En måneds ferie i et land, man er flygtet fra?

Kunne det ikke være awesome, hvis man havde nok bogstøtter til at holde sine cd'ere, når man er blevet bedt om at stille dem ind i reolen?

Og kunne det ikke være awesome, hvis jeg ikke havde spildt vand på mine billeder? De kan reddes, så det ER awesome, når nu det SKULLE ske.

Jeg synes at det kunne være awesome, hvis jeg bare kunne rulle gardinet i stuen ned, men det skal gøres på en speciel måde og hvile på en bestemt stol, der først skal flyttes derhen, så planten, der står i vindueskarmen ikke bliver mast.

Jeg vil sige det her, som Nephew siger det: jeg er D.T.A.P.

Jeg glæder mig til på lørdag, når Jonna kommer, det bliver sikkert rigtig rart, som det altid er. Jeg erfarede sidste gang, at jeg skal have laaang tid til at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget, og så er det godt, at René er der. Jeg kunne bare godt tænke mig, at han holdt sig til emnet, altså, han snakker ALTID om det samme. Og når vi er hos KBJ, snakker KBJ om det, og René elsker det. Hold op, hvor er jeg dog træt af det! Altså, KBJ må gerne snakke om det, for det passer ligesom altid ind. Men når Jonna er her... Jeg bliver idiot af at høre på det, og jeg gider sgu ikke at høre mere om det. På lørdag siger jeg det INDEN Jonna kommer: "Jeg gider ikke at høre mere om Koranen!" Han snakker altid om den. Om og om og om igen. Det keder mig. Jeg interesserer mig ikke for islam, jeg interesserer mig for kristendom i forskellige former og størrelser. Det er det, JEG går op i. Og jeg har en fornemmelse af, at Jonna mest kommer her, fordi jeg elsker at have hende her - hvis det stod til René, kom hun ikke så tit.

Jeg overvejede på et tidspunkt i mit liv at studere teologi, men besluttede mig for at studere til læge, og videre til psykiatrien. Det er et spændende emne. Det er som om det ikke helt får mig op af stolen, som det gjorde førhen. Lige pt. er det religionen, der har overtaget. Ligeså vel, som jeg aldrig bliver psykiater, bliver jeg aldrig kristen, og dermed heller ikke et af Jehovas Vidner. Men jeg elsker at høre om det, læse i deres bibel og have det rart sammen med Jonna. Det er superrart.

René tager sig en lur, han bliver alt for hurtigt træt, pillerne slår ham fuldstændig ud - han skal ikke desto mindre vækkes om 10 minutters tid. Jeg har lovet ham, at jeg ville give ham en time til halvanden, men jeg har INGEN idé om, hvad tid han gik i seng. Jeg tror dog godt, at jeg kan regne med, at der i hvert fald er gået en time. Jeg har jo siddet og renset de sidste cd'er.

Jeg har ikke hørt fra Hamid, og jeg har en frygt for, at noget er hændt ham.  Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det er fordi han har det så dejligt at han bare slet ikke har haft tid til at tjekke sin e-mail, selvom han bad mig om at skrive til ham. Hvis det er derfor, er det dejligt nok. Men hvis det er fordi der er sket ham noget... Han var selv nervøs for, at der ville ske ham noget, fordi han er skizofren, og psykisk sygdom ikke er velset i Iran. Jeg håber altså ikke, at han har grund til at være bange. Jeg aner INTET om det, men jeg er da lidt bange, når han selv er det. Jeg tror dog ikke, at der er sket noget. Det er jeg jo nødt til at tro, ikke? Det er da også noget sært noget at tage en måneds ferie i et land, man flygtede fra i 80'erne...? Det kan da godt være mig, der bare ikke sådan helt forstår den iranske tænkning, eller blot hans mor eller far, som ellers virker som fornuftige mennesker. Jeg synes bare, at det er sært. Hamid har glædet sig meget, fordi han vist ikke har været i Iran siden de flygtede. Jeg kan ikke huske om de flygtede i 1984, eller om de kom til Danmark i '84. De tog jo igennem flere forskellige europæiske lande, før de besluttede sig for Danmark. Hm. Under alle omstændigheder er jeg da lidt nervøs. Han er hjemme den 25. maj.

Jeg siger tak fordi du læste med, og håber at du vil hoppe på igen en anden gang :)

Ses!