På hospitalet

Yea. I dag er det så blodprøverne, der manglede sidst, der skal tages. Jeg kører med René og hans far ud på hospitalet og får det ordnet med det samme, mens de er til samtale. Så følges vi også hjem.

Jeg regner med, eller håber i hvert fald på, at jeg kan nå at blive færdig før dem, så de ikke skal vente på mig. Så jeg tager en bog med, bare for en sikkerheds skyld. Og jeg får ikke læst noget, fordi jeg kommer til at sidde midt i midtpunktet på Køge Sygehus og vente, så der er nul koncentration. Men jeg satser på, at det nok skal gå.

I går eftermiddags var meget slem for mig. Jeg blev meget overvældet og så berørt at jeg bare nærmest kastede mig dramatisk ned i sengen og græd mig i søvn. Jeg har fandeme taget mange kilo på siden jeg steg 1500mg i Delepsine i december sidste år. Næsten 10kg, hvis ikke mere. Jeg har ikke selv kunne mærke det... Jeg blev virkelig ked af det. Men altså. What's done is done. Nu skal de 10kg væk igen - og gerne mere.

Fordi jeg har været oppe siden før 6 i morges, er alting klargjort. Det eneste, der mangler, er at pakke taskerne. Det, der skal i dem, er OK. I Renés taske skal der 2x ½-L flasker med Coop Cola Light og hans papirer. I min taske skal der 2x ½-L flasker med Coop Cola Light, en bog og min mobiltelefon/kortholder. Det sidste er det vigtigste, for jeg har mit sygesikringskort i der. Normalt har René det. Det er sædvanligvis ham, der henter medicin, nemlig. Men nu skal han jo ikke med ned på klinisk biokemisk afdeling. Jeg skal også have briller på, samt mit ur. Og det hele er klargjort. Det skal bare lige ned i taskerne. Jeg pakker solbriller ned til turen, men brillerne har jeg nok bare på. Jeg kan tage mine røde solbriller på, og mit røde ur. Wauw. Perfectly good match :) Så er det  næsten ærgerligt at jeg ikke har min røde rollator med.

Vi skal til tandlæge i denne måned, og jeg var fuldstændig overbevist om, at vi var gået "konkurs" allerede inden vi gik ind i måneden. Det er sådan lidt ... René vil gerne bruge nogle penge på noget computer-gejl, og det skal han have lov til. Så jeg sad og kiggede regnskabet igennem i aftes, og det ser ud til, at vi faktisk har omkring 2.000 kroner, han kan bruge på det, selvom vi har været til tandlægen. Det er ikke noget, der sådan normalt "sker", men det er da positivt, for jeg har været meget bekymret. Jeg tror dog stadig ikke jeg stopper med at være bekymret før efter tandlægen. Men det er nogle dage til endnu. Jeg skal også have bestilt kørsel til den dag. Og have snakket med René om, hvad vi gør med hjemturen.

Hvad medicin angår, har jeg ikke taget vanddrivende i dag. Jeg burde nok have gjort det, men jeg gider ikke at rende rundt og skulle tisse på sygehuset - eller sidde i svigerfars nye bil og pludselig ikke kunne holde mig længere. Derfor tager jeg en i morgen i stedet for, og fortsætter bare som normalt - hvilket er 1 om dagen. Jeg har naturligvis taget den medicin, jeg ellers tager, da jeg ellers vil leve i risiko for at falde om i et epileptisk krampeanfald, og de burde ikke have noget at sige. Til gengæld har jeg gigantisk hovedpine, og har valgt ikke at tage ibuprofen eller paracetamol imod det.

René var inde i gemmerne, dybt inde bag ved "de fede dvd'er", og fandt nogle sæsoner af "Dharma & Greg" på dvd. Jeg ved ikke, hvor mange sæsoner, der rent faktisk er. Men vi er gået i gang med at se den. Ih... Jeg elsker den serie. Det er en almindelig serie, som "The King of Queens" eller "Everybody Loves Raymond", altså en såkaldt "sit-com". Dharma er så dejlig, jeg ville ønske, at jeg kunne være mere som hende.  Spontan, primært. Og Larry og Abby er jo fantastiske, men serien var ikke blevet god uden Edward og Kitty. Det er virkelig en fantastisk serie. Fra 1990'erne, godt nok (som de andre, jeg nævnte), men fantastisk alligevel. Jeg ser jo ikke dem der er i "den nye generation" fordi jeg simpelthen bare aldrig ser fjernsyn. Ganske enkelt. Jeg ville måske have set noget af det lidt nyere hvis jeg havde haft et tv, men på den anden side stod jeg nok af sådan cirka midt i "Friends" - fantastisk serie, men... på et tidspunkt indser man, at den bare gentager sig selv for meget i nogle ting, der simpelthen ikke er sjove nok.

Nå. Jeg har en lille, sulten kat stående her, som ser meget insisterende ud. Hun lå og legede med gulvtæppet før, og pludselig blev hun vred og kom med en mis-lyd, hvorefter hun rejste sig og gik? Sært. Men hun må hellere få noget mad. Hav en rar dag, alle jer :)