Min farmor

Jeg har en farmor. Det er der en del mennesker der har, eller har haft. Må man sige. Og min farmor er enke. Min farfar døde for 10 år siden. Han døde af en hjerneblødning. De havde været til fødselsdag, og min farfar fik det mærkeligt og gik på toilettet. Han var derude længe, og min farmor gik derud. Han sad på toilettet og "snakkede sort", og han faldt ned på gulvet, mens han havde diarre over alt. Min farmor forsøgte at få ham op, men kunne ikke hjælpe ham. Hun ringede efter en ambulance, og han blev kørt på hospitalet. Han døde omkring 30 minutter efter ankomsten. Min farmor... hun var som en sten. Til begravelsen sad hun bare og stirrede ud i luften, så jeg lagde min arm omkring hende, og hun begyndte at hulke. Efter begravelsen tog hun stenansigtet på igen. Hun snakker sjældent om ham. I dag sagde hun "Ja, Gunner og jeg sad jo bare hver for sig og gættede kryds og tværs i timevis uden at sige noget - men vi var der. Nu er stolen tom. Så jeg har fjernsynet kørende hele dagen, så er det ligesom om der er nogen". Jeg lod som ingen ting, men mit hjerte knustes. Jeg vidste godt, at hun har det dårligt med min farfars død. Det er tydeligt. Men det dér... Det knækkede mig totalt. Og ja, jeg sidder og hulker nu. Min dejlige farmor, som jeg griner med hver eneste dag i telefonen, har det så skide dårligt, og jeg er den eneste, der tager mig af hende... Jeg har ikke mulighed for at tage derind, men hvis jeg kunne, ville jeg gøre det. Bare et par dage om ugen. I stedet for telefonsamtalerne. Jeg burde sende hende et brev én gang om ugen. Hun elsker at få post, nemlig.

Jeg kan ikke sådan rigtig se noget for tårer, så jeg stopper her.

!!!! Godt tip! Så længe der står "1 kommentar", så lad være med at klikke på den for at læse den. Det er spam, som er fjernet.