Hvorfor vokser de altid hurtigere? - Hvad er hemmeligheden?

Ih... Jeg bliver så glad af at høre Type O Negative. De er vendt tilbage til mig. Min sørgeperiode over Peter er slut, efter kun 3 år (!), og nu er jeg i stand til at lytte til deres musik med 100% glæde og glædes over de dejlige stemmer, den dejlige musik og alt det dejlige ved Type O Negative. Jeg er måske, i hvert fald i dag og i skrivende stund, mere glad for dem, end jeg ellers har været. Det er som om, jeg har fået et spark i røven og kan høre deres lyd igen - men med fuld styrke, for det, de har lavet, kan ikke blive mere perfekt. Det er... Ja. Perfekt. Jeg elsker musikken, jeg elsker det, jeg sidder og lytter til nu. "Wolf Moon" er netop gået i gang. Det er en fantastisk sang, som jeg har elsket i mange, mange år. Den er jo helt tilbage fra "October Rust". Wauw. Tænk engang. Det var den første plade, jeg hørte med dem. Jeg kan ikke helt sige, hvad min yndlingssang er. De har lavet så utroligt mange. Men hvis der blev sat en pistol for min pande og jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg vælge... "Be My Druidess" fordi den gør mig i godt humør. Hvis jeg fik en "ekstra chance" ville jeg vælge "Anesthesia". De fleste af Carnivores sange er ikke helt lige... Mig. Derfor ville jeg ikke vægte dem så højt. Men Type O Negative er jo noget helt andet.

Oh but I... Jeg skal i bad. Jeg har ikke været i bad siden jeg ikke kan huske det, og jeg trænger til at blive vasket. Det er lidt sent, og jeg er lidt bange, men visse ting skal man igennem, og jeg føler, at jeg burde gå i bad. Jeg er bedst til at bade om aftenen. Det er mere "my kinda thing". René fandt mascara på mit øjeæble, helt inde i krogen ud mod tindingen. Sidste gang, jeg havde mascara på, er ca. 2 uger siden, så at det har siddet der så langt tid uden at komme med gener før i dag, er temmelig spændende.

Medicinpriserne og tilskuddene bliver lavet om fra på mandag. Jeg er ret tydeligt på vej til et sammenbrud, for det meste af det medicin, jeg tager, står på "den sorte liste" - eller hvad man kan kalde den. Renés også. Han skal til at betale fuld pris for sit smertestillende præparat, som vil komme til at koste os omkring 1400 kroner hver måned. Og hvad sker der med den medicin, jeg tager? Jeg er sygt bange, René forsøger at berolige mig, men pga min ellers psykiske tilstand, er det svært, og det hele er faktisk et kaos herhjemme i dag, og det har det været siden i morges. Lige siden jeg vågnede klokken 8:22. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt for mig. Det er bare ned ad bakke det hele. Øv bøv. Sådan er livet, men det er stadig sur røv.

Og hvorfor - hvorfor?! - vokser ens lillefingernegle altid hurtigere end alle de andre negle? Jeg går i bad. Jeg har bestilt for en formue hos nemlig. Men da jeg så skulle betale... havde jeg kun bestilt for knapt 600 kroner. Så jeg sneg mig ind under "Drikkevarer" og købte en multijuice. Den stod ikke på indkøbssedlen, men når nu jeg havde købt alt på sedlen og det blev langt under det forventede beløb, valgte jeg at snyde mig til en 2-liters Rynkeby Multijuice. Det er en af mine yndlings-juicer. De kommer med varerne i morgen mellem 11-12 :) Cool. Ingen planer.

Nå. Badet.

Dårligt fundament

Hehe... Jeg så et gammelt interview med Peter i går. Det var sjovt at se ham på den måde. Jeg er vant til at kende ham igennem musik. Det var sjovt at se det på en helt anden måde. Han var en mærkelig mand. Jeg kan lide ham.
Se Full Metal Jackies interview med ham, det er fra 2007. Virkelig godt. Det er lagt ud over flere omgange, så der er altså flere link. Sorry. Men tjek det ud. Peter Steele: part 1  part 2  part 3  part 4  part 5

28. februar, guys... jeg skal sgu se at komme i gang med min fars gave! Jeg må finde nogle opskrifter og prøve dem af. Det tager jo også tid at sy bogen sammen, og jeg skal finde ud af, hvordan jeg vil gøre... Der er mange aspekter i det. Men jeg håber at de har nogle opskrifter på Hjerteforeningens hjemmeside, ellers ved jeg sgu ikke, hvor jeg skal lede efter dem... Men jeg kan jo selvfølgelig søge efter dem på google.

Jeg kommer mig sent over det, Hamid skrev til mig, lige inden han gik i seng: "en 24 årige danske blondine. det ku ikke være bedre" Jeg blev helt paf... Virkelig, sådan... Paf.  Så jeg lukkede hans e-mail og gik i seng.

Jeg har tænkt på i et stykke tid nu, om jeg ønsker at være hans ven. Jeg hælder kraftigt mod et "nej", men jeg ved også, at når han slår op med sin kæreste, har han ikke nogen at snakke med, og derfor synes jeg ikke at jeg kan tillade mig at gå fra vores venskab. Men det er jo ikke en måde at bygge et venskab på. Dårlig samvittighed.

Kampzone

Jeg er en smule rystet, så den time, jeg brugte på at gå ned og købe ind (16-17), som egentlig var min Blogspottid, som egentlig først starter igen klokken 22, lige kommer med et enkelt indlæg. Ja, rodet sætning.

Jeg har været nede og købe ind. Der er en vej, hvor man må køre 70 km/h, og pludselig kom der en bil drønende med over 110 km/h og nedrullede vinduer. Jeg kiggede per automatik efter bilen,og René råbte "Se den anden vej!" og det gjorde jeg så. For jeg havde slet ikke tænkt på det, jeg er ikke vant til at bo midt i "den slags". Men det var en af banderne, som kørte forbi os. Bossen af "Black Cobras" bor lige i nærheden, og hver dag bliver nogen skudt eller stukket ned, og hver weekend er det ekstra slemt. Det er en dårlig idé at gå ned og købe ind efter mørkets frembrud. Hvis nogen sviner mig til og kalder mig fede luder kælling eller fanden de nu finder på - kan jeg intet gøre, for hvis jeg siger det mindste, kan jeg risikere at blive skudt eller stukket ned. Det er vigtigt at holde sig gode venner med alle der bor i området. Hilse på alle, selvom de ikke bor, hvor man selv bor. Huske at vinke som tak, hvis de holder tilbage for en i en rundkørsel, hvilket de skal i forhold til færdselsloven - men 75% af bilisterne gør det ikke. Man kigger ikke nogen i øjnene, og man siger ikke noget, hvis de siger noget grimt til en. Man sørger for, at alle i nærområdet kender en, som f.eks. pizzabuddet, som ofte får 25-50 kroner i drikkepenge. René ringer ned på pizzeriaet og siger tak for mad. Mennesker, der bor i nærområdet tilbyder at køre ham hjem, når han handler alene. Alle elsker René. Men jeg er ikke så udadvendt, og ikke mange elsker mig.

Grunden til, at jeg er lidt rystet, er at jeg pludselig i det sekund indså, at jeg egentlig lever i en kampzone. Det er alle mod alle. Det er det rene ... ja... Det er en by i kaos. På en måde hader jeg Køge, men jeg ved, at det er et spørgsmål om tid, før alle byer er ramt af bandekrige og opgør på åben gade. De er jo ligeglade med politiet. Politiet er latterlige. Det gør intet. De kan intet gøre. De kan bare stå og se på det ske. Tage dem med i detentionen, men de bliver lukket ud igen dagen efter. Hver eneste dag kører ambulancer og politibiler (mest de store) forbi, næsten aldrig brandbiler, men de store "politibusser" og ambulancer. Dag ud, dag ind. Jeg  går rundt og frygter den dag, hvor René eller jeg bliver ramt af en kugle, af en kniv eller et bat. Hvad kan man gøre? Melde det til politiet? Det er det samme som at underskrive sin dødsdom.

Iført spændetrøje og sort sæk over hovedet - med tvang

Hamid skrev til mig forleden og spurgte mig, hvad jeg syntes om dette billede. Straks jeg så det, tænkte jeg, at det lignede at han var en galning iført en spændetrøje. Jeg er klar over, at mine tanker bar mig i retning af den konklusion, var fordi at jeg ved, at han er skingrende sindssyg. Han er skizofren. Det er til at tage at føle på. Men han er altså ikke bare skizofren. Han er skingrende sindssyg. Som jeg er, faktisk. Vi er det bare på hver vores facon. 

Han ligner en galning, på vej til at blive indlagt - især fordi jeg har malet en sort sæk over hans hoved! Haha. Det er et billede taget hjemme hos ham selv, og julepynten er hængt op af hans forældre, som elsker jul. Så var det meget heldigt, kan man sige, at de flyttede fra Iran til Danmark. Men Hamid blev skuffet over min reaktion på billedet, for angiveligt skulle det være det bedste, der nogensinde er taget af ham. Og det er en løgn. Han siger at han kun har modtaget ros for det, og at folk siger at det er vildt godt - men jeg ved, at der er taget meget flottere billeder - han har f.eks. sendt nogen af dem til mig. Med posten.

Anders og Dorte har lige været her for at aflevere fjernsynet. Jeg kan slet ikke komme mig over, at vi bare sådan lige får kastet et fladskærms TV i hovedet, ganske gratis - det er fuldstændig vildt. Carsten faldt på trappen i samme minut Anders og Dorte skulle til at gå, og jeg beordrede dem til at lade ham ligge. Nu er det fandeme nok, altså...! Nu må han sgu flytte! Ellers må vi. Men han er til gene for hele opgangen. Så jeg tænker at det er ham, der burde flytte.

Jeg synes at det er så rart at gårdmændene er blevet mere villige til at hilse tilbage når jeg vinker til dem, efter jeg smed sedlen med ros i deres postkasse. Før hilste de kun, når René var med. Men nu hilser de også på mig. Yay! Det er cool at være anerkendt. Eller hvilket ord man nu skal sætte på. Vi bor i en opgang, hvor der bor en yngre herre (lige 5 år yngre end os, vil jeg tro. Eller... Der er jo 4 år imellem René og jeg. Så han er vel 30 år, ham gutten), og så er der Carsten, som er et sted mellem 40-45 år, og så os. Der er 6 lejemål i opgangen, og resten af beboerne er mere eller mindre gamle gubber. Her hilser alle på alle. Den yngre herre hilser ikke på nogen, men alle andre er klar med et smil og et "hej" :) Også i alle andre opgange i vores indkørsel. Flemming, som altid hjælper Carsten, er sted mellem 80-85 år gammel, og har sammen med sin hustru Grethe en velgørenhedsorganisation i Afrika. Grethe er dernede netop nu, hun har været dernede i 3 måneder, og Flemming regner med, at han snart rejser ned og genoptager arbejdet.

Jeg var forberedt på, at Renés visitator fra kommunen ville dukke op. Det var en aftale, som havde været planlagt en uge før. Men at Anders og Dorte dukkede op slog lidt benene væk under mig. De var i en halv times tid, ikke meget, men for længe i forhold til, at Rikke netop havde været her. Jeg tror, at der gik omkring 20 minutter fra hun gik til Anders ringede. Jeg er ikke god til den slags. Mennesker nej tak, Jeg ønsker mig ikke ned i Fakta i dag, ja, eller Kiwi, men det skal jeg. Det er bar' nederen. Jeg kan ikke bare blive hjemme. For helvede. Jeg vil hellere bare sidde og se en film. Eller noget. Jeg er monstertræt, men det er alt for sent at gå i seng og tage en lur  hvis jeg også skal ned og købe ind. Og lave mad. Det er mest maden, jeg tænker på, for vi skal ikke spise ved 21-22 tiden, som vi har gjort de sidste mange dage. Dårlig stil.

Jeg er bare virkelig træt... :( Jeg bliver nok lige nødt til at sove i en halv times tid. Og jaja, jeg skal nok stille vækkeuret :P

Respektabel

For pokker! Vi får gæster om 1 time, og jeg skal i bad - men jeg har kramper! Jeg er stået op tids nok til at de kunne nå at forvinde, men ikke så tidligt at de ville dukke op - jeg stod op 9:15. Min plan er at gå i bad klokken 10. Men nu er den 5 minutter over, og jeg har stadig kramper. Jeg gik i seng til sædvanlig tid: klokken 2:30. Jeg burde ikke have kramper nu. De kommer altid, når jeg skal noget. Måske bliver de udløst af en form for stress? I så fald har neurologerne jo ret i, at det er pseudoanfald. Jeg føler, at tiden, et bad tager, er ved at løbe ud. Hun kommer ved "11'tiden" - det kan jo være både før og efter 11. Jeg må nok acceptere, at jeg ikke kommer i bad før hun ankommer. Jeg kan altså ikke nå det på 30 minutter. Det tager 45 minutter, og så er klokken 11, så hvis hun kommer bare lidt tid før, er jeg slet ikke klar til gæster - det er ikke fair overfor René.

Personligt går det - tilsyneladende - ikke særlig godt. Jeg synes at alt er i den skønneste orden. Jeg har ingen problemer, udover at tingene skal være lige. Og jeg har fundet en "coping-metode" - jeg skal gøre noget 7 gange. Det gør jeg så. I dag klaskede jeg mig på låret 7 gange. 7 er et tal, jeg godt kan lide. Det er pænt, det er flot, og det ligger godt i munden. Hvis jeg bare gør noget - hvad som helst - 7 gange, så er alt ok igen. Men René kalder det selvskadende adfærd og vil have  mig indlagt. De spilder ikke dyre sengepladser på folk, der klasker dem selv 7 gange på låret, men jeg lader ham tro, at det er noget, jeg er virkelig bange for.

Jeg bliver nødt til at gøre mig selv lidt respektabel at se på... :S Ønsk mig held og lykke!!!

Love you with a big 'L'

Jeg har lyst til at ordne Renés fødder i dag, jeg ved egentlig ikke hvorfor... Det kom bare lige pludselig til mig. Jeg har brugt 1½ time på det. Jeg har nået ½ fod. Og den er stadig ikke nær at være færdig. Så har man altså hård hud! Men han går også altid på bare fødder. Det gør alting meget værre.

Men jeg er i godt humør her til aften. Jeg hygger mig, har det rart og det hele er bare totalt cool. Renés nye visitator kommer i morgen, hun kommer klokken 11, og jeg skal have været i bad inden. Dvs. at jeg skal være oppe ALLERSENEST klokken 9:00. Derfor må jeg nok hellere se at få ordnet Renés fødder!

Der er bare kærlighed i luften her i aften. Love you big, baby! Jeg kan slet ikke elske René mere, tror jeg! Mhm!

For træt til at være frisk

Øhm... Mit toilet er ved at vælte. René har renset soklen for kraftigt og har fjernet noget af det, der holder wc'et fast. Vi har haft en af de dér gårdmænd oppe i dag, og han sagde, at de har samme problem i andre lejligheder. Men der ligger støv fra det, der er fjernet, så han kan ikke komme ind og reparere det. Derfor skal vi have en fagmand ud for at ordne det.

Jeg er supersvimmel lige nu, det hele kører rundt, og jeg tror, at grunden til, at det gør det, er træthed. Jeg er meget, meget træt. Jeg overvejer at tage mig en lur, for jeg falder hen konstant. Men jeg har fået meget lidt søvn i flere dage i træk - den her havde jeg sgu ikke set komme.

Jeg tror egentlig bare, at jeg hopper i seng, for ellers falder jeg helt i søvn :/

Mod. Hvis bare jeg havde det... Men en kujon jeg er!

Wauw. Anders og Dorte... De er de mest gavmilde mennesker, jeg kender. Seriøst.  Jeg kender ingen mennesker overhovedet, der er så gavmilde. Først gav Dorte os et helt sæt Tupperware (det ægte), så fik vi en seng, som er af virkelig god kvalitet. De skulle af med den, fordi Dorte fik nogle penge efter hendes mors død, og de sukkede efter elevationssenge. Og nu? Nu har Anders ringet og spurgt om vi vil have deres gamle LCD fjernsyn, for de har et i overskud. De vil ikke acceptere betaling for noget af det - ikke engang en middag på vores regning eller noget som helst. Det er utroligt. Virkelig... Jeg mener... Wauw. Anders og Dorte er vitterligt de mest gavmilde mennesker i verden. Og Anders stiller op her og skruer alt op, skærer ud, borer huller og alt, hvad der skal laves, Dorte hjælper med rengøringen, når vi ikke kan klare mere, og vores elendige hjemmehjælper bare ikke kan levere varen. Anders kører os rundt, hvis vi spørger. De fortjener en hyldest. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Kun én gang. Da jeg faldt ved bussen, og en fremmed kvinde hjalp mig op og sørgede for, at jeg var okay, krammede mig, og da René kom, krammede hun også ham - hun havde selv dårlige knæ, sagde hun, og gav os begge to et kys på kinden. Hun spurgte flere gange om jeg havde det godt igen, om jeg var okay. Jeg sidder og græder lige nu. Det er måske nok lidt mere værd end Anders og Dortes gaver til os. Og jeg ved, at de fleste af dem, jeg kender, nok ville gøre det samme som Anders og Dorte, hvis det var muligt - det ville jeg i hvert fald selv - men at modtage alle de mange gaver virker fuldstændigt surrealistisk. Jeg har ikke haft chancen for at være så gavmild som Anders og Dorte, men jeg vil gerne være det. Og jeg vil især gerne kunne udvise så stor respekt og omsorgsfuldhed for fremmede mennesker, som den kvinde gjorde for mig.

Men ellers er jeg okay igen. Jeg tænker ikke så meget på Renés mave længere, selvom jeg er VIRKELIG irriteret på min mor over hendes konstante kritik over Renés overvægt. Er det ikke nok, at hun er over mig som en høg? Hvorfor skal hun også være efter René? Det gjorde mig lidt vred, men jeg lod det ikke bide sig fast. Hun sagde, at den hårde knude der er på hans mave er ufordøjet mad, som ikke kan komme ud, og at han har ufordøjet mad i maven, fordi han har ødelagt sin operation. Hun kan ikke forstå, at manden i 2011 fik undersøgt maven og tarmene, og at ALT var som det skulle være. Mavesækken er ikke blevet større, og tarmene sidder, hvor de skal. Det, hun ser, er en fed mand, der altid ligger i sengen. Jeg siger til hende "Mor, han kan ikke bevæge sig ret meget, han går alt det, han overhovedet kan, men han tager altså Metadon og flere andre smertestillende præparater, som gør ham sløv, og de tager ikke engang smerten helt." Hun siger "Jamen, det hjælper hvis han taber sig" - og nej. Det gør det ikke. Først og fremmest fordi han på et tidspunkt tabte 40kg, og det ingen effekt havde. For det andet fordi 2 ortopædkirurger uafhængigt af hinanden har sagt til ham, at hans rygsygdom er genetisk betinget, og at han vil have ondt, uanset om han vejer 30 eller 130kg. Der er ingen andre der fatter det. René ligger ned det meste af tiden, og så snart han har overskud til at gå, kommer vi ud at gå en tur - enten bare en tur, eller ned for at købe ind. Vi gør alt, hvad vi kan for at vi komme ud, og det gør vi stort set hver dag. Men når man ligger ned, mere end man bevæger sig, og samtidig spiser, ja, så tager man på. Også selvom jeg sørger for, at han får sund mad indenbords.

Folk og deres fordomme. Folk og deres gavmildhed. Folk og deres omsorg.

Engang imellem kunne jeg godt tænke mig, at jeg turde at sige min mor imod.

Åh nej...

Krise. Endnu mere end før. For lægen ved ikke hvad det er, han har aldrig set den slags før. En CT-scanning er nødvendig. Jeg ryster i hele kroppen af skræk. Men jeg kan ikke være svag. Jeg må være stærk. Også selvom jeg er mere bekymret nu end jeg var før. Jeg er midt i mit livs katastrofe. Virkelig. Katastrofe. Af dimensioner. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg gøre noget? Hvad med René?

Bobby McFerrin "Don't Worry, Be Happy"

"Simple Pleasures" 1988

Nye åbningstider

Eftersom min afhængighed af internettet er ude af kontrol, er jeg nødt til at gøre noget ved det. Jeg bruger for meget tid på at blogge, men især på e-mails. Jeg har så meget at svare på altid, synes jeg, og fordi jeg elsker at skrive, sørger jeg for, at alting er up to date - jeg svarer folk med det samme, for jeg sidder jo alligevel med Hotmail åben og kan se, når der går en flue i indbakken. Derfor har jeg sat restriktioner på. Der er åbningstider for Hotmail og Blogspot. Derfor logger jeg ud når jeg har skrevet noget, og tiden er udløbet, og så lukker jeg fanen. Og så kan jeg åbne den igen ved næste tid. De nye tider er:

09-12

15-17

22-01

Det er det bedste, jeg kan gøre lige nu. Hvis det ikke virker, må jeg finde på andre, drastiske måder. F.eks. kan René spærre for siderne i det tidsrum, jeg har vurderet, at jeg ikke skal være på nettet. Det er mig, der har bestemt tiderne. Google og Youtube og alle andre sider er stadig åbne. Bare de to, Hotmail og Blogspot, er lukkede. Jeg vil forsøge at bruge mere tid sammen med René, og jeg vil bruge mere tid på de ting, jeg er i gang med i mine filer, men som jeg aldrig får arbejdet med, fordi jeg sidder på nettet.

Lige nu er klokken 17:24. Fordi jeg er forsinket, må vi ko sige, at jeg hopper på 22:30 - om jeg kan vente så lang tid. Pyha!

Det kræver en kæmpe spand styrke. Kæmpe.

Oh... Ikke så lang tid igen. Er det ikke sygt? Jeg bliver nødt til at distancere mig fra det her. "I'd rather not care than to be aware.... be scared" - fra "Anethesia" af Type O Negative. Jeg må vitterligt koncentrere mig om andre ting. Jeg kan f.eks. koncentrere mig om opvasken. Om mine bekymringer omkring mit eget helbred. Om sortering af mine kæmpe stakke af papirer. Om en masse andre ting end Renés... Ja. Det er vigtigt, at jeg ikke sidder fast i det. Jo mere jeg tænker på det, jo værre bliver det. Jo værre kan jeg fantasere mig udfaldet vil være. Kender I ikke det? Man sidder og lægger mere og mere på, uden at gøre det bevidst. Derfor vil jeg forsøge at være stærk nu, og tage med derop i morgen. Jeg havde besluttet mig for at blive hjemme - men jeg tager med. Det er også bedst for René, tror jeg. Moralsk støtte. Eller hvilken støtte det nu bliver.

Type O Negative, "Can't Lose You"

"Bloody Kisses" 1993

Hvorfor gør det så ondt?

Jeg græder. Jeg ved at René også er bange. Det her er simpelthen så hæsligt. 

 Vi burde trøste hinanden. Forsikre hinanden om, at intet er galt.

I stedet for at være bange sammen, sidder vi hver for sig og ryster af skræk.

Moby, "Why Does My Heart Feel So Bad"

"Play", 1999

Nu er det for meget

Lørdag. Søndag. Og så kommer dagen. Dagen. Jeg er begyndt at kunne mærke stressen rumstere i maven. Jeg er bange. Hvad hvis han ... ikke lever lige så lang tid som jeg gør?

Jeg har været småpsykotisk i flere måneder. En på hver side, vind i håret og godt vejr. Eller noget. Jeg er i krise!

Norm life baby

We're rehabbed and we're ready for our 15 minutes of shame

- Marilyn Manson, "I Don't Like The Drugs (But The Drugs Like Me)"

Jeg sad og ordnede mit regnskab, da jeg pludselig indså: hold kæft, mand, hvor er jeg egentlig ordinær. Fuldstændig som alle andre grå og kommunefarvede mennesker, som vader rundt i en sump af kedsomhed og forlængst uddøde drømme. Og Manson har ret; det er ikke "15 minutes of fame", som alle siger, men "15 minutes of shame" - for hvem vil udstille sit dødkedelige, grå og museagtige liv? Hvem vil udstilles som værende det kedeligste menneske i verden? Jeg er ordinær. Ikke alle mennesker er ordinære, men mange er, og I ved, hvad jeg snakker om.

Ærligt, så ønsker jeg ikke at være en grå mus. Det er der nok ingen, der gør. Men min trivielle hverdag gør at jeg bare står op til det samme. Jeg er dog begyndt at vænne mig til at være ordinær. Hvordan kan man det? Man kan være en galning med skøre ideer.

Marilyn Manson, "(S) AIN'T"

"The Golden Age of the Grotesque" 2003

Farce!

Er du godt klar over hvor brunstig jeg er. Jeg onanere 4 gange dagligt. Jeg har meget lyst.

Denne e-mail stod jeg op til i morges. Well... der stod andet i den også. Men der stod også det her. Og jeps, den er fra Hamid, som har mødt en pige, der ikke kan lide sex. Som han siger "Hun er aksexual". Derfor skal de være venner. Men jeg vil altid være nummer 1 i hans hjerte som hans sjæle og bedste ven.

Jeg har fået taget blodprøver i dag. KBJ ringede nogle timer senere og sagde, at jeg skal have kaliumklorid tilskud, og at jeg har for højt stofskifte, samt at mine levertal er en smule forhøjede, hvilket er at forvente pga medicinen, jeg tager. Men jeg har som sagt fået besked på at kontakte min læge i morgen og sige det med kaliumklorid og stofskifte, selvom sidstnævnte ikke er alarmerende. Men KBJ har fri fordi han skal opereres på tirsdag, og jeg har først en tid 26. marts. Så.... Det er lang tid at vente. Så derfor vil jeg spørge min læge, om han kan rekvirere mine blodprøveresultater fra Køge Sygehus, selvom det ikke er ham, der har henvist mig. Det må han kunne. Men jeg spørger ham om det i morgen. Derudover ser det umiddelbart ud til, at betændelsen STADIG ikke er helt væk. Jeg begynder at blive bekymret. Meget bekymret, faktisk, for jeg har lige afsluttet ANDEN penicillinkur for SAMME ting. Hvorfor virker det lort ikke?! Er det forfærdelige sket, at jeg er blevet resistent overfor penicillin? Det har jeg spekuleret på i mange år, fordi jeg i en periode havde hals- og lungebetændelse konstant. Måske er det uheldige sket? Nå. Cool down. Jeg snakker med lægen i morgen, og så får jeg hans bud på sagerne, og jeg får evt. en tid i næste uge. Det er mandag, René skal til op til kirurgen og have en snak og evt. scannes, og på onsdag kommer hans visitator. Så mandag og onsdag er udelukkede, men tírsdag, torsdag og fredag er jo fri. Men den her penicillin-ting er en farce, efterhånden! Penicillinkur efter penicillinkur, og fucking intet virker! Det er latterligt! Argh!

Metallica, "Ain't My Bitch"

"Load", 1996

Der er bare ingen titel for dette indlæg

Jeg har fået taget blodprøver i dag. Jeg (vi) blev hentet klokken 06:40 og blev kørt til Køge sygehus, hvor jeg fik taget blodprøver og et EKG. Så ventede vi omkring 35-40 minutter på en af de dér taxaer, der kører Flextrafik, og så blev vi kørt hjem og gik i seng. Vi var hjemme 8:30, og jeg sov til 12:57.

På vej hjem, hørte jeg en sang, for radioen var tændt. Jeg kendte sangen. Jeg kunne ikke huske, hvad den hed. Hvem der havde lavet den. Kunne bare huske, at jeg havde hørt den før.  Så da jeg kom hjem, søgte jeg på det, jeg havde mistænkt for at være omkvædet.. Jeg havde ret.

Edwyn Collins, "A Girl Like You"

"Gorgeous George", 1994

Jeg tror, jeg har lidt feber eller noget, men jeg gider ikke at være syg, og derfor gider jeg ikke at måle den. Jeg kan bare mærke det i kroppen. Kender I ikke det? Ej, det er vel ikke feber. Jeg slutter først kuren med penicillin om en time.

Jeg... Ja. "A Girl Like You"

Nogen skal jo være uden skam... Hvorfor ikke Madonna?

Dette er en dag. En dag som alle andre dage. Kim faldt igen. Stort postyr. Flemming fik ham op. Jeg har ondt efter i går. Jeg har en opvask. Jeg skal ned og købe ind. Der er også min farmor. Jeg skal have ringet til hende. Det må jeg hellere gøre med det samme.

Madonna, "Burning Up"

"Madonna", 1983

Oh? So why don't you cry about it!

Ej.

Jeg har grædt supermeget i dag. Først mens jeg vaskede op, og mens vi så fjerner da vi spiste. Jeg græd bare over livet, egentlig. Renés undersøgelse på mandag... Der er så meget, der er stressende for tiden, og min hjerne kan snart ikke kapere mere. Kender I ikke det? Når der kommer så meget pres på, at det hele ramler sammen om en. Det er sådan, jeg føler nu.

DANGER! *** TOTAL SHUTDOWN *** DANGER!

Jeg har tænkt en del over døden i dag. Især da Homer spiste en dødelig fisk på en sushirestaurant og havde 24 timer tilbage at leve i. Han havde en liste over ting, han ville gøre inden han døde. Selvfølgelig døde Homer ikke, men jeg vil gerne lave en liste over de ting, jeg gerne vil gøre, hvis jeg fik at vide, at jeg har 24 timer tilbage at leve i.

Som det første ville jeg:
- spise morgenmad sammen med René.
- vaske tøj og sørge for, at René vidste, hvordan tingene skulle ordnes.
- lave en plan over hvor hans tøj lå henne
- vise ham, hvor han kunne få mit tøj til at forsvinde og udnytte pladsen.
- hjælpe ham med at tage et langt og dejligt varmt bad.
 

Gamle ar... Jeg ville ikke gøre alt for, at de ikke var der

- men meget. Jeg ville gøre meget. Jeg har knaldet kæben sammen med fuld knald 2 gange. Første gang slog jeg højre side, det var i 1997. Jeg fik et epileptisk anfald på cyklen. Og jeg havde ikke cykelhjelm på. En bilist så det og ringede 112. Jeg faldt af cyklen, og fik cyklen i hovedet bagefter. Jeg har meget spidse hjørnetænder.  De er lige omkring 3 mm længere end de andre tænder, og de 3 mm går ned i en spids. Den spids hakkede jeg ind i kinden da jeg faldt. Jeg smadrede ingen tænder. Jeg slog to huller i hovedet, men kom ikke yderligere alvorligt tilskade. Jeg fik problemer med hørelsen, og har en smule nedsat hørelse på højre øre.

Da jeg faldt anden gang, var det på mit badeværelse i 2007. Jeg fik et epileptisk anfald på mit badeværelse. Jeg slog venstre side af kæben, og jeg slog fortænderne. Den ene mistede et hjørne, og den anden blev marmoreret. Det vil sige, at der er revner i den, som et rodnet, men at det umiddelbart ikke har nogen betydning, hvis jeg passer på den, og den blev rodbehandlet. Men kæben begyndte at "klikke", så jeg begyndte at bide skævt. Det medførte at jeg når jeg f.eks. spiser hårde ting som knækbrød, får voldsomme smerter i venstre øre. Det medfører også, at jeg, når jeg gaber, tager en chance: Kan jeg lukke kæben igen eller ej? For den skal lige skubbes på plads. Da jeg faldt, hakkede jeg spidsen af hjørnetanden ind i kinden, i venstre side.

Nu bider jeg ofte ned i arene fra hjørnetænderne, og det giver en del blod, for slet ikke at tale om smerte. Jeg var hos en kæbespecialist på Næstved Sygehus, som fortalte mig, at jeg ved første fald havde fået en mindre flænge i kæben, som var vokset forkert sammen. De kan ikke hjælpe mig, for mine kæbeproblemer kommer fra spændinger i nakken, sagde han. I nakken og skuldrene. "Det er en folkesygdom", sagde han. Jeg kan ikke se, at mine problemer med min kæbe kan skyldes myoser, men manden har sikkert ret. Han ved mere om det end jeg gør, selvom læger ikke er gud, og at han kan tage fejl. Jeg vil ikke bede om at blive undersøgt igen, i tilfælde af, at jeg havner hos ham igen.

Derudover har jeg et tredje ar, også i munden, fra da jeg fik et epileptisk anfald på mit badeværelse i 2012 og flækkede min underlæbe. Mine fortænder bankede jo direkte ned i underlæben, og i lang tid havde jeg en kæmpe kugle af arvæv siddende derinde, den er blevet mindre, men engang imellem, når jeg smiler, banker jeg tænderne ned i den. Det gør også ondt.

Så alt i alt: Jeg er træt af det pis. Det er virkelig TRÆLS. Træls, siger jeg jer. 

Hvis jeg sætter maden over kl. 15, kan vi spise kl. 20!

René stopper hos sin psykiater. Det var sidste gang i dag - og det var hans eget valg. Han skal fortsætte med pillerne i hvert fald indtil marts eller april. 2014. Birgitte sagde, at det kan være, at han slet ikke skal stoppe. Men det er noget jeg, René og vores praktiserende læge finder ud af i fællesskab. Dosen skal jo justeres engang imellem.

Jeg skal lave oksesteg i dag. Mmm... Jeg skal se at komme i gang. Det tager omkring 5 timer, og nu er klokken omkring halv tre. Så jeg er faktisk allerede for sent ude. Men jeg er først lige kommet hjem nu, og jeg orker ikke at stå og bakse med det nu. Men lige om 10-15 minutter kaster jeg mig ud i det. Sådan er det. Når her begynder at dufte af mad, bliver jeg sikkert meget sulten, selvom jeg lige har kværnet hele 2 æbler.

I morgen... Jeg tror faktisk ikke, at jeg skal noget? Men jeg skal i hvert fald tidligt i seng. Jeg skal være fastende klokken 7. Det betyder, at jeg skal stoppe al indtag af drikkelse og mad klokken elleve (23). Jeg må drikke 2 glas vand. Dem gemmer jeg til torsdag morgen. For der er jeg garanteret tørstig som en... Ja, som en der er meget tørstig.

Her er simpelthen så koldt. Uh...! Jeg fryser om min røv - og jeg sidder på et sammenfoldet håndklæde, fordi stolen af imiteret læder irriterer huden (igennem bukserne) - og så er her altså koldt!

Hmn. Det var madlavningen, jeg kom fra :P

Nickelback, "Lullaby"

2011, "Here And Now"

Kuponhæfte eller sukkersyge. Medicin? Udseende? You choose

Det sidste halve års tid har René til ca. 3-4 måltider om dagen fået en lille "besked" vedlagt sin tallerken. En "Jeg elsker dig"-besked, sagt på forskellige måder. Hvis vi siger, for at tage lidt løst på det, at det er et halvt år, og at der er 30 dage om måneden, og der er 3 sedler om dagen, er der tale om 540 forskellige måder at erklære sin kærlighed på. Plus de ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lavet en lille æske med 100 grunde til, at jeg elsker ham - 100 små sedler. Det, der er sjovt ved det, er at han rent faktisk gemmer dem. Nå, men det jeg ville frem til, er at alle de mange sedler, han har fået og får frem til sin fødselsdag i april, bliver klistret på et stykke papir og sat i en plasticlomme, som kommer i en mappe. Så vil jeg tegne nogle hjerter og blomster på de tomme steder, og jeg vil selvfølgelig gøre det hele til en smuk "Jeg elsker dig" mappe. Den får han højst sandsynligt i fødselsdagsgave, medmindre jeg kan finde på noget bedre til hans fødselsdag. Nu fik han en dyr bryllupsdagsgave og en dyr julegave, så jeg synes at han skal have en hjemmelavet gave til sin fødselsdag i år. Jeg kunne f.eks. lave et kuponhæfte? Med forskellige ting i, som f.eks. en fodmassage, biografbilletter, lækker middag for to - og videre i den dur. Jeg synes faktisk, at det kunne være en god idé. Jeg må lige tænke tingene igennem, for jeg kunne godt tænke mig, faktisk, at give ham et eller andet hjemmekreeret i dag. Der er mange ting, man kan lave, men jeg har fandeme lavet mange af dem i forvejen. Hehe.

René har ikke hældt morgenmedicin op. Jeg har ikke fået taget min morgenmedicin endnu. Dammit. Men jeg kan ikke selv ordne de piller. Jeg var ved at blive kvalt, da jeg skulle bekæmpe et raserianfald over 3 rundstykker i posen, når der skulle være 4 eller 2. Jeg ved ikke, om jeg overlever endnu en omgang kvælningsforsøg.

Jeg er faktisk begyndt at mistænke mig selv for at have sukkersyge. Jeg har ikke noget at bygge det på, andet end at jeg de sidste 3-4 dage har været meget tørstig. Selvom jeg er på vanddrivende, tisser jeg faktisk ikke mere, end jeg gjorde før. Urinen er mere koncentreret. Men jeg er ikke derude oftere. Men jeg tager til hospitalet på torsdag og får taget de prøver, der skal tages. Så må det jo ... Ja. Så må jeg æde den, hvis jeg har sukkersyge. Der er jo ikke noget at gøre. Jeg må i gang med behandling. Jeg er tryg ved, at jeg skal have taget et EKG, for jeg synes selv, at det fungerer lidt uregelmæssigt derinde.

Linda P., "Du' fandme pæn du er"

Hvor lang holdbarhedstid har en pakke cornflakes?

På min Kellogg's Cornflakes pakke står der med store bogstaver: "DER FINDES KUN ÉN ORIGINAL" (ikke med store bogstaver, men blot meget fremhævet, tydeligt og uundgåeligt at se) og længere nede står der "The original and best" Og så tænker jeg... Hvor længe har Kellogg's eksisteret? Hvis der kun er én original, må det jo være den, jeg har stående i mit køkken? Men der er jo mange der har "én original" - hvad sker der? Hvad holder de skjult for os?

Nej. Jeg er ikke ramt af paranoia. Det var bare en tanke. En anden tanke er dette: Jeg skal bruge en masse diabetes-kageopskrifter. Nej, jeg har ikke sukkersyge (det håber jeg da ikke!), men min far har jo haft en blodprop i hjertet, og derfor bruger han meget tid på at finde på opskrifter som ikke er usunde, og jeg vil give ham en hjemmelavet kogebog i fødselsdagsgave. Derfor skal jeg selvfølgelig selv lige afprøve om opskrifterne er noget værd. Om kagerne/brødene/retterne er noget værd. Og det har jeg da heldigvis en rigtig god mulighed for! Der er jo en million kogebøger på nettet. Min yndlings er "Alletiders Kogebog". Den er rar og hyggelig, og der er en million kategorier, så det er lidt nemmere at finde rundt i dem. Jeg har lavet noget af forsiden, men jeg er ikke færdig, for bogen skal sys. Det skal være en rigtig bog.

Pyh, der fik jeg det godt nok dårligt lige fra minut til minut! Jeg er fuldstændig... Jeg burde lægge mig hen i sengen... Men jeg skal vaske op. Og jeg har ikke overskud til at vågne klokken 3 i nat og ikke kunne sove længere. Hvis der går så lang tid. Jeg har kæmpet hårdt for at komme ud af den rytme. Fandeme om jeg vil ind i den igen.

Jeg har faktisk lyst til et dejligt æble, men jeg orker ikke at gå derud, så det må blive når jeg er færdig med at vaske op. Ej, mand, det er totalt som at vågne efter et anfald. Jeg er totalt groggy. Måske jeg bare skulle få opvasken overstået og se at få min røv i seng. Den ser også så dejlig blød og indbydende ud. Hehe

Goddammit her er koldt!
Rikke signing off

For now.

Oh dear...

Som jeg fik nævnt, kan jeg virkelig godt lide Cher. Og hvem anden end Cher rendte rundt i et outfit som det her i 1980'erne? Men jeg elsker denne sang, for den er så glad. Jeg bliver glad af at lyttet til at lytte til den. Og videoen gør jo også en glad. Alle de glade sømænd, der står og kan se Chers... alt, og de er totalt vilde... Det er et godt påfund, selvom der vist ikke er lagt større vægt på handling i historien. Haha. God video, god sang! Jeg elsker den! Men en har postet denne kommentar ved denne video: "if cher could turn back time im sure she would make choices that didnt leave her a bitter troglodytic semen stained whore." - Da jeg læste den, blev mit gode humør væsentligt nedsat. Hvad fanden, altså...! Jeg ved ikke om det er en mand, der er bitter over at han ikke fik Cher, eller om det er en kvinde, der er bitter over, at Cher har haft et godt kærlighedsliv. Fordi man har haft en del partnere, er man jo ikke bare en sædplettet hore. Det er virkelig åndssvagt. Det lyder som bibelsnak, gør det ikke? Jeg bliver så irriteret på den slags mennesker. René er også sådan. Jeg har haft 3 sexpartnere før ham, og han er sådan "Ja, du har jo været et svin med din fisse" - jamen... nå? Hvis nu det havde været god sex, ville jeg da have fået det ud af det. Fordi han kun har haft sex med mig... Jamen; det kan jeg ikke gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at han ikke har haft en  kæreste før mig.

Cher, "If I Could Turn Back Time"

1989, "Heart of Stone"

Nej, jeg ville da heller ikke stille mig op i sådan noget... tøj... Men som sagt; luder?! Det skal personen have lov til at mene, men jeg er absolut ikke enig. Jeg synes klart at Cher har lov til at have det kærlighedsliv, hun har lyst til - det er op til hende, det er hendes privatliv, og det rager ikke andre. Hverken personen, der skrev det der, eller mig. Jeg synes bare at det er groft at skrive sådan.

Nu kender jeg ikke personen, men man er vist generelt mere kæphøj på nettet, end man er i virkeligheden, hvor man skal tage hensyn til folks følelser. På internettet skriver man bare, hvad der falder en ind, uden at tænke nærmere over konsekvenserne.  Hvis jeg skriver på nettet "Cher, du er en sædplettet luder" er jeg jo ligeglad, men skulle jeg sige det til hende personligt... Det ville jeg ikke kunne. Mit problem er jo så, at jeg er meget, meget konfliktsky, og det medfører at jeg stort set ikke tør at sige min ærlige mening, hverken på nettet eller til folk personligt, hvis det ikke er nogen, jeg har den slags forhold med. Min honey og jeg... Hun siger til mig, når jeg har lavet en bommert. Jeg siger ikke til hende, når hun har lavet en, medmindre hun selv påpeger den. Det er så også fordi jeg ofte ikke ser fejl hos andre. Nogen mennesker anser jeg som værende perfekte, men det gør det væsentlig værre at være mig, fordi jeg så føler mig langt dummere end jeg i virkeligheden er. Det her er internettet. Hjemme er det en anden sag.

Nu skal jeg til at bage. Om jeg skal bage små minihvidløgsbrød eller franskbrød... Jeg har ikke noget mælk, så umiddelbart vil jeg sige hvidløgsbrød. Jeg spørge René :)

Hardcore rullebåndsgymnast

Jeg er stadig i gang med at forberede mig til mit vægtprogram, det er godt indtil videre. Jeg kan godt lide det design, jeg har fundet på. Jeg har naturligvis programmet fra nettet, det er ikke et, jeg har siddet og sammensat selv, men der er dokumentation for, at det virker. Når jeg er færdig med at lave det, går vi i gang. Jeg har sat mig for, at det SKAL ligge færdig 28. februar, senest. Det går godt indtil videre, men nu må vi se, om det kan lade sig gøre. Dedikerer jeg min tid til det, skal jeg nok få det færdigt. Det er jo lavet, det er et spørgsmål om arbejdstimer, og jeg laver jo ikke en skid til hverdag.

Jonna har været her i dag. Vi var alene, René var ikke med, og det var meget hyggeligt, bare Jonna og jeg. Jeg fik sagt en masse ting, som jeg ikke sådan helt havde gennemtænkt, men som bare lige kom dér, da vi sad og snakkede, og som hun faktisk sagde var korrekte. Vi snakkede i øvrigt også om det med fødselsdage, som jeg vist skrev om... Jeg stillede mig selv spørgsmålet om hvorvidt Jehovas unger holder børnefødselsdage. Og overraskende nok, var svaret faktisk nej. De har, modsat alle andre børn, ingen "fast" gavedag, hvor man holder fødselsdag og hele klassen er på besøg, varm kakao, klovne, lagkage, boller - Jehovas vidner holder jo heller ikke jul. Det er så forståeligt nok, må jeg indrømme. Men Jonna sagde, at hun havde givet hendes børn gaver, når hun fik børnepenge, og at man sagtens kan holde børnefester, men at det ikke er fødselsdagsfester.

Jeg har faktisk helt glemt en plade med The Animals som jeg har lånt af min far. Nu har jeg lagt den frem, så jeg kan huske at lytte til den. Jeg har ikke hørt så meget af deres musik, jeg har hørt 3-4 sange ud over "House of the Rising Sun" - hvem elsker ikke den? Til gengæld har jeg fået vasket op og lige hurtigt kørt gulvet i køkkenet over med en støvsuger.Thorstein faldt op af vores dør i dag. Først var han faldet, men var kommet ind i opgangen, for der blod nede ved døren. Men da der pludselig lød et kæmpe brag, måtte vi ud og tjekke om han stadig var i live. Han lå derude, så lang han var, han havde slået baghovedet, man han begyndte at råbe og skrige da jeg sagde at jeg ville ringe efter en ambulance. René fik ham på benene, der var øjenkontakt, han var (nogenlunde) klar - han var fuld - og René hjalp ham ind i hans lejlighed. René hentede også hans pisfyldte sko, der stod nede forenden af trappen. Thorstein sagde at han var helt okay og at tingene var i orden, så vi lukkede hver vores dør. Og lidt efter lød der et brag. Jeg er lidt nervøs for, om han er faldet død om derinde. Ingen tvivl om, at han er faldet. Men hvordan er han landet? At han landede foran vores dør på den måde, og ikke knækkede nakken, er et under. Det må altså blive gjort noget.

Ellers sidder jeg bare i ro og mag og lytter til Nickelbaum. Jepper. Hvis I ikke kender den historie, så forestil jer denne situation: Rikke er taget hele vejen fra Solrød Strand til Hundige for at gå i TP Musik og købe den nye plade med Nickelback. Men jeg havde fået ind i hovedet af de hed Nickelbaum, og hele vejen sagde jeg Nickelback til mig selv. Jeg kommer så ind i selve Hundige Storcenter (før det blev til Waves) og skal ned ad rulletrappen. Jeg er sådan lidt "smartass" for jeg spilder ikke min tid på et rullebånd. Derfor går jeg. Og næsten nede falder jeg. BANG. Jeg ruller sådan lidt hen af gulvet, og jeg rejser mig op, yderst pinligt berørt, men fast besluttet på, at ingen skal se, at jeg kan mærke blodet løbe ned ad mit ben. Jeg har så skideondt, fordi mit knæ landede på tænderne på rullebåndet, men jeg halter ikke. Jeg har sorte bukser på,og jeg bider smerten i mig. Jeg kommer ned i TP Musik, kommer hen til disken og siger: "Har I den nye med Nickelbaum?" Det her er så mange år siden. Pladen var "Silver Side Up", og den var netop udkommet. Jeg kan ikke huske hvornår den gjorde det. Men min honey og jeg griner stadig af det, for det er simpelthen så komisk. Haha. Jeg er glad for, at jeg fortalte hende det, for jeg havde faktisk glemt det, indtil hun sagde det for nogle dage siden.

The Animals, "House Of The Rising Sun"

1964, "House Of The Rising Sun"

It's in his kiss!

Tirsdag eftermiddag sluttede jeg penicillinkuren, og i dag skal jeg begynde på en ny. Fair nok. Men i den tid, der er gået, er betændelsen i mine fødder blusset op igen. Vi har ikke haft mulighed for at hente penicillinpillerne før i dag, men det har IKKE været en klog beslutning at vente så længe. Man kan altid være bagklog. Selvom det her var være direkte stupid.

Jonna kommer i dag, men først klokken 15, så jeg har god tid til forberede mig :) Jeg har læst det, hun har givet mig. Jeg tror bare, at de ting, jeg stiller spørgsmål ved, er noget, der går ud over hendes grænser, så jeg vil ikke spørge hende om det. Det er primært det dér med, at man skal være ydmyg, og lære ens børn om ydmyghed. Det er en god idé. Der står, at man i stedet for al det materielle skal lære sit barn at at glædes over troen på Gud, som om troen er en gave i sig selv. Det er en muligvis også for nogen, men er det ikke ærgerligt for Jehovas unger, at de aldrig får en fødselsdagsfest med gaver og varm kakao med flødeskum, klovne og balloner? Ej, det gør de jo også. Det håber jeg. Det var bare en tanke, der slog ned i mig, da jeg læste i "Vagttårnet" i går.

Cher, "Born With The Hunger"

Jeg faldt sgu over Cher. Jeg mener; jeg har masser af musik med Cher. Men jeg har ikke hørt det i lang tid. Det er en skam. Jeg husker en sang som "The Shoop Shoop Song" ( sangen ) som jeg var helt fuldstændig ekstremt skudt i, da jeg så filmen "Mermaids" med Cher, Winona Ryder og Christina Ricci. Den film var bare så fandens cool. Jeg ved ikke, om jeg ville synes det i dag. Men dengang var den bare... Wauw. Hvornår er det nu den er fra? Det må være i starten af 90'erne. Uh, Godt ramt. 1990. Og den danske titel er "Skønne sild". Tjek den her: www.imdb.com

Jeg mangler sådan lidt her og dér, og jeg er nødt til at gå ned og hente mine piller selv, selvom jeg højst sandsynligt må vende om på halvvejen, for René sover, og jeg vil ikke vække ham. Jeg har sindssygt ondt i knæene efter turene torsdag og fredag, så jeg havde egentlig regnet med en hviledag, det er så ikke sådan, det ender, og det accepterer jeg fuldt ud. Jeg har da i hvert fald tænkt mig at forsøge! Jeg skal også have taget min morgenmedicin. Det er bare fordi... Tanken om de piller... Men OK - jeg kan jo bare spise noget først. Jeg har været oppe i 1½ uden sådan rigtigt at spise noget - så er det jo klart, at jeg kan forvente masser af syre. 

Dammit! Jeg kan ikke finde på en titel!

Det er klokken nat, og jeg har ikke lyst til at gå i seng. Jeg lytter til musik, for hvad skulle jeg gøre uden? Der er så meget jeg skal have skrevet ned, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Derfor er det svært for mig at komme i gang. Får jeg mon nogensinde nedfældet det? Følelser, der burde mindes, f.eks., og der er jo som hos alle andre, problemstillinger i mit liv. Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Sige. Mene. Føle.

 

Andrea Bocelli, "Con Ti Partirò"

Sov godt, alle jer derude. 

Især mig.

Na na na na na na [Batman!]

Tidligt oppe i dag. Betyder 5 timers søvn. Måske ikke lidt alligevel. For jeg skal jo sove til middag (øv), så benene kan ligge oppe. Jeg skal til KBJ i dag, så vi smutter lige ind i Kvickly på vejen hjem og køber Quorn. KBJs kontor ligger jo lige overfor Kvickly.

Jeg kom sådan til at grine i går. Jeg har fået en e-mail fra coop hvor der står, at Kvickly i Køge i dag har 15% rabat på ALLE varer - og så er der bare en liste så lang som et ondt år som er fritaget rabatten. Kostvarer, f.eks. Og hvad er det? Er det frugt? Grøntsager? Frostvarer? Quorn er en frostvare. Er den så ikke med i tilbuddet, fordi det er en kostvare? Come on, coop! Tag jer sammen! Hehe

Den kære Jonna kommer i morgen. Jeg har slet ikke fået læst noget af det, vi har aftalt, fordi jeg er så fascineret af "Paradise Lost". Det kunne være, at jeg lige skulle læse op på Jonnas halløj i dag, eller i aften, tage lidt notater, så jeg er mere forberedt på, at hun kommer. Teknisk set er det bedst at gøre det i dag og ikke i aften, for hvis jeg har nogen spørgsmål, kan jeg nå lige at sms'e hende, så hun kan finde et svar på dem. Men hvis Katja er på arbejde, kommer jeg jo nok til at snakke med hende... Ellers må jeg gøre begge dele på én gang. Det er bare svært.

"Black Jesus" af Everlast

fra "Eat at Whitey's" som udkom i 2000

:)

Argh! Filmen, der engang var, er ikke længere!

En uge mere på penicillin. Betændelsen er ikke helt væk. Det er i øvrigt streptokokker, som er årsag til betændelsen, jeg kunne ikke huske navnet, men nu fik jeg hørt efter. Det er noget helt uskadeligt, men det at altså skabt betændelse i mine fødder og ben. Sært, egentligt, at det kun er dér...? Nå, sådan er det. Jeg tager en uge mere på penicillin, denne gang noget lidt stærkere, og hvis betændelsen ikke er væk når kuren er slut, skal jeg have bestilt en ny tid. Det gør jeg under alle omstændigheder, for jeg vil gerne være helt sikker. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når betændelsen er væk. Eller... ja, altså, det røde er vel væk, men det er jo også et spørgsmål om varme. Hvis de er varmere, end de skal være, er der stadig betændelse i. Men hvad er "varmere end de skal være" helt præcist? Og hvorfor føles det som om der kravler en tarantel på mine tæer? At flytte fødderne hjalp, så det har nok været ledningerne under mig bord.

Jeg har bestilt 4 toppe hos Ellos i dag, men på svigerfars konto, så jeg ved ikke, hvornår de kommer. Men de er geniale. Majbritt havde købt dem, og de var af tykt stop, det føltes faktisk som om der var pladevat i, selvom der selvfølgelig ikke var det, og der var en indbygget "bh" - den stod under "Tank Top" - men for mig er det mere undertøj.  Uanset hvad, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at det er et godt køb. De virkede utroligt lækre, og - de kostede 12 kroner stykket! Det er godt nok billigt! I hvert fald hvis de er noget værd. Men som sagt; Majbritt havde købt nogen, og de virker utroligt gode - men hvad sker der, når de bliver vasket?

René sidder og ser på videoer på Youtube, som folk har lagt op hvis der er friet til deres kæreste på en exceptionel måde. Jeg sad og tænkte sådan lidt... Altså, jeg er en stille person, jeg kan godt lide ro - men jeg kan også lide romantik mellem René og mig. Jeg synes bare, nu hvor jeg sådan lige bliver konfronteret med det, at hans måde måske ikke var så ... romantisk, selvom det samtidig bare er den måde, han er på, og det elsker jeg. Jeg er ikke skuffet over måden, han friede på. Af og til kommer romantikken bare op i mig. Sådan er der vel mange kvinder, der har det. Til dagligdag er det ikke noget, man tænker nærmere over, men engang imellem vil man gerne have til romantik. René og jeg sad og så en film - jeg har glemt hvilken - og vi kyssede lidt. Og han sagde sandheden, jeg vidste hvad jeg gik ind til, da jeg sagde ja. Han sagde "Vil du tage dig af mig resten af vores liv?" (vi havde lige siddet og snakket om at han var lykkelig for, at jeg havde hjulpet ham igennem det første år, han boede i Torpgården i Herfølge) og jeg smilede og sagde "Ja, det vil jeg gerne". Så jeg har intet at klage over - han sagde det jo allerede dér. Men det er jo faktisk (pinligt nok) endt med, at det er ham, der tager sig af mig. Uanset hvad, så var det ikke romantisk, men det var en rar og hyggelig måde. Og jeg havde sagt ja uanset hvordan han friede, fordi jeg elsker ham. Det må jeg nok erkende. Engang imellem tænker jeg bare... Hvad med nogen stearinlys eller noget? Haha - jeg elsker stearinlys. Mest fyrfadslys. De blafrer bare så meget, så hvis vil sidde og læse i hyggebelysning og med tændte stearinlys, bruger jeg rustiklys. Men jeg har normalt altid haft lyst tændt. Hvorfor mon jeg gik væk fra det? Det kan jeg ikke huske. Det er da ærgerligt, her om vinteren, hvor man rent faktisk kan få glæde af stearinlys. Jeg er ikke typen, der har 40 stearinlys tændt på én gang. 2 rustiklys eller 4-6 fyrfadslys, alt efter hvilke stager, jeg bruger.  Det er nok til mig. Der skal bare være hygge. Jeg kan ikke lide fuld belysning, hvis jeg kan undgå det, så det er små lamper rundt omkring - med blødt, gult lys (sparepærer) og en hvid eller gullig lampeskærm. Det er lige mig. Hehe.

Jeg har været ondt ved Hamid i dag, men filmen knækkede. I morges skrev jeg til ham, at jeg skulle til lægen og hjem hos mine svigerforældre og spise frokost bagefter, så det ville være bedst, hvis han ikke sms'ede mig mellem 9 og 13. Det valgte han så at gøre, og han skrev at bestemt ikke er ligeglad med mig, og at han håbede at "det der" jeg skulle ville blive hyggeligt. Nu tænker mange "Det er fordi 'det der' er kortere end 'lægen og hos dine svigerforældre', og det har I ret i, men - Hamid skriver lange sms'er altid, fordi han skal skrive om alle de cd'er han har købt. Stort set alle hans sms'er er så lange, at de bliver sendt som mms. Og nu kender jeg ham godt nok til at vide, at han har læst i morges, at jeg skulle til lægen og til frokost bagefter, men at han havde glemt det da han skrev til mig 11:50. Og da min film knækkede, så jeg rødt, og jeg har skrevet til ham, at det er helt i orden at han er ligeglad med mig, så længe han bare kan indrømme at han er det vigtigste menneske i verden, og at intet andet andet er lige så vigtigt som ham, i hans øjne. Det er længe siden, jeg skrev det. Og han har ikke svaret. Så han er sur eller ked af det. Og jeg er ond nok til at tænke, at jeg håber at han er ked af det, for jeg gider ikke det pis længere. Han spørger ind til noget hele tiden, men glemmer det i samme sekund hans øjne har forladt ordet. Så hvorfor siger han ikke bare "Du kan sgu bare skrive hvad du har lyst til, jeg skal nok læse det, men jeg kan ikke huske det" - det er sådan, det er, og JEG ved det, så engang imellem skriver jeg lort, og alligevel hører jeg intet om det. En dag skrev jeg at jeg havde fået en dato til operationen, hvor de skulle amputere mit ben. Så var han fuldstændig "Nej, det må du, ikke, du må endelig fortælle mig hvad lægen siger" - det er en uges tid siden. Jeg har ikke hørt noget om det siden, og jeg svarede ikke på det, han skrev.

I'm keeping it real...

... 'cause the world needs another wannabe!

Yeah. I dag. I dag, af alle dage. Jeg var i bad i aftes, og jeg gik i seng med vådt hår. Så vågner jeg op med en perfekt frisure. Jeg mener virkelig perfekt. Men jeg skal til lægen og til frokost bagefter. Hvis det bare var lægen, så nå ja. Så kunne det måske gå. Men ikke til frokost. Jeg har altid håret sat op, når jeg spiser hos andre, eller når andre spiser hos mig. For af uvisse grunde, tiltrækker enhver form for mad mit hår, så hele parykken ligger i suppen. Eller noget. Det er lidt som når man tænker på, at jeg brugte en C-skål i 1998,og jeg i 1999 brugte en  D-skål, men stadig ikke har vænnet mig til, at der er bryster i mellem tallerkenen og mig. Så uanset hvor pænt jeg spiser, spilder jeg på mig selv. Den eneste måde at undgå det på, er at køre stolen så langt tilbage, at det er fysisk umuligt for mig at spilde på brysterne. Som Liam Gallagher synger: "All my people right here right now - do you know what I mean?" (Liam Gallagher er sanger i Oasis, som denne sang er lavet af - wauw, hvor kringlet kan man gøre det?)

Yeah. Og i dag har jeg så fået lagt en rigtig pæn makeup. Det er rart. Og frisuren er pæn. Så bliver det bare ikke meget bedre! Og jeg har lige fået en sms fra Hamid. Om at TV2 (bandet) er virkelig fede. Jepper. Klokken 7 om morgenen. Så må de være VIRKELIG fede! Så fra nu af, er telefonen på lydløs om natten. Haha. Så fra nu af, kan folk ikke få fat på mig, hvis der skulle ske noget "uheldigt", såsom at nogen i familiens hoved var blevet skåret af i en ulykke. Jeg kan ikke høre den stationære, når jeg sover. Men når Hamid sender sms'er om natten og om morgenen, er jeg nødt til at sætte mobilen på lydløs. Han har ikke forstået at jeg ikke vil have det, selvom jeg har forklaret ham det udførligt. Han ringede efter 22 en aften, på den stationære, og jeg sagde til ham, at hvis han skulle ringe så sent, var det altså bedst, hvis han lige sms'ede først. Hvad svarer han? "Du har sagt at jeg ikke må sms'e efter klokken 21" Hvad skal jeg svare til det? Fortæl mig det gerne, jeg lytter. Hvad fa'en skal jeg svare til det?!

"Left To My Own Devices" - Pet Shop Boys

Jeg lytter til den sang nu. Den er god, faktisk. Jeg hentede den hos TDC efter at have hørt den i radioen. Selve sangen er ikke noget særligt, men omkvædet er fantastisk! Jeg har ikke tjekket teksten, må jeg indrømme, men denne sang indbyder ikke til, at man behøver at kende teksten. Bare man kender omkvædet og kan synge med på det. Det er fedt nok for mig! Engang imellem er det rart at koble af tænkemusikken og bare lytte til "lyttemusik" - ting, man ikke tage sig af.

En sang, faktisk, som jeg godt kan lide at lytte til, årh, hvad er det nu, den hedder... Jeg må lige se, om jeg kan finde den... Jo, her er den

"Caravan of Love" - The Housemartins

Jeg ved ikke, hvad der er med den. Jeg plejer jo slet ikke at lytte til det her. Denne slags musik. Men den giver mig en form for ro. Den giver mig lyst til at fodre ænder i parken, hjælpe gamle damer over vejene, samle affald op fra gaderne... Jeg tror, at den ganske enkelt bare gør mig i godt humør. Jeg har ikke sagt det til nogen, faktisk. Ingen jeg kender, kender til denne sang igennem mig. Det er synd. Men jeg kender ikke nogen, som ville kunne finde samme betydning i den, som jeg gør.

Hav en god dag alle sammen :)

Alt, der (forhåbentlig) skal til

Jeg har en skriveblokade. Jeg har haft den rigtig længe. Over et år, måske endda 2. Jeg kan ikke finde den. GIF'en. "Gejsten", "inspirationen" og "følelsen". Men jeg må op på hesten igen. Jeg har taget mig tid til virkelig at gennemlæse "Blindfolded" flere gange, og komme med en udtalelse, og jeg tror, at det faktisk er det, der skulle til. En udtalelse. En erklæring af mine tanker omkring noget. Jeg vil selv skrive. Ikke "Blindfolded", den er jo skrevet - tak Tilde

Men jeg vil skrive en novelle med mine ord, mine fingre, min elegance, mine følelser - jeg vil skrive en novelle af mig. Tilde er en af verdens dygtigste forfattere, og hun skal nok få den anerkendelse, hun fortjener. Og jeg er glad for, at det eneste, der har givet mig håbet om at kunne skrive lidt igen, er en kommentar til en af hendes noveller. En eneste kommentar. Hvis jeg havde gjort det for længe siden, var der måske ikke gået så lang tid. Men kender I  ikke det, når man ikke ved, hvad man skal sige, enten fordi man er overvældet over hvor flot den er skrevet, eller fordi man ikke synes den lever op til det, der ellers er skrevet? Sådan har jeg det ofte. Når det er en af de to ting, kan jeg have svært ved det. Men i dag har jeg gjort det. Og jeg vil faktisk forsøge at "bruge" kommentaren til at sætte skub i sejlene hos mig selv.

Forliste venskaber

René har været oppe hos den gamle dame, som bor oven på os, for at aflevere en æske chokolade som en "velkommen hjem" gave, for hun har været til genoptræning i flere måneder. Jeg var ikke med, for jeg var faldet i søvn. Men hver gang, folk her i blokken ser René, siger de "Vi ser ikke Rikke så meget". I dag måtte René forklare hvorfor. Jeg spurgte ham her i aften hvad han havde sagt, og han spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det. Jeg sagde, at gamle damer (nok) ikke har det så godt med psykisk syge i deres opgang. Men han havde sagt, at jeg lider af epilepsi, for han har det samme synspunkt som jeg. Men vi havde købt sådan en lille æske med håndlavet chokolade. En pakke (der er 12 stykker i en pakke) koster 80 kroner.

Jeg har faktisk sovet hele dagen. Det er skønt. Det er bare lidt voldsomt at sove fra 12:30 til 16:30, når man slet ikke er vant til (længere) at tage en eftermiddagslur. René sagde til mig, før, at han ikke var i tvivl om, at hans forældre havde set mig som en øksemorder, fra de fandt ud af at jeg var psykisk syg og frem til de lærte mig godt at kende - og jeg tror jeg mødte dem 10-12 gange inden brylluppet, maks, i al den tid, jeg har kendt René. Det vidste jeg godt. For alle mennesker tænker jo sådan, første gang de støder ind i en som har det som mig, uanset om de vil kendes ved det eller ej. Hvis der skulle være en grund til at folk ikke så på en med øksemorderblikket med det samme, kunne det være, at man havde studeret det inden, som lægestuderende, eller hvis man har levet med en som mig i sin familie i hele sit liv.

Nå, men jeg synes bare at det er lidt komisk. For 5 år siden ville jeg være blevet skidesur og råbt og skreget over, at de overhovedet kunne forestille sig, at jeg - JEG - kunne finde på at slå nogen ihjel. Men nu synes jeg at det er hyggeligt. Det er sådan lidt... Tja... naivt. Det er sjovt, at folk stadig tænker sådan, efter så mange år - men der er jo bøger, film, tv, aviser, musik... Man bliver bombarderet med det konstant. Skørt.

Jeg har siddet og udvekslet minder med René her til aften, mens vi snakkede. Jeg kom netop nu i tanke om et par sko, jeg havde da jeg var 15 år (eller 14?). Jeg husker dem fordi jeg kom i tanke om noget tøj, min mor og jeg var i Magasin for at købe. Jeg købte en kort, sort kjole med helt korte ærmer, og en hvid, stramtsiddende bluse, jeg kunne have inden under. Til det her outfit havde jeg - som alle andre - et par knæstrømper, dem skulle man have. De gik ca. 10cm over knæet men der var intet, der holdt dem fast, så jeg skulle selv gå og hive dem op. Det var simpelthen så irriterende. Men jeg havde smart hår, og pæn makeup, og jeg var supersmart i Tivoli sammen med "gutinderne".

... Gutinderne. Gutterne. Jeg kan godt engang imellem savne dem. Camilla & Mette. Os tre. Vi havde det fandeme sjovt. Jeg var en "tilkommer", jeg vidste det godt, for Camilla og Mette var barndomsveninder. Jeg begyndte først at hænge ud med dem i 9. klasse. Eller var det 8.? Ligegyldigt. Vi havde det så sjovt. Altid. I weekenderne (fra lørdag til søndag) sov vi sammen, vi rykkede 3 madrasser sammen og lå og pjattede indtil vi faldt i søvn. Jeg stod op søndag morgen klokken 8 og  kørte til bageren, for der kom "Det Brune Punktum" på P3 klokken 10. Vi var vilde med det - det var mindst lige så fedt som det havde været, når vi samledes om fjernsynet hver uge for at se "Lex Og Klatten". Det Brune Punktum kom efter Lex Og Klatten. Camilla havde en million film, så vi så film, og hver gang der kom en ny, cool film, vi ville se, smuttede vi i Ishøj Bio. Den lå tæt på, og billetprisen var i bund. Plus at der som regel kun var os i salene, så vi kunne snakke sammen undervejs. Koncerter, gik vi til. Vi var bl.a. til D:A:D og Østkyst Hustlers koncert. Camillas far skaffede os billetter til et live show med Lex Og Klatten, som blev aflyst, fordi Hella fik ondt i halsen, men så kom Anders Lund Madsen og erstattede, og det var et ganske godt show. Vi optog vores egne film. Lavede lektier sammen. Spiste sammen. Vi var altid sammen. Men da jeg blev indlagt kort tid efter min 18-års fødselsdag gik tingene ned af bakke. Selvfølgelig kunne vi ikke ses lige så meget, men vi gled fra hinanden, og det hele endte i et kæmpe skænderi. Jeg smed alle mine billeder af dem og mig ud. Forsøgte at fortrænge det. Der gik nok 8-9 år, før jeg stoppede med at drømme, at vi var bedste veninder igen. "Gutinder". Jeg savner dem som sagt engang imellem, men det kan jo aldrig være det samme. Måske var vi vokset med hinanden i stedet for fra hinanden, hvis jeg ikke var blevet indlagt. Det sidste jeg hørte fra dem var, at de kun så hinanden til fødselsdage og den slags, så om de overhovedet ser hinanden længere, er jo et godt spørgsmål.

Romantik på skrift

Jeg har fået den smukkeste, dejligste, skønneste og mest vidunderlige kærlighedserklæring af René - på e-mail. Jeg elsker når han skriver den slags til mig, men det gør han sjældent. Så når han endelig gør det... Åh! Det er så romantisk, at jeg begyndte at græde. Hehe. Han skrev de smukkeste ting, ting, som ikke engang jeg havde kunnet finde på. Og jeg er en del mere poetisk end René. Eller... Ja, det er jeg jo så ikke... Hehe...

Sweet mother of GOD!

Jeg har været blind. Alt, alt for blind. Stemplet Nickelback på "Silverside Up", som var den eneste plade, jeg havde. Ikke specielt fed, men "Too Bad" var seriøst cool. Nu sad jeg og vaskede op, og pludselig dukkede Nickelback op i mine hovedtelefoner. Det var med sangen "This Means War" - og jeg blev forelsket inden for første minut. Den plade, "Here And Now" er så superfed, at jeg slet ikke kan rumme det, og bare blev nødt til at skrive om den her. Den giver mig kuldegysninger - på den gode måde. Den omfavner mig, den stjæler mit musikelskende gen, og den får mig til at smile - og lyst til at danse og spille luftguitar. Jeps. 32 år og luftguitar. Jeg er jo umoden. Det er jo slået fast, så hvorfor ikke bare køre stilen fuldt ud? På den anden side... Min farmor blev ganske god til det dér med luftguitar i en alder af 74 år eller deromkring. Det passer nok meget godt tidsmæssigt. Jeg lærte hende det, mens vi lyttede til Megadeth på mit værelse. Det er jo slet ikke musik for hende, men jeg skruede ikke højt op, selvom jeg lærte hende at rocke for hårdt. Hehe. Der er nu mange ting, jeg burde huske, men som for længst er glemt. Jeg er glad for, at jeg kom i tanke om det her. Det med luftguitaren. Jeg vil ringe til hende i morgen. :)

OH MY GOD! Den plade stopper bare ikke med at erobre mig! Jeg er helt væk i den, jeg troede at Nickelback var et halvfedt småcool rockband - og så er de bare... Wauw! Jeg er imponeret, jeg er taget med en storm! Jeg har lyst til at kaste mig dansende rundt i min lejlighed. Jeg elsker denne plade, jeg har aldrig lige nu lagt mine ører på noget så fantastisk! Tænk engang at en simpel plade, jeg har haft liggende i flere måneder, faktisk er så fed, at jeg sikkert ikke engang kan komme i seng i aften. Det er et problem jeg har. Hvis jeg hører en virkelig cool sang eller en virkelig cool plade, kan jeg ikke give slip, så jeg kan ikke komme i bad eller i seng... René siger at det er sygeligt, jeg er ligeglad, jeg elsker bare musikken! Mit liv er delt i 3 dele. Musik. Litteratur (min egen og andres). René. De tre ting er noget, der skal være i mit liv. Og hvis jeg ikke kan noget, fordi jeg har fundet en fed sang, som kører på repeat, så er det sådan, det er. Jeg elsker musikken som jeg elsker René - på to forskellige måder.

NICKELBACK! "HERE AND NOW" KØB DEN GODDAMMIT!!!! Jeg elsker det her, jeg kan slet ikke få armene ned, jeg er forelsket, jeg er bare så taget med en storm, at jeg kan mærke blodet suser rundt i mine årer og efterlader en kildende fornemmelse. Jeg føler mig næsten helt ekstatisk. Jeg føler det næsten som... Nej. Det siger jeg ikke. Den slags skal man ikke opildne til :)

Jeg har overvejet i dag, at skrive en bog. Jeg tror ikke, at jeg kan, men jeg tror på, at jeg vil prøve - og så tror jeg på, at det er nok tro på mig selv, jeg kan skaffe. Jeg stod og gloede mig i spejlet her i går, da jeg følte mig lækker, og jeg har et sært ar efter et sår, hvor jeg fik pillet sårskorpen af. Jeg har overvejet at skrive om den slags. Ikke om sårskorper, men om ar. Det kunne være interessant. Jeg kender ingen andre med ar... Men det er ligegyldigt. Jeg kan sagtens bruge mine egne. Jeg har bare leget lidt med ideen. Det kunne være en cool ting. Kort bog, godt nok, med dog en bog - med førstehåndsviden, og det er nemlig det, der virker. Hehe. Åh, gud, den plade... Så tag mig dog lige her og nu! Eller... det går nok ikke med en plade. Men hvis René havde været pladen, havde han ikke fået "lov" til at have ondt - så skulle han fandeme bare levere varen. Til 179 kroner  :P

No money man can win my love

Hehe - mærkelige tekster engang imellem. Jeg er faldt over "Buffalo Stance" af Neneh Cherry. Hold op, hvor var jeg vild med den, da jeg var barn. Den er fra sidst i 80'erne eller først i 90'erne. Jeg kan ikke helt huske det, jeg kan bare huske, at jeg ikke var så gammel.

Nå ja, og så Mr. Hamid kommer på onsdag. Han siger at han kommer ved 10-11 tiden og tager hjem efter aftensmaden. Det tror jeg ikke på. Derfor vil jeg ikke købe noget ind. Han må selv købe det, han skal bruge. Jeg vil gerne følges med ham i Netto eller Kvickly, så kan han købem hvad han nu end har lyst til. Men jeg køber ikke noget. Ikke efter det show, han stillede op sidst. De 3 dage, han skulle være her, blev til 1½ time, og han skabte vildt mange problemer for os. Plus at vi næsten ingen penge havde, og bruge de sidste på hans besøg - og så var han her ikke alligevel. Hm. Men jeg nægter sgu at købe noget ind.

Jeg har skændtes meget med René i dag. Han kan ikke høre hvad jeg siger, og er sur over at han skal sige "Hva'?" så mange gange. At jeg tilsyneladende mumler så meget, så han ikke kan høre det, selv om jeg sidder og råber det fra rummet ved siden af med begge døre åben. Han stiller mig et spørgsmål, som går klart igennem, men når jeg så skal svare kan han ikke høre hvad jeg råber, og forventer at jeg går ind til ham for at sige det. For f... Han har fucking hele TO høreapparater, et til hver øre! Han kan sgu da bare se at få dem smækket i. For helvede, altså. Jeg er ved er blive idiot af de skideballer. De dybt uretfærdige, for jeg har lige så meget ret som har - hvis ikke mere. Hvis han ikke kan høre mit svar, kan han lade være med at stille mig et spørgsmål, men spørge mig om jeg gider at komme hen til, hvor han nu er. Og SÅ kan han spørge mig om, hvad han så end har på hjertet. Arh... :/

Jeg skal skylle opvasken af, faktisk, og så skal jeg se at få taget medicin - jeg har ikke taget den midterste penicillinpille. Jeg glemmer den hele tiden. Pik! Nå... Men jeg må tage den nu, og så tage en i morgen, som planlagt, og håbe at det klarer den.

Jeg fryser. Pikkekoldt. Øv.

Besøger du kommunen? Eller er du tvunget derned?

De piller, jeg tager hver dag.

Jeg kan ikke tage dem længere. Jeg får det dårligt. Altså; der er jo ikke noget i vejen med dem, og de hjælper forhåbentlig også - men... Hvis bare der var mindre af dem. Hvis bare der for pokker var mindre af dem!!! Lige nu, klokken 12:18, har jeg taget 2 af de grønne, de to små gule og den gule tablet ved siden af de blå. Dvs. jeg har spist 5 piller, og at jeg har 3 igen. De 3 piller, jeg ikke har spist endnu (de blå, rudeformede), var dem, jeg skulle have spist først; klokken 9. Det er dem, der er vigtigst om morgenen. Men nu har jeg fået indtaget en til, så nu mangler jeg kun 2 af de blå. Så er jeg færdig. But oh... Så kommer penicillinen (penicillinen er ikke med her). Når jeg taget den, omkring klokken 15:30, kan jeg vente med den anden medicin helt til klokken 21. Men jeg er nødt til at finde en bedre døgn-fordeling af pillerne. De blå skal tages om morgenen, og kapslerne (rød/hvid) skal tages om aftenen. Det kan der ikke laves om på. Men jeg tænker, at der måske er en mulighed for at brede det lidt på dagen? Eller i hvert fald... Nej. Det er der ikke. Pis.

Jeg skal snart sove. Jeg er ikke træt overhovedet. Overhovedet. Men vi ved alle, at når jeg lægger mig ned, falder jeg i søvn. Så jeg kan lige så godt indse, at jeg kommer til at tage en lur. Jeg er nødt til at ligge mere, pga. vandet i benet, you know. Det er virkelig bare træls, altså, når jeg er kommet ind i en rytme, hvor jeg stort set aldrig tager lure. Nu bliver jeg pludselig tvunget til det. Det er en ond, ond verden, vi lever i. Men min onde verden består i, at jeg er nødt til at lægge mig til at sove. Ren luksus. Tænk på, hvor mange, der gerne ville kunne smide sig i en dejlig seng og tage sig en god lur, måske endda flere gange om dagen, men som ikke kan, pga. af  f.eks. krig. Jeg vil sige... Jeg er en af dem, der tænker "Det må de selv om", men samtidig er mit land i gang med at slå alle andre ihjel, fordi vi er USAs skødehund. "Hvad siger du?! Er USA gået i krig?! Pak taskerne, vi skal i krig med dem! Mod hvem? Det er sgu da ligegyldigt! USA ved, hvad de gør" - naaaarh... Nå. Det var ikke det, jeg ville ind på. Jeg ville bare sige, at jeg er et egoistisk menneske. Jeg tager ikke de goder, jeg får, for givet, men jeg sidder ikke juleaften og spiser dejlig mad og tænker på sultne børn, jeg tænker ikke på børn i Afrika, når jeg køber legetøj til ungerne i familien, selvom jeg er klar over, at Ali ikke har Lego. Jeg går bare ikke NOK op i det, fordi jeg er egoist og ikke sådan rigtig ser ud over min egen næsetip. Men som sagt er jeg klar over, at de har det dårligt, og har har medlidenhed med dem. Det var det. Ser jeg på mig selv, er jeg meget, meget taknemmelig for den hjælp, jeg modtager fra det danske samfund. Men det er Danmark, det er det land, jeg bor i, det er det land, jeg er født i. Jeg har ikke nok interesse i omverdenen til, at jeg som sådan kan være urolig over f.eks. en udvikling. Jeg ser ikke Nyhederne. Jeg ser ikke News. Jeg hører ikke nyheder i radioen. Jeg læser dem ikke på nettet. Jeg er ligeglad. Hvis nogen, jeg kender, mener at de har fundet noget, som kunne være interessant for mig at vide, fortæller de mig det. Andre ting finder jeg på Youtube. Jeg er indsnævret. Men sådan er jeg. Jeg er ikke stolt af det, nærmest modsat. Hvem er stolt af at være en en ignorant, indsnævret egoist? Ikke mig. Men jeg er dog trods alt klar over det. Jeg render ikke rundt med samlebøsser og samler ind til noget, jeg ikke engang har sat mig ind i, hvad er, andet end lige emnet - f.eks. Kræftens Bekæmpelse - og føler at jeg er et godt menneske. At jeg er hellig, fordi jeg har gjort mit for at forbedre forskningen omkring kræft, og så derefter ellers er hende, der giver folk fingeren i trafikken, hvis de ikke kører efter mine regler. Eller hvis der står en i en kø bagved mig, som skal have en ting, og jeg har en indkøbsvogn med top på, og ikke siger "Smut du bare foran". Eller som smider lidt ekstra penge hos pizzadude'n når han dukker op med pizzaerne, som man har ventet i 10 minutter på at få, selvom de skriver 25 minutter på deres hjemmeside.

Jeg sidder faktisk og "mailer" med Katja, og det er rigtig hyggeligt, det er lang tid siden vi har snakket sidst, hun har været i Tjekkiet. Men jeg længes også efter min bog. Jeg kan ikke begge dele på én gang, for jeg er nødt til at koncentrere mig om læsningen, hvis jeg skal tage notater. Men hun har pause om 40 minutter, så kan jeg gå ind og læse.

Smuk tanke:

At besøge sit rådhus.

- Det er lidt utydeligt, men nederste linje siger: "Her kan du se, hvor du kan parkere, når du besøger os" - og findes der noget dejligere? Bare sådan at dumpe forbi rådhuset til en god snak om kontanthjælp eller ansøgning om dansk statsborgerskab? Det er i sandhed en smuk tanke. Hvis du har lyst til at se, hvor smuk Køge kommune kan være, når man skal parkere for at kunne besøge rådhuset, er der jo altid deres hjemmeside. ( Køge kommune ). Køge rådhus har en fantastisk service. Når man ringer til deres reception og siger "Du taler med Rikke Poulsen, jeg vil gerne stilles om til pensionskontoret" siger receptionisten ikke "øjeblik", men spørger derimod  interesseret "Hvad drejer det sig om?", så hun/han kan, når man har fortalt om hele årsagen til sit ærinde på rådhuset, kan stille en om til sin retmæssige sagsbehandler eller en stedfortræder. På Køge rådhus er man så privilegeret, at man ikke behøver at bede om at få en sagsbehandler fordi man ikke er tilfreds med den, man har - for man får automatisk en ny, hver gang man ringer derop. Køge rådhus giver også en muligheden for ikke at bekymre sig om ting som f.eks. ting som kontanthjælp eller boligsikring, for man ved på forhånd, at de altid laver ændringer, som de ikke skal, som de gør for at være venlige ved dem, som ikke er på kontanthjælp. Det er faktisk kun hvis man konfronterer sin sagsbehandler med regnefejlene, at de kan se det, men så er de hurtige til at rette det ud igen. Kort og godt: Køge rådhus er et af de bedste! hvis du ikke bor i Køge, så kom straks hertil. På Køge rådhus er der nemlig så mange forskellige meninger og holdninger, at når en fra byrådet foreslår, at de unge kriminelle skal have lommepenge for ikke at lave kriminelle handlinger, synes alle andre, at det er en rigtig god idé. Der er demokrati i Køge kommune (der er flere rådhuse), men den slags bliver alligevel nedstemt, fordi mange mener at det er en mindre smart idé. Men hvis du er til ugentlige bandeskyderier, bål og brand og alverdens børnevenlige festdage på torvet, så er Køge lige noget for dig! Vi glæder os til at se dig!

Jeg er imponeret over mig selv!

"Paradise Lost is widely considered one of the greatest literary works in the English language"

Jeg er i gang med den bog. Den der betegnelse er fra Wiki, så om det er korrekt eller ej, er ikke til at vide. Men "Paradise Lost" er første gang udgivet i slutningen af 1600-tallet. Den bog, jeg har, hedder "Paradise Lose In Plain English". Det er en "oversættelse" af det gamle, kringlede sprog, som digtet (det er et digt, faktisk, selvom det er skrevet som en roman) oprindeligt er skrevet på. Så enhver, der kan engelsk, kan læse bogen. Det er lavet sådan, at på alle siderne, er der på venstre side det originale digt, mens der på højre side er den nutidsengelske oversættelse. Det gør, at det er super, super let at læse, og nu, hvor jeg har fået gang i "læseriet" igen, er jeg ret overbevist om, at jeg bliver færdig med den denne gang. Jeg tager noter - som planlagt. Jeg har dog skiftet mening, og vil sætte alle mine noter ind i en mappe, samlet, frem for at de skal ligge bagerst i en bog. Det skal være på skrift, ikke på computeren. Men hva' fa'en - jeg kan vel have begge dele! Jeg holder en pause nu, for jeg skal i seng om 20 minutters tid (fra nu, ca. 01:40). men ellers har jeg vel stort set læst hele dagen? Jeg tror det. Bortset fra et par småpauser her og der, og da jeg skulle forklare Hamid, at Michael Learns To Rock ikke er et dødsmetal band, men et popband. Kæft, mand, jeg havde grineren på. Man kan tage fejl, og det var ikke hans fejl (selvom jeg direkte havde brugt 5 linjer på at skrive at de er det størst sælgende danske popband i Asien nogensinde) - men det var simpelthen så komisk. MLTR og død? Det passer bare slet ikke sammen. 

Udover det, er der opstået problemer i "paradis". Og NEJ, det er ikke mit forhold, for det er stadig paradis. Men i velværeparadiset. For jeg kan ikke tage piller længere. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på de mange piller, og jeg er ved at græde. Hver gang jeg får en pille i munden, er jeg ved at kaste op. Altså, bogstaveligt talt. Og samtidig skal jeg holde lortet inde, for hvis jeg kaster op inden for den første halve time, er pillen spildt. Jeg spiser 19 piller. Om morgenen spiser jeg 9 piller, og om aftenen spiser jeg 10 piller. Jeg udsætter det længere og længere, og det må man ikke. Jeg må i hvert fald ikke, og det må alle andre med epilepsi nok heller ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Jeg kan ikke længere. Og jeg tror, at der er nogen af de piller, jeg tager, der er skyld i mine mavesmerter. Så jeg er bange for at jeg er blevet medicineret til et mavesår eller noget andet. Jeg har dog valgt at tage det med ro. Mest fordi jeg ikke tør at få lavet en kikkertundersøgelse. Ej, men... Uh, det lyder som dengang jeg fik en udpumpning. Jeg har aldrig kastet op i så store mængder. Gør det ikke ondt med det kamera? Kaster man ikke op? Jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Hvis det fortsætter, må jeg jo bide i det sure æble og komme afsted til lægen.

Men nu er der gået 15 minutter, så jeg har lige 5 minutter til at klargøre mig til at gå i seng. Jeg skal lige have slukket lyset omkring mig, og jeg skal på toilettet. Jeg bliver nødt til at begynde at tage lure igen, for mine ben er ikke oppe i nok tid på et døgn. Det må jeg så bare tage med - jeg var ellers stoppet med at tage lure. Øv bøv. Man kan ikke få det hele med.

Godnat!

Dyr. De bliver jaget og dræbt. Og hvorfor? Penge? Det er forfærdeligt at tænke på. Eskimoerne. De jager sæler og slår dem ihjel. Det synes jeg er okay. Ved I, hvorfor, jeg synes det? En eskimo bruger alt på sælen. ALT. Der er ikke noget, som bare bliver smidt ud. De aktivister, som spraymalede sælerne fordi eskimoerne slog dem ihjel, ødelagde alt for eskimoerne - og malingen har sikkert gjort mindre skade på de sæler, der blev sprayet.

Tag næsehorn. Deres horn er så eftertragtede nu, at folk bryder ind på museer for at stjæle hornene fra de udstillede næsehorn, og næsehorn i zoologiske haver er endda i fare for at få fjernet deres horn - de bliver dræbt, og deres horn skåret af. Jeg er næsten sikker på, at jeg læste at det var til medicinske forsøg, men jeg er ikke sikker.

Jeg forstår ikke, hvordan folk kan være ondskabsfulde overfor dyr. Hvis man ikke kan lide hunde, kan man gå et sted hen, hvor der ikke er hunde. Man behøver ikke at slå dem ihjel. Og hvis noget på en kat på et tidspunkt bliver mange penge værd, så husk på, at det eneste, den har gjort, er at holde mus væk fra dit hus, eller skidt foran din opgang, selvom man ikke må have katte, hvor du bor.

Jeg har ondt i hovedet, jeg er sådan lidt groggy, klokken er lidt i fire om morgenen, og jeg burde gå i seng, eftersom jeg ikke har taget nogen lur i dag. Vent. Det er løgn. Jeg faldt i søvn under "Bibelstudierne" så jeg lå med hovedet hen over bogen - haha. Jeg tog en halv time dér.

Men nu går jeg i seng. René ser også glad ud, nu hvor jeg har tegnet hjerter på ham, mens han stod og snakkede, fuldstændig vind og skæv på sovepiller - Hehe. Hvordan mon han ser ud i hovedet i morgen?

Genesis

Jeg har igen læst lidt rundt i Genesis, og jeg tænker stadig på Paradis, bare uden mennesker. Så det egentlig ikke er "Paradis", men snarere bare en form for vildnis. En kæmpe klode af vildnis. Oceaner, selvfølgelig, men så det passer med vildnisset, så det ikke uddør på grund af saltet. Palmer side om side med fyrretræer. Orkideer, lavendel, rose, tulipan, gerbera, mælkebøtter, tusindfryd... Alt. Alle planter skal være repræsenteret, og de skal selvfølgelig stå side om side. Ikke som i en hær. For hvis der kun er vildnis, er der ikke grund til en hær. De skal stå side om side i processen om at skabe flere planter.

Nå, men Jonna har været her i dag, og det var - som altid - rart. Vi havde en hyggelig snak om Satan og Gud. Det er sjovt som jeg elsker de to. Sammen, altså, deres kamp mod hinanden. Jeg holder ikke med nogen af dem, men det er fascinerende at den ene har én metode, og den anden har en anden metode. Jeg synes at det er spændende. Der bliver "filosoferet" meget om det i femte og sidste bind i serien om vampyren Lestat de Lioncourt, skrevet af Anne Rice. Den første bog, "En vampyrs bekendelser", blev filmatiseret med Tom Cruise som Lestat, og den tredje bog, "Queen of the Damned", blev filmatiseret med Stuart Townsend i rollen som Lestat. Oprindeligt blev rettighederne til 2. bind solgt til et filmselskab, der så ikke indspillede filmen, og derfor er der kun de to film, nummer 1 og 3. Nå. Bind 5 handler om Lestats rejse med Satan og Gud rundt om i deres "hjem" (i stor mangel af bedre ord). Satans helvede og Guds himmel. Det er en utrolig spændende fortælling, især for mig, som går så meget op i det. Jeg ved, at det er skønlitteratur, og at det dér med Gud & Satan højst sandsynligt - men ikke sikkert - er noget værre hokus pokus. Men bogen drager mig alligevel. Hvis det ikke var fordi jeg var i gang med 25 andre bøger, ville jeg hive den frem igen - man kan sagtens læse bogen uden at have læst de fire foregående. Bogen hedder i øvrigt "Djævelens Discipel".

Apropos bøger; jeg er simpelthen så ... Jeg mener... Okay. Biblen. "Don Quijote". "I morgen var jeg altid en løve". "Paradise Lost. "Bedrageriet med dødehavsrullerne". "Gåden om Maria Magdalene"... Det burde være forbudt at læse så mange på bøger - på én gang! Det er jo derfor, jeg aldrig bliver færdig med dem! Jeg vil faktisk gøre noget, jeg ikke plejer. Efterhånden, som jeg læser, vil jeg tage noter til enten et referat/analyse eller til en rapport, som jeg kan vedlægge bogen - så hvis jeg skal bruge info, kan jeg altid lige slå det op i min bog! Genialt, egentligt. Jeg vil gå i gang med at læse... Hmm... Jeg tænker over det til i morgen!

Jeg ønsker mig stadig, brændende "I Won't Cut My Hair" af Jesper Binzer, og René siger, at han vil give mig den i fødselsdagsgave.