Suk. Mit hjerte er tungt lige nu. Jeg ved godt, at jeg ikke vil skrive ynke-blogge. Det gælder (heller) ikke denne blog. Jeg sidder foran min computer. Det havde I nok regnet ud. Jeg skriver, drikker lidt hjemmelavet sodavand.
Jeg er træt. Jeg går rundt og forestiller mig, at alt bare er lækkert og lyserødt. Jeg siger til alle, at sådan er det. Men fakta er, at alt ikke er lækkert og lyserødt. Selvfølgelig siger man ikke det her til sin elskede. Han/hun vil blive ked af det og tro at det er deres skyld. Men... når sandheden skal frem, så... Hvordan siger man sådan noget?
Jeg har svært ved at se det i øjnene selv. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan få de tanker. Hvorfor jeg står her, som jeg gjorde for 10 år siden. Det er en falliterklæring. Jeg er en forvirret teenager. Jeg dur ikke til det her. Og værst af alt, har jeg ikke ordene. Jeg kan ikke sige det højt, jeg har bare tankerne inde i hovedet.
Jeg har snart bryllupsdag. En rigtig dejlig dag. Hvordan kan disse tanker opstå? Nu, hvor jeg glæder mig vildt og inderligt til dagen, hvor vi kan fejre vores 5. årsdag? Det er jo ikke bare "sådan er det", det er noget jeg har tænkt over i et godt stykke tid.
Jeg lytter rigtig ofte til den sang, der er sat ind her. "Heart of Steel". Det er ufatteligt, hvad man kan, når man har sat sig for det. Hvor stort ens mod vokser sig, hvor stærk man kan blive. "What doesn't kill you, will leave a scar" - er det ikke sådan, det er?
Jeg kan ikke helt overskue det mere. Ingen af delene. Jeg har mest af alt lyst til at gå i seng og glemme alt om begge dele. Jeg elsker René. Jeg elsker ham så ufatteligt, ufatteligt højt, at der ingen ord findes til at beskrive det. Han er mit et og alt. Og alene på grund af ham burde de her tanker slet ikke være her. Hvad har startet det? Hvad har sat det i gang?
Jeg ved det ikke. Jeg burde ikke tænke sådan nogle tanker, alt burde være lækkert og lyserødt.
Det er det bare ikke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar