We're rehabbed and we're ready for our 15 minutes of shame
- Marilyn Manson, "I Don't Like The Drugs (But The Drugs Like Me)"
Jeg sad og ordnede mit regnskab, da jeg pludselig indså: hold kæft, mand, hvor er jeg egentlig ordinær. Fuldstændig som alle andre grå og kommunefarvede mennesker, som vader rundt i en sump af kedsomhed og forlængst uddøde drømme. Og Manson har ret; det er ikke "15 minutes of fame", som alle siger, men "15 minutes of shame" - for hvem vil udstille sit dødkedelige, grå og museagtige liv? Hvem vil udstilles som værende det kedeligste menneske i verden? Jeg er ordinær. Ikke alle mennesker er ordinære, men mange er, og I ved, hvad jeg snakker om.
Ærligt, så ønsker jeg ikke at være en grå mus. Det er der nok ingen, der gør. Men min trivielle hverdag gør at jeg bare står op til det samme. Jeg er dog begyndt at vænne mig til at være ordinær. Hvordan kan man det? Man kan være en galning med skøre ideer.
Marilyn Manson, "(S) AIN'T"
"The Golden Age of the Grotesque" 2003
Ingen kommentarer:
Send en kommentar