Hulja er højst sandsynligt tilbage på arbejde i næste uge, og snakken om den buket blomster, vi ville have sendt i denne uge, står stadig åben. Vi er ikke kommet videre. Mon ikke det ender med, at vi ikke sender hende noget? Hvis jeg ikke har fået nævnt det, er Hulja den sekretær, der sidder på røntgenafdelingen på Køge sygehus og oplyser ethvert besøg med sit dejlige smil. Hun skal have blomster fordi hun er så dejlig, smilende og imødekommende - det er René og jeg rørende enige om :)
Mit sår er begyndt at klø rigtig meget, og selvom det driver mig til vanvid, gør det mig glad, for det er tegn på en (endelig) heling. Den har jeg ventet på meget, meget længe. Jeg er blevet bedre stemt siden i går, men jeg er ikke i bedre humør, for det er godt nok ikke den rare besked at få, når man troede, at man kom for at få at vide at alting var godt og man kunne smide støvlen. At det faktisk er nøjagtigt modsatte. At jeg skal hinke, hvis jeg skal nogen steder uden støvle. Argh. Det er sgu da belastende. Jeg hader det så meget. Men okay. Én måned er vel for pokker til at leve med.
Men jeg fik jo så de her nye sko i går, som... er nøjagtig magen til dem René har. Shoot! Ens bukser, ens bluser, ens sko... Vores jakker er ikke ens, vores tasker er ens, men har hver sin farve. Renés er gul, og min har en eller anden form for militærgrøn farve. Det er Eastpack begge to. Så forskellige jakker - men begge sorte. René har så fået købt sig en hue. Sort. Han har fået et par af mine gamle vanter. Sorte. Jeg bruger et hvidt, strikket sjal og grangrønne luffer. Nå ja, og så har vi ens refleksbånd om håndleddene. Der går totalt hr. og fru Danmark i os.
Dette er min kosmetikskuffe.
Den indeholder kun de ting, jeg bruger til dagligt.
(eller har brugt for nylig)
- og ja, det lille, lilla spejl øverst i højre hjørne, foran den røde vareprøve,
er det spejl, jeg lægger makeup i til dagligt. Jeg har en kasse, jeg stiller det på, og som jeg kan indstille
vinklen på. Genialt. Lige til at pakke væk igen bagefter :)
Denne næste skuffe er min "medicinske skuffe".
Den indeholder kun hovedpinepiller og andre smertestillende, jeg har fået udskrevet
af lægen. Jeg har også forskellige cremer liggende dernede.
De dér blå tingester er meganice - det er gelepuder, som har en kliktingest, som -
hvis man vrider den - giver øjeblikkelig varme. Når de er blevet kolde, bliver de helt
hårde. Men hvis man koger dem i 10 minutter, kan de bruges igen. Og igen. Totalt fedt.
Jeg har to skuffer mere. Men det er noget værre rod, selvom jeg lige har ryddet op. Haha.
Jeg skal have ordnet køkkenet, men jeg er total gået i betalingsstandsning, jeg er virkelig totalt gået i minus på overskudskontoen. Jeg magter INTET. Jeg er fuldstændig død for energi. Det er René også. Det er egentlig mærkeligt... Men sådan er der vel så meget. Jeg må jo komme igennem det, altså, jeg er en voksen kvinde, jeg har ansvar, jeg har ikke bare muligheden for at lukke mig inde. Jeg har både René og Emma at spekulere over. Ja, og mig selv, vil nogen nok mene. Det må de gerne, men det ændrer intet. Jeg ved, at René siger at jeg tænker for lidt på mig selv. Det er sødt sagt, men... Ja. Not gonna happen. Jeg har andre ting at gøre end at sidde og tænke på mig selv - når jeg tænker på mig selv, så blogger jeg, og eftersom jeg gør det i rigelige mængder, skal han ikke sige, at jeg ikke tænker på mig selv. Hehe. Den kan jeg bruge næste gang, han begynder at bitche om alt det dér.
Klokken er lige om lidt 23. Min svigerfar bliver 65 år her i morgen, og jeg vil være den allerførste, som sender ham en hilsen! Derfor vil jeg sidde klar ved computeren, når klokken er 23:59 - jeg har jo selvfølgelig skrevet mailen før det. Jeg overvejer at starte på den nu, så det kan blive en ordentlig, god e-mail og ikke bare en "hey - 65, tillykke gammelpot" - for sådan er det jo ikke. Jeg ser frem til at finde på noget godt, så jeg vil skrive noget nu, og så vil jeg være klar til at sende det om en lille time :) Det bliver awesome, nemlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar