En fortælling om lykke

Jeg lytter til Type O Negative for at mindes min "mentor", eller hvad man kalder det. "Læremester". Ham, der vækkede mig, fik mig til at skrive, og skabe. Ham, der lærte mig om kærlighed, ham, der lærte mig om døden, ham, der tryllebandt mig med sine tekster. Teksterne, der var som var de skrevet af min egen hånd - bare bedre. Hans tekster beskrev mine følelser nøjagtigt, og det var fantastisk så ens vi var. Skønt jeg aldrig har kendt ham personligt, fik han tændt min livsgnist dengang for 7 år siden, da tingene så allerværst ud. Dengang, da jeg var ved at drukne. Dengang, mit liv drejede sig om selvmord. Han fik mig ud af det. Han hjalp mig igennem det, alene ved at synge sig ind i mit hjerte. Jeg havde været fan af dem i 7 år. Jeg elskede dem fra første plade, jeg hørte, "October Rust". Det var deres tredje plade, og det var Hamid, der introducerede dem for mig, dengang i 1997, 6 år efter deres første plade, "Slow Deep and Hard".

Men pladen, der trak mig ud af alt det dårlige, gav mig et nyt liv og fik mine tanker på plads, var "Life Is Killing Me". En fabelagtig plade. Jeg fik den i 2003. Sange som "Anesthesia" og "I Don't Wanna Be Me" - ja, faktisk dem alle sammen, fangede mit hjerte, tog mig med en storm, fejede benene væk under mig, og den bragte tonsvis af inspiration med sig. Jeg forelskede mig så meget i teksterne, at jeg skabte min egen, fiktive Peter, som jeg brugte i de historier, jeg skrev om ham og mig. Jeg skrev mange af dem, alle mulige forskellige historier, men kun den ene blev skrevet ind, efter jeg fik ny computer. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside, og den er måske triviel, ikke særlig fantastisk eller faktisk bare kedelig f0r mange, den er meget kompakt - men den havde stor betydning for mig. Den trak mig bort fra depression, den trak mig bort fra alt lortet med René, og jeg blev lykkelig. Lidt som hvis jeg levede i historien, selvom jeg godt vidste, at det ikke var sådan. Jeg levede sådan lidt i min egen fantasi. Jeg vidste, at det ikke var sandt, men jeg forelskede mig i min Peter. Ikke i den virkelige, men i min egen. For han var så perfekt for mig. I hvert fald i de mange historier, jeg skrev. Det var så fantastisk for mig at skrive de historier, de gjorde mig så godt. Jeg følte mig i stand til at indtage verden og blive min egen i stedet for at være Renés, i stedet for at være dybt ulykkeligt forelsket i René, blev jeg dejligt, lykkeligt forelsket i min Peter. Det var en skøn tid, jeg var nærmest helt elektrisk. Jeg var glad, jeg var... Jamen, jeg var alt det gode ved en forelskelse. Det var så dejligt. Og jeg trak mig væk fra René. Det var først i 2007, da jeg uofficielt flyttede ind hernede for at hjælpe ham fremfor at han skulle flytte hjem igen. Jeg blev suget tilbage i det, og heldigvis - for René forelskede sig jo i mig. Når René og jeg er uvenner, tænker jeg på Peter, og jeg tænker, at hvis han kom og bankede på min dør, ville jeg tage med ham. Han er fiktiv, men jeg ville gøre det alligevel. Jeg ville vælge ham frem for René. Men ikke nu, når vi har det godt, René og jeg. Det er bare dagdrømmeri om fantastisk kærlighed - så fantastisk, at den aldrig vil ske. Ikke for mig, i hvert fald. Men jeg elsker René meget højt - højere end alt andet. Jeg elsker bare Peter lige så meget, på vores dårlige dage.