Mental Health Day #05

 Så. Dissociativ identitetsforstyrrelse (DID). Hvad er det? Det er, når man som meget lille, som regel inden man egentlig er gået i gang med at udvikle sin personlighed, bliver udsat for noget meget traumatisk, som f.eks. seksuelt misbrug. I stedet for at "slå ud", danner barnet i stedet såkaldte "alter egoer", som kan være mange forskellige ting. Det kan følge en resten af livet, så vidt jeg ved, men jeg vil gerne lige gøre det klart at jeg ikke er læge, jeg er ikke ekspert, jeg ved ikke specielt meget, jeg ved kun lige basis viden, som jeg har læst i fagbøger, jeg har om psykiatri, som på nuværende tidspunkt er omkring 20 år gamle. Der vil være en "vært", der ligesom er lederen, men der kan være alter egoer som varierer lige fra dyr til mytiske væsener, til ældre eller yngre personer eller personer af andet køn. Jeg ved ikke, hvordan man behandler sygdommen, om den kan holdes i skak med medicin, eller om der skal terapi til, eller måske begge dele. 

Jeg har set flere på nettet, der laver "Meet my alters"-videoer, hvor de angiveligt skifter mellem deres alter egoer på kamera. Nogle kan tilsyneladende få et bestemt alter ego frem, hvis de bliver spurgt om de må tale med den bestemte person. Jeg er lidt skeptisk over for disse videoer.

Men jeg ser det naturlige i, at hvis man har 7 (eller flere) alter egoer (plus værten) og man står op om morgenen, tager noget lækkert tøj på, sætter sit hår virkelig pænt og lækker noget crisp makeup - med andre ord er "really, really ridiculously good looking", så kan det være svært at skifte til en meget mandlig mand eller en lille pige, der ikke bryder sig om den slags musik. For det lader til, at ingen af dem, der lider af denne sygdom, har det samme alter ego en hel dag eller længere. 

Der er en del psykiatere og eksperter, der ikke tror på, at denne sygdom eksisterer. I mange år var det størstedelen af eksperterne i disse sygdomme, der mente at det ikke var en sygdom. I gamle dage kaldte vi sygdommen for "multiple personality disorder" eller "personlighedsspaltning", hvis man ikke helt vidste hvad man snakkede om. Når man tager personligheden og spalter den, altså spaltet personlighed, er vi faktisk ovre i skizofreni - noget, som man i gamle dage kaldte for ungdomssløvsind. Som mange troede var teenagere, der led af skoletræthed. Den engelske betegnelse, "multiple personality disorder" er mere præcis, da det ligger i selve navnet "flere personligheder".

I takt med at TikTok tiltvang sig adgang til flere og flere millioner af menneskers dagligdag, har man set mange, som lader som om de har en psykisk sygdom for at få flere visninger og likes, måske endda subscribers. Dem, der især har været slemme, har været folk, som har påstået at lide af Tourette's syndrom. Men det er ikke den eneste psykiske sygdom, og jeg må sige at jeg synes at det er trist at vi er nået hertil. Der er også mange der forsøger at narre folk til at tro at de har kræft, og selvom jeg er klar over, at kræft ikke er en psykisk sygdom, så lægger den alligevel et sindssygt pres på ens hjerne, og man bliver naturligvis påvirket psykisk. Som med epilepsi. Det har jeg. Det er heller ikke en psykisk sygdom. Men al den stress der følger med, kan gå over og skade både andre sygdomme, som skizofreni og depression, men også bare kroppen i al almindelighed. I dag, f.eks., havde jeg besluttet mig for at gøre rent i mit køkken. Næsten færdig. Så gled jeg ned fra min stol. Og jeg slå i den mærkeligste stilling indtil jeg havde  fundet ud af, hvordan jeg skulle komme op. Denne gang gik der 10 minutter, fordi jeg hverken havde myoklonier eller var stresset. Men da jeg faldt d. 11. april, fordi jeg fik myoklonier, og de bare blev ved med at komme, lå jeg på gulvet i 90 minutter og forsøgte at komme op. Hver dag er der stress over epilepsien, og stress påvirker både epilepsi og skizofreni. Jeg sover maks 3 timer ad gangen.

Men dette skal ikke handle om mig og mine problemer. Ikke i dag. Tilhører jeg gruppen, som tror på disse personer, eller er jeg en skeptiker? Uden at vide en skid om det, vil jeg gætte på, og jeg lægger stor vægt på gætte, at sygdommen eksisterer, men at de videoer jeg har set på nettet om folk som hævder at lide af den, ikke er oprigtige, fordi de virker så sært. Det virker virkelig sært. 

Så nu, hvor du kender min ugyldige - er det så noget du nogensinde har tænkt over? Der er meget viden at finde på nettet, hvis du gerne vil læse eller høre mere. Jeg vil anbefale at undgå dem, som hævder at være syge, og starter med dem, som er eksperter. Du kan altid tage de ramte bagefter.

Tak fordi du læste med.

Married Life For Mere Mortals #10

I forgårs mistede jeg næsten håbet. Jeg er gift med en mand, som er overvejende sur og kritisk over for mig. Jeg rydder ikke nok op i køkkenet, og jeg roder for meget alle andre steder. Jeg laver ikke mad nok til ham, og jeg laver ikke nok mad til vores kat. Af og til bliver han virkelig vred. Og jeg er så fucking træt af det. 

Jeg lå i min seng og tænkte "Er det vitterligt det her værd? Er 17 år nok?" Men lige inden jeg faldt i søvn, blev vi gode venner igen. Ikke at der er en forskel på den dag og alle andre dage. Vi er meget forskellige, René og jeg. Vi har ikke ret mange ting tilfælles, og vi er på mange måder dybt forskellige mennesker. Det største problem, vi har, er vores skænderier/diskussioner. For hvor jeg holder min vrede inde og sidder og tygger på den, indtil den er væk, er René typen der eksploderer i vrede, men så snart det er ude af kroppen, er han afslappet igen. Jeg kan godt forstå at han reagerer sådan. Han forstår ikke mig. 

Jeg er vokset op i et hjem, hvor skænderier og diskussioner ikke var noget, man ville opleve. Derfor har jeg nogle traumer omkring det. Det er også derfor jeg er ekstremt konfliktsky. Jeg kan sagtens sige fra, og min film knækker af og til - og så kommer det hele ud. På én gang. Men som standard sker det, at jeg går fra 0-100 i løbet af få sekunder, og så sidder og ser rødt i raseri indtil min temperatur er blevet sænket. Renés barndomshjem var en sur far og en glad mor. Men det gik sjældent ud over nogen. Hans mor og far elskede at diskutere. Det var deres ting. Og jeg ved, at min svigermor savner det mest af alt, siden min svigerfar døde i 2017. Hun og René diskuterer hver gang de snakker sammen, og jeg tror at det gør hende glad. Det virker sådan. 

Men tilbage til Renés og mit forhold. I torsdags var han nede og handle. Jeg sad herhjemme med sedlerne, og krydsede af. Han havde både en fra mig og en fra hans mor. Så det var næsten som at spille bingo. Men den måde, han talte til mig på, der var noget... Okay, han har sin normale stemme. Den, som jeg er vant til at lytte til. Han har sin sure stemme, som han bruger når han skælder mig eller Bella ud. Han har også en vred stemme overfor alle andre end Bella og mig, og han har en charmerende stemme, som han bruger, når han kommer ind i butikker, møder folk på gaden osv. Men en gang imellem sker det, at han taler til mig med en stemme, der virker ekstremt sensuel. Og det var den der. Mens han gik og handlede, og snakkede til mig, blev jeg mere og mere tiltrukket til ham. Men så havde jeg lavet en fejl og fik en balle, og så forsvandt fortryllelsen. 

På vejen hjem kørte han forbi og afleverede hans mors varer, og bagefter kom han hjem. Jeg havde lavet en ret, som man vel godt kan sige eksisterer på en anden slags måde, men jeg har aldrig smagt den, og ideen kom til mig i sidste uge, lige inden jeg faldt i søvn. Så vi spiste min specielle ret mens vi sad og så "The Midnight Club" på Netflix. Og det var hyggeligt. 

Jeg ved ikke, om dette ægteskab kommer til at holde til døden os skiller. Men jeg tror det. Jeg håber det, og hvis det bliver dårligt, må jeg tage mig sammen og finde modet til at gå. 

Tak fordi du valgte at læse med!

Musik og sommerferier!

 Jeg elsker musik. Mange forskellige slags musik, mange forskellige genrer og subgenrer. Jeg er vild med ganske almindelig, basic popmusik. Men hvad jeg virkelig brænder for, er rock. Jeg elsker musik som har guitarsoli. Og man finder dem forskellige steder. Steder man kender, som f.eks. Guns N' Roses, Megadeth, Ozzy Osbourne, Halestorm, og jeg er nok nødt til at nævne det mest cringeworthy band i verden, Metallica (Lars er virkelig... ekstra, og hans forhold til James og deres dominering over bandet i alle år frem til Jason skred er fuldstændig absurd). Men andre steder, som f.eks. i Michael Jacksons musik (også på de numre, hvor han ikke samarbejder med Slash), Roxette, Jonny Lang, Welshy Arms, Imagine Dragons og naturligvis Prince. Der er bare ikke noget så godt for ens sjæl som en virkelig veludført guitarsolo. Og det band, som gør det bedst, er uden tvivl Megadeth. Nummer to er Guns N' Roses. Men af bands, jeg lytter til ud over det, som f.eks. Type O Negative, Marilyn Manson og In This Moment, er der ikke rigtig nogen, som bruger den gammeldags guitarsolo. Den, der kan ophøje ethvert nummer. Men prøv engang at lytte til disse to sange (hvis du vil, der er ingen tvang):

Den første er Guns N' Roses "November Rain", som er på pladen "Use Your Illusions I", der udkom i 1992. Jeg bryder mig ikke specielt meget om denne sang, men tjek Slashs solo foran kirken. Den er ret fed, og den hæver hele sangen. Hvis du bare vil høre soloen, starter den 4:12 minutter inde i sangen. Den anden video er med Ozzy Osbourne og hans samarbejde med Elton John på nummeret "Ordinary Man" fra selvsamme titelalbum fra Ozzy. Jeg har det, og jeg kan tjekke hvornår det udkom, men jeg gider ikke, og jeg har 500 bogmærker åbne, så jeg åbner ikke et nyt. Men videoen står på YouTube til at have haft premiere d. 10. marts 2020, og det passer meget godt.

Den guitarsolo, som er  på dette nummer, ved jeg desværre ikke hvem spiller. Men jeg kan da sige, at den er superfed. Og stilen minder mig en smule om Guns N' Roses. Der er jo ingen tvivl om, at Ozzy kom før Guns N' Roses, men så vend det om. Slashs solo minder mig om soloen fra Ozzy og Eltons sang. Hvis du bare vil høre soloen, kan du hoppe frem til 3:16 minutter inde. Denne sang er dog speciel på flere måder. For det første lægger Ozzy ud med at synge omkring 2-3 linjer, og det lyder som om han enten er halvsnadret, eller at han har en fuld tandprotese, som ikke blev isat inden optagning. Elton Johns ene passage er nem at skelne fra Ozzys, selvom deres stemmer er meget ens. Men ikke en eneste gang ser man bare et lille glimt af noget Elton-relateret materiale i de minutter, videoen varer. Det virker som om han bare tænkte "Ja, jeg vil gerne hjælpe Ozzy, jeg behøver ikke at være med i videoen eller noget, jeg vil bare gerne være flink mod en (måske?) gammel ven". Og derfor hedder sangen "Ozzy Osbourne - Ordinary Man ft. Elton John"

Min mormor havde, da jeg var yngre, et sommerhus. Det lå på Enø, ved Karrebæksminde. Det lå som det første hus på højre hånd ned ad en vej, der ville lede en ned til stranden. Der var mange forskellige slags miljøer. Som sagt var der en strand. Men ved stranden var der også mindre klinter, så vi skulle altid passe på ikke at gå for langt ud, fordi et vindpust kunne blæse en ned, og der var i hvert fald 4 meter ned, og der lå altid en masse kæmpe store sten længst inde på stranden. Der var blomsterenge. Skovområder. Der var et lille lysstøberi, som solgte souvenirs. Der var også "down town" Enø. Der var nogle grillbarer, tøjbutikker, en isbar, der var en lokalbrugsen man kunne købe morgenmad hos, og der var en Spar købmand, som man kunne købe sine dagligvarer ind hos. Og der var en såkaldt "ferieby", som bestod af en masse små sommerhuse, som blev lejet ud. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ved det, men jeg ved, at inde i selve feriebyen havde de en ged. Når jeg var der med mine forældre og veninder, eller senere hen kun mine veninder, opdagede vi også ting, som vi ofte vendte tilbage til. Der var et sted på stranden, sådan, midt i klitterne, hvor der lå et hus. Eller skur. Et stort skur, som et smalt, kort 2-etagers skur. I alle de år, var var der, var det forladt. Det stod der bare, med de knuste ruder. Der gik ikke lang tid, før vi begyndte at kalde det for "Morderhuset" eller "Spøgelseshuset" og lavede historier omkring det. Min mormors hus var lidt (temmelig meget) præget af "kolonihavehus -stil". I det lille køkken, som på et tidspunkt havde fået et glowup, var der kommet en ny vask. Men køkkenvinduet gik længere ned end vasken. Så blev sat sammen på en virkelig sær måde. Det værste var, at når man stod uden for og kiggede ind i det lille rum der nu var i vinduet under vasken, kunne man se alle de døde og stadig levende gigantiske edderkopper, som kæmpede for at komme ud. Jeg laver lige en plantegning.

Det kan godt være, at du skal klikke på billedet for at se det bedre. Men det var sådan her, det så ud. Da jeg var lille, var der ikke kommet et brusebad endnu, der var det kun opbevaring. Og da der kom en bruser, var det ikke en kæmpe varmtvandsbeholder, der var blevet sat ind. Det er lige før at jeg tror, at min mormor bare forbandt den med den der blev brugt til køkkenet. WC'et var udendørs. Du gik ud, åbnede døren, tændte for lyset og sad og frygtede alle de edderkopper og dyr, som der helt sikkert ville komme farende. I stuen var der den eneste varmekilde i huset: en brændeovn. I soveværelse 1 stod der 3 senge. De to af dem var skubbet sammen til en dobbelt, og den sidste stod for sig selv. I soveværelse 2 var der en køjeseng, som bragte en alt for tæt på både vægge og loft. Den brændeovn, som min mormor fik sat ind, fik vi at vide, da vi børnebørn som ældre fik lov at låne det, skulle bruges til papruller fyldt med avispapir (det var nogle specielle paprør, sådan nogle industriruller-agtige nogen) og affald, der kunne gå i den. Men hver gang jeg kom der, lå der mælkekartoner, plasticposer og den slags - alle de ting, man ikke skal brænde af. Der var, uden for ejendommen, en lille sø. Der svømmede vildhøns (er det det, de hedder? Jeg har en følelse af, at det ikke er det, de hedder. De var sorte med hvide pletter på vingerne), der var fisk, og det var ekstremt idyllisk. Der var et lille nethegn rundt om, inde på græsset, og langs det, voksede brombærbuske. På den anden side af søen var der ikke noget hegn, og der var altid en dreng og hans far, som stod og fiskede. Der var mange guldsmede, og midt i andedammen, eller hvad det var, var der et lille hus. Det var hyggeligt at være der, selvom jeg var pissebange for edderkopper og de var der allevegne. René og jeg mødte hinanden på vej til en weekend i dette sommerhus i den første weekend i februar i 2001, og vi var afsted igen om sommeren. Af og til tænker jeg på det, og meget lige i øjeblikket. Jeg tænker over de tidlige øjeblikke, som når jeg løb rundt i haven eller ude på græsset ved søen og bare... var et barn mens nattens dug stadig sad på græsstråene.

Det skulle vise sig at være noget, jeg kom til at holde af. Som ældre begyndte jeg at vende op og ned på dag og nat, og jeg var faktisk ret ofte meget sent i seng og meget tidligt oppe, hvis jeg overhovedet sov, for det meste sov jeg bare lidt efter skole. Men sommerferierne... Mand. Det var den bedste tid på året. Hvert år. 7 hele uger, hvor man ikke skulle koncentrere sig om at lave lektier, følge med i timerne, forstå hvad der blev sagt og alt det. Man kunne bare slappe af. Den ultimativt bedste sommerferie (det må det have været, siden det er den eneste, jeg rent faktisk kan huske) var 1993. Det var året, hvor mine forældre og jeg turede rundt i Europa for at ende i Paris (de mente at jeg var en Euro-Disney kind of girl), og jeg havde uanede mængder af lommepenge. Jeg købte så mange Guns N' Roses T-shirts, og alt muligt andet bras. Jeg kom hjem og faldt ind i de gamle vaner, men det var dejligt! Jeg stod tidligt op om morgenen, gik i bad, ordnede mit hår, fandt min WalkMan frem og satte mig ud på gyngen mens jeg ventede på at vennerne kom ud. Og igen; jeg husker at græsset stadig var fugtigt fra natteduggen, fuglesang mellem numrene, solskin (som ikke var irriterende), min superfede, grønne mountainbike, vinden i håret, ghettoblasteren på skulderen mens veninderne og jeg hørte Guns... Det var en magisk tid. Jeg var 13 år i 1993. Det er vitterligt den eneste sommerferie, jeg som sådan kan huske. Nuvel, jeg er 44 år gammel nu, det kan jo ikke lade sig gøre at huske alting for evigt. Men engang i mellem dukker disse små, ellers glemte minder frem, og giver mig lidt glæde i hverdagen.

Juni haul!

 Jeg er forsinket. 2 dage. Men jeg kunne bare ikke få mit mailprogram på pc'en til at åbne, og jeg bruger pt mail for at overføre billeder. Jeg er nødt til at finde en bedre løsning. Men i går fik jeg nok, og jeg har derfor besluttet mig for, at jeg i stedet for bare går ind og downloader billederne af, hvad jeg har købt. 

Den første ting, der blev købt, var denne kat fra Lego.

Det er en såkaldt "Tuxedo cat", og den hører ind under den serie, der hedder "Ideas". Katten har gule øjne, men der følger to blå øjne med, som man kan bytte ud med, hvis man hellere vil have sin kat med de blå øjne. Katten har på billedet her også lukket mund, men der følger en ekstra mund med, hvor munden er åben og tungen er synlig. Katten blev lanceret 1. juni 2024, og den er i restordre allerede. Vi bestilte vores d. 1. juni, og vi har fået at vide, at den kan forventes at ankomme d. 17/7. Prisen for denne fullsize Legokat er 899 kroner + fragt. Hovedet kan dreje hele vejen rundt, og halen kan bevæge sig lidt. Det er en Lego ting, man bygger for at have den stående, og ikke som en legeting. Det er også et 18+ sæt med næsten 1.800 brikker. Vi har placeret en større ordre. Vi har købt to katte - en til os hver. For jeg vil gerne pakke min ud og have den stående, men René er en samler. Så han har købt en der aldrig bliver åbnet. Derudover har vi købt "The Office" kontoret med de tilhørende ansatte, der var 1 tilbage der hvor vi købte det, og det var bare med at få det købt, fordi vi har kigget på det længe. Der er også udkommet en Simba løve, en stor og en mindre. Dem købte vi en af hver af, og jeg tror at René har planer om at samle den lille. Han har andet Lego, som han ikke har taget hul på, fordi værdien bliver ødelagt så snart æsken bliver åbnet. Jeg har købt 3 sæt til ham, han har selv købt 1. Jeg har givet ham et lokomotiv, der hed noget i retning af The Crocodile Express (jeg er på ingen måde sikker i denne sag), samt 2 sæt fra The Simpsons - Familiens hus og Apus K-Mart. Jeg tror, at det sæt han har købt, er en eller anden dude fra Harry Potter. 

Den næste ting, jeg investerede i, var ikke 1, men hele 2 ting. Parfume! Jeg er nødt til at finde min duft. En duft, der skriger RIKKE! Jeg fandt disse to parfumer hos cocopanda.dk. Jeg havde tilbragt ret lang tid med at sidde og lede efter beskrivelser af dufte, der kunne virke som RIKKE! Og disse to var... så tæt på, som jeg umiddelbart kunne komme.

De viser begge to her, at der er 15ml i flasken. Der var ca. 1/4 mindre i "You Are My Everything" end der var i "Anything For You". Men de er begge fra GOSH Copenhagen, og da jeg købte dem, kostede de 103 kroner pr. styk. Der er ingen tvivl om, at jeg elsker begge to - men jeg er ekstra glad for "Anything For You". Den er virkelig bare så tæt på mig, som jeg egentlig tror, at kan komme, uden at skulle investere tusindvis af kroner i parfume. Fordi begge parfumer kom fra dette mærke (GOSH Copenhagen er et supergodt mærke - min go-to foundation og concealer er derfra, og jeg har gang i en mascara derfra lige i øjeblikket, som giver de mest fantastiske øjenvipper!) fik jeg en gratis GOSH Copenhagen mascara med.

Det er da meget sødt. Jeg glæder mig til at prøve den, men lige nu har jeg, som nævnt, gang i en anden. 

De sidste to ting, jeg har købt her i juni, er CURLERS! Og de varmefri af slagsen! Denne pakke med Dialara Premium Papilotcurlere indeholder 42 skumcurlers, som man kan twiste. De har forskellige størrelser, der er 7 forskellige størrelser, og der er 6 af hver størrelse.

De kommer i denne fancy taske, så man altid har styr på dem. Jeg finder at det er nemmest at placere dem i et bestemt mønster, men man sætte dem som man vil. Håret skal være fugtigt, rul op, bøj enderne og gå i seng. Vågn op med fantastiske krøller! Denne lille fancy taske kostede lidt over 13€, og den er købt hos Amazon.de. Men jeg kan ikke bare gå i seng med disse curlers og vådt hår. Så jeg købte også disse hårnet af stof, lavet af et åndbart net, som jeg kan trække ud over. Man kan få dem i hvide, pink, lyseblå og sorte. Men fordi de er i forskellige pakker, og dem med de sorte og lyseblå er dyrere end dem med de hvide og pink, købte jeg hvide og pink. De kostede lige lidt over 5€. Mærket er Jeffdad.

Der er bedre billeder. Men dette billede er det sjoveste. Hvem har godkendt at det skulle med? Haha. Men hårnettene er okay at have på om natten, og man har ikke en svampefølelse i hovedbunden når man vågner. Både curlers og disse hårnet gør det behageligt at sove med dem i, og man kan falde i søvn mens man ligger og tænker på alle de lækre krøller, man får når man vågner op, uden at skade sit hår. I love that. 

Jeg kan ikke vise mine krøller lige nu, eftersom jeg ikke kan komme ind på min mail på min pc, men - jeg skal nok komme efter det på et tidspunkt. Jeg vil nu finde et sted hvor jeg kan have ondt af mig selv, for jeg har vist fået blærebetændelse. Yeah. I don't like that at all. Jeg skal til lægen i morgen, hvilket jeg hader mindst lige så meget. Jeg håber at René kan ringe derned og få talt dem fra det. Hav en god dag, og igen - undskyld at jeg er 2 dage forsinket!

Jeg siger dette i bedste mening, men...

 ... nu må folk altså tage sig sammen. Det er dumt at være uvidende. Mange danskere blev fornærmede da den lille havfrue for nyligt dukkede op som en afroamerikaner i Disneys seneste film om det. Nogle af os husker stadig tegnefilmen (det er min yndlings tegnefilm fra Disney efter alle disse år), selvom Disney har poleret den kraftigt og fjernet en masse ting. Man kan stadig se lidt af H.C. Andersen i deres tegnefilm. 

Men tænk over hvordan Mao Zedong ødelagde det kinesiske samfund. Han knuste det fuldstændigt. Fra hans horrorregime kom disse sko

Billige, masseproducerede sko, som folk havde på altid. De kom også til Danmark, og der blev endda leget lidt med dem, så den sædvanlige stofsål blev erstattet med en gummisål og selve stoffet på skoen fik måske en anden farve end sort og blå, som var standard, til denne fra Irma og Vibskov.

Disse sko hedder, på grund af tiden de kommer fra, maosko. Det har de altid heddet, og det er det, de er. Maosko. Men på et tidspunkt skete der et skift. Folk begyndte at kalde dem for kinasko. Men surprise surprise. Kinasko er noget helt andet. Kinasko er ikke disse billige bomuldssko med stofsål. Kinasko er lavet af velour (det var de i hvert fald da jeg var barn), og de fandtes i sort. Slut. Senere fik de andre farver, som f.eks. en dyb, dyb bordeaux farve, som jeg havde, eller en dyb, dyb grøn. Der begyndte også komme broderede udgaver. Jeg har fundet disse udgaver.

Dette er et par kinasko fra Den kinesiske butik. De har en flad sål med en lille hæl. Der er også disse

Billedet er lidt uklart, men det er stadig kinasko. Det er en slags ballerinasko med en rem indover vristen, som lukkes med et lille spænde.

Der er også disse grønne kinasko. Men kan vi blive enige om, at maosko og kinasko absolut ikke er det samme?

Næste punkt på min liste er leggings. Okay, prøv at hør her. Jeg er født i 1980. Jeg er ikke superung, jeg er ikke supergammel. I slutningen af 1980'erne og i starten af 1990'erne rendte jeg rundt i sorte gamacher og en bluse af en art. Dette var tøj, som jeg bare havde på hver dag. Bomuldsgamacher. Og folk tænker straks på heste og alt det. Men dengang hed det gamacher. "Hvad snakker du om, Rikke?!" DISSE:

Naturligvis var det ikke lige præcis disse, men de var magen til disse. På et tidspunkt gik jeg over til andre slags bukser (først Everlast joggingbukser - det var de grønne med "Everlast" skrevet ned ad benet og en dejlig, tyk, bred elastik, og da jeg kom ud af min Everlast-fase, gik jeg over til jeans i en periode), men der kom et tidspunkt, hvor gamacher blev shunned fordi samtlige narko-prostituerede havde dem på. Og jeg taler specifikt om disse

Harley-Davidson gamacherne. Min veninde havde et par i hvide med sort skrift, men hun var (og er) ikke en narkoluder. Det var bare altid de der knoglede kvindemennesker som lignede afdankede alkoholikere, der ville gøre hvad som helst for et fix, man så i disse gamacher. Snart så man ingen i gamacher længere. Pludselig dukkede gamacher op igen, og blev vildt populære. Men det var ikke længere gamacher. Nu var det leggings. De gamle, sørgelige rester var blevet fejet op, syet sammen og havde fået et nyt navn. Leggings.

De har siden da fået lidt andre sømme, nogen af dem har fået et andet mønster, og nogle er lavet af et andet materiale, men det lader til, at de i Danmark bare har fået den engelske betegnelse, og at de kom ind igen. 

Men det går mig på, og nej, jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke engang selv hvornår man bruger "nogen" og hvornår man bruger "nogle". Jeg synes bare at man bør kalde tingene det, som de er. 

Og nu, hvor jeg har brokket mig over det, så vil jeg bare sige undskyld. Bare undskyld.

Married Life For Mere Mortals #09

Emnet i dag er uklart. Jeg har nogle ting, som jeg gerne vil af med, men som er løst og ikke længere betyder noget. 

For eksempel er René pludselig begyndt at få supermange sms'er og e-mails. Han har oven i købet lyd på sin telefon, hvilket han normalt ikke har. Hans telefon kommer med en form for notifikation mindst 3 gange i timen, og han sidder limet til skærmen. Pludselig begyndte jeg at tænke, at han måske havde en følelsesmæssig affære. Jeg ved at han ikke har en fysisk, fordi han altid er her. Vi er altid sammen, han har ikke tid til at have en affære. Men hvad nu, hvis det var en kvinde han havde forelsket sig i, og bare havde et ... hvad skal vi kalde det... Ja, lad os bare sige en følelsesmæssig affære med. Jeg gik og tænkte over dette i næsten 2 uger, indtil jeg bare spurgte. Og så viste han mig sin telefon. Han havde fået 5 e-mails på den selvsamme dag, men det var alle reklamer. For ting, han var interesseret i. Og da fornuften satte lidt ind, kunne jeg også godt se, at han har en tendens til at slå ting op om film, vi sidder og ser, hvis han er usikker på noget. Det var rart at vide, at han ikke træder ved siden af, men det var pinligt at jeg tænkte sådan til at starte med. Jeg burde ikke have tænkt sådan, for jeg ved hvordan han er. Jeg kender ham. Han kunne ikke finde på den slags - plus at jalousi er en grim følelse. 

Jeg vil også gerne lige brokke mig over noget andet. Bare fordi. Jeg er så træt af, at René tager sin sovepille kl. 22:30, og den næste kl. 23:00, og så går vi i seng 23:15. Hver eneste skide dag. Og hver morgen står vi op et sted mellem 7-9. Og jeg burde elske det, for det er godt for min epilepsi. Men det er slet ikke cool, jeg har ikke nok timer i døgnet i forvejen, og jeg føler at jeg tager for mange timer til søvn. Men ja, det er vel pest eller kolera. 

Jeg synes at det er dejligt nok, at René stadig pifter efter mig, når jeg går forbi. Jeg synes at det er hyggeligt. Det får mig også til at føle mig bedre tilpas. Når jeg kommer forbi ham, stopper jeg ofte lige op og sidder og kigger på ham, indtil han kigger på ham. Så laver jeg sådan en "katteklo" og laver en slags kattebrøl. Han falder i den hver gang og siger "Hvad så?" Og så siger jeg "It´s SEXY time!" og så griner han og kalder mig en tosse. Faktisk, nu hvor jeg skriver det ned, falder han nok i den hver gang, fordi han synes at det er sjovt. Det er jo derfor jeg gør det. Fordi jeg synes at det er sjovt. Jeg tror, at den tid, hvor René og jeg havde et aktivt sexliv er ovre. De sidste 3 år har vi ikke haft sex. Og det er noget, vi egentlig begge to er tilfredse med. Vi elsker hinanden meget højt, og ikke "bare" som venner, men vi tager begge stærk medicin, der fjerner sexlysten fuldstændig. Det er heldigt at det er os begge to, fordi jeg tror faktisk, at hvis en af os rent faktisk havde brug for sex i vores forhold, så ville det ret hurtigt gå i stykker. Jeg ville ikke have sex hvis jeg ikke havde lyst, og René har det på samme måde, selvom han siger, at han ikke har noget imod at tage en for "the team". 

Vi har det godt, René og jeg. De fleste dage. Der er også dage, som bare starter dårligt ud, og er dårlige hele vejen til vi går i seng. De dage tænker jeg "er det virkelig det værd?", men dagen efter er alting okay igen, og så kører vi lidt længere.

Tak fordi du læste med!

"Resident Alien" - anmeldelse (ingen eller få spoilers)

Jeg har set hele denne series 1. sæson, som er den eneste der er tilgængelig lige nu. Men der er absolut ingen tvivl i mit sind om, at "Resident Alien" er en af de bedste serier, jeg har set i mit liv. Den er at finde på Netflix.

Jeg vil ikke komme med nogen spoilers. Men jeg vil komme med nogle ord og sætninger, som jeg synes beskriver den. Så udover at den har det fedeste soundtrack ever, vil jeg sige dette:

Alien crashing

Fishing on a lonely beach

Big black sheriff

Small white deputy

Doctor is dead

New doctor is in town, but against his will

Boy hates new doctor

The hoe (or is it the skank?) likes new doctor

Falling into a gletcher

Who will save who?

Can you be sure of who your neighbour is?

And... somehow, it all has to come together. 

Jeg har valgt nogle af de sange, som jeg synes er allerbedst, samt en overraskende sang. Mere fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig den subgenre, men hvorfor ikke? Den første sang, de spiller i afsnit 1, er med C.S. Armstrong, og sangen hedder "Ride On".

Den glider næsten sømløst over i den endnu bedre sang, "Bilgewater" med Brown Bird.

En anden megafed sang, er Avi Kaplans "Change On The Rise".

Rytmen, musikken, stemmen - det hele er så fedt, så fedt. Og som jeg sagde, har der endda sneget sig noget native American hiphop ind, en subgenre, jeg ikke lige havde tænkt over eksisterede. Men hvorfor skulle det dog ikke det? Her er det Snotty Nose Rez Kids og deres "Boujee Natives".

Denne stil (hiphop generelt) er ikke noget, jeg som sådan nyder, og Snotty Nose Rez Kids er ikke anderledes hvad det angår. Men det er et meget anderledes viewpoint. Man ser altid forskellige rappere overdænget med diamanter, men disse gutter rapper om deres ... de der tyrkise sten. Jeg kan ikke huske hvad de hedder. Og de snakker om deres lækre damer, som i andre rappere ikke ville have med i deres videoer. Det er egentligt dejligt forfriskende. 

Men se denne serie, der er kun 10 afsnit  indtil videre, den er så vidt jeg ved helt tilbage fra 2021, så der kommer muligvis ikke flere, og hver afsnit varer omkring 45 minutter. Den får 10 RAPs ud af 10 fra mig. 

Jeg kan mærke at der er gået hul på mit venstre ben. Jeg kan mærke at det lækker. Jeg bliver nok nødt til at trække mig tilbage igen, jeg havde ellers håbet at kunne tilbringe lidt ekstra tid her i dag. Men ikke alle kan være så heldige. Jeg håber at du vil overveje at se "Resident Alien", og jeg kan kun sige dette (det passer ikke, jeg kan sige en masse, men lige præcis dette): Alan Tudyk spiller FANTASTISK her. Det er så godt. I LOVE IT!