Ordentlig mascara-lægning

19:05. 

8 timer uden min mand omkring mig. Det er mange år siden, vi sidst har prøvet det. Jeg savner ham sygt. Jeg savner ham så det gør ondt inden i. Som en kæmpe knude i maven, der bare vokser minut for minut. Jeg har lyst til at ringe til ham, men der er sgu alligevel ikke dækning på mobiltelefonen hvor han er. Og han skal heller ikke belemres med mine dårlige følelser. Han skal ikke vide noget om, hvor dårlig en dag, jeg har haft. Så bliver han ked af det, og vil ikke gøre det igen. Men det skal han - han skal se noget andet end mit fjæs. Jeg har i øvrigt endelig fået lært min mascara at kende, efter nogle katastrofale forsøg over de sidste dage. I dag, her for en times tid siden, puttede jeg makeup på, fordi jeg havde trang til at prøve mascaraen, og jeg synes faktisk, at det er blevet nøjagtig det resultat, jeg gik efter!

De andre gange, hvor det har været så katastrofalt, hvor jeg enten har fjernet det med det samme, eller har undgået at kigge på mig selv hele dagen, har jeg fået lagt det på, så det nærmest lignede kunstige vipper. Det er jo ikke meningen! I hvert fald ikke på mine øjenvipper. Det er fordi jeg har begået fejlen at starte udefra og arbejde mig ind. Nu har jeg så lært, at man starter indefra øjenkrogen og arbejder sig ud. Det er den børste, der er på mascaraen, i øvrigt også lavet til, hørte jeg hende sige, som solgte René den, da han var i Matas for at købe den til mig. Så hvis jeg nu havde gjort som planlagt, ville jeg for det første ikke have brugt så meget tid på det, og for det andet ikke havde spildt så meget mascara på det.