"Born to be alive"

Ja... Som titlen på dette indlæg lidt antyder, så er jeg ved at komme mig over chokket oven på Peters død. Jeg er ikke længere trist, selvom jeg stadig er lidt... Hvad kan man sige... Jeg ville ønske inderligt at han ikke var død. Men livet går videre. Jeg kan ikke leve i sorg længere. Det er ikke sundt.

I dag har jeg været alene, arbejdet lidt på en omstrukturering af min hjemmeside, der dog ikke er færdig endnu, så den gamle version er stadig den, der er at finde på adressen www.rapoulsen.feka.dk Jeg ønsker bare et mere... enkelt design og en smule - men ikke meget, da jeg ikke har forstand på det - mere professionelt look. Det er sjovt at sidde og arbejde med den slags - lære det at kende og sådan... Men jeg er ikke pokkers dygtig til det. Hehe. Sådan er det jo.

Jeg var nede og handle i dag, også, jeg mødtes med René dernede, og så handlede vi kæmpe meget ind. Vi plejer at købe stort ind når vi får penge, så vi har mad til hele måneden. Så har vi lidt småpenge til resten af de ting, vi kommer til at mangle løbende - som f.eks. rugbrød og mælk og pålæg. Det fungerer godt for os. Vi har købt kød til hele måneden, mozzarellaost, ris, pasta har vi tilbage fra sidste måned... vi har købt mange ting i dag - men kun det, vi har behov for. René har ikke købt noget slik. Jeg er imponeret over ham. Det er vist første gang i flere måneder, han ikke har købt slik. Han har skiftet chokoladen ud med bolcher, sådan har det været i 2-3 måneder, men nu vil han "holde lidt igen". Det er fornuftigt nok - jeg plejer jo at spise frugt fremfor slik. Jeg har dog ikke købt frugt i dag. Måske fordi jeg spiste 2 kg jordbær i tirsdags, og havde dårlig mave hele dagen i går... Haha. Jeg elsker jordbær. Og de spanske smager udmærket, jeg kan ikke smage forskel på dem alligevel. Hehe...

"I'm shoulderhigh in crap and my waterwings are flat"

Det er på tide at komme videre... Men jeg kan ikke!!! Jeg sidder fast! Det er ulideligt! Hvorfor vil smerten ikke gå væk? Hader det... Men jeg kan jo intet stille op... Hvordan skal jeg komme videre, når der ikke er noget, der kan gøre det godt igen? Det er noget lort.

Hvorfor kan jeg ikke sove? Og hvorfor kommer det dumme brev fra jobcenteret ikke? Hvorfor kommer pakken fra Mark og Anja ikke? Jeg hader mig selv lige nu... Jeg er et svagt, svagt menneske. Jeg har allerede været ude at tømme postkassen 3 gange i dag, og der er ikke kommet noget. Der har ikke været noget post hele ugen! Hader den slags. Jeg vil have det brev! Grr...

René er blevet super-samarbejdsvillig. Det er jo noget nyt. Måske hjalp det alligevel, at jeg sank ned på hans niveau... Noget er der i hvert fald sket. Måske har han bare indset, at han ikke har opført sig så pænt. Jeg håber bare, at han holder den gode linje.

Jeg glemte at tage min morgenmedicin i går, så i aftes havde jeg kramper. Ikke et dissideret anfald, men blot myoklone kramper. Det var højst forstyrrende, så jeg smuttede i seng. Klokken var kun 23, og jeg vågnede adskillige gange i løbet af natten, og stod tidligt op i dag. Det irriterer mig, at jeg ikke er en af dem, der over 8-9 timer i døgnet, for jeg elsker at sove. Jeg elsker det. Bare ikke, når det er mareridt... Dem vil jeg gerne undvære. Men det går jeg ud fra at alle vil.

Engang kunne jeg huske alle mine drømme. Nu husker jeg ingen. Jeg vågner ofte på grund af en drøm - men når jeg vågner, kan jeg sjældent huske den... Jeg drømte om Peter i nat. Det gør jeg ofte, men som regel når drømmen at forsvinde inden jeg registrer andet end "Peter". Den drøm, der vækkede mig i dag, var et mareridt. Eller; det var det ikke, men det føltes som et mareridt. Jeg savner ham så meget... Peter. Det var ham, mareridtet drejede sig om. Drømte, at han var død... Begik selvmord. Og da jeg vågnede måtte jeg se i øjnene, jamen, han ER død... Det var svært at kapere...

My God I miss you! Goddammit!

Unjustifiable existence

"The scars on my wrists may seem like a crime
Just wish me better luck next time."

Oh dear God... Jeg savner bare musikken så meget. Lige pludselig er al den musik, jeg allerede har, reduceret til intet... Alt føles mindre, der er ikke nok, jeg er i Type O Negative underskud. Jeg ved at der er mange plader med dem, men tanken om at der aldrig kommer mere, gør mig skør! Jeg føler raseri, jeg føler sorg... Jeg har så mange ting, jeg må ud med, men til hvem og hvordan?

Jeg er edderspændt over at det her lykkelige eventyr bare er slut. Hvordan kan det bare slutte? SLUTTE?! Det kan bare ikke ske! Det kan ikke være sandt, jeg kan ikke bære det...! Jeg er ved at drukne i følelser omkring det her, og jeg føler at jeg ikke kan retfærdiggøre min eksistens her, når jeg ved at Peter ikke er længere. Jeg vil være, hvor han er. Det er pisse barnligt, plat og alt muligt dårligt - men jeg elskede ham. Ja, altså, ikke "ham", jeg kendte ham jo ikke. Men den "ham" der kom frem i hans tekster og selve musikken. Dén Peter savner jeg usandsynligt meget. Det føles som om at halvdelen af mig er død. Visnet.. Væk... For evigt. Det er sikkert bare lige her og nu... Men det gør fandens ondt alligevel.

Jeg sidder fast i det her, jeg er rasende, på hvem ved jeg ikke, men jeg er vred, meget vred. Jeg vil give så meget for bare at... Åh gud! Kan der virkelig snart være flere tårer tilbage?! Jeg ønsker bare at krybe i seng og ligge under min dyne og tænke på, hvor meget glæde Peter og Type O Negative nåede at give mig. Det blev til 14 år, og de vil jo stadig glæde mig, selvom der ikke kommer nye plader. Lige nu er det bare døden, der overskygger alt. Her før... Tænkte jeg på, om jeg mon ville være hoppet i graven hvis det ikke havde været for René. Men så tænkte jeg, at nej, det ville jeg ikke, fordi det var Peter, der viste mig, at selvom ens liv er virkelig shitty, så kan man godt leve alligevel. Peter viste mig, igennem sin musik, er kærligheden er, som den nu engang er. Jeg mener ikke at han elskede mig, jeg er ikke idiot. Det, jeg mener, er: han viste mig kærligheden, den kærlighed, jeg havde ledt efter, i sine tekster. De tekster tog jeg til mig, brugte dem som jeg ville, og det hjalp mig ikke alene ud af depressionen, det fik mig også ud af min sindssyge afhængighed af René.

Jeg er blevet et bedre menneske, føler jeg, efter jeg begyndte at lytte til Type O Negative. Rigtig, sådan, die-hard-fan har jeg måske kun været i... 10 år. Men jeg har lyttet til deres musik i 14 år. Og jeg bliver aldrig træt af det. Det er så skøn musik, ja, dem alle fire. Det var jo ikke kun Peter alene, der var Type O Negative. Type O Negative var jo... "a Non prophet organization"... Hehe... De var et "band", de var venner og havde spillet sammen i mange, mange år. Jeg tror ikke, at de vil fortsætte sammen under navnet Type O Negative. Hvis de gør, er det yderst respektløst. Jeg vil gerne høre eventuel ny musik - men Type O Negative er begravet nu. Nu har jeg minderne tilbage, billederne og de rare ting at tænke på.

Jeg savner dig, Peter.

Listen, der bare skulle ud

Jeg er...

... 1 uge fra at fylde 30 år.
... ved at blive temmelig gråhåret.
... i sorg over Peters død, stadigvæk.
... fuld af forventning overfor interviewet om gastric bypass.
... ved at nedbryde min egen krop.
... i gang med at lære at stå på egne ben.
... blevet ret vild med pære-banan yoghurt.
... vild i varmen efter at få min pakke fra USA!
... fuld af spænding for at skulle i Matas og bruge 300 kroner helt på mig selv.
... uforstående overfor, hvorfor jeg har lavet denne liste.

Hvad sker der?

Hvad er det, der sker med mig lige nu? Det virker som om jeg langsomt er ved at glide ind i en verden, jeg ikke ønsker at være i. En verden af ligegyldighed. Jeg er lige så langsomt ved at blive mere og mere ligeglad... Som om intet betyder noget længere... Følelsesløs. Kold. Alt, hvad jeg siger og gør, er påtaget. Jeg har facader på igen. Jeg vil kalde dem masker, fordi de ligesom også dækker over ansigtsudtrykkende. Både mit udseende og min væremåde, mit humør, de ting, jeg siger... afpasses efter hvem, jeg er sammen med. Det er ikke som "normal adfærd", det er næsten som en helt ny personlighed. Nogle ser den ene, andre ser den anden, nogle den tredje... Jeg har måder at være på, som ikke er mig. Jeg er ligeglad med, om folk opdager det. Jeg er totalt ligeglad. Intet kan røre mig lige nu, for jeg er død alligevel. Følelseskold og som en zombie. En levende død. Blot et hylster af, hvad jeg engang var. Jeg er ikke "Rikke" længere, men en parodi på "Rikke". Intet passer sammen længere. Tingene er forskudte. Jeg fungerer på flere planer. Hvad er det, der sker med mig?

Det er slut

Jeg tror. Jeg tror, at jeg faktisk er ved at acceptere Peters død. Det er bedre nu, her sidst på formiddagen. Jeg er stadig ked af det, men jeg sørger ikke længere. Det ville han ikke have ønsket. Jeg savner ham utrolig meget allerede, og jeg kan sagtens græde stadigvæk, når jeg sådan rigtig tænker på det. Jeg håber stadig at det ikke er sandt. Men jeg ved, at det er sandt. Det er slut.

Jeg tror dog, at jeg vil få en god dag. Mindet om ham lever videre i mig, og især nu, hvor jeg er gået i gang med at skrive de gamle historier ind. Historierne om Peter og mig. De vil ikke blive lagt op på min hjemmeside. Det er ikke det, der er meningen. Jeg vi bare gerne have dem på computeren. Det betyder meget for mig. Teksterne er skrevet med kærlighed. Det skal der ikke herske tvivl om. Jeg mærker kærligheden strømme fra mig, når jeg læser dem. Det er tydeligt, at jeg havde følelser for ham. Det føles som at han lever lidt alligevel, så længe jeg sidder og skriver teksterne ind.

Men når jeg tænker på hans død... Så får jeg et sug af sorg i maven. Det føles som en knytnæve i maven, fuld fart på... Jeg er ked af alle de smerter. Men jeg klarer det. Det skal jeg jo. Jeg kan jo ikke bare visne og sygne hen, når jeg har René at elske og tage mig af. Men jeg savner fandeme Peter i stor stil allerede... My darling you.

Tak for alt, hvad du har givet mig

Jeg kan ikke rigtig vænne mig til tanken om Peters død. Det går mig på. Jeg ville så gerne kunne sige noget fornuftigt, men der er ikke noget fornuftigt at sige. Mit hjerte er knust. Jaja, jeg har René. Men... Peter var Peter, René er René. Jeg elsker René, men Peter var min læremester i skrivningens univers. Han var mit forbillede, og nu er han væk. Jeg forstår det ikke. Altså; jeg forstår godt at han er død, men jeg kan ikke vænne mig til det. Det er en dyb, dyb tragedie. Jeg kan dårligt tænke. Jeg kan dårligt spise. Jeg kan dårligt drikke... Jeg tænker bare på Peter og ønsker ham tilbage til livet - så han kan skrive flere smukke tekster, som vil fange mit hjerte, som de andre har gjort. Jeg kan ikke kapere, at han aldrig mere skal skrive noget som helst. Det føles som om noget af mig er dødt. Jeg ved godt, at mange synes det er plat, men... Jeg er ret ligeglad. Jeg havde et nært forhold til hans musik, og nej, jeg kendte ham ikke personligt. Men jeg kendte hans musik, hans tekster, hans univers, og jeg befinder mig stadig i det. Kommer jeg nogensinde ud? Jeg håber at det aldrig sker. Jeg ønsker at svælge i Peters musik - nøjagtig som jeg gjorde før hans død. Nu er det bare endnu vigtigere for mig.

Jeg kan ikke se, at noget andet musik skal kunne tage Type O Negatives plads,og jeg ønsker det ikke. Jeg ønsker ikke at det skal tages fra mig. Jeg vil gerne høre andet musik, men jeg vil ikke glemme dem. Ham. Peter. Et eller andet sted er han min inspiration til at leve, på trods af, hvad hans tekster handlede om. Jeg føler en mening med livet, når jeg lytter til hans musik. Det vil jeg muligvis altid gøre. Det er fantastisk musik. Jeg snakker ikke om andet. Jeg har, i alle de breve, jeg har skrevet til min morfar de sidste 7 år, nævnt Type O Negative. Jeg ved, at folk er trætte af at høre om det. Men jeg har brug for, at min sorg kommer ud. Jeg vil gerne kunne tænke på Peter uden at tænke på hans død. Jeg vil gerne kunne mindes de gode tider. Det her andet, alt det med sorgen, er ikke noget, jeg ønsker at gå igennem. Men jeg ved, at jeg er nødt til det for at komme videre. Det er vigtigt for mig. Jeg vil ikke skrive noget som "hvil i fred" eller "R.I.P." da det slet ikke er noget, han ville have brudt sig om. Jeg vil skrive noget andet. Noget, som betyder noget for mig. Jeg vil skrive "tak for alt" eller "verden er blevet fattigere". For det er den. En fabelagtig kunstner er død. Lige nu føles det som om jeg aldrig kan komme videre. Jeg ved, at det kan jeg - han var trods alt ikke en nær ven til mig. Men det kommer til at tage tid. Han vil altid være hos mig. Han vil altid være i mine tanker. Jeg vil tænke på ham, hver eneste gang, jeg sætter Type O Negative i afspilleren og nyder hans utroligt fantastiske stemme, hans fantastiske tekster, hans genialitet... Det er aldrig forsvundet, det vil altid leve videre - i hans musik. Den dør ikke, fordi han er død. Mange, mange mennesker sørger over det her. Det skal vi have lov til, latterligt eller ej.

Jeg mangler ham allerede. Jeg mangler hans tilstedeværelse igennem musikken. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved, at det vil ske. Ingen sørger for evigt. Eller; jo. Man vil altid savne en afdød, man havde kær. Man savn er ikke det samme som sorg. Og jeg ved, at min sorg går videre til savn. Og jeg ønsker at jeg aldrig vil glemme ham. Jeg er sikker på, at han altid vil være min stjerne.

En fortælling om lykke

Jeg lytter til Type O Negative for at mindes min "mentor", eller hvad man kalder det. "Læremester". Ham, der vækkede mig, fik mig til at skrive, og skabe. Ham, der lærte mig om kærlighed, ham, der lærte mig om døden, ham, der tryllebandt mig med sine tekster. Teksterne, der var som var de skrevet af min egen hånd - bare bedre. Hans tekster beskrev mine følelser nøjagtigt, og det var fantastisk så ens vi var. Skønt jeg aldrig har kendt ham personligt, fik han tændt min livsgnist dengang for 7 år siden, da tingene så allerværst ud. Dengang, da jeg var ved at drukne. Dengang, mit liv drejede sig om selvmord. Han fik mig ud af det. Han hjalp mig igennem det, alene ved at synge sig ind i mit hjerte. Jeg havde været fan af dem i 7 år. Jeg elskede dem fra første plade, jeg hørte, "October Rust". Det var deres tredje plade, og det var Hamid, der introducerede dem for mig, dengang i 1997, 6 år efter deres første plade, "Slow Deep and Hard".

Men pladen, der trak mig ud af alt det dårlige, gav mig et nyt liv og fik mine tanker på plads, var "Life Is Killing Me". En fabelagtig plade. Jeg fik den i 2003. Sange som "Anesthesia" og "I Don't Wanna Be Me" - ja, faktisk dem alle sammen, fangede mit hjerte, tog mig med en storm, fejede benene væk under mig, og den bragte tonsvis af inspiration med sig. Jeg forelskede mig så meget i teksterne, at jeg skabte min egen, fiktive Peter, som jeg brugte i de historier, jeg skrev om ham og mig. Jeg skrev mange af dem, alle mulige forskellige historier, men kun den ene blev skrevet ind, efter jeg fik ny computer. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside, og den er måske triviel, ikke særlig fantastisk eller faktisk bare kedelig f0r mange, den er meget kompakt - men den havde stor betydning for mig. Den trak mig bort fra depression, den trak mig bort fra alt lortet med René, og jeg blev lykkelig. Lidt som hvis jeg levede i historien, selvom jeg godt vidste, at det ikke var sådan. Jeg levede sådan lidt i min egen fantasi. Jeg vidste, at det ikke var sandt, men jeg forelskede mig i min Peter. Ikke i den virkelige, men i min egen. For han var så perfekt for mig. I hvert fald i de mange historier, jeg skrev. Det var så fantastisk for mig at skrive de historier, de gjorde mig så godt. Jeg følte mig i stand til at indtage verden og blive min egen i stedet for at være Renés, i stedet for at være dybt ulykkeligt forelsket i René, blev jeg dejligt, lykkeligt forelsket i min Peter. Det var en skøn tid, jeg var nærmest helt elektrisk. Jeg var glad, jeg var... Jamen, jeg var alt det gode ved en forelskelse. Det var så dejligt. Og jeg trak mig væk fra René. Det var først i 2007, da jeg uofficielt flyttede ind hernede for at hjælpe ham fremfor at han skulle flytte hjem igen. Jeg blev suget tilbage i det, og heldigvis - for René forelskede sig jo i mig. Når René og jeg er uvenner, tænker jeg på Peter, og jeg tænker, at hvis han kom og bankede på min dør, ville jeg tage med ham. Han er fiktiv, men jeg ville gøre det alligevel. Jeg ville vælge ham frem for René. Men ikke nu, når vi har det godt, René og jeg. Det er bare dagdrømmeri om fantastisk kærlighed - så fantastisk, at den aldrig vil ske. Ikke for mig, i hvert fald. Men jeg elsker René meget højt - højere end alt andet. Jeg elsker bare Peter lige så meget, på vores dårlige dage.

"Dagen efter dagen derpå"

Jeg havde ikke troet, at "Can't lose you" ville komme til at betyde så meget for mig på så en ironisk måde. Jeg troede at den var ligesom... Skrevet af mig til René... Men den var skrevet af mig til Peter - af Peter selv. Jaja, det lyder corny, men... jeg forstår pludselig en masse ting. Jeg forstår pludselig hvor meget jeg vil savne ham, og hvor meget han altid vil være i mit hjerte.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor han er død. Altså; jo jeg forstår godt hvorfor han er død. Jeg er ikke idiot, jeg ved godt hvad hjertestop er. Men jeg forstår ikke hvordan han bare kan dø fra mig og alle hans andre fans. Han var jo fantastisk, og mange, mange fans verden over vil sørge. Jeg elskede ham meget højt. Eller; jeg elskede hans musik meget højt. Jeg havde et nært forhold til hans musik, ja, til deres musik. I farten glemmer jeg hans dejlige bandmates og venner; Johnny, Josh og Kenny. De må føle sig enormt fortabte og alene. Der vil aldrig blive et nyt Type O Negative, for ingen kan overtage Peters plads - og ingen skal. Det her er ikke Queen (der fik en ny forsanger efter Freddie Mercurys død og forsatte under samme navn).

Jeg vil gerne sige, at jeg virkelig dybt berørt af situationen, og jeg er klar over, at jeg muligvis fremstår som latterlig. Man skal nok være die-hard fan af et band for at forstå, hvad jeg og mange andre gennemgår netop nu. Men jeg elskede det band, det vil jeg altid gøre. Peters og resten af bandet vil altid være i mit hjerte, og jeg sidder endda og lytter til deres musik netop nu. Nu betyder det mere end det gjorde før. Sjovt, at det er muligt, ikke?

Peter Steele er død

Jeg er i chok. Manden, jeg har set op til i 14 år, er død. Han er død. Jeg har grædt og grædt. Han døde 14. april 2010, men jeg har først opdaget det i nat.

Det smerter mig utrolig meget. Han var om noget en mand, jeg kunne sammenligne mig med, følelsesmæssigt. Hans musik rørte mig, som intet andet nogensinde har gjort. Han inspirerede mig til at skrive - og det er hans skyld, at jeg fik mit liv på rette køl. Hans musik hjalp mig ud af det helvede, jeg befandt mig i.

Han gav mig styrke, han gav mig troen på, at jeg kunne klare det - for han havde det på samme måde, og klarede livet. Ikke godt, men han klarede det. Han led af kronisk depression. Det var hårdt for ham, han var indlagt flere gange, og han forsøgte selvmord flere gange. Men alligevel formåede han at skrive tekster, som kunne få mig ud af min depression. Han formåede at skabe noget unikt, som jeg ved vi er mange, der vil komme til at savne. Jeg har alle de plader, de lavede. Jeg vil altid kunne sætte musik på og lytte til det med velbehag. Jeg vil aldrig glemme ham. Han var og vil fortsat være en stor inspiration for mig.

Hans talent vil aldrig blive glemt. Ikke hos mig, i hvert fald. Han skabte unik og fabelagtig musik, og jeg vil aldrig nogensinde smide det væk. Jeg vil aldrig stoppe med at høre det (medmindre der sker noget drastisk i mit liv, der gør at jeg ikke længere vil høre det), og jeg vil værdsætte hver eneste sang mere, end jeg ellers har gjort. Fordi der aldrig kommer mere.

Jeg er i sorg. Peter Steele. Verden er blevet fattigere.

Jeg har en god fornemmelse for i morgen!

Jeg blev faktisk... Ikke såret, men lidt ked af det i går, på grund af noget, der blev sagt til mig af en fremmed. Men jeg valgte at reagere med humor, fremfor at vise mine følelser. Ved ikke, om det fungerer specielt godt for mig, men... Er der andet at gøre? Hvad skal man gøre, hvis man ikke vil stå og tude foran fremmede? Jeg vil hellere tude alene, i Renés arme. Han trøster mig altid, når jeg græder.

Det har jeg brug for nu. Men han sover. Jeg græder ikke nu. Og jeg er kommet videre siden i går. Det går mig ikke sådan rigtig på længere. Jeg føler bare... En tomhed i dag, en udefinerbar tomhed. Jeg tror at jeg får en meget følelsesladet dag. Er jeg mon ved at få en af de virkelig dårlige dage? En af dem, hvor jeg ender med at blive psykotisk? Det er jo sket før, og de starter nogle gange sådan her. Jeg har planlagt at jeg aldrig vil være psykotisk igen. Så det går jo slet ikke, hvis det her er en af "de dage". Tror dog ikke, at det ender sådan. Jeg satser i hver fald på at få en nogenlunde dag. Det bliver nok bare mest i sengen. Jeg har lyst til at sove... Sove mig væk fra denne dag, vågne op torsdag morgen. Det er det, jeg har lyst til. Jeg er sikker på, at jeg godt kan. Men vil jeg virkelig sove et helt døgn? Jeg tænker "Ja", men René synes nok ikke, at det er en god idé. Jeg har også så mange ting, der skal overståes i dag.

Men jeg er slet, slet ikke i godt humør. Det lader ikke engang til, at musikken kan løfte mig i dag. Jeg har lyst til at slukke igen. Det sker ellers sjældent. Jeg tror, at jeg går i seng igen. Det er bedre for mig at sove i dag, end at være vågen. Jeg har ikke spist noget siden klokken 20 i går aftes, og jeg er lidt sulten. Ikke meget, men lidt. Og jeg spise er par rugbrødsmadder og så gå i seng. For det her...Psh... Gider jeg ikke. Lortedag.

Men i morgen bliver det en supergod dag! Ved ikke hvorfor men: Jeg har en god fornemmelse

Fedt look og en lækker kage!

Haha... Hamid har ombestemt sig! Passer mig fint nok. Jeg var lidt skeptisk overfor at have ham her i 4 dage... Men alting løste sig jo åbenbart! Yay!

Jeg var til fødselsdag hos min far i går, og for første gang i mange år, gik det faktisk rigtig, rigtig godt! Superrart. Jeg er dybt imponeret over min familie! Og min mor lavede god mad til os - vi fik flæskesteg. Men jeg glemte at få resten af kartoflerne med hjem... Øv. Havde glædet mig til at sidde og nappe kartofler senere. Men hey - man kan ikke altid være lige heldig.

Jeg har lige været inde på en blog herinde, som jeg har på min liste, og den havde bare det fedeste look! Men jeg tror nu ikke, at det er sådan, min skal se ud, jeg er heller smuk eller noget, så jeg gider ikke at have mig selv på. Men det var en cool side hun havde fået lavet. Jeg er dog tilfreds nok med min egen. Den er blevet lavet om: før var den jo sort med rød skrift. Men jeg har lavet den om, fordi det tilsyneladende er svært for nogen at læse rød skrift på sort baggrund. Det er også derfor jeg har lavet layoutet på min hjemmeside om.

Dagen ser travl ud, men kender jeg mig selv ret, hensynker jeg bare i egne tanker foran computeren - det sker for mig hver dag. Hehe. Nå ja, men sådan er jeg. Jeg dur ikke til alt det dér travle, mand, jeg får stress. Men her er ikke så rodet, så jeg skal bare støvsuge og vaske gulv, får René til at ordne badeværelset, og så er her egentlig... Som her skal være... Jeg skal have bagt en kage også, men den skal først bages i morgen! Ej, hvor jeg altså glæder mig til at se mine veninder. Jeg håber at René skrider, så vi kan være alene. Men det plejer han også at gøre, for han gider ikke vores tøsefnidder. Haha. Han kan tage hjem til Kim & Majbrit. Det vil jeg lige drøfte med ham i dag!

Danmark som engelsktalende land?

Jeg har i efteråret 1994 modtaget dette brev, fra min dengang veninde, Camilla:

"Hej Rikkemus!
Sometimes life just really sucks! Don't you think so? Jeg synes at det er rart at vi er begyndt at være sammen igen. Synes du ikke? Men hvorfor ringer du egentlig aldrig til mig? Du siger jo altid at jeg aldrig kan være sammen, men så bare ring. Også hvis du får det dårligt. Deal?!
Kh Camilla

PS: see you in the morning"

Og sommeren året efter:

"Hej Rikke (Pretty original!)
Nå, hvor'n går det så? Du ved jo at jeg er lidt ude og svømme med ham fynbo'n, men hva' fa'n det går jo nok, på den ene eller anden måde.
Det var rart at komme hjem til dig igen, du kan tro at jeg savnede dig. Men hold kæft en fed ferie! Michael, Michael, Michael........
Lort at skolen starter igen, hva'? Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg håbe på at det bliver et godt skoleår! Jeg glæder mig til jeg skal i gymnasiet,men jeg tror ikke, at jeg vælger SOLRØD, dull!
Nice meeting ya
See ya
The Neighbour Camilla"

Det er sjovt som engelske ord overtager de danske... Jeg bruger ret ofte "cool" og "damn"... Men der er mange ord, der ikke mere bliver brugt på dansk, stort set, eller engelske ord, som er blevet "erklæret" danske. Jeg tror, at vi om... Tja.. 10-15 års tid er et engelsktalende land. Det er fint nok med mig, jeg kan god lide engelsk. Måske går der 20 eller 25 år. Men Danmark bliver et engelsktalende land, det er jeg ret sikker på.

Jeg kan huske, at jeg syntes at det var det fedeste, når jeg fik en stil for i engelsk, fordi jeg bare elskede at skrive på engelsk. Det gør jeg stadig. Jeg elsker det engelske sprog. Men jeg kan også godt lide det danske sprog, og jeg skriver primært dansk, you know? (hehe)

Oh boy...

Ja... Hamid, min buddy fra Fyn, kommer herover på tirsdag. Han skal bo her fra tirsdag til fredag... Yrk! 3 mennesker i en etværelses lejlighed i 4 dage... Det er godt nok... Wow. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det skal ende. Faktisk er jeg bare spændt på at se, om han overhovedet når frem; han ombestemmer sig meget ofte. Og han har hele søndag og mandag til at skifte mening. Men jeg må jo satse på, at gutten kommer.

Derfor skal jeg mandag huske at tage sengetøj ind, så det kan blive vasket - det lugter nok af hengemt skur. Det ligger jo derude. Sengelinned har jeg herinde. Jeg ved ikke, hvor han skal sove... Han kan sove på vores dobbelt-luftmadras, men så er vi temmelig meget låst, hvis en af os ikke kan sove. Derfor ser jeg sofaen som et godt valg - men den er nok for kort til ham... Yikes.

Tvivler på, at det ender godt - men mit hjem er altid åbent for en god ven. Og det er Hamid. Skør, men en god ven. Så han kommer her altså på tirsdag... Medmindre han ombestemmer sig undervejs.

"Jeg er fed fordi jeg spiser hele tiden"

Det er egentlig morsomt som folk tænker, at man spiser alt, alt for meget, hvis man er overvægtig. At man bare æder som et svin fordi man er grådig og er ligeglad med om det er sundt eller ej.

Nu jeg, f.eks., jeg vejer 149 kg. Lad os bare sige 150. Jeg tog de fleste kg på da jeg var 18 år, og begyndte at tage medicin. Det var ret voldsomt. I mange år spiste jeg vildt usundt. Der kom flere kilo på. Men så lagde jeg min stil om. Jeg spiste utrolig meget, men sund mad. På et tidspunkt overvejede jeg, om jeg led af en spiseforstyrrelse, fordi jeg spiste så ufatteligt store mængder mad.

Men efter jeg tænkte tingene igennem, begyndte jeg at tænke over hvad jeg spiser. Og nu opstår mit problem: Jeg spiser kun aftensmad. En sjælden gang får jeg lidt rugbrød, men jeg spiser generelt kun aftensmad. Jeg spiser 2 portioner aftensmad, sådan mellemstørrelse. Ikke store portioner, men ikke små. Jeg spiser slik. Ikke hver dag, men 2-3 gange om ugen køber jeg en pose lakrids, bolcher - alt efter hvad jeg har lyst til. Jeg spiser is ca. 2-3 gange om måneden. Jeg spiser frugt ca. 1-2 gange om ugen, og jeg spiser lidt gulerødder hver dag, det er noget nyt, jeg er begyndt på.

Men... Jeg spiser ikke ret meget mad, problemet er, at jeg spiser forkert. Man kan ikke tabe sig når man kun spiser 1 måltid om dagen. Så er det jo nærmest mere i modsatte grøft. Jeg foretrækker at spise flere gange om dagen - men jeg er ikke sulten, så jeg spiser ikke. I dag har jeg drukket 2 glas sodavand (light, som sædvanligt). Jeg stod op klokken halv syv. Nu er klokken halv otte om aftenen. Det er også noget, jeg glemmer...

Alligevel skal jeg høre, at jeg spiser for meget. Alligevel bliver jeg mødt af alle fordommene. Det er simpelthen for dumt. Jeg bliver nødt til at være ligeglad, selvom jeg bliver irriteret. Jeg må ligesom acceptere at folk ikke "forstår" overvægt, hvis de aldrig har været overvægtige.

Nok måske lidt for følsom

Nåeh... Jeg må nok trække mit "Farvel til blog.dk" tilbage, for jeg bliver nødt til at se i øjnene, at jeg er for opfarende, jeg er for hidsig og sådan lidt dramaqueen-agtig, plus at jeg tager forhastede beslutninger alt for ofte, og som jeg ofte fortryder kort tid efter.

Jeg har det sådan her lidt, lige nu, og det har jeg haft i et par dage: Jeg har dårlig samvittighed. Jeg sad og spiste en stor, fed tykstegsbøf i går. Godt nok kom den direkte fra fryseren og blev købt i starten af måneden fordi der var 2 for 30 kroner i Brugsen. Men det var slet ikke rart at spise den. For mens jeg sad og spiste den, blev jeg ved med at tænke på en, jeg har kendskab til, som hverken har råd til mad til sig selv eller sine hunde i denne måned. Det går mig simpelthen så meget på, hver gang jeg spiser noget, tænker jeg på hende. Jeg sidder her og mæsker mig i alt muligt, og hun har bare intet... Jeg kan intet gøre. Ved ikke, hvor hun bor, hvad hun hedder til efternavn... Jeg ved det ikke! Det går mig herremeget på. Hvis jeg kunne finde hende, ville jeg bestille bare nogle småting til hende. F.eks. hundemad, lidt rugbrød, pålæg, pasta, ris, hakkede tomater... Lidt forskelligt. Jeg sad og regnede på, hvad de mest nødvendige ting ville koste. 350 kroner inklusiv levering. Det er ikke mange penge for os i denne måned, jeg kan mærke det - men så ville min samvittighed være i orden. Men hun har afslået min hjælp.

Det er også okay - man kan ikke tvinge mad ned i andre fordi man selv har dårlig samvittighed. Det er jo ikke hendes problem, at jeg ikke kan styre mine følelser. Hvor ville det i øvrigt være utrolig rart, hvis man kunne det! Jeg er heller ikke helt sikker på, at René uden videre ville gå med til det... Han forstår ikke den slags. Men jeg ville fandeme gøre det alligevel. Om jeg så skulle tigge penge et andet sted... For den her dårlige samvittighed dræber mig. Jaja, det er tosset - men tykstegsbøf imod intet mad, så kan man ikke andet. Det var jo ikke fordi jeg ville kræve noget tilbage. Ikke engang et tak behøver jeg. Jeg vil bare gerne vide, at hun har det godt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg går så meget op i det... Jeg kender hende ikke sådan rigtig. Jeg har bare utrolig stor respekt for hende.

I starten kunne jeg slet ikke lide hende, men nu er jeg sgu begyndt at holde af hende - selvom jeg slet ikke kender hende! Det er så skørt, altså... Men sådan er jeg åbenbart. Det er en pestilens nogle gange, men... Ja. Sådan er jeg. Det ændrer sig nok aldrig. Jeg er ret hurtig til at bestemme mig for, hvad jeg føler for folk - og jeg er ret hurtig til at ændre det. Helt skørt. Jeg har et alt for impulsivt følelsesregister.

En lang dag i køkkenet

Sikke en dag. Den har været lang, en anelse hård - men det er min egen skyld: jeg har bagt og bagt. Boller, kanelsnegle, minipizzaer, hvidløgsflutes, chokoladekage - alt sammen for at tage billeder af det til min nye kogebog! Det bliver en fantastisk kogebog, det er jeg overbevist om.

Billedet her forestiller mine minipizzaer med jalapeños, som jeg har bagt til René. Det er bare ganske almindelig pizzadej (hjemmelavet) med lidt fyld på, som jeg mener at René kan lide. Han har også spist ret mange af dem i dag. Det er rart for ham at han kan tage en lille pizza når han bliver sulten - og det er rart at der ikke konstant skal smøres mad. Vi har dog aftalt at finde på et sundere alternativ, selvom der ikke er hverken sukker eller margarine i dejen. Faktisk er der bare vand, mel og gær. Men det er jo heller ikke sundt. Så jeg skal til at spekulere over sunde snacks, man kan have stående, som man lige kan nappe lidt af.

Jeg overvejer dog, om jeg ikke skal satse mere på salater. Hvis jeg koger lidt f.eks. pasta, tager lidt kål, gulerødder, broccoli... lidt af hvert... Det kunne jo være meget lækkert. Og en fedtfattig dressing. Det vil jeg faktisk gøre! Det må vi se på når pengene går ind her sidst i april, først og fremmest skal vi liiiige klare de sidste 2 fødselsdage...

Jeg sendte et brev til Majbrit i dag, et rigtig sødt brev, hvor jeg skrev hvor meget jeg holder af hende og hvor dejlig jeg synes hun er. Det håber jeg, hun bliver glad for!

Store bage-dag!

Ah... Bagte chokoladekage i nat, fordi jeg tilbød René at smække noget sammen til hans lækre gane. Vi fik kun spist 3 stykker, så nu står den bare henne på køkkenbordet. Jeg har tænkt mig, om lidt, at putte et stykke på en tallerken og tage et billede af den, så den kan komme ind i opskrift-bogen. Om lidt bager jeg boller og kanelsnegle af samme grund. Jeg regner med at lave én dej og dele den i to... Men jeg har ikke helt besluttet det endnu. Jeg ved bare, at jeg har 2 pakker gær,og at jeg gerne vil lave hvidløgsflutes også. Der skal jeg jo også bruge gær. Så lidt boller, lidt snegle, lidt hvidløgsflutes... Kan jeg mon dele den dej med noget andet? Minipizzaer, f.eks.? Dem kan vi jo spise til frokost i dag... Good thinking! Så har jeg hele 4 ting til kogebogen på én dag! Nå, ja, plus kagen! Woohoo!

Jeg glæder mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg glæder mig til. Bare til denne onsdag, tror jeg. Det er skønt. Solen skinner allerede smukt ude i haven! Det er simpelthen så skønt! Jeg er en efterårs- og vinterpige, men når vinteren har varet længe nok, vil jeg bare gerne have sol igen. Det er nok egentlig kun sommeren, jeg ikke er glad for, ved nærmere eftertanke - det er alt, alt for varmt. Pyha, det bliver garanteret også en virkelig varm sommer... Er der ikke noget med, at hvis vinteren er seriøst kold, så er sommeren seriøst varm?

Myrerne er begyndt at komme, så jeg forleden. Også indendøre. Hader de lortemyrer. Jeg glæder mig SÅ meget til at flytte i en lejlighed et par etager oppe!!! Men nu skal jeg først have en afgørelse på min pensionssag. Og så skal vi have betalt lidt mere af gælden af før vi flytter. Heldigvis står vi så godt som nummer 1 på ventelisterne, så jeg vil skyde på, at vi får et tilbud, vil kan bruge til noget, inden for 2-3 måneder, og vi stod sidst jeg tjekkede nummer 3 i rækken de fleste steder. Vi står i bero, men flytter med op af listen. Vi får bare ingen tilbud tilsendt. Det har vi selv bedt om. Vi står på DABs interne venteliste. Den kan man blive skrevet op til efter at have boet i et af DABs "steder" i 2 år, f.eks. her, hvor vi bor. Den interne venteliste sikrer os en god lejlighed til en billig husleje: Når man har boet i DAB i 2 år, kan man skrive sig på den interne venteliste, og når man først står der, kommer alle tilbuddene om de billige lejligheder ind ad brevsprækken. Men hvis man ikke har de 1500-2000 kroner ekstra det kræver, jamen, så er det jo lidt ligegyldigt. Jeg glæder mig i hvert fald bare til at komme væk fra det her hell-hole!

Farvel til blog.dk

Jeg har mødt supermange mennesker på blog.dk - men nu har jeg fået nok. Jeg gider ikke alt det dér mobberi. Jeg har i dag fået nogle dumme kommentarer, men jeg har læst andre, som har fået nogle, der er meget værre. Og det er ikke i orden. Derfor holder jeg mig udelukkende til blogspot fra nu af.

René har været på audiologisk klinik på Roskilde hospital og fået målt sin hørelse, og den 3. juni skal han ind og hente sine høreapparater. Det bliver spændende. Der var ikke så mange forskellige farver at vælge imellem, men han har valgt en jordbrun farve. Jeg glæder mig SÅ meget, til han kan høre. Den her tid, hvor han ikke har kunnet høre (i alt den tid, jeg har kendt ham), har jeg fået blæst min hørelse ud af højt fjernsyn og ekstrem høj snak. Men jeg håber, at de nye høreapparater virker, som de skal!

Jeg har downloaded "Memories" med David Guetta, og den er superfed! Jeg tror faktisk, at jeg rigtig godt kan lide David Guetta. Jeg har ellers aldrig været så meget for den slags musik, men lige præcis David Guetta er bare virkelig cool. Jeg lytter til det med glæde! "When love takes over", "Sexy bitch" - og mange andre! Det er simpelthen så rart at lytte til hans musik. Jeg kan kun anbefale at lytte til David Guetta!

Slankekur - jeg gør det sgu!

"It's complicated. It always is, that's just the way it goes"

Det er fra "When Love Takes Over" af David Guetta og Kelly Rowlands. Jeg er blevet rigtig glad for David Guetta, faktisk. Han laver fantastisk musik! Og den her sang, som godt nok er en gammel traver efterhånden, er supernice at høre i solskinsvejr, med vind i håret og solbriller på næsen - I know, for jeg har prøvet det! Haha! Hvilken tur det var! Jeg var lige ved at gå og synge med.

Ellers har jeg det stille og roligt i dag, det lader til, at tingene er faldet lidt til ro, rent psykisk. Det er rart for mig. Jeg havde ikke brug for det andet. Jeg har fået en tid til forundersøgelse på Hvidovre hospital, og jeg glæder mig sindssygt meget. Det er først 25. august, men jeg glæder mig alligevel. Jeg glæder mig til at blive tynd, selvom det er hårdt arbejde selvom man har fået en fedmeoperation.

Jeg tænker at jeg måske alligevel skal begynde min slankekur nu? Godt nok vil jeg så veje det mindre end der står i henvisningen, men måske kan jeg klare det selv? Alligevel? Det er jo et foretrække... Det er ikke et helt ufarligt indgreb. Jeg kan risikere at jeg aldrig vågner fra narkosen igen! Og der er lidt styrke i at kunne sige "Jeg har tabt 80kg selv". Så skal jeg på forsiden af familiejournalen med begge ben i ét bukseben på de bukser, jeg har på nu, og blære med mig at jeg har tabt 80kg... Hehe. Naaarh... Det skal jeg nok ikke. Men det vil da være totalt tilfredsstillende at kunne tabe hele 80kg selv...!

Jeg tror faktisk, at jeg vil gå på slankekur. Lige præcis fra nu af, 06:46. Jeg er på slankekur nu. Nu vil jeg forsøge at gøre mere ved motionen og spise ENDNU sundere! Det er genialt! Jeg elsker den slags! Jeg ved ikke helt, om jeg skal lave daglige lister over mit indtag af mad. Måske er det en meget god idé, så jeg kan se hvad tid på dagen jeg spiser mest osv. Men det er da fedt! Hehe, ja "fedt" at gå på slankekur! Woohoo!

Jeg føler mig helt levende og ikke så lad og ugidelig. Jeg vil helt klart tabe... hvad skal vi sige... 15kg inden de 4 måneder er gået. Det kan jeg godt. Med god viljestyrke kan jeg godt. Det er jo egentlig ikke pokkers meget. Hvis vi siger 4 uger på én måned, og lad os regne med april-august (det er jo den 25. august, og det er ikke den 25. april endnu), det er tre måneder, så skal jeg bare tabe mig lidt over 1 kg om ugen. Det kan jeg sgu sagtens overkomme - plus at det i starten altid går lidt hurtigere.

Jeg vil fandeme gøre det! Jeg er vildt oppe at køre lige nu, jeg har fået gejlet mig selv totalt op til sundhed lige nu! Skønt! Man får det så godt med sig selv, når man har gjort noget sundt, og får dybt dårlig samvittighed over det usunde. Men sådan er det jo bare. Jeg kører i hvert fald på fra nu af!

Tusmørket lader vente på sig

Jeg har simpelthen bare haft en skøn dag. Som om små, søde, hvide duer har fløjet omkring mit hoved og fået mit hår til at hvirvle rundt! Fantastisk.

Jeg tænker, om det mon er nu, man skulle spise sig en portion is? Bare lige for hyggens skyld? Det ville være så rart. Jeg kunne rigtig godt tænke mig lidt is, og jeg ved, at vi simpelthen har så meget.

Er det egentlig ikke enormt mærkeligt at tænke på, at en "grapefruit" er en grape frugt på dansk, mens bare "grapes" er det samme som vindruer?

Jeg tænker her til aften, klokken er snart 20, og det er endnu ikke mørkt. Det er faktisk ikke engang blevet rigtig tusmørke. Det er skønt som det bliver lysere og lysere. Snart kan jeg ikke holde ud at være her i min lejlighed, fordi her er så varmt at både terrasse- og hoveddør må stå åben for at skabe bare lidt vind. Men jeg glæder mig... Det bliver så rart.

Jeg har fået et brev i dag, med posten, om at de tager min sag om pension op i socialforvaltningen i dag. Det er jo skønt. Måske kan jeg nå at få svar inden maj? Det kunne være så helt ekstremt fedt. Jeg er så spændt på den afgørelse!

Jeg synes at her er en smule køligt, men mit termometer viser 24,4 grader. Det burde slet ikke være køligt. Måske skal jeg tage en ekstra trøje på? I hvert fald bare mens jeg spiser en lille portion is.

Kogebogen og sengetøjet

Jeg har virkelig ikke overskud til at gennemgå det her lige nu. Men jeg går ud fra, at der ikke rigtig er andre muligheder. Jeg bestemmer jo ikke selv, hvornår jeg skal være psykotisk, og hvornår jeg ikke skal. Jeg synes bare, med al ydmyghed, ikke at jeg fortjener det lige nu. Jeg synes at jeg fortjener fest og farver. Men igen: jeg bestemmer ikke selv.

Jeg har lavet noget mad her til aften. Det smagte godt. Jeg ved ikke, hvad navnet er. Tror ikke, at retten har et navn. Men den smager godt. Måske skulle jeg arbejde lidt på den kogebog, jeg har planer om? Jeg er jo gået i gang med at lave opskrifter, men det kniber med at få lavet maden og taget billeder af den. Men det tror jeg, at jeg vil gøre. I morgen, eller noget, laver jeg en ret fra min personlige kogebog, anretter den på en tallerken, og så tager jeg et billede af den - så er den første i hus. Det er super.

Klokken er efterhånden lidt over otte om aftenen. Tyve. 20:10. Derfor har jeg lidt overvejet at gå i seng, men jeg har sovet hele eftermiddagen. Man kan ikke sove altid. Eller kan man? Nej. det er en dum idé. Men jeg længes sådan efter sengen og mit nye sengetøj. Det sorte sengetøj med de kinesiske tegn trykt på med guldfarvet maling. Mmm.... Dejligt. Jeg elsker at sove i sort sengetøj.

Men jeg går ikke i seng nu. Jeg venter et par timer mere.

Irritation over min mor

Solen skinner så smukt i dag. Det er dejlig lunt. Kan man andet, end at være i godt humør? Hehe.

Min mor irriterede mig groft i går. Jeg sagde jeg nok ikke gider at komme til den årlige pinsefrokost. Min mor sagde, at hun synes at jeg skal komme. Jeg sagde at jeg vil overveje det, men at hvis jeg kommer, kommer René også. Så sagde hun "Okay! Og så skal dine forældre ikke med, eller hvad?"

Det er jeg irriteret over, fordi jeg synes at det er for dårligt at hun vil fryse ham ud af familien fordi hun og min far ikke kan opføre sig ordentligt. Det er sgu for dumt. Det er lige før, at jeg tager med, bare for at trodse hende. Men jeg tror nu ikke, at jeg gider. Den slags siger mig ikke noget. Det må jeg indrømme. Der er heller ingen grund til at opføre sig som en forkælet teenager. Det er nok at min mor og far gør det.

Jeg regner med at få svaret om forhøjet pension i næste uge. Jeg er meget spændt. Men det er jeg jo hver dag, indtil jeg får svar. Men min sagsbehandler sendte papirerne til godkendelse af mig, og med de ting, hun har skrevet, kan jeg stort set kun få den pension. Men nu må vi se. Intet er sikkert. Det er det jo sådan set aldrig...

Damn you JYSK!

Åh! Sygdom. Hader det lort. Først var det maven, så var det hovedet, så var det maven igen, og nu halsen. Det er bare nonstop sygdom. Det trætter mig. Men der er folk, som har det meget værre. Jeg overvejer dog faktisk bare at gå i seng.

Af tanker, jeg har gjort mig i dag, har ingen været interessante. René fik sengetøj i fødselsdagsgave, det sengetøj, jeg havde ønsket mig (men ikke kunne få, fordi jeg var nødt til at forbyde gaver). Da jeg så pakker det ud i dag, mangler der et hovedpudebetræk! Det var pænt irriterende, og måske var jeg mere irritabel, fordi det sengetæppe, vi købte i samme forretning (JYSK i Ølby) til jul, ikke passede med det mål, der stod uden på, men René tog ind og byttede sengetøjet. Jeg har lige vasket det. Det føles superlækkert, og jeg glæder mig til at sove i det. Noget af det, jeg elsker allermest, er at dykke ned i nyvasket sengetøj. Det er den bedste følelse!

Lige nu går jeg spændt rundt og venter på Superbest. De skulle leverer varer her mellem 16-21. Der er lige lidt over en time igen, så er klokken 21. Men vi har aldrig prøvet det før, og det bliver jo spændende at se, hvordan det går. Vi har fået besked om, at de leverer i dag og at det er mellem 16-21, så man må gå ud fra, at det er sådan. Men det er vist også nyt for dem, så man må lige give det en chance. Måske kan de heller ikke finde vej hertil - det er jo altså sket før.