Jeg tager vist ikke hensyn til Renés smerter. Han har i hvert fald fået et mindre føl over det lige før. Jeg synes nu godt, at jeg kan forstå, at han er plaget af smerter, og at jeg tager stor hensyn til ham i hverdagen. Men den sætning, jeg hører mest, udover "Jeg elsker dig" er "Jeg tror ikke at du forstår hvordan det er at have ondt!" eller noget i den retning, den svinger lidt alt efter i hvilken sammenhæng, den bliver brugt i, og jeg er sååå træt af det. For jo, jeg forstår det godt! Jeg har selv ondt. Jeg er bare... kan han ikke finde på noget nyt? Jeg tager fuldt ud hensyn til ham. Jeg er lidt såret eller irriteret, måske begge dele, over at han faktisk siger den slags til mig.
Jeg er efterhånden en del sulten. Jeg spiste et rundstykke omkring klokken 11, men fordi man propper sig, kan man jo godt føle sult igen senere på dagen, og nu er klokken 17. Men René har lige spist. Så jeg venter lige med at lave mad.
Men nu har han fandeme gjort mig urolig... Jeg spurgte ham "Er du sulten?" Han svarede "Jeg har jo lige spist" og jeg svarede "Nå, okay, jeg kunne bare ikke huske, om jeg havde lavet mad til dig". Så spurgte han "Tester du mig?" Og nu er jeg bange for, at der er noget alvorligt galt. Tester han han, om jeg tester ham? Jeg er pisse bange, og de andre er begyndt, nu, at vende sig imod mig. At give ham ret. Jeg kan ikke høre deres stemmer, men de kredser ind om mig, i en cirkel. Så meget det nu kan lade sig gøre i denne lejlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar