2-3 måneder jeg var indlagt som døgnpatient der, var afdelingen så ny, at de endnu ikke havde kapacitet til at patienterne kunne overnatte. Derfor blev vi transporteret frem og tilbage i taxaer. Men da vi begyndte at sove der, blev vi vækket klokken 7, stod op og gik i bad, hvis vi ville, og så aftenen før havde en af os meldt sig til at ordne morgenmaden. Det betød, at når dagens varer ankom, skulle vi sætte dem på bordet, sammen med saftevand. Jeg vågnede ofte helt uden hjælp omkring klokken 5, hvorefter jeg gik mig en tur i gaderne omkring Fjorden. Når jeg så kom tilbage, kunne jeg vente på "rengøringsassistenten", som var FANTASTISK. Jeg ved ikke, hvad hun syntes om mig, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg havde en tendens til bare at gå rundt og græde på gangen, og ofte var det hende og sekretæren der trøstede mig. Men hun gik rundt og gjorde rent, og hun tog imod maden, der kom fra hospitalet. Jeg hjalp med at sætte varerne på plads, og jeg satte maden på bordet. Hvis jeg var nede og vaske, og hendes alt-muligt klude hang til tørre, lagde jeg dem sammen for hende. Nå, men efter morgenmaden, skulle det ryddes væk. Det var også den, der havde morgentjansen, der stod for det. Og klokken 8 - så var der morgenmøde. Der blev snakket om hvilke patienter der havde hvilke støttepersoner den givne dag/aften, og der skulle vælges frivillige til frokosttjansen og til aftensmaden. Frokosten var varm mad, fordi dengang serverede Roskilde sygehus varm mad til frokost. I starten fik vi leveret den "varme" mad i vakuumposer, som vi selv skulle tømme op i skåle og varme op, og så fik vi rugbrød til frokost. Men senere byttede de om, så vi fik varm mad til aften. Eller var det omvendt? Jeg kan sgu ikke huske det længere. Jeg har nok noteret det et sted. Mange af dagene kunne jeg ikke spise med, fordi hjertegullasch, sprængt kalvetunge og andre ting som disse retter ikke bliver noget jeg spiser. LIKE, EVER! Så gik jeg i stedet hen i Brugsen og købte noget andet. Til aftenmødet blev altid serveret kage. Det kom fra hospitalet, blev sat frem og fik lov til at stå der, indtil det var væk, eller indtil der blev ryddet væk om aftenen. Mange af os (de fleste, vil jeg tro) fik en eller anden form for psykofarmaka, og det er medicin, som man tager på af. Og når der står kage lige foran en stort set hele dagen... De holdt ikke øje med vores vægt.
Jeg opdagede en dag, at jeg havde fået nogle mærkelige "mærker" på huden. Jeg kom farende ud af badet, fik fat i et af personalemedlemmerne og spurgte hende, hvad fanden det var. Hun sagde at det var strækmærker, og at jeg bare skulle smøre dem med en god, tyk creme, så ville de gå væk. De gik ikke væk, fordi jeg blev ved med at tage på.
Jeg kom ud derfra i 1999. Ca. april måned. Jeg tror at sidste gang jeg var indlagt på en afdeling i fjorden, var i omkring 2005 eller 2006. Jeg har haft masser af psykotiske episoder, men det kan holdes nogenlunde under kontrol.
Og med det, vil jeg lave morgenmad til min mand. I næste uge må vi se, hvad jeg finder på at lave dér. Det kan være at vi ses! I hvert fald, så tak fordi du læste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar