Jeg er i chok. Manden, jeg har set op til i 14 år, er død. Han er død. Jeg har grædt og grædt. Han døde 14. april 2010, men jeg har først opdaget det i nat.
Det smerter mig utrolig meget. Han var om noget en mand, jeg kunne sammenligne mig med, følelsesmæssigt. Hans musik rørte mig, som intet andet nogensinde har gjort. Han inspirerede mig til at skrive - og det er hans skyld, at jeg fik mit liv på rette køl. Hans musik hjalp mig ud af det helvede, jeg befandt mig i.
Han gav mig styrke, han gav mig troen på, at jeg kunne klare det - for han havde det på samme måde, og klarede livet. Ikke godt, men han klarede det. Han led af kronisk depression. Det var hårdt for ham, han var indlagt flere gange, og han forsøgte selvmord flere gange. Men alligevel formåede han at skrive tekster, som kunne få mig ud af min depression. Han formåede at skabe noget unikt, som jeg ved vi er mange, der vil komme til at savne. Jeg har alle de plader, de lavede. Jeg vil altid kunne sætte musik på og lytte til det med velbehag. Jeg vil aldrig glemme ham. Han var og vil fortsat være en stor inspiration for mig.
Hans talent vil aldrig blive glemt. Ikke hos mig, i hvert fald. Han skabte unik og fabelagtig musik, og jeg vil aldrig nogensinde smide det væk. Jeg vil aldrig stoppe med at høre det (medmindre der sker noget drastisk i mit liv, der gør at jeg ikke længere vil høre det), og jeg vil værdsætte hver eneste sang mere, end jeg ellers har gjort. Fordi der aldrig kommer mere.
Jeg er i sorg. Peter Steele. Verden er blevet fattigere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar