Hamid skrev til mig forleden og spurgte mig, hvad jeg syntes om dette billede. Straks jeg så det, tænkte jeg, at det lignede at han var en galning iført en spændetrøje. Jeg er klar over, at mine tanker bar mig i retning af den konklusion, var fordi at jeg ved, at han er skingrende sindssyg. Han er skizofren. Det er til at tage at føle på. Men han er altså ikke bare skizofren. Han er skingrende sindssyg. Som jeg er, faktisk. Vi er det bare på hver vores facon.
Anders og Dorte har lige været her for at aflevere fjernsynet. Jeg kan slet ikke komme mig over, at vi bare sådan lige får kastet et fladskærms TV i hovedet, ganske gratis - det er fuldstændig vildt. Carsten faldt på trappen i samme minut Anders og Dorte skulle til at gå, og jeg beordrede dem til at lade ham ligge. Nu er det fandeme nok, altså...! Nu må han sgu flytte! Ellers må vi. Men han er til gene for hele opgangen. Så jeg tænker at det er ham, der burde flytte.
Jeg synes at det er så rart at gårdmændene er blevet mere villige til at hilse tilbage når jeg vinker til dem, efter jeg smed sedlen med ros i deres postkasse. Før hilste de kun, når René var med. Men nu hilser de også på mig. Yay! Det er cool at være anerkendt. Eller hvilket ord man nu skal sætte på. Vi bor i en opgang, hvor der bor en yngre herre (lige 5 år yngre end os, vil jeg tro. Eller... Der er jo 4 år imellem René og jeg. Så han er vel 30 år, ham gutten), og så er der Carsten, som er et sted mellem 40-45 år, og så os. Der er 6 lejemål i opgangen, og resten af beboerne er mere eller mindre gamle gubber. Her hilser alle på alle. Den yngre herre hilser ikke på nogen, men alle andre er klar med et smil og et "hej" :) Også i alle andre opgange i vores indkørsel. Flemming, som altid hjælper Carsten, er sted mellem 80-85 år gammel, og har sammen med sin hustru Grethe en velgørenhedsorganisation i Afrika. Grethe er dernede netop nu, hun har været dernede i 3 måneder, og Flemming regner med, at han snart rejser ned og genoptager arbejdet.
Jeg var forberedt på, at Renés visitator fra kommunen ville dukke op. Det var en aftale, som havde været planlagt en uge før. Men at Anders og Dorte dukkede op slog lidt benene væk under mig. De var i en halv times tid, ikke meget, men for længe i forhold til, at Rikke netop havde været her. Jeg tror, at der gik omkring 20 minutter fra hun gik til Anders ringede. Jeg er ikke god til den slags. Mennesker nej tak, Jeg ønsker mig ikke ned i Fakta i dag, ja, eller Kiwi, men det skal jeg. Det er bar' nederen. Jeg kan ikke bare blive hjemme. For helvede. Jeg vil hellere bare sidde og se en film. Eller noget. Jeg er monstertræt, men det er alt for sent at gå i seng og tage en lur hvis jeg også skal ned og købe ind. Og lave mad. Det er mest maden, jeg tænker på, for vi skal ikke spise ved 21-22 tiden, som vi har gjort de sidste mange dage. Dårlig stil.
Jeg er bare virkelig træt... :( Jeg bliver nok lige nødt til at sove i en halv times tid. Og jaja, jeg skal nok stille vækkeuret :P
Jeg havde vist min kæreste din side med manden iført spændetrøje og en sæk over hovedet, hun grinede og sagde jeg sgu da skulle have samme tur, hvis jeg turde.
SvarSletJeg sagde det kunne da være spændende og tænkte så ikke mere over den snak, men en uges tid efter kom posten med en pakke hvor der var en læder spændetrøje i, og min kæreste sagde så i næste uger hvor du har vinterferie skal du prøve din nye trøje som du selv har ønsket.
Fredag da jeg kom hjem fra arbejde befalede hun mig at tage min skjorte af, og så fik jeg læder spændetrøjen på hvor ærmerne var så snedige så mine hænder var inde i trøjen, og hun satte så et sæt håndjern om mit ene håndled og tvang mine hænder om på ryggen, og så tog hun en sort stofsæk som jeg fik over hovedet hvor der kun var hul til munden, og så sagde hun i ferien kommer du ikke fri af spændetrøjen og du får ikke stofsækken af hovedet.
Det blev en lang uge og jeg mistede helt tidsfornemmelsen, og når jeg skulle spise madede hun mig som en lille baby, og når jeg skulle på toilettet tørrede hun mig i enden når jeg havde lavet sort som om jeg var hendes baby.
Vi havde gæster på besøg, som hun forklarede at jeg skulle prøve at leve som blind i en uge og klare mig uden arme så jeg lærte at holde fingerne for mig selv og hverken lege med hendes eller min krop.
Det var en anderledes ferie, og jeg håber jeg en anden gang får lov til at komme i spændetrøjen.