Forliste venskaber

René har været oppe hos den gamle dame, som bor oven på os, for at aflevere en æske chokolade som en "velkommen hjem" gave, for hun har været til genoptræning i flere måneder. Jeg var ikke med, for jeg var faldet i søvn. Men hver gang, folk her i blokken ser René, siger de "Vi ser ikke Rikke så meget". I dag måtte René forklare hvorfor. Jeg spurgte ham her i aften hvad han havde sagt, og han spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det. Jeg sagde, at gamle damer (nok) ikke har det så godt med psykisk syge i deres opgang. Men han havde sagt, at jeg lider af epilepsi, for han har det samme synspunkt som jeg. Men vi havde købt sådan en lille æske med håndlavet chokolade. En pakke (der er 12 stykker i en pakke) koster 80 kroner.

Jeg har faktisk sovet hele dagen. Det er skønt. Det er bare lidt voldsomt at sove fra 12:30 til 16:30, når man slet ikke er vant til (længere) at tage en eftermiddagslur. René sagde til mig, før, at han ikke var i tvivl om, at hans forældre havde set mig som en øksemorder, fra de fandt ud af at jeg var psykisk syg og frem til de lærte mig godt at kende - og jeg tror jeg mødte dem 10-12 gange inden brylluppet, maks, i al den tid, jeg har kendt René. Det vidste jeg godt. For alle mennesker tænker jo sådan, første gang de støder ind i en som har det som mig, uanset om de vil kendes ved det eller ej. Hvis der skulle være en grund til at folk ikke så på en med øksemorderblikket med det samme, kunne det være, at man havde studeret det inden, som lægestuderende, eller hvis man har levet med en som mig i sin familie i hele sit liv.

Nå, men jeg synes bare at det er lidt komisk. For 5 år siden ville jeg være blevet skidesur og råbt og skreget over, at de overhovedet kunne forestille sig, at jeg - JEG - kunne finde på at slå nogen ihjel. Men nu synes jeg at det er hyggeligt. Det er sådan lidt... Tja... naivt. Det er sjovt, at folk stadig tænker sådan, efter så mange år - men der er jo bøger, film, tv, aviser, musik... Man bliver bombarderet med det konstant. Skørt.

Jeg har siddet og udvekslet minder med René her til aften, mens vi snakkede. Jeg kom netop nu i tanke om et par sko, jeg havde da jeg var 15 år (eller 14?). Jeg husker dem fordi jeg kom i tanke om noget tøj, min mor og jeg var i Magasin for at købe. Jeg købte en kort, sort kjole med helt korte ærmer, og en hvid, stramtsiddende bluse, jeg kunne have inden under. Til det her outfit havde jeg - som alle andre - et par knæstrømper, dem skulle man have. De gik ca. 10cm over knæet men der var intet, der holdt dem fast, så jeg skulle selv gå og hive dem op. Det var simpelthen så irriterende. Men jeg havde smart hår, og pæn makeup, og jeg var supersmart i Tivoli sammen med "gutinderne".

... Gutinderne. Gutterne. Jeg kan godt engang imellem savne dem. Camilla & Mette. Os tre. Vi havde det fandeme sjovt. Jeg var en "tilkommer", jeg vidste det godt, for Camilla og Mette var barndomsveninder. Jeg begyndte først at hænge ud med dem i 9. klasse. Eller var det 8.? Ligegyldigt. Vi havde det så sjovt. Altid. I weekenderne (fra lørdag til søndag) sov vi sammen, vi rykkede 3 madrasser sammen og lå og pjattede indtil vi faldt i søvn. Jeg stod op søndag morgen klokken 8 og  kørte til bageren, for der kom "Det Brune Punktum" på P3 klokken 10. Vi var vilde med det - det var mindst lige så fedt som det havde været, når vi samledes om fjernsynet hver uge for at se "Lex Og Klatten". Det Brune Punktum kom efter Lex Og Klatten. Camilla havde en million film, så vi så film, og hver gang der kom en ny, cool film, vi ville se, smuttede vi i Ishøj Bio. Den lå tæt på, og billetprisen var i bund. Plus at der som regel kun var os i salene, så vi kunne snakke sammen undervejs. Koncerter, gik vi til. Vi var bl.a. til D:A:D og Østkyst Hustlers koncert. Camillas far skaffede os billetter til et live show med Lex Og Klatten, som blev aflyst, fordi Hella fik ondt i halsen, men så kom Anders Lund Madsen og erstattede, og det var et ganske godt show. Vi optog vores egne film. Lavede lektier sammen. Spiste sammen. Vi var altid sammen. Men da jeg blev indlagt kort tid efter min 18-års fødselsdag gik tingene ned af bakke. Selvfølgelig kunne vi ikke ses lige så meget, men vi gled fra hinanden, og det hele endte i et kæmpe skænderi. Jeg smed alle mine billeder af dem og mig ud. Forsøgte at fortrænge det. Der gik nok 8-9 år, før jeg stoppede med at drømme, at vi var bedste veninder igen. "Gutinder". Jeg savner dem som sagt engang imellem, men det kan jo aldrig være det samme. Måske var vi vokset med hinanden i stedet for fra hinanden, hvis jeg ikke var blevet indlagt. Det sidste jeg hørte fra dem var, at de kun så hinanden til fødselsdage og den slags, så om de overhovedet ser hinanden længere, er jo et godt spørgsmål.