Jeg er imponeret over mig selv!

"Paradise Lost is widely considered one of the greatest literary works in the English language"

Jeg er i gang med den bog. Den der betegnelse er fra Wiki, så om det er korrekt eller ej, er ikke til at vide. Men "Paradise Lost" er første gang udgivet i slutningen af 1600-tallet. Den bog, jeg har, hedder "Paradise Lose In Plain English". Det er en "oversættelse" af det gamle, kringlede sprog, som digtet (det er et digt, faktisk, selvom det er skrevet som en roman) oprindeligt er skrevet på. Så enhver, der kan engelsk, kan læse bogen. Det er lavet sådan, at på alle siderne, er der på venstre side det originale digt, mens der på højre side er den nutidsengelske oversættelse. Det gør, at det er super, super let at læse, og nu, hvor jeg har fået gang i "læseriet" igen, er jeg ret overbevist om, at jeg bliver færdig med den denne gang. Jeg tager noter - som planlagt. Jeg har dog skiftet mening, og vil sætte alle mine noter ind i en mappe, samlet, frem for at de skal ligge bagerst i en bog. Det skal være på skrift, ikke på computeren. Men hva' fa'en - jeg kan vel have begge dele! Jeg holder en pause nu, for jeg skal i seng om 20 minutters tid (fra nu, ca. 01:40). men ellers har jeg vel stort set læst hele dagen? Jeg tror det. Bortset fra et par småpauser her og der, og da jeg skulle forklare Hamid, at Michael Learns To Rock ikke er et dødsmetal band, men et popband. Kæft, mand, jeg havde grineren på. Man kan tage fejl, og det var ikke hans fejl (selvom jeg direkte havde brugt 5 linjer på at skrive at de er det størst sælgende danske popband i Asien nogensinde) - men det var simpelthen så komisk. MLTR og død? Det passer bare slet ikke sammen. 

Udover det, er der opstået problemer i "paradis". Og NEJ, det er ikke mit forhold, for det er stadig paradis. Men i velværeparadiset. For jeg kan ikke tage piller længere. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på de mange piller, og jeg er ved at græde. Hver gang jeg får en pille i munden, er jeg ved at kaste op. Altså, bogstaveligt talt. Og samtidig skal jeg holde lortet inde, for hvis jeg kaster op inden for den første halve time, er pillen spildt. Jeg spiser 19 piller. Om morgenen spiser jeg 9 piller, og om aftenen spiser jeg 10 piller. Jeg udsætter det længere og længere, og det må man ikke. Jeg må i hvert fald ikke, og det må alle andre med epilepsi nok heller ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Jeg kan ikke længere. Og jeg tror, at der er nogen af de piller, jeg tager, der er skyld i mine mavesmerter. Så jeg er bange for at jeg er blevet medicineret til et mavesår eller noget andet. Jeg har dog valgt at tage det med ro. Mest fordi jeg ikke tør at få lavet en kikkertundersøgelse. Ej, men... Uh, det lyder som dengang jeg fik en udpumpning. Jeg har aldrig kastet op i så store mængder. Gør det ikke ondt med det kamera? Kaster man ikke op? Jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Hvis det fortsætter, må jeg jo bide i det sure æble og komme afsted til lægen.

Men nu er der gået 15 minutter, så jeg har lige 5 minutter til at klargøre mig til at gå i seng. Jeg skal lige have slukket lyset omkring mig, og jeg skal på toilettet. Jeg bliver nødt til at begynde at tage lure igen, for mine ben er ikke oppe i nok tid på et døgn. Det må jeg så bare tage med - jeg var ellers stoppet med at tage lure. Øv bøv. Man kan ikke få det hele med.