Jeg gik i seng klokken 3 i nat, men jeg faldt først i søvn klokken 4. Jeg havde ting at spekulere over. Vedrørende mit forhold til min mand. René. Manden, jeg elsker. Det var tunge tanker. Jeg overvejede at vække ham, men han var faldet i søvn klokken 3:05, fordi han havde taget en sovepille, og så ville jeg ikke spolere hans søvn.
Jeg har det svært for tiden, og som en ekstra bonus har jeg lige haft en eller anden syg form for kramper i livmoderen, der gjorde så ondt, at jeg måtte tage medicin for at afhjælpe dem. Jeg kunne ikke stå op, jeg kunne ikke engang sidde oprejst. Jeg græd! René hentede Metadon, Tramadol og Panodil til mig, og jeg tog 5mg Metadon, 100mg Tramadol og 1000mg Panodil. Der gik næsten 40 minutter før effekten begyndte at virke. Men nu kan jeg sidde igen. Det er sgu meget rart.
Derudover har jeg et problem med mit syn. Det siger jeg på den allerpæneste måde. Jeg tror, at jeg hallucinerer lidt, når jeg sidder og laver andre ting. Ser ting ud af øjenkrogen, som er fuldstændig vanvittige, og at ved det stort set inden jeg drejer hovedet for at kigge - men jeg drejer hovedet alligevel. Jeg skal lige se, hvad det er, der er dér på gulvet, på væggen, i hjørnet, i døråbningen, osv. Samtidig er jeg bange for at kigge, for jeg er bange for, hvad jeg kommer til at se.
Min evne til at vande planter med mine tårekanaler er gen-eskaleret. Jeg var sådan set ved at være nede på et plan hvor et nogenlunde normalt menneske kunne følge med. Der er jeg så ikke længere. Hvad har skubbet mig ud over kanten? Jeg ved det faktisk ikke?... Det er bare som om alt har vendt sig imod mig. På magisk vis. For der er ikke sket nogen ændringer. Det kom bare lige så langsomt til mig. Alt det vand. Det er ærgerligt at den eneste ene plante jeg har ikke kan tåle vanding med saltvand, for jeg gætter på, at et glas med tårer kunne samles hurtigt og gøde ekstra grundigt.
Men lørdag er det i dag, og Jonna har været her. Det var rigtig hyggeligt i dag. Vi snakkede meget om Jesus og hans udbredelse af Guds navn, som jo er Jehova. Jehova Gud, hedder han, hvis nogen er i tvivl. Jeg er ikke et Jehovas Vidne. Jeg tror ikke på Gud, eller en gud af nogen anden art. Jonna er vel... Jeg gætter på, at hun er midt i halvtredserne, og hun er overbevist om, at Jehova "udrydder" alt liv på Jorden ved Harmageddon, og skaber et Paradis på Jorden for alle dem, som troede på ham før Harmageddon. Harmageddon er i øvrigt den kamp, som finder sted mellem Gud og Satan, hvor Satan tilsidst bliver tilintetgjort. Dem, som er sande kristne (det er jo så Jehovas Vidner), er de eneste, der får adgang til Paradis, sammen med dyr. Det må smerte Jonna meget at vide, at hun sidder over for mig, som hun siger hun holder meget af, og vide at jeg ikke er velkommen i Paradis og bliver tilintetgjort sammen med Satan og hans dæmoner. Jeg ved godt, at hun tror, at jeg bærer Jehova i mit hjerte, og at vi ser hinanden "på den anden side" - men det sker ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar