Musik og sommerferier!

 Jeg elsker musik. Mange forskellige slags musik, mange forskellige genrer og subgenrer. Jeg er vild med ganske almindelig, basic popmusik. Men hvad jeg virkelig brænder for, er rock. Jeg elsker musik som har guitarsoli. Og man finder dem forskellige steder. Steder man kender, som f.eks. Guns N' Roses, Megadeth, Ozzy Osbourne, Halestorm, og jeg er nok nødt til at nævne det mest cringeworthy band i verden, Metallica (Lars er virkelig... ekstra, og hans forhold til James og deres dominering over bandet i alle år frem til Jason skred er fuldstændig absurd). Men andre steder, som f.eks. i Michael Jacksons musik (også på de numre, hvor han ikke samarbejder med Slash), Roxette, Jonny Lang, Welshy Arms, Imagine Dragons og naturligvis Prince. Der er bare ikke noget så godt for ens sjæl som en virkelig veludført guitarsolo. Og det band, som gør det bedst, er uden tvivl Megadeth. Nummer to er Guns N' Roses. Men af bands, jeg lytter til ud over det, som f.eks. Type O Negative, Marilyn Manson og In This Moment, er der ikke rigtig nogen, som bruger den gammeldags guitarsolo. Den, der kan ophøje ethvert nummer. Men prøv engang at lytte til disse to sange (hvis du vil, der er ingen tvang):

Den første er Guns N' Roses "November Rain", som er på pladen "Use Your Illusions I", der udkom i 1992. Jeg bryder mig ikke specielt meget om denne sang, men tjek Slashs solo foran kirken. Den er ret fed, og den hæver hele sangen. Hvis du bare vil høre soloen, starter den 4:12 minutter inde i sangen. Den anden video er med Ozzy Osbourne og hans samarbejde med Elton John på nummeret "Ordinary Man" fra selvsamme titelalbum fra Ozzy. Jeg har det, og jeg kan tjekke hvornår det udkom, men jeg gider ikke, og jeg har 500 bogmærker åbne, så jeg åbner ikke et nyt. Men videoen står på YouTube til at have haft premiere d. 10. marts 2020, og det passer meget godt.

Den guitarsolo, som er  på dette nummer, ved jeg desværre ikke hvem spiller. Men jeg kan da sige, at den er superfed. Og stilen minder mig en smule om Guns N' Roses. Der er jo ingen tvivl om, at Ozzy kom før Guns N' Roses, men så vend det om. Slashs solo minder mig om soloen fra Ozzy og Eltons sang. Hvis du bare vil høre soloen, kan du hoppe frem til 3:16 minutter inde. Denne sang er dog speciel på flere måder. For det første lægger Ozzy ud med at synge omkring 2-3 linjer, og det lyder som om han enten er halvsnadret, eller at han har en fuld tandprotese, som ikke blev isat inden optagning. Elton Johns ene passage er nem at skelne fra Ozzys, selvom deres stemmer er meget ens. Men ikke en eneste gang ser man bare et lille glimt af noget Elton-relateret materiale i de minutter, videoen varer. Det virker som om han bare tænkte "Ja, jeg vil gerne hjælpe Ozzy, jeg behøver ikke at være med i videoen eller noget, jeg vil bare gerne være flink mod en (måske?) gammel ven". Og derfor hedder sangen "Ozzy Osbourne - Ordinary Man ft. Elton John"

Min mormor havde, da jeg var yngre, et sommerhus. Det lå på Enø, ved Karrebæksminde. Det lå som det første hus på højre hånd ned ad en vej, der ville lede en ned til stranden. Der var mange forskellige slags miljøer. Som sagt var der en strand. Men ved stranden var der også mindre klinter, så vi skulle altid passe på ikke at gå for langt ud, fordi et vindpust kunne blæse en ned, og der var i hvert fald 4 meter ned, og der lå altid en masse kæmpe store sten længst inde på stranden. Der var blomsterenge. Skovområder. Der var et lille lysstøberi, som solgte souvenirs. Der var også "down town" Enø. Der var nogle grillbarer, tøjbutikker, en isbar, der var en lokalbrugsen man kunne købe morgenmad hos, og der var en Spar købmand, som man kunne købe sine dagligvarer ind hos. Og der var en såkaldt "ferieby", som bestod af en masse små sommerhuse, som blev lejet ud. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ved det, men jeg ved, at inde i selve feriebyen havde de en ged. Når jeg var der med mine forældre og veninder, eller senere hen kun mine veninder, opdagede vi også ting, som vi ofte vendte tilbage til. Der var et sted på stranden, sådan, midt i klitterne, hvor der lå et hus. Eller skur. Et stort skur, som et smalt, kort 2-etagers skur. I alle de år, var var der, var det forladt. Det stod der bare, med de knuste ruder. Der gik ikke lang tid, før vi begyndte at kalde det for "Morderhuset" eller "Spøgelseshuset" og lavede historier omkring det. Min mormors hus var lidt (temmelig meget) præget af "kolonihavehus -stil". I det lille køkken, som på et tidspunkt havde fået et glowup, var der kommet en ny vask. Men køkkenvinduet gik længere ned end vasken. Så blev sat sammen på en virkelig sær måde. Det værste var, at når man stod uden for og kiggede ind i det lille rum der nu var i vinduet under vasken, kunne man se alle de døde og stadig levende gigantiske edderkopper, som kæmpede for at komme ud. Jeg laver lige en plantegning.

Det kan godt være, at du skal klikke på billedet for at se det bedre. Men det var sådan her, det så ud. Da jeg var lille, var der ikke kommet et brusebad endnu, der var det kun opbevaring. Og da der kom en bruser, var det ikke en kæmpe varmtvandsbeholder, der var blevet sat ind. Det er lige før at jeg tror, at min mormor bare forbandt den med den der blev brugt til køkkenet. WC'et var udendørs. Du gik ud, åbnede døren, tændte for lyset og sad og frygtede alle de edderkopper og dyr, som der helt sikkert ville komme farende. I stuen var der den eneste varmekilde i huset: en brændeovn. I soveværelse 1 stod der 3 senge. De to af dem var skubbet sammen til en dobbelt, og den sidste stod for sig selv. I soveværelse 2 var der en køjeseng, som bragte en alt for tæt på både vægge og loft. Den brændeovn, som min mormor fik sat ind, fik vi at vide, da vi børnebørn som ældre fik lov at låne det, skulle bruges til papruller fyldt med avispapir (det var nogle specielle paprør, sådan nogle industriruller-agtige nogen) og affald, der kunne gå i den. Men hver gang jeg kom der, lå der mælkekartoner, plasticposer og den slags - alle de ting, man ikke skal brænde af. Der var, uden for ejendommen, en lille sø. Der svømmede vildhøns (er det det, de hedder? Jeg har en følelse af, at det ikke er det, de hedder. De var sorte med hvide pletter på vingerne), der var fisk, og det var ekstremt idyllisk. Der var et lille nethegn rundt om, inde på græsset, og langs det, voksede brombærbuske. På den anden side af søen var der ikke noget hegn, og der var altid en dreng og hans far, som stod og fiskede. Der var mange guldsmede, og midt i andedammen, eller hvad det var, var der et lille hus. Det var hyggeligt at være der, selvom jeg var pissebange for edderkopper og de var der allevegne. René og jeg mødte hinanden på vej til en weekend i dette sommerhus i den første weekend i februar i 2001, og vi var afsted igen om sommeren. Af og til tænker jeg på det, og meget lige i øjeblikket. Jeg tænker over de tidlige øjeblikke, som når jeg løb rundt i haven eller ude på græsset ved søen og bare... var et barn mens nattens dug stadig sad på græsstråene.

Det skulle vise sig at være noget, jeg kom til at holde af. Som ældre begyndte jeg at vende op og ned på dag og nat, og jeg var faktisk ret ofte meget sent i seng og meget tidligt oppe, hvis jeg overhovedet sov, for det meste sov jeg bare lidt efter skole. Men sommerferierne... Mand. Det var den bedste tid på året. Hvert år. 7 hele uger, hvor man ikke skulle koncentrere sig om at lave lektier, følge med i timerne, forstå hvad der blev sagt og alt det. Man kunne bare slappe af. Den ultimativt bedste sommerferie (det må det have været, siden det er den eneste, jeg rent faktisk kan huske) var 1993. Det var året, hvor mine forældre og jeg turede rundt i Europa for at ende i Paris (de mente at jeg var en Euro-Disney kind of girl), og jeg havde uanede mængder af lommepenge. Jeg købte så mange Guns N' Roses T-shirts, og alt muligt andet bras. Jeg kom hjem og faldt ind i de gamle vaner, men det var dejligt! Jeg stod tidligt op om morgenen, gik i bad, ordnede mit hår, fandt min WalkMan frem og satte mig ud på gyngen mens jeg ventede på at vennerne kom ud. Og igen; jeg husker at græsset stadig var fugtigt fra natteduggen, fuglesang mellem numrene, solskin (som ikke var irriterende), min superfede, grønne mountainbike, vinden i håret, ghettoblasteren på skulderen mens veninderne og jeg hørte Guns... Det var en magisk tid. Jeg var 13 år i 1993. Det er vitterligt den eneste sommerferie, jeg som sådan kan huske. Nuvel, jeg er 44 år gammel nu, det kan jo ikke lade sig gøre at huske alting for evigt. Men engang i mellem dukker disse små, ellers glemte minder frem, og giver mig lidt glæde i hverdagen.