Jeg er så forfærdelig ked af det. Eller; "skuffet" er måske snarere det rigtige ord. Jeg spurgte René, om han ville have et af de frække, men han ville først i bad fordi han lugtede lidt. Da han kom ud, skulle han lige køle af. Det ville han gøre mens han så et afsnit Deep Space Nine (Star Trek), og så kunne vi hygge os bagefter. Men bagefter kom der et nyt afsnit på, et nyt og et nyt, så var der aftensmad, så kom der endnu et afsnit på, så gik vi på tanken for at købe cola -og nu er der et nyt afsnit på igen. Jeg er bare enormt skuffet over at blive nedprioriteret til fordel for Star Trek... Det gør da også, at jeg føler mig temmelig klam - og mig, som fik badet, barberet ben og gjort mig lækker... Men for hvad? Han er ikke engang kommet i tanke om det endnu. Og hvis jeg siger det til ham, vil han sikkert sige undskyld. Men hvad kan jeg bruge det til? Han har tilsidesat mig for Star Trek. Det siger alt.
Jeg var ikke sådan rigtig klar over, at vores forhold var blevet sådan... Måske er det også bare noget, jeg bilder mig ind. Måske er det fordi han bare ikke går op i sex. Det gør jeg jo heller ikke. Vi gjorde engang, men det er ikke noget, der betyder noget længere - måske fordi vi ved, at vi har resten af livet til det. Jeg ved det ikke. Er det fordi vi ikke sådan rigtig tænder på hinanden længere? Jeg synes da, at jeg tænder på René... Men måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Måske er det noget, jeg brændende ønsker? Jeg ved det ikke. Hvordan skal jeg tage hul på det her med René? Skal jeg overhovedet sige noget, eller skal jeg bare lade det være? Hvad får jeg ud af at sige noget? Ikke sådan rigtig noget. Ikke andet end tårer,og jeg synes at der er rigeligt af dem i forvejen. Jeg har grædt over det her i dag, men René opdagede det ikke, for han så Star Trek.
Jeg har ikke et problem med, at han elsker Star Trek og gerne vil ligge i sengen og se det hele dagen, nu hvor han er sygemeldt, men jeg har et problem med det, når han glemmer mig pga det. Så er det ikke sødt at han er så nørdet, så er det direkte irriterende. Jeg må vel egentlig se i øjnene at jeg bare ikke har det, der skal til for at fange Renés interesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar