Jeg er ved at dø. Indefra og ud. Lige så langsomt. Smertefuldt. Hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg så deprimeret? Jeg har ikke noget at være deprimeret over. Jo, nogle småting, men intet der kunne sætte mig i dette stadie. Stoppede jeg på et tidspunkt hvor jeg ikke burde? Det er jo 9 år siden. Så er der rimelig lang tid at indhente. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Men jeg tager en pause nu, tror jeg. Lukker lidt ned for "omverden". Jeg sætter min telefon på lydløs, tænder computeren for musikkens skyld og laver andre ting end at blogge. Jo, musikken holder jeg ved lige.
Jeg vil kæmpe til det sidste for at holde hovedet over vandoverfladen, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan. Jeg føler at jeg drukner, og jeg ved godt, at jeg har en drømmemand, men han giver mig dårlig samvittighed ved at være så forstående, sød og hjælpsom.
Jeg ønsker at sove hele dagen, bare være væk, og ikke i denne verden. René er alligevel med mig i drømmene, så det gør ikke så meget. Det her fungerer ikke. Jeg må have hjælp. Men kommunen er for sløv. ALT for sløv. Måske skal jeg i stedet sulte lidt, og så betale selv? Jeg er alligevel fed nok til at kunne miste nogle kilo.
Godnat og sov godt.
Kære Rikke, jeg kender ikke dig og du kender ikke mig, men alligevel har du fået en plads i mit liv.
SvarSletJeg faldt helt tilfældigt over din blog for 6 måneder siden, til at starte med blev jeg lidt forskrækket eller måske nærmere overrasket over din måde at skrive om dig og dit liv på, men det fangede mig på en helt underlig måde, jeg kunne lige pludselig ikke stoppe med at læse, ja jeg læste tilmed dine tidligere i indlæg.
Jeg læser mange blogs, din blog er min ynglings blog. Selvom du ikke skriver om mode, makeup osv. Som jeg især interesserer mig for har din blog en helt særlig plads hos mig, hvis jeg kan se du har lagt et nyt indlæg op læser jeg det ikke altid med det samme, jeg vil sætte mig til rette, jeg vil "nyde" det. Jeg ser din blog som en virkelig god, spændene bog som jeg hele tiden glæder mig til at læse videre i.
Det jeg vil med dette indlæg er at fortælle dig at lige uanset hvor ked af det, uoverskuelig eller værdiløs du må føle dig, vil der altid være nogen som ser dig på en helt anden måde. Jeg håber at du vil finde en ro og et håb som kan hjælpe dig til at komme igennem denne følelse du har lige nu. Du er noget værd, en hel del.
Kærlig hilsen
Mie
Hej Mie
SvarSletHelt uventet læste jeg din kommentar her til morgen og blev meget rørt. Jeg er ked af, at jeg ikke har svaret, men jeg har forsøgt sådan at holde mig lidt væk fra bloggen, men nu skulle jeg til at skrive en, og så jeg fået en kommentar.
Den betyder meget, og jeg er glad for den. Tusind, tusind tak. Jeg græd, da jeg læste den op for René - af glæde. Tak.
Kærlig hilsen Rikke