Yeah... Intet nyt fra Østfronten. Jeg har haft kramper i morges. I badet, så jeg har ødelagt badeforhænget og sprøjtet vand på hele badeværelset. Øv. Men jeg slog mig ikke, og jeg har det fint. Lidt mere ondt i knæene, men ellers intet.
Jeg har tænkt meget på "The Number 23". Den sidder bare fast i hovedet. Jeg kan se Jim Carrey for mine øjne konstant, i den film, og tallet... tallet hjemsøger mig, selvom jeg ikke selv sidder udregner tal. Men jeg tænker på, at man kan regne det ud sådan... Det er virkelig... mærkeligt.
Jeg er bange. Er det ikke sjovt? Jeg sidder her, foran computeren, og er bange. Ikke panikangst eller noget. Bare... Bange.
mandag den 30. april 2012
søndag den 29. april 2012
Roskilde kommunes termokrus - i rødt!
Okay. Hør her. Jeg vil insistere på, at jeg går i bad mindst hver 2. dag, lægger en enkelt makeup og frem for alt: bruge mine briller! Det er sådan, det bliver. Jeg er træt af at være usoigneret. Jeg vil være smuk og dejlig - hver dag. Det betyder så også, at jeg skal i bad om lidt. Det er første gang, jeg rent faktisk glæder mig til at komme i bad, tror jeg. Haha.
Jeg tager dog ikke makeup på, når vi er nået så langt på dagen. Men efter badet, vil jeg pudse mine briller og smide dem på ansigtet.
Jeg er simpelthen så træt. Har lyst til at gå i seng, men... Ja. Badet først. Jeg kan ikke lide at sove med vådt hår - og så tager fornuften over. Jeg skal ikke sove. Det er snart tid til at lave aftensmad. Tror bare, at jeg bager nogle hvidløgsflutes. Det smager jo også fint nok. Så kan jeg - hvis vi har tomatpure - putte lidt skinke i - som en mini-calzone. Jeg tjekker sgu lige, hvad vi har i skabet. Jeg kan også sætte en gang gormeh sabzi over - så er den færdig omkring 18:30 - det er vel fint nok. Jeg vil egentlig godt tage et billede af det til min kogebog - men det ser faktisk ikke specielt lækkert ud. Det smager guddommeligt - men det vinder ikke på udseendet. Men jeg kan selvfølgelig prøve at arrangere det, så det ser lækkert ud? Den hakkede spinat er kogt helt ud, krydderiet har gjort det mørkt, og de røde kidneybeans hjælper altså ikke på det. Jeg satser på, at det er noget, der kan bruges - jeg tror faktisk kun at jeg opskriften på kanelsnegle og fødselsdagsboller derinde. Det skal være mere festligt. Mere forskelligt. Når det sådan lige er begyndt at koge, skruer jeg ned, så det bare småkoger/simrer. Og så går jeg i bad.
Nå. Jeg går ikke i bad. For jeg har brugt al min energi på at skrubbe toilettet. Men heldigvis har jeg resten af mit liv til at gå i bad! Halleluja! Egentlig ret længe siden, jeg har lyttet til den... Lige nu lytter jeg til Aerosmith, og jeg havde sådan set tænkt mig, at jeg ville lytte til Marie Key bagefter.
Hvis René ikke havde ligget og sovet, ville jeg lige have kørt en hurtig omgang med støvsugeren. Men det kan jeg gøre, når han vågner. Jeg har dog ikke tænkt mig at vaske gulv. Teknisk set kunne jeg godt, men jeg ved at jeg ikke har energi til det. Man skal ikke sætte sig alt for høje mål, jo. Eller hvad fanden det nu hedder. "Jeg ved, der er en nummer 2, men der er for langt derned" -hehe. Østkyst Hustlers said it.
Maden står derude og simrer, jeg har lavet en champagnesus på sodastreameren, og jeg drikker det af mit Roskilde kommune termokrus, som jeg har fået af Britta (Renés rådgiver) - det er en julegave. De får en lille julegave hvert år, og det her krus var så en af de små julegaver. Nice.
Jeg tager dog ikke makeup på, når vi er nået så langt på dagen. Men efter badet, vil jeg pudse mine briller og smide dem på ansigtet.
Jeg er simpelthen så træt. Har lyst til at gå i seng, men... Ja. Badet først. Jeg kan ikke lide at sove med vådt hår - og så tager fornuften over. Jeg skal ikke sove. Det er snart tid til at lave aftensmad. Tror bare, at jeg bager nogle hvidløgsflutes. Det smager jo også fint nok. Så kan jeg - hvis vi har tomatpure - putte lidt skinke i - som en mini-calzone. Jeg tjekker sgu lige, hvad vi har i skabet. Jeg kan også sætte en gang gormeh sabzi over - så er den færdig omkring 18:30 - det er vel fint nok. Jeg vil egentlig godt tage et billede af det til min kogebog - men det ser faktisk ikke specielt lækkert ud. Det smager guddommeligt - men det vinder ikke på udseendet. Men jeg kan selvfølgelig prøve at arrangere det, så det ser lækkert ud? Den hakkede spinat er kogt helt ud, krydderiet har gjort det mørkt, og de røde kidneybeans hjælper altså ikke på det. Jeg satser på, at det er noget, der kan bruges - jeg tror faktisk kun at jeg opskriften på kanelsnegle og fødselsdagsboller derinde. Det skal være mere festligt. Mere forskelligt. Når det sådan lige er begyndt at koge, skruer jeg ned, så det bare småkoger/simrer. Og så går jeg i bad.
Nå. Jeg går ikke i bad. For jeg har brugt al min energi på at skrubbe toilettet. Men heldigvis har jeg resten af mit liv til at gå i bad! Halleluja! Egentlig ret længe siden, jeg har lyttet til den... Lige nu lytter jeg til Aerosmith, og jeg havde sådan set tænkt mig, at jeg ville lytte til Marie Key bagefter.
Hvis René ikke havde ligget og sovet, ville jeg lige have kørt en hurtig omgang med støvsugeren. Men det kan jeg gøre, når han vågner. Jeg har dog ikke tænkt mig at vaske gulv. Teknisk set kunne jeg godt, men jeg ved at jeg ikke har energi til det. Man skal ikke sætte sig alt for høje mål, jo. Eller hvad fanden det nu hedder. "Jeg ved, der er en nummer 2, men der er for langt derned" -hehe. Østkyst Hustlers said it.
Maden står derude og simrer, jeg har lavet en champagnesus på sodastreameren, og jeg drikker det af mit Roskilde kommune termokrus, som jeg har fået af Britta (Renés rådgiver) - det er en julegave. De får en lille julegave hvert år, og det her krus var så en af de små julegaver. Nice.
Sådan var det - sådan er det
Vi har fået snakket om tingene. Og det, jeg skrev i går, er pjat. "Sådan var det for lang tid siden - sådan er det ikke mer'" - tak til Thomas Helmig for at udtrykke mine følelser. Som hvis han kendte dem i 1988, da "Vejen væk" udkom. Anyhow: Alt er cool igen.
Jeg rocker til "Chinese Democracy" med Guns N' Roses - det nye Guns, for det gamle blev jo opløst. Mange siger, at det nye Guns er dårligt, og at det kun er Slash der kan det shit. Og ja - Slashs plade er superduperdingdongfed. Men Axl kører ikke videre i det gamle Guns' stil, han har lavet en ny stil, og den er faktisk også superduperdingdongfed. Jeg er vild med den, i hvert fald, og den fortjener langt større kredit, end den har fået.
Fuck, mine strømper strammer! Jeg burde faktisk tage dem af... Det her er sgu da ikke til at holde ud! Så! Nu ser jeg, om det hjælper. Mine ankler er jo også stadig hævede efter faldet i... hmm... var det mandag?
Jeg er ved at varme rundstykker til René, og så valgte jeg at varme et til mig selv også, fordi jeg ellers skal høre på alt muligt hele dagen og aftenen med. I går satte vi af til filmaften, men der var en, der havde brug for at snakke... som så ikke skrev tilbage, så jeg spildte en hel filmaften på at sidde og trykke F5. Sur røv for mig. Men okay; jeg venter gerne, hvis folk har det dårligt, selvom jeg godt nok blev en smule irriteret i går. Jeg kunne dog ikke tillade mig det, eftersom jeg selv var flere timer om at svare. Jeg havde slet ikke set på indbakken. Øv. Men sådan er det jo bare.
I dag skal jeg... Ja, jeg skal faktisk ikke noget. Det lyder rart, ikke? Ren afslapning? Det er det også. Ikke at det er sådan hver dag, bare fordi jeg går hjemme. Renés moster har fødselsdag. TILLYKKE LENE!
Alt for nu.
Out!
Jeg rocker til "Chinese Democracy" med Guns N' Roses - det nye Guns, for det gamle blev jo opløst. Mange siger, at det nye Guns er dårligt, og at det kun er Slash der kan det shit. Og ja - Slashs plade er superduperdingdongfed. Men Axl kører ikke videre i det gamle Guns' stil, han har lavet en ny stil, og den er faktisk også superduperdingdongfed. Jeg er vild med den, i hvert fald, og den fortjener langt større kredit, end den har fået.
Fuck, mine strømper strammer! Jeg burde faktisk tage dem af... Det her er sgu da ikke til at holde ud! Så! Nu ser jeg, om det hjælper. Mine ankler er jo også stadig hævede efter faldet i... hmm... var det mandag?
Jeg er ved at varme rundstykker til René, og så valgte jeg at varme et til mig selv også, fordi jeg ellers skal høre på alt muligt hele dagen og aftenen med. I går satte vi af til filmaften, men der var en, der havde brug for at snakke... som så ikke skrev tilbage, så jeg spildte en hel filmaften på at sidde og trykke F5. Sur røv for mig. Men okay; jeg venter gerne, hvis folk har det dårligt, selvom jeg godt nok blev en smule irriteret i går. Jeg kunne dog ikke tillade mig det, eftersom jeg selv var flere timer om at svare. Jeg havde slet ikke set på indbakken. Øv. Men sådan er det jo bare.
I dag skal jeg... Ja, jeg skal faktisk ikke noget. Det lyder rart, ikke? Ren afslapning? Det er det også. Ikke at det er sådan hver dag, bare fordi jeg går hjemme. Renés moster har fødselsdag. TILLYKKE LENE!
Alt for nu.
Out!
Elsker han mig mon?
Bump! "Du er altid sur og vrisser" - det har René lige sagt til mig. Jeg er ked af det nu, for jeg har virkelig gjort en stor indsats for ikke at være sur og vrisse - faktisk er jeg ikke sur, men deprimeret. Det gør mig ondt at han føler at jeg er sur på ham. Jeg forstår ikke, hvordan han kan tro det? Jeg savner at være nyforelsket. Der havde man sgu ikke de her problemer. Der var alt bare chokoladehjerter og hvide duer. Nu... Alt, vi gør, er lige at smile til hinanden. Ingen kys, stort set ingen berøring... Hvad er der sket med os? Er vi blevet gamle efter kun knapt 5 år? Skal det overhovedet være os? Er vi alt for forskellige til, at det kan gå? Vi elsker jo hinanden. Eller... Jeg elsker René.
lørdag den 28. april 2012
Film, der ikke kan skaffes
Jeg ønsker mig "Stigmata" i fødselsdagsgave. Den er umulig at få fat i her i Danmark. Laserdisken har 1 kopi tilbage, men René siger at det er et dårligt sted at handle. Derfor tror jeg, at jeg vil ønske mig noget andet. Tror, at jeg vil gå ind på Ellos' hjemmeside og se, hvad jeg har lyst til i en overkommelig pris.
Ellers har jeg i dag monsterekstremt ondt i min hofte. Men det skulle jo ske på et tidspunkt. Man kan jo ikke fortsætte på den måde, altså.
Men det er sjovt at have afspilleren på random - jeg hører sange, jeg ikke engang vidste, at vi havde! Det er sgu cool. Jeg er ellers godt tilfreds med alting. Jeg har haft en god nats søvn. Jeg havde en skøn drøm, som jeg har glemt, men da vækkeuret ringede, måtte jeg jo slippe den og stå op. Jeg er lidt urolig fordi Sille ikke har skrevet til mig i 2 dage. Hun har det superdårligt. Jeg vil gerne snakke med hende om det, men det er som om hun har lukket sig inde i en skal. Men hun står alene, 18 år, med et barn, faderen er lige skredet, på trods af, at han friede til hende for nogle måneder siden. Jeg vi enormt gerne være der for hende, men jeg er ikke helt sikker på, at hun vil læsse af på mig, fordi jeg selv har det dårligt. Jeg var jo så smart at fortælle hende det. Dum kan man altid være. For helvede... Mine muskler på højre side gør fandeme ondt! Jeg kan ikke finde en stilling, hvor de ikke er til besvær. Men nu har jeg smurt noget muskelafslappende gel på, så håber jeg, at det virker.
Ellers har jeg i dag monsterekstremt ondt i min hofte. Men det skulle jo ske på et tidspunkt. Man kan jo ikke fortsætte på den måde, altså.
Men det er sjovt at have afspilleren på random - jeg hører sange, jeg ikke engang vidste, at vi havde! Det er sgu cool. Jeg er ellers godt tilfreds med alting. Jeg har haft en god nats søvn. Jeg havde en skøn drøm, som jeg har glemt, men da vækkeuret ringede, måtte jeg jo slippe den og stå op. Jeg er lidt urolig fordi Sille ikke har skrevet til mig i 2 dage. Hun har det superdårligt. Jeg vil gerne snakke med hende om det, men det er som om hun har lukket sig inde i en skal. Men hun står alene, 18 år, med et barn, faderen er lige skredet, på trods af, at han friede til hende for nogle måneder siden. Jeg vi enormt gerne være der for hende, men jeg er ikke helt sikker på, at hun vil læsse af på mig, fordi jeg selv har det dårligt. Jeg var jo så smart at fortælle hende det. Dum kan man altid være. For helvede... Mine muskler på højre side gør fandeme ondt! Jeg kan ikke finde en stilling, hvor de ikke er til besvær. Men nu har jeg smurt noget muskelafslappende gel på, så håber jeg, at det virker.
fredag den 27. april 2012
Kun en film. Bare en film. En film. Nothing more
René og Katja er ved at være hjemme. De har været nede i Kvickly og købe ind. Jeg har det dårligt og havde ikke lyst til at tage med. Derfor blev jeg hjemme. Indkøbene er egentlig kun sodavand, men det aflaster os utrolig meget at Katja gider at komme og hjælpe os med at købe dem ind. Vi får sådan set først penge på mandag, tror jeg det er, og jeg lidt bange for, at den ikke vil æde kortet fordi vi overtrækker. Jeg har dog aftalt med Katja, at hun godt kan lægge ud, og så overfører vi pengene på mandag. Hun er en dejlig veninde, som har penge - haha. Ej. Pjat. Jeg er bare glad for, at hun gider at komme og hjælpe til. Hun gider faktisk ikke engang at få tanken fyldt op, eller få et par sedler for at hjælpe - så i dag har René og jeg aftalt at vi hiver hende med over i Slikken (en slikbutik på den anden side af gaden, overfor Kvickly) og så kan hun vælge lige præcis hvad hun vil have, for så mange penge, hun vil have. Katja er en lige så stor slikmund som os andre, så det vil hun stensikkert blive glad for. René og jeg er blevet enige om, at når Katja skal have slik, kan vi lige så godt holde slikdag i dag også - det er da et stykke tid siden vi har været derovre. Ikke siden starten af måneden, tror jeg? Jeg regner med, at René og jeg ser "My Cousin Vinny" - for René har villet set den rigtig længe. I går satte jeg foden ned for "The Number 23" - for René ville se den anden. Det kan han gøre i dag. Eller; det kan VI gøre i dag. Vi ser en film sammen omkring hver 2. dag, og det er ganske hyggeligt, faktisk.
***
Så er de kommet hjem. René har over drevet dårlig samvittighed, fordi medarbejderen i Kvickly har glemt at slå alle de poser Qourn ind, som René havde lagt på båndet. Han opdagede det først, da de kom ud, og der var Kvickly lukket. Jeg ved ikke, om han går ned og betaler dem i morgen, for han har temmelig dårlig samvittighed og kalder sig selv for tyv. Nu må se. Det er ikke sikkert, at vi går nogen steder i morgen, andet end en hygge-gåtur her sidst på aftenen, mens det stadig er skumring. Men i dag skal vi bare hygge med slik, cola og film. Nå ja, René har købt 2 frostpizzaer. Nu må vi se, om de er pengene værd. Hehe. Eftersom det kun er ca. 30 minutter siden, de kom hjem, er han ikke så sulten, så vi venter til i aften med at spise.
Nu har hele familien accepteret, at jeg ikke holder nogen fødselsdag i år. Dejligt. Det bliver bare smukke mig og lækre René. Hehe. Ej, mine svigerforældre kommer nok til morgenkaffe. Det vil jeg da tro. Ellers vil jeg da invitere dem. Jeg skal nok ringe i god tid. Jeg ringer i morgen, tror jeg. Så kan jeg da nå at fange dem inden de laver andre planer. Jeg er rigtig glad for mine svigerforældre, sådan til daglig, og jeg ser gerne, at de kigger forbi til morgenkaffe - også fordi de ikke er typen der bliver hængende hele dagen. Det kan jeg godt lide. Den slags mennesker er irriterende. "Nå, jeg kommer lige forbi til morgenkaffe - hvad står aftenmenuen af?" CHRIST! Jeg kan slet ikke kapere det. Ikke, når jeg ikke ved det på forhånd. Hvis jeg f.eks. har inviteret gæster langvejs fra (du er altid velkommen, Cecilie) så er jeg jo klar over at de bliver et par dage, og så har jeg forberedt mig på det. Det er da en god idé. Det synes jeg. Der er jo trods alt langt fra Frederikshavn og helt til Køge. I hvert fald for Cecilie. Men hun er altid velkommen. Det ved hun også godt, både fordi jeg lige har skrevet det, men også fordi hun ved at jeg holder af hende. Så sådan er dét.
Nu er klokken 21. Tiden går hurtigt. Jeg er gået 25mg ned i Topiramat, fordi det muligvis er dem, der skaber kramperne (myoklonierne) og det er rart, at NOGEN hører efter. Jeg har stadig ikke hørt fra Neu.amb., så i næste uge må jeg ringe ind til dem og klage over at de endnu ikke har sendt mig en tid, selvom det så er 1 måned siden de lovede at sende mig en. Men de får lige til i morgen med, for de kan jo godt have sendt brevet i dag. Senest onsdag i næste uge ringer jeg og kræver at få en tid. De er sgu da for irriterende, altså...!
Jeg sidder og lytter til musik på random-mode, og jeg har lige godt og vel 8.110 sange i min musikmappe. Lige nu kom der "Hung Up" af Madonna - det føles som årtier siden jeg købte den plade. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg ikke har lagt alle sangene ind, men kun den og "Jump" - man burde lægge hele plader ind, i stedet for bare en sang eller to fra en plade. Man glemmer jo resten, og måske ændrer ens musiksmag sig i den tid, der går, mens pladen ikke ligger på. Sørgeligt.
Katja, som gik for et en times tid siden, sagde faktisk, at hun kunne læse ud fra min skrift, om jeg var psykotisk, selv før René opdager det. Det er vildt. Men ok. Vi har været veninder i 23 år. 23... Hehe. Pudsigt, når man tænker på filmen i går. Men det er jo et tilfælde. Og selvom filmen er ret livagtig, så er det stadig blot en film. Er det ikke? Jo. Det er kun en film. Kun en film. En film. Selvom Katja og jeg har været veninder i 23 år i det år, hvor jeg ser "The Number 23" - så er der ikke noget i det. Det er fjollet at tænke at der er noget i det. Der er bare det... Det er jo rigtigt. Alt er styret af tal. Jeg skal ikke tænke mere over det.
Hey... Snart fødselsdag! Præcis om 1 uge. God dag. Ingen forstyrrende elementer. Ingen familiefest, ingen lagkage. Bare René, mig og en god middag. That's right. You heard me. Bitches. Så det skal nok gå. Lige nu er pizzaerne kommet i ovnen, vi skal snart spise, og så er det tid til Vinny. Jeg tror jeg har set den før. Den er vist meget god.
Hvorfor trykker jeg altid på F11, når jeg skal slette noget?! Sgu da irriterende. Men F. Og 11. Stop. Nu stopper det. jeg laver pizza, og så ser vi en film, som intet har med tal at gøre. Jeg skal i øvrigt hos KBJ på tirsdag.
The Number 23
Jeg har set denne film, som jeg gerne vil reklamere for, fordi det til dags dato er Jim Carreys bedste film. Jeg bliver lige begejstret hver gang, jeg ser den, og jeg elsker Jim Carrey i denne film, fordi han er så anderledes, så mørk, så begærlig. Er det et ord? Jeg kan godt lide ham i den her film, i hvert fald, hvilket er grunden til, at I får et stort billede!
Jeg har selv prøvet det dér med at blive indhyllet i tal og bogstaver, og det er mærkeligt at se, sådan direkte på film, at andre har det på samme måde. Men selvfølgelig er der andre, der også har det sådan. Det siger lidt sig selv. Jeg siger bare: Det er mærkeligt at SE de ting jeg SELV har prøvet, filmatiseret med selveste Jim Carrey.
Som enhver anden film, der rammer min "psyke", har den drevet mig ud på et sidespor. Jeg kan mærke hvordan paranoiaen lige så langsomt siver ind i min hjerne for at overtage den. Der er ingen tvivl om, at jeg ender som en bunke visne blade, der hvirvler rundt i vinden. Min forstand vil ligeså langsom træde i baggrunden, og min mørke side af mig vil træde i karakter og sige "Hey! Get the fuck outta here! She's mine now". Jeg kan ikke se forløbet for mig, men hvorfor skulle jeg også skulle kunne det? Jeg ved, at min dårlige side er gået i krig mod den sædvanlige mig, og jeg ved, at udfaldet vil være, at min dårlige side vil sejre og det mørke i mig vil herske ubegrænset. Skræmmende, ikke?
Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg klarer det selv. Det er jeg nødt til. Så er den bare ikke længere. Jeg har sagt til Cecilie at hun gerne må læsse sit lort af på mig, og så nytter det ikke at jeg sidder og svælger i selvmedlidenhed. Derfor: Jeg må kæmpe imod min mørke side, i hvert fald indtil Cecilie har fået det bedre. I øvrigt har jeg ikke hørt fra min bror ang. min fødselsdag. Det kunne være meget cool, hvis de lige meldte tilbage at de havde modtaget e-mailen. Hvis han ikke svarer i morgen, må jeg jo skrive en sms.
Nå. Klokken er 03:21, jeg skal op 07:30, og med René til træning, så... Jeg har travlt fra morgenstunden, og jeg må hellere se at få bugseret min røv i seng. Men jeg er doven, og jeg hygger mig. Jeg er dog nok nødt til det alligevel. Hehe. Dårlig idé at være oppe så længe. Virkelig dumt, faktisk. Men man kan vel altid være bagklog.
Som enhver anden film, der rammer min "psyke", har den drevet mig ud på et sidespor. Jeg kan mærke hvordan paranoiaen lige så langsomt siver ind i min hjerne for at overtage den. Der er ingen tvivl om, at jeg ender som en bunke visne blade, der hvirvler rundt i vinden. Min forstand vil ligeså langsom træde i baggrunden, og min mørke side af mig vil træde i karakter og sige "Hey! Get the fuck outta here! She's mine now". Jeg kan ikke se forløbet for mig, men hvorfor skulle jeg også skulle kunne det? Jeg ved, at min dårlige side er gået i krig mod den sædvanlige mig, og jeg ved, at udfaldet vil være, at min dårlige side vil sejre og det mørke i mig vil herske ubegrænset. Skræmmende, ikke?
Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg klarer det selv. Det er jeg nødt til. Så er den bare ikke længere. Jeg har sagt til Cecilie at hun gerne må læsse sit lort af på mig, og så nytter det ikke at jeg sidder og svælger i selvmedlidenhed. Derfor: Jeg må kæmpe imod min mørke side, i hvert fald indtil Cecilie har fået det bedre. I øvrigt har jeg ikke hørt fra min bror ang. min fødselsdag. Det kunne være meget cool, hvis de lige meldte tilbage at de havde modtaget e-mailen. Hvis han ikke svarer i morgen, må jeg jo skrive en sms.
Nå. Klokken er 03:21, jeg skal op 07:30, og med René til træning, så... Jeg har travlt fra morgenstunden, og jeg må hellere se at få bugseret min røv i seng. Men jeg er doven, og jeg hygger mig. Jeg er dog nok nødt til det alligevel. Hehe. Dårlig idé at være oppe så længe. Virkelig dumt, faktisk. Men man kan vel altid være bagklog.
torsdag den 26. april 2012
"I don't really know what 'sorry' means"
Nyt vækkeur? Hvorfor? Jeg kan da stille tiden efter hvornår håndværkerne i nabolejligheden går i gang - klokken 7. Ej. Haha. De skal jo have lov til at udføre deres erhverv. Og jeg så godt, at de flyttede, så jeg kunne have sagt mig selv, at det ville ende sådan. Menøh... Hvordan ser man så ud, efter blot 5 timers søvn? Jeg kan kun erklære mig selv for skønheden over alle skønheder:
Kan det blive meget smukkere? Makeup fra i går, uglet hår, ekstrem dobbelthage og briller, som kunne trænge til en pudsning. Og så det faktum, at jeg er næsten lige så hvid som den bh, jeg viser her, er. Det der med solarier og alt det andet er ikke lige min kop te. I øvrigt foretrækker jeg at have lys hud - så det gør ikke så meget. Hæ.
Jeg har planlagt at tage opvasken i dag. Det skal jo gøres, det lort. Den er vokset mig over hovedet, og jeg kan sgu ikke overskue den længere. Men jeg må se at komme i gang. Alle disse ting, jeg foretager mig i stedet for at vaske op... De dur ikke længere. Nu må jeg virkelig tage mig sammen, altså.
Jeg har planlagt at tage opvasken i dag. Det skal jo gøres, det lort. Den er vokset mig over hovedet, og jeg kan sgu ikke overskue den længere. Men jeg må se at komme i gang. Alle disse ting, jeg foretager mig i stedet for at vaske op... De dur ikke længere. Nu må jeg virkelig tage mig sammen, altså.
I'm sorry I was born. That's what my mother told me...
Dette er en linje fra en sang, "Forever Failure" af Paradise Lost. Hvor må det dog være ganske forfærdeligt at have en mor, der er så ligeglad med en, at hun rent faktisk siger, at hun er ked af, at man er født. Og desværre sker det jo ofte. Det er fandeme sørgeligt. Jeg er glad for, at min mor ikke har været sådan over for mig. Min far... Jo, til tider. Men mest den gode side. Jeg kender, i virkeligheden, ikke nogen, som har haft en ringe barndom. Alle husker glade og gode ting fra deres baggrund, og som jeg udtrykte i bloggen "Minder" her fra april, så har jeg også flest gode minder. Ikke så meget fra skolen, men fra sommerferierne og den slags. Ferier generelt.
Men i dag i er jeg faktisk i endnu dårligere humør, end jeg var i går. Er det mon muligt, uden at være deprimeret? Jeg føler bare, at alting ramler sammen om mig, alt er lort og dårlig. Gider sgu ikke, altså... Så skal vi det ene og det andet, og jeg vil bare gerne krybe sammen under min dyne eller tage dynen med hen til computeren og putte her. For ærligt talt er der sket ALT for meget på meget kort tid. Jeg har ikke lyst til at gennemgå alt det her. Jeg vil bare gerne være alene - sammen med René, men han indgår automatisk i "alene" - det er kun hvis jeg skriver "helt alene" at det også er uden René. I går kunne jeg klare at både Jonna og senere Christina & Lone kom, men jeg var fuldstændig bombet bagefter, og kastede mig bare direkte ind foran computeren, indtil vi skulle ned og købe ind. Det er meget afslappende for mig at sidde foran computeren - selvom jeg skriver spøjse indlæg. Men de kan heldigvis slettes. Det er en god ting for mig.
Jeg synes at det er dejligt vejr i dag, regnen står ned i tykke stråler, og det må den gerne, når vi skal handle. Men jeg tvivler. Vi kommer sikkert først afsted 18:30 eller sådan noget. Jeg kan ikke klare Kvickly på dette tidspunkt af dagen. Men vi plejer at nå det.
ROAR
I'm begging of you - please don't take my man eventhough you can...
Jeg snakker om BOMI og deres 10 ugers praktik-ting. René vil aldrig komme på benene igen. Og han kan jo ikke komme udenom. Han får det værre og værre. Jeg hader det her. Men altså... Jeg må jo kontakte en eller anden på BOMI i Køge, hvis René knækker. Hvilken han nok gør inden for den første uge, maks 2, alt efter hvor lang tid han skal arbejde. Damn... Jeg hader virkelig at han skal stå i den her situation. Det ville være så meget bedre, hvis han kunne komme udenom praktikken, men det kan og skal han heller ikke. Så. Sådan bliver det.
Christina og Lone var her, og vi fik talt ud om tingene, og fik samtidig afsluttet det. Der vil i stedet komme nogle mennesker og gøre rent, og vi har fået tilbuddet om en vejleder i psykiatri. Alt det her har jeg vist skrevet.
Et eller andet sted i arkiverne på Kunst, som har heddet så meget andet, ligger der en video med Kelly Clarkson, som jeg finder virkelig cool og livsbekræftende. Den er sådan lidt gggrrroooaaawww - Kelly er sgu alligevel sexet. I hvert fald i den her video. Jeg prøver lige at finde den!
Den er alligevel fed nok, ikke? I betragtning af, hvad hun ellers laver. Hehe. Nå. Klokken er 01:42 - tid til at komme i seng.
onsdag den 25. april 2012
Minder
En skribent på en anden blogside, fik mig til at spekulere på, hvad de gode ting ved min barndom var. Jeg plejer at fokusere på det dårlige, men der er også mange gode ting. Dem vil jeg nu skrive lidt om.
En ganske almindelig dag, dansede min mor og jeg rundt til "Vilde kaniner" af Gnags mens vi grinte og lavede kaninører. Min far dansede til "Køb bananer" af Kim Larsen med mig på armen. Når min min mor havde arbejdsweekend, og min far havde fri, byggede vi Lego - rigtig flotte huse og alt muligt andet.
Om efteråret var vi alle tre i Søndermarken, hvor vi kastede med visne blade, rullede rundt i dem, og min mor og jeg plukkede nødder. Om vinteren var min far og jeg derovre og kælke hver weekend. Hvert år på min fødselsdag tog vi i Tivoli, og et år fik jeg lov til at tage Katja med. Vi havde det monstersjovt og spiste "pruttespaghettig" og "bøvsecola" - og vi købe stråhatte. Vi spiste masser af candyfloss og prøvede stort set alle rutschebaner, der var.
Min far og jeg var ofte i Zoologisk Have, hvor vi kiggede på stort set alle dyr, og spiste vores madpakker. Af og til var min mor med. Det var også hyggeligt. Dengang var tårnet stadigt åbent for besøgende, og min far lod mig tage derop alene. Så jeg kunne kigge ud over hele parken, næsten.
Når vi skulle more os, tog vi med nogle venner til et sambaoptog i København - de venner, som vi holdt nytårsaften sammen med hvert eneste år. De gik fra hinanden, og vi stoppede med at se noget til dem. Men mens vi var venner med dem, var det awesome.
Efter vi flyttede fra Vesterbro til en provinsby, fik jeg veninder samme dag, jeg flyttede ind. Deres mor og far blev hurtigt venner med mine forældre, og sommeraftenerne blev brugt til grin, hygge og druk. Det var fantastisk. Af og til så de også hinanden om vinteren, fordi min far og Søren havde en fælles interesse: musik. Min mor og Lotte snakkede primært om Lisa & Bjørn, som var Lotte og Sørens nabo, og som havde været mine forældres bekendte mens vi boede på Vesterbro.
Jeg husker lange sommerferieaftener med ghettoblastern og musikken, der spillede Guns N' Roses. Drengene blev ekstra interessante, og jeg ville især gerne ville have Dennis, som var ville lillebror til Ulrick, som var Renés bedste ven - men det vidste vi ikke den gang. Lars, Jacob, Martin A.- alle dem, jeg gik og hang ud med, var nogen, René kendte. Men som sagt vidste vi det ikke. Men vi havde mange gode aftener, både sommer, efterår, vinter og forår. Det gled - som alt andet, ud i sandet.
Da jeg var omkring 15 år, stoppede de her ting, efter at de så småt var begyndt 2 år tidligere. Jeg troede at jeg var skoletræt - men jeg var deprimeret, og min skizofreni fik frit løb. Så alt var kaos derfra, derfor stopper jeg her. Men det er da også mange gode minder, alligevel.
En ganske almindelig dag, dansede min mor og jeg rundt til "Vilde kaniner" af Gnags mens vi grinte og lavede kaninører. Min far dansede til "Køb bananer" af Kim Larsen med mig på armen. Når min min mor havde arbejdsweekend, og min far havde fri, byggede vi Lego - rigtig flotte huse og alt muligt andet.
Om efteråret var vi alle tre i Søndermarken, hvor vi kastede med visne blade, rullede rundt i dem, og min mor og jeg plukkede nødder. Om vinteren var min far og jeg derovre og kælke hver weekend. Hvert år på min fødselsdag tog vi i Tivoli, og et år fik jeg lov til at tage Katja med. Vi havde det monstersjovt og spiste "pruttespaghettig" og "bøvsecola" - og vi købe stråhatte. Vi spiste masser af candyfloss og prøvede stort set alle rutschebaner, der var.
Min far og jeg var ofte i Zoologisk Have, hvor vi kiggede på stort set alle dyr, og spiste vores madpakker. Af og til var min mor med. Det var også hyggeligt. Dengang var tårnet stadigt åbent for besøgende, og min far lod mig tage derop alene. Så jeg kunne kigge ud over hele parken, næsten.
Når vi skulle more os, tog vi med nogle venner til et sambaoptog i København - de venner, som vi holdt nytårsaften sammen med hvert eneste år. De gik fra hinanden, og vi stoppede med at se noget til dem. Men mens vi var venner med dem, var det awesome.
Efter vi flyttede fra Vesterbro til en provinsby, fik jeg veninder samme dag, jeg flyttede ind. Deres mor og far blev hurtigt venner med mine forældre, og sommeraftenerne blev brugt til grin, hygge og druk. Det var fantastisk. Af og til så de også hinanden om vinteren, fordi min far og Søren havde en fælles interesse: musik. Min mor og Lotte snakkede primært om Lisa & Bjørn, som var Lotte og Sørens nabo, og som havde været mine forældres bekendte mens vi boede på Vesterbro.
Jeg husker lange sommerferieaftener med ghettoblastern og musikken, der spillede Guns N' Roses. Drengene blev ekstra interessante, og jeg ville især gerne ville have Dennis, som var ville lillebror til Ulrick, som var Renés bedste ven - men det vidste vi ikke den gang. Lars, Jacob, Martin A.- alle dem, jeg gik og hang ud med, var nogen, René kendte. Men som sagt vidste vi det ikke. Men vi havde mange gode aftener, både sommer, efterår, vinter og forår. Det gled - som alt andet, ud i sandet.
Da jeg var omkring 15 år, stoppede de her ting, efter at de så småt var begyndt 2 år tidligere. Jeg troede at jeg var skoletræt - men jeg var deprimeret, og min skizofreni fik frit løb. Så alt var kaos derfra, derfor stopper jeg her. Men det er da også mange gode minder, alligevel.
tirsdag den 24. april 2012
Slutty teenagere
Jeg har opsagt "hjemmehjælpen" - da de kom og forklarede hvad det var, viste det sig, at det var et rehabiliteringsteam, som bare skal kigge på, hvad vi laver og komme med gode fifs. Det er ikke det, jeg forventede, og i går snakkede vi med vores kontaktperson i det der team, som sagde at vi skulle ringe til vores visitator på kommunen og sige, at det vi havde brug for i hverdagen, ikke var en guide til, hvordan man skal gøre, men en reel hjælp til f.eks. støvsugning og opvask, og at hvis vi kan få det, kan vi bedre fokusere på andre aspekter i vores dagligdag. Alice, som hun hedder, sagde jo til os, at vi er berettiget til hjælp hver 14. dag. Det er jo slet, slet ikke det, det her rehabiliteringsteam går ud på. "Hjælp til selvhjælp" - jeg ved skam godt hvordan man laver mad og vasker op og den slags. Jeg behøver ikke at blive overvåget for at lære de her ting. Psh. Men hun syntes at det var helt i orden. Det er jo fint nok.
Ellers er der sket det, at jeg havde kramper fra klokken 7 til klokken 16 i går, og blandt andet forstuvede begge ankler. Men pludselig fandt jeg ud af, at hvis jeg bevægede anklerne i stedet for at sidde/ligge stille og passe på dem, så hjalp det faktisk! Derfor tog jeg en chance og gik med René ned for at købe ind i dag. Der er ca. 1-1½ km hver vej, og det var hårdt inde i butikken, fordi René skulle glo på så meget. Men jeg kom hjem, og nu sidder mine ankler og bliver stive igen. Men det var en god tur - det begyndte at regne på hjemturen. Og jeg elsker jo regn.
Nede i Kvickly var der en pige, maks 14 år, sammen med sin far. Hun havde lige akkurat fået en antydning af bryster, og alligevel havde hun en nedringet bluse på. Da jeg gik forbi hende, kunne jeg se, at hun havde en push-up bh på. Jeg fatter det ikke. Hvem lader sine så unge børn gå rundt og klaske deres tasker op i andres hoveder? Er det virkelig det her, det har udviklet sig til? Dengang jeg var 14 år, hørte jeg musik og gik i T-shirts med print af mine yndlingsband - og det fede var at samle på plakater og postkort med idolerne. Nogle elskede boybands, andre elskede heavy metal. Nogle af pigerne snakkede om, at de havde "været sammen" med en eller anden dreng, men selvom "været sammen med" betød kys og en finger i bunden, gik de ikke med bluser, der afslørede alt. Man havde et par smarte bukser, som var sidste nye mode, en cool bluse og en total awesome frakke/jakke, og lige omkring de sidste par år, blev plateausko populære igen.
For nogle år siden skulle et familiemedlem konfirmeres. Hun havde en hvid kjole på, som alle de andre - men hendes top var et korset, som var bundet i ryggen, men ikke stramt, så man kunne se hendes ryg helt ned til lænden, hvor underdelen begyndte. Og jeg tænker... Hvem lader sine børn i den alder spadsere rundt i den slags tøj?
Er det mig, som er gammeldags? Eller er børn/meget unge mennesker i dag, i mange tilfælde faktisk ret slutty at se på?
Ellers er der sket det, at jeg havde kramper fra klokken 7 til klokken 16 i går, og blandt andet forstuvede begge ankler. Men pludselig fandt jeg ud af, at hvis jeg bevægede anklerne i stedet for at sidde/ligge stille og passe på dem, så hjalp det faktisk! Derfor tog jeg en chance og gik med René ned for at købe ind i dag. Der er ca. 1-1½ km hver vej, og det var hårdt inde i butikken, fordi René skulle glo på så meget. Men jeg kom hjem, og nu sidder mine ankler og bliver stive igen. Men det var en god tur - det begyndte at regne på hjemturen. Og jeg elsker jo regn.
Nede i Kvickly var der en pige, maks 14 år, sammen med sin far. Hun havde lige akkurat fået en antydning af bryster, og alligevel havde hun en nedringet bluse på. Da jeg gik forbi hende, kunne jeg se, at hun havde en push-up bh på. Jeg fatter det ikke. Hvem lader sine så unge børn gå rundt og klaske deres tasker op i andres hoveder? Er det virkelig det her, det har udviklet sig til? Dengang jeg var 14 år, hørte jeg musik og gik i T-shirts med print af mine yndlingsband - og det fede var at samle på plakater og postkort med idolerne. Nogle elskede boybands, andre elskede heavy metal. Nogle af pigerne snakkede om, at de havde "været sammen" med en eller anden dreng, men selvom "været sammen med" betød kys og en finger i bunden, gik de ikke med bluser, der afslørede alt. Man havde et par smarte bukser, som var sidste nye mode, en cool bluse og en total awesome frakke/jakke, og lige omkring de sidste par år, blev plateausko populære igen.
For nogle år siden skulle et familiemedlem konfirmeres. Hun havde en hvid kjole på, som alle de andre - men hendes top var et korset, som var bundet i ryggen, men ikke stramt, så man kunne se hendes ryg helt ned til lænden, hvor underdelen begyndte. Og jeg tænker... Hvem lader sine børn i den alder spadsere rundt i den slags tøj?
Er det mig, som er gammeldags? Eller er børn/meget unge mennesker i dag, i mange tilfælde faktisk ret slutty at se på?
fredag den 20. april 2012
Hjemmehjælp...
Så har "hjemmehjælps-teamet" været her. Vi får hjælp til opvask, madlavning, tøjvask og gåture. Det sidste er mest for mig. Så kommer der en og går med mig, jeg ved ikke hvor langt, men det må jo afklares efterhånden. Jeg forestiller mig en tur med supermeget pinlig tavshed. Men jeg vil gerne ud at gå. Også selvom det ikke er sammen med René. Men hvis jeg bliver trænet mere op, får jeg måske mere lyst/overskud til at gå sammen med René. Det er nok sværere at sige fra, hvis der kommer en og kræver at man går en tur.
Det er bare så ydmygende, ikke? Jeg mener... Hjemmehjælp. Knapt 32 år. Faste wc-besøg. Bleer... Jeg ved ikke helt, om det er i orden med mig. De to, der var her i dag, var søde nok. Den ene, Lone, kommer i morgen og hjælper mig med madlavning. Den anden, Marethe eller Magrethe eller hvad pokker, hun nu hed, havde intet begreb om, hvad hun lavede. Hun var angiveligt ekspert i at udfylde de dér skemaer, vi skulle udfylde i går, og var med, fordi mit skema ikke stemte overens med...? I hvert fald skulle jeg udfylde det på ny, og kun tegne grønt på de ting jeg ikke KUNNE, og med gul på de ting, jeg ikke ORKEDE. Det er lidt misvisende. Hun tog slet ikke mine sygdomme i betragtning og var faktisk ret ligeglad med, at jeg er psykisk syg og har epilepsi. Hun snakkede om det, som var det en forkølelse, der ville gå væk igen. Hun var faktisk ret ubehagelig. Jeg brød mig bestemt ikke om hende, og det gjorde René heller ikke. Men den anden, Lone, er så mægtig flink. Jeg er ikke særlig begejstret for, at vores kontaktperson er så ung, som hun er. Maks 23-24 år. Jeg kan bedre lide at snakke med folk på min egen alder eller lidt ældre - i virkeligheden. Jeg kan ikke sådan helt relatere til yngre mennesker, andet end på nettet. Men Christina er så den unge, og hun er jo mægtig flink. Det er hun. Hun var her i går. Men... Ja. Ung, det er hun i hvert fald. Men det er nok mig, som har fordomme. Måske kan vi få nogle gode snakke. Måske er det slet ikke hende, der kommer ud og hjælper os, men blot er vores kontaktperson?
Jeg glæder mig til at få varer i dag. De skulle komme mellem 19-20. Bleerne kom ikke i dag, så de kommer nok først på mandag. Jeg skal starte på noget fysioterapi her om nogle uger, ang. bækkenbundsøvelser/knibeøvelser, og så kan det være, at jeg slippe bleerne, eller i hvert fald komme ned i en mindre størrelse. Det lyder fint nok. Bortset fra, at jeg ikke sådan... Jeg mener... De bækkenbundsøvelser eller knibeøvelser skal ske på et hold. Det er jeg ikke interesseret i. Så på mandag ringer jeg dertil, og spørger hvorledes det kommer til at foregå. På den anden side vil de kontakte mig inden for 10-20 dage. Det er jo bare skørt, hvis de ikke har fået at vide, at jeg skal have "privatundervisning" - hende, der ville sende mig til fysioterapi sagde, at der muligvis er mulighed for det. Men jeg vil gerne være sikker. Så jeg ringer på mandag. Britta (Renés rådgiver på arbejdsprøvnings-centeret) kommer muligvis på mandag. Jeg er spændt på, hvilken praktikplads, de har fundet til René. Han har 2 uger tilbage på centeret, så skal han i praktik i 10 uger. Britta har svært ved at finde en praktikplads, der kan imødekomme Renés arbejdsevner. Derfor glæder jeg mig til på mandag, for det kan være, at hun har fundet noget, han kan.
Som jeg skrev, har min far fødselsdag i dag. Jeg ringede til min mor klokken 17, og min far er hjemme klokken 19. Sør'me om hun ikke havde glemt hans fødselsdag. Haha. Så jeg mindede hende om det, og nu har hun klædt sig pænt på og er i gang med at lave mad - min far er jo så hjemme lige om lidt, og jeg ringer til ham om 2 minutters tid eller deromkring. Jeg glæder mig til at ønske ham tillykke. Han er en dejlig far - uanset hvad alle andre siger og tænker. Ja, han flipper ud og skriver hadske e-mails til mig engang imellem. Min far er hidsig og opfarende - ligesom jeg er. Så på det punkt er vi ens, og jeg tilgiver det hver gang, for det kunne lige så godt have været mig, der havde skrevet den slags til ham eller en anden.
Nu vil jeg ringe til ham, og vente på at mine varer ankommer. Yay!
Det er bare så ydmygende, ikke? Jeg mener... Hjemmehjælp. Knapt 32 år. Faste wc-besøg. Bleer... Jeg ved ikke helt, om det er i orden med mig. De to, der var her i dag, var søde nok. Den ene, Lone, kommer i morgen og hjælper mig med madlavning. Den anden, Marethe eller Magrethe eller hvad pokker, hun nu hed, havde intet begreb om, hvad hun lavede. Hun var angiveligt ekspert i at udfylde de dér skemaer, vi skulle udfylde i går, og var med, fordi mit skema ikke stemte overens med...? I hvert fald skulle jeg udfylde det på ny, og kun tegne grønt på de ting jeg ikke KUNNE, og med gul på de ting, jeg ikke ORKEDE. Det er lidt misvisende. Hun tog slet ikke mine sygdomme i betragtning og var faktisk ret ligeglad med, at jeg er psykisk syg og har epilepsi. Hun snakkede om det, som var det en forkølelse, der ville gå væk igen. Hun var faktisk ret ubehagelig. Jeg brød mig bestemt ikke om hende, og det gjorde René heller ikke. Men den anden, Lone, er så mægtig flink. Jeg er ikke særlig begejstret for, at vores kontaktperson er så ung, som hun er. Maks 23-24 år. Jeg kan bedre lide at snakke med folk på min egen alder eller lidt ældre - i virkeligheden. Jeg kan ikke sådan helt relatere til yngre mennesker, andet end på nettet. Men Christina er så den unge, og hun er jo mægtig flink. Det er hun. Hun var her i går. Men... Ja. Ung, det er hun i hvert fald. Men det er nok mig, som har fordomme. Måske kan vi få nogle gode snakke. Måske er det slet ikke hende, der kommer ud og hjælper os, men blot er vores kontaktperson?
Jeg glæder mig til at få varer i dag. De skulle komme mellem 19-20. Bleerne kom ikke i dag, så de kommer nok først på mandag. Jeg skal starte på noget fysioterapi her om nogle uger, ang. bækkenbundsøvelser/knibeøvelser, og så kan det være, at jeg slippe bleerne, eller i hvert fald komme ned i en mindre størrelse. Det lyder fint nok. Bortset fra, at jeg ikke sådan... Jeg mener... De bækkenbundsøvelser eller knibeøvelser skal ske på et hold. Det er jeg ikke interesseret i. Så på mandag ringer jeg dertil, og spørger hvorledes det kommer til at foregå. På den anden side vil de kontakte mig inden for 10-20 dage. Det er jo bare skørt, hvis de ikke har fået at vide, at jeg skal have "privatundervisning" - hende, der ville sende mig til fysioterapi sagde, at der muligvis er mulighed for det. Men jeg vil gerne være sikker. Så jeg ringer på mandag. Britta (Renés rådgiver på arbejdsprøvnings-centeret) kommer muligvis på mandag. Jeg er spændt på, hvilken praktikplads, de har fundet til René. Han har 2 uger tilbage på centeret, så skal han i praktik i 10 uger. Britta har svært ved at finde en praktikplads, der kan imødekomme Renés arbejdsevner. Derfor glæder jeg mig til på mandag, for det kan være, at hun har fundet noget, han kan.
Som jeg skrev, har min far fødselsdag i dag. Jeg ringede til min mor klokken 17, og min far er hjemme klokken 19. Sør'me om hun ikke havde glemt hans fødselsdag. Haha. Så jeg mindede hende om det, og nu har hun klædt sig pænt på og er i gang med at lave mad - min far er jo så hjemme lige om lidt, og jeg ringer til ham om 2 minutters tid eller deromkring. Jeg glæder mig til at ønske ham tillykke. Han er en dejlig far - uanset hvad alle andre siger og tænker. Ja, han flipper ud og skriver hadske e-mails til mig engang imellem. Min far er hidsig og opfarende - ligesom jeg er. Så på det punkt er vi ens, og jeg tilgiver det hver gang, for det kunne lige så godt have været mig, der havde skrevet den slags til ham eller en anden.
Nu vil jeg ringe til ham, og vente på at mine varer ankommer. Yay!
Fødselsdag! (og badning)
I dag har min far fødselsdag. Han bliver 62 år. Jeg ringer til ham senere, i aften, for at sige tillykke. Jeg har sat René til at lave sin egen morgenmad, for jeg har kramper. Ikke voldsomme kramper. Men kramper. Jeg vil gerne i bad i dag. Helst så jeg kan være færdig 15:30. De der kommuneteam, der kommer for at hjælpe os til selvhjælp, kommer klokken 16. Jeg har skrevet at jeg har svært ved at komme i bad - men det behøver jo ikke at betyde, at jeg aldrig går i bad. Jeg har svært ved at overskue det. Men jeg kan da godt, selvom det er besværligt.
Jeg er godt nok bombet. Jeg skulle have været ovre at vaske i dag. Men... Jeg sprang over igen i dag. Mest pga. kramper. Men jeg havde ikke lyst, uden René, som sov. Så det hele er lidt noget øv. Jeg har det pissedårligt i dag, sådan, virkelig, men... Ja. Min psykiske tilstand er i bund, og jeg skal til børnefødselsdag i morgen. Ikke optimalt. Men måske er det bedre i morgen. Det kan man jo aldrig vide. Af og til skifter det fra dag til dag.
Jeg tror, at jeg vil forsøge at komme i bad nu. Nemlig kommer med varer i aften - rart. Så kan jeg lave en lækker ret til René og mig. Til jer, der ikke ved det, er Nemlig en online dagligvarebutik. Jeg er utrolig glad for at handle der. Nå, men det var det bad der.
Jeg er godt nok bombet. Jeg skulle have været ovre at vaske i dag. Men... Jeg sprang over igen i dag. Mest pga. kramper. Men jeg havde ikke lyst, uden René, som sov. Så det hele er lidt noget øv. Jeg har det pissedårligt i dag, sådan, virkelig, men... Ja. Min psykiske tilstand er i bund, og jeg skal til børnefødselsdag i morgen. Ikke optimalt. Men måske er det bedre i morgen. Det kan man jo aldrig vide. Af og til skifter det fra dag til dag.
Jeg tror, at jeg vil forsøge at komme i bad nu. Nemlig kommer med varer i aften - rart. Så kan jeg lave en lækker ret til René og mig. Til jer, der ikke ved det, er Nemlig en online dagligvarebutik. Jeg er utrolig glad for at handle der. Nå, men det var det bad der.
onsdag den 18. april 2012
I forget...
Hvorfor er Facebook så vigtig? Hvad hvis man ikke har lyst til at have kontakt med gamle veninder og klassekammerater? Hvad gør man så? Man kan jo ikke undgå Facebook. Alt foregår på Facebook, det er sgu da ikke til at holde ud. Jeg synes at Facebook er noget lort. Jeg hører kun dårlige ting om Facebook. Det er virkelig ikke særlig tiltrækkende at oprette en profil derinde, når man kun hører dårlige ting om det. Jeg er af den gamle skole. Jeg ringer. Det er hurtigere end at sms'e, og det bliver som regel "opdaget" hurtigere. Telefonen er genial. Facebook er noget lort.
Jeg har glemt, hvad det var, jeg ville fortælle. Ain't that the way it goes? Hehe. Jeg er i øvrigt nødt til at vaske i dag, jeg sagt det i flere uger, men nu er jeg NØDT til det. Dammit.
Jeg har glemt, hvad det var, jeg ville fortælle. Ain't that the way it goes? Hehe. Jeg er i øvrigt nødt til at vaske i dag, jeg sagt det i flere uger, men nu er jeg NØDT til det. Dammit.
Klokken 5
Det er den slags, man elsker, ikke? At vågne og være lysvågen klokken 5, når man gik i seng 0:30 og skal op klokken 7:00. Det er simpelthen så dumt! Men det var fysisk umuligt at blive liggende. Der var alt for meget "energi" i kroppen - kender I ikke det?
Nå, men hvad laver man så klokken 5 om morgenen? Jeg kan ikke vaske op eller noget andet "spændende" for René sover. Okay. Hvis jeg skal være fair; der er en dør. Der kan lukkes. Og jeg kan godt bare gå derud og lave hvad jeg nu vil. Smøre hans madpakke, f.eks., jeg har en rigtig god idé til, hvad der skal stå på den seddel, der skal med. Den lille note. Hehe. Jeg går ud og vasker op. Og smører madpakke. Og skriver sjove beskeder. Jeg kan også f.eks. pakke medicin. Jeg føler mig ikke usikker denne gang. Så det kommer til at gå!
Nå, men hvad laver man så klokken 5 om morgenen? Jeg kan ikke vaske op eller noget andet "spændende" for René sover. Okay. Hvis jeg skal være fair; der er en dør. Der kan lukkes. Og jeg kan godt bare gå derud og lave hvad jeg nu vil. Smøre hans madpakke, f.eks., jeg har en rigtig god idé til, hvad der skal stå på den seddel, der skal med. Den lille note. Hehe. Jeg går ud og vasker op. Og smører madpakke. Og skriver sjove beskeder. Jeg kan også f.eks. pakke medicin. Jeg føler mig ikke usikker denne gang. Så det kommer til at gå!
Modvind!
Hvorfor? Hvorfor bliver jeg altid disset? Er det fordi mennesker på nettet er dumme, eller er det fordi jeg er for nærtagende? Er det mig, som er dum, når melder mig ind i diskussioner, når jeg godt ved, at jeg er smådum eller i hvert fald ikke kan udtrykke mig klart og tydeligt? Jeg forstår det ikke. Jeg ved ikke, om jeg skal være sur på mig selv eller "dem på nettet" - for teknisk set kan det jo være begge parter. Tror bare, jeg holder mig fra diskussioner på nettet. De ender aldrig godt (= jeg får aldrig ret).
Men jeg er godt nok berørt af det her lige nu. Flere respektløse kommentarer eller flere dybt nærtagende episoder på én dag... Det holder min hjerne ikke til. Jeg er allerede i vildt stress over Kims fødselsdag i oktober, fordi den restaurant, han vil have os med til, ligger på Strøget i København, som nævn i forrige blog. Jeg magter ikke alt det her, altså, der sker alt for meget omkring mig. Øv! Jeg er slet ikke klar til al den her aktivitet omkring mig, jeg er kun lige kommet ud af en angstpræget periode, som har taget hårdt på mig, og jeg er slet ikke klar til alt det her. For pokker! Jeg har kradsemærker overalt i kajen! Jeg skal ikke udsættes for stress nu. Er det svært at forstå? René prøver at skærme mig, men det er ikke altid lige godt udført. Det siger jeg ikke til ham, for jeg ved at han gør sit bedste.
Og jeg skal op klokken 7 i morgen tidlig, lige nu er den 00:18 - jeg skal så meget i seng lige nu. Jeg har ondt i maven, jeg skal tidligt op, og jeg har først fået taget aftenmedicin her ved midnat - det skulle have været indtaget klokken 21... Alt er bare totalt kaos! Jeg magter det ikke!
Men jeg er godt nok berørt af det her lige nu. Flere respektløse kommentarer eller flere dybt nærtagende episoder på én dag... Det holder min hjerne ikke til. Jeg er allerede i vildt stress over Kims fødselsdag i oktober, fordi den restaurant, han vil have os med til, ligger på Strøget i København, som nævn i forrige blog. Jeg magter ikke alt det her, altså, der sker alt for meget omkring mig. Øv! Jeg er slet ikke klar til al den her aktivitet omkring mig, jeg er kun lige kommet ud af en angstpræget periode, som har taget hårdt på mig, og jeg er slet ikke klar til alt det her. For pokker! Jeg har kradsemærker overalt i kajen! Jeg skal ikke udsættes for stress nu. Er det svært at forstå? René prøver at skærme mig, men det er ikke altid lige godt udført. Det siger jeg ikke til ham, for jeg ved at han gør sit bedste.
Og jeg skal op klokken 7 i morgen tidlig, lige nu er den 00:18 - jeg skal så meget i seng lige nu. Jeg har ondt i maven, jeg skal tidligt op, og jeg har først fået taget aftenmedicin her ved midnat - det skulle have været indtaget klokken 21... Alt er bare totalt kaos! Jeg magter det ikke!
tirsdag den 17. april 2012
Boligindhold til forsikringsselskabet
Min mor kommer i morgen. Hvor er det pinligt, at jeg skal gå ned til hende, fordi hun ikke må komme op i lejligheden. Det er min MOR for Christ's sake! Jeg synes at hun har ret til en hurtig rundvisning i lejligheden, men det er jeg ene og alene om at synes - René VIL ikke have det. Det er noget, vi kommer til at diskutere til vi eller mine forældre dør.
Men ellers er alt fint. Jeg vågnede fra min lur for omkring en time siden og gik i panik fordi René havde glemt Bomi. Men! Så var det aften. Det er først i morgen, det dér med Bomi. Hvor heldig har man lov at være! Jeg har sat vand over til kogning af spaghetti. Det er noget, jeg glæder mig til! Mmm... Med friskrevet parmesanost og for Renés vedkommende: ketchup. Jeg kan ikke lide ketchup, men jeg elsker, elsker, elsker spaghetti med bare parmesanost. Det er gudespise!
Måske skulle jeg tømme postkassen? Af og til ligger der noget spændende. Men jeg gør det ikke nu. Ikke før René kan stå i døren og holde øje med mig. Jeg har i øverigt revet mig mere. På mine underarme og på hænderne. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg har gjort det. Det er ikke normalt, altså, det er jo fucked up!
Og Kim kan ikke forstå, at jeg ikke bryder mig om mange mennesker og vil invitere René og mig på en kinesisk restaurant - i KØBENHAVN! Det er dybt fjollet at tro, at jeg siger ja til det. Den må René klare alene. Jeg bliver stresset bare ved tanken! Shit!
Men ellers er alt fint. Jeg vågnede fra min lur for omkring en time siden og gik i panik fordi René havde glemt Bomi. Men! Så var det aften. Det er først i morgen, det dér med Bomi. Hvor heldig har man lov at være! Jeg har sat vand over til kogning af spaghetti. Det er noget, jeg glæder mig til! Mmm... Med friskrevet parmesanost og for Renés vedkommende: ketchup. Jeg kan ikke lide ketchup, men jeg elsker, elsker, elsker spaghetti med bare parmesanost. Det er gudespise!
Måske skulle jeg tømme postkassen? Af og til ligger der noget spændende. Men jeg gør det ikke nu. Ikke før René kan stå i døren og holde øje med mig. Jeg har i øverigt revet mig mere. På mine underarme og på hænderne. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg har gjort det. Det er ikke normalt, altså, det er jo fucked up!
Og Kim kan ikke forstå, at jeg ikke bryder mig om mange mennesker og vil invitere René og mig på en kinesisk restaurant - i KØBENHAVN! Det er dybt fjollet at tro, at jeg siger ja til det. Den må René klare alene. Jeg bliver stresset bare ved tanken! Shit!
***
Jeg fik spist, og hvor var det dejligt. Vi har været ude at gå en lille tur (sejr nummer 2!) og det var hyggeligt - det var ved at blive mørkt, men der var stadig lidt lys... Er det, hvad man kalder for "skumringen"? I hvert fald var det rart. Vi gik forbi en tank hvor der på alle avisforsiderne stod, at Mærks er død. Det var helt gået glip af, selvom jeg læste om slagtilfældet. Der stod "Mæersk får altid det sidste ord" - og jeg tænker på, om det er omkring arven. Nå, jeg er ligeglad. Jeg tror ikke, at jeg arver nogen af pengene alligevel.
René og jeg skal se film her om lidt, vi skal bare lige finde på en. Vi har omkring 400 film, men heldigvis har jeg en liste over dem. Så er det nemmere at overskue. Hehe. Jeg elsker lister. Jeg skal have lavet en liste over alt vores indhold i boligen, så jeg har den, hvis der skulle ske noget - jeg plejer at e-maile den til mig selv. Men jeg tror at jeg venter til vi har fået købt nogle flere møbler. Eller skal man mon bare skrive på efterhånden? Hvad er bedst? Det sidste, tror jeg. Så går jeg i gang i morgen, når jeg får tid.
Quorn! - Kender I det?
Livet er kort, alt har sin pris.
Jeg har det godt i dag, synes jeg. Mine sår... Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal behandle dem. René siger, at jeg bare skal smøre det med salve, evt. eftermiddag, men i hvert fald aften. Men jeg kan jo ikke bare blive ved med at smøre salve på? På en eller anden måde må jeg jo få sårene renset - selvom der er sårskorpe på. Jeg er altså meget påpasselig med det her. Men hvis jeg spørger min egen mor, bliver René mopset, så jeg er nødt til at spørge hans mor. Min mor har erfaring inden for det her område, min svigermor har vist kun... I ved... Hun ved vist kun det, jeg selv ved, måske en smule mere. Min mor kan bedre guide mig, men jeg vil ikke være uvenner med René over sårbehandling.
Jeg har en del at klage over, men faktisk vil jeg hellere holde det for mig selv og René. Det fungerer bedre. Så bliver jeg ikke uvenner med nogen. Yay. Tror i øvrigt, at vi er blevet gode venner med Kim & Majbrit. Men jeg er ikke helt 100% sikker. Det kunne ellers være fedt nok, hvis vi begyndte at de dem igen, for de er gode mennesker.
I øvrigt synes jeg, at I skal lære at bruge det fantastiske Quorn hakket fars frem for hakket oksekød. Det gjorde jeg i går, da jeg skulle lave hjemmelavet lasagnette, og det smagte supervidunderligt. Det er lavet på svampe frem for kød - men man kan ikke smage forskel. Det er til kødsaucer, men det smager bare vidunderligt.
Sår!
Hvordan er det med sårbehandling? Er det noget med saltvand, og så en beskyttende salve? Hvad med saltvand? Er det noget, man selv laver, eller køber man det på apoteket eller i Matas? Hmm... Det må jeg lige finde ud af.
Jeg har ikke ret meget at fortælle lige nu. René og jeg ser en gammel film, som vi begge to nyder rigtig meget. Vi holder bare lige pause, så René kan få trimmet sit hår med den Braun hårklipper, han har købt i dag. Jeg glæder mig vildt meget til at se ham med en ordentlig frisure.
Nå, men... René har fået klippet håret (uuh, han er lækker nu!), filmen er slut og vi venter på, at Renés sovepiller virker. Ang. sårbehandling, har jeg kigget på dem, og der er sårskorpe på de fleste af sårene, men enkelte er stadig lidt "åbne" - så jeg tror ikke, at jeg behøver at bekymre mig. Så måske mere om, hvor store arrene bliver, hvis sårskorpen falder af før tid. Jamen, jeg er jo selv udenom det. Jeg var psykotisk. Jeg skulle have sagt det til René. Det er bare ikke hver gang, jeg tænker på det. Nej. Jeg skal bare lade være med at gøre dumme ting. Så enkelt er det.
Og apropos dumme ting; klokken er halv tre om natten, og jeg skal op omkring klokken 8. Godt kombination, ikke sandt? Christ, altså. Hvor skør har man lov at være. Nu har René jo taget pillen lidt sent pga. filmen, men den plejer at virke indenfor 15-20 minutter. Jeg har faktisk ikke spist særlig meget i dag. Altså, i forhold til mit ædegilde i forgårs. Det var en af de dage, hvor jeg ikke kunne føle mæthed. Nu omkring, føles det som om jeg slet ikke har lyst til maden - men jeg er faktisk bare ikke sulten. Ganske enkelt. Men altså... Jeg skal jo spise noget. Det føles bare som om jeg tvinger mig selv til at spise.
Jeg synes at jeg fået det en smule bedre end den smule bedre, jeg havde fået det efter min sejr (at gå på apoteket og i Kiwi). Så faktisk kan man sige at i stedet for 75% dårligt og 25% godt, så er det måske snarere 60% dårligt og 40% godt. Det er gode odds. Hvis jeg kan komme ned under 50/50 - så er jeg glad. Det kan jeg godt leve med. Hvis bare der ikke er flere dårlige dage end gode. Men det vender snart til det bedre - det ved jeg. "I can feel it in my guts" - hehe.
Men... Nu er klokken endnu tættere på 3, Renés pille er begyndt at virke, og jeg har en vild craving efter vindruer, som jeg har i køleskabet...
Jeg har ikke ret meget at fortælle lige nu. René og jeg ser en gammel film, som vi begge to nyder rigtig meget. Vi holder bare lige pause, så René kan få trimmet sit hår med den Braun hårklipper, han har købt i dag. Jeg glæder mig vildt meget til at se ham med en ordentlig frisure.
Nå, men... René har fået klippet håret (uuh, han er lækker nu!), filmen er slut og vi venter på, at Renés sovepiller virker. Ang. sårbehandling, har jeg kigget på dem, og der er sårskorpe på de fleste af sårene, men enkelte er stadig lidt "åbne" - så jeg tror ikke, at jeg behøver at bekymre mig. Så måske mere om, hvor store arrene bliver, hvis sårskorpen falder af før tid. Jamen, jeg er jo selv udenom det. Jeg var psykotisk. Jeg skulle have sagt det til René. Det er bare ikke hver gang, jeg tænker på det. Nej. Jeg skal bare lade være med at gøre dumme ting. Så enkelt er det.
Og apropos dumme ting; klokken er halv tre om natten, og jeg skal op omkring klokken 8. Godt kombination, ikke sandt? Christ, altså. Hvor skør har man lov at være. Nu har René jo taget pillen lidt sent pga. filmen, men den plejer at virke indenfor 15-20 minutter. Jeg har faktisk ikke spist særlig meget i dag. Altså, i forhold til mit ædegilde i forgårs. Det var en af de dage, hvor jeg ikke kunne føle mæthed. Nu omkring, føles det som om jeg slet ikke har lyst til maden - men jeg er faktisk bare ikke sulten. Ganske enkelt. Men altså... Jeg skal jo spise noget. Det føles bare som om jeg tvinger mig selv til at spise.
Jeg synes at jeg fået det en smule bedre end den smule bedre, jeg havde fået det efter min sejr (at gå på apoteket og i Kiwi). Så faktisk kan man sige at i stedet for 75% dårligt og 25% godt, så er det måske snarere 60% dårligt og 40% godt. Det er gode odds. Hvis jeg kan komme ned under 50/50 - så er jeg glad. Det kan jeg godt leve med. Hvis bare der ikke er flere dårlige dage end gode. Men det vender snart til det bedre - det ved jeg. "I can feel it in my guts" - hehe.
Men... Nu er klokken endnu tættere på 3, Renés pille er begyndt at virke, og jeg har en vild craving efter vindruer, som jeg har i køleskabet...
mandag den 16. april 2012
Svær at forstå, eller dumme mennesker?
Ih! Jeg hader når folk misforstår det, jeg siger, selvom jeg skærer det ud i pap. Jeg mener... Har jeg virkelig så svært ved at udtrykke mig, eller er folk bare generelt dumme?
I går aftes og her til morgen var jeg overbevist om at jeg havde fået fnat, og jeg kradsede ret voldsomt på min hud i ansigtet, og jeg har fået nogle meget store sår. Nogle af dem blødte rent faktisk. Men da jeg var på apo i dag, spurgte jeg, om jeg kunne bruge pantothenolsalve, og den er fint nok. Den salve, hun foreslog, kostede 105 kroner, og jeg vurderede at det var for meget. Så jeg prøver med pantothenol - det har vi masser af i forvejen. Sårene er ret voldsomme og gør temmelig ondt. Så jeg må have noget helende på.
Ellers kan jeg sige, at jeg har været på apo og i Kiwi på trods af min angst - jeg synes selv, at det er ret flot. René har også rost mig flere gange, både på vejen derned, på vejen hjem, og efter vi kom hjem. Jeg ser det som en sejr. En vild sejr. For jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme meget længere end ud på trappen. Men så gik jeg sgu helt derned. Men jeg havde ikke gjort det, hvis René ikke havde været med.
Mine nye bukser koster omkring 350 kroner. Det er et par pæne jeans, som jeg rigtig gerne vil have. Jeg har jo snart fødselsdag. Jeg ved det ikke... Jeg vil også gerne have et par joggingbukser til hjemmebrug, og måske et par jeans mere i en anden farve? René er lige gået ned hos hans psykiater, og bagefter skal han på jagt efter en god hårklipper. Jeg gav ham en Phillips i fødselsdagsgave, men den var defekt. Så byttede han den til kontanter og gik hen i Imerco for at se hvad de havde. En af ekspedienterne foreslog en Braunmodel, og har opfordret René til at købe den. Jeg synes i hvert fald lige, at han skal se på den. Han har 700-800 kroner at gøre godt med. Han burde kunne finde en ordentlig hårtrimmer i den prisklasse. Hans hår ligner noget, der er krøbet op fra helvede og har sat sig på hans hoved. Han skal have trimmet det hår, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Og nu er han gået på 30mg Metadon. 10mg mere end ordineret. Jeg frarådede ham det. Jeg håber ikke, at der sker noget på vejen derned. Hvis han er uopmærksom... Jeg kan ikke helt overskue konsekvenserne. Men det bliver jeg jo nødt til.
Og med de ord, vil jeg bevæge mig ud til mit spejl og smøre mine sår.
I går aftes og her til morgen var jeg overbevist om at jeg havde fået fnat, og jeg kradsede ret voldsomt på min hud i ansigtet, og jeg har fået nogle meget store sår. Nogle af dem blødte rent faktisk. Men da jeg var på apo i dag, spurgte jeg, om jeg kunne bruge pantothenolsalve, og den er fint nok. Den salve, hun foreslog, kostede 105 kroner, og jeg vurderede at det var for meget. Så jeg prøver med pantothenol - det har vi masser af i forvejen. Sårene er ret voldsomme og gør temmelig ondt. Så jeg må have noget helende på.
Ellers kan jeg sige, at jeg har været på apo og i Kiwi på trods af min angst - jeg synes selv, at det er ret flot. René har også rost mig flere gange, både på vejen derned, på vejen hjem, og efter vi kom hjem. Jeg ser det som en sejr. En vild sejr. For jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme meget længere end ud på trappen. Men så gik jeg sgu helt derned. Men jeg havde ikke gjort det, hvis René ikke havde været med.
Mine nye bukser koster omkring 350 kroner. Det er et par pæne jeans, som jeg rigtig gerne vil have. Jeg har jo snart fødselsdag. Jeg ved det ikke... Jeg vil også gerne have et par joggingbukser til hjemmebrug, og måske et par jeans mere i en anden farve? René er lige gået ned hos hans psykiater, og bagefter skal han på jagt efter en god hårklipper. Jeg gav ham en Phillips i fødselsdagsgave, men den var defekt. Så byttede han den til kontanter og gik hen i Imerco for at se hvad de havde. En af ekspedienterne foreslog en Braunmodel, og har opfordret René til at købe den. Jeg synes i hvert fald lige, at han skal se på den. Han har 700-800 kroner at gøre godt med. Han burde kunne finde en ordentlig hårtrimmer i den prisklasse. Hans hår ligner noget, der er krøbet op fra helvede og har sat sig på hans hoved. Han skal have trimmet det hår, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Og nu er han gået på 30mg Metadon. 10mg mere end ordineret. Jeg frarådede ham det. Jeg håber ikke, at der sker noget på vejen derned. Hvis han er uopmærksom... Jeg kan ikke helt overskue konsekvenserne. Men det bliver jeg jo nødt til.
Og med de ord, vil jeg bevæge mig ud til mit spejl og smøre mine sår.
søndag den 15. april 2012
Min mor
Dette er et af de bedste billeder af mig, synes jeg, fordi mine øjne er virkelig levende. Jeg har en del billeder, men det er sådan nogle "tjek min makeup" billeder. Det her billede er fra juleaften 2008, hos svigerfamilien
Det er et billede, som jeg ikke bruger så tit, når jeg skal vise et billede af mig selv. Ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg synes selv, at jeg er smuk. Det er taget inden jeg fik krøller. Jeg havde meget smukt hår dengang. Nu er der krøller i den ene side, og glat hår i den anden side. Jeg tror, at de er på vej væk igen. René siger at jeg ser så smuk ud med løst hår (Så løst at det næsten faldt af - ej, hehe. Lex & Klatten har altid kunne more mig) - jeg kan godt lide at have løst hår, men jeg fælder så meget, at det er bedst for gulvene, tøjet, maden og meget mere, at det er sat op. Men... Ja. Dette indlæg skulle egentlig ikke handle om min skønhed.
Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til min mor, som aldrig kommer til at læse det, fordi hun ikke læser min blog. Hun ved, at den er der, hun kender adressen, men hun er ikke så teknisk anlagt. Men min mor.
Min mor er fra 1960. The Beatles kind a girl. Hendes mor forlod hende og hendes storebror hos min morfar, der så fandt en ny hustru, som fødte adskillige børn, som alle blev sat foran min mor og hendes bror. Min morfar kunne ikke sådan helt forholde sig til, at min mor og Pouls mor var skredet, så han var nok lidt mere løshåndet med bøjlesmæk på dem, end overfor de andre. Min mor havde ikke en rar skolegang, og hun stoppede efter 7. klasse. Som 17-årig blev hun gravid, og forsøgte at få en abort, min "mormor" var med til mødet med "Mødrehjælpen" som sagde nej, fordi min mor ikke virkede "nervøs" nok. Så min mor fødte en søn og bortadopterede ham. Så tog hun en uddannelse som sygehjælper, og arbejdede forskellige steder, primært med ortopædkirurgi. Hun skulle hjælpe de opererede med deres efterfølgende behandling, indtil de blev udskrevet. I 1978 mødte hun min far på et HF studie. De blev vanvittigt forelskede - men der var problemer. For min mors helt store kærlighed - min far - havde problemer med sin ekskone. Hun havde forladt ham for at realisere sig selv, og tog min storebror som gidsel mellem hende, min far og min mor. Hun havde fortrudt at hun havde forladt ham, nu hvor hun så ham med en anden. I 1979 blev min mor gravid. Hun havde altid sagt, at hvis hun skulle have børn, skulle det være inden hun fyldte 30 år.
Hun og min far spekulerede i navne, men min mor havde en fornemmelse af, at hun ville få en datter, og hun begyndte at kalde min for Rikke kort inde i graviditeten. I maj 1980 kom Rikke så til verden. Min far havde ikke noget job, og min mor var dårligt lønnet. Min far, som også var 30 år, gik med aviser og vaskede trappeopgange. De tog det ene lån efter det andet for at få råd til mad og bleer. Min mor blev undervægtig og var næsten på grænsen til at blive indlagt, fordi hun sultede sig selv, så min far og jeg kunne få mad på bordet hver dag. I 1984 blev min mor og far gift, for min mor ville ikke have, at jeg skulle bo hos hendes forældre, hvis hun skulle dø. Så de blev gift på rådhuset, de holdt ikke noget, og de valgte at blive gift på min fødselsdag, selvom min mor ville giftes 1. maj - hun havde ikke tænkt over, at rådhuset havde lukket 1. maj.
De troppede op på kommunen hver dag, indtil min far fik hjælp, og han fik et erhvervskørekort og startede som taxachauffør. Men det var ikke nok til at dække den lille families forbrug. Men fordi de begge havde fast job, kunne de låne penge. Og de lånte og lånte og lånte. Da jeg var lidt ældre, flyttede jeg til en anden by. Det var her, jeg første gang skulle opleve at min far ikke altid var "rar" mod min mor, og jeg havde det virkelig dårligt i skolen. Min mor forsøgte at håndtere det hele så godt hun kunne. Hun havde næsten 45 minutters transporttid til hendes arbejde, og var flere gange ude for at blive spyttet i hovedet, på vej på arbejde, af uopdragne unge drenge. Hun havde deltidsarbejde, hvilket betød, at hun havde fri hver anden uge. Hun arbejdede som nattevagt.
Da jeg igen var lidt ældre, flyttede vi igen, men til et hus i samme by. Min mor og jeg brugte mange dage på bare at sidde og snakke - vi snakkede om alt muligt. Da min mor fandt ud af, at jeg var syg, gik hun helt ned, fordi hun ikke havde set det, og jeg forsøgte at trøste hende med, at vi havde gået op og ned af hinanden i 18 år, at hun ikke havde andre børn at sammenligne med, og at man sjældent så den slags sygdomme hos sin egen lille, perfekte engel. Hun blev ved med at bebrejde sig selv, men stoppede til sidst. Så flyttede hendes datter hjemmefra, hvilket efterlod et kæmpe tomrum hos hende. Men datteren kom hjem næsten hver dag for at snakke og hygge. Så kom dagen, hvor min mor og min far skulle flytte. De flyttede til et dejligt hus med smukke omgivelser. Og hendes datter flyttede ind hos sin kæreste og blev kort tid efter gift. Så var der problemer med ryggen, og Jobcenteret sendte hende i lære som bedemand. Men hun valgte i stedet at blive opskolet til social- og sundhedsassistent. Hun fik et job på et bosted for psykisk syge, som nu står overfor at blive lukket, og de psykisk syge skal flyttes. Min mor får adskillige minutters ekstra transporttid til arbejdet - men de er alle så glade for hende, at hun var en af dem, der fik lov til at blive, på trods af, at hun snart fylder 62 år.
Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til min mor, som aldrig kommer til at læse det, fordi hun ikke læser min blog. Hun ved, at den er der, hun kender adressen, men hun er ikke så teknisk anlagt. Men min mor.
Hun og min far spekulerede i navne, men min mor havde en fornemmelse af, at hun ville få en datter, og hun begyndte at kalde min for Rikke kort inde i graviditeten. I maj 1980 kom Rikke så til verden. Min far havde ikke noget job, og min mor var dårligt lønnet. Min far, som også var 30 år, gik med aviser og vaskede trappeopgange. De tog det ene lån efter det andet for at få råd til mad og bleer. Min mor blev undervægtig og var næsten på grænsen til at blive indlagt, fordi hun sultede sig selv, så min far og jeg kunne få mad på bordet hver dag. I 1984 blev min mor og far gift, for min mor ville ikke have, at jeg skulle bo hos hendes forældre, hvis hun skulle dø. Så de blev gift på rådhuset, de holdt ikke noget, og de valgte at blive gift på min fødselsdag, selvom min mor ville giftes 1. maj - hun havde ikke tænkt over, at rådhuset havde lukket 1. maj.
De troppede op på kommunen hver dag, indtil min far fik hjælp, og han fik et erhvervskørekort og startede som taxachauffør. Men det var ikke nok til at dække den lille families forbrug. Men fordi de begge havde fast job, kunne de låne penge. Og de lånte og lånte og lånte. Da jeg var lidt ældre, flyttede jeg til en anden by. Det var her, jeg første gang skulle opleve at min far ikke altid var "rar" mod min mor, og jeg havde det virkelig dårligt i skolen. Min mor forsøgte at håndtere det hele så godt hun kunne. Hun havde næsten 45 minutters transporttid til hendes arbejde, og var flere gange ude for at blive spyttet i hovedet, på vej på arbejde, af uopdragne unge drenge. Hun havde deltidsarbejde, hvilket betød, at hun havde fri hver anden uge. Hun arbejdede som nattevagt.
Da jeg igen var lidt ældre, flyttede vi igen, men til et hus i samme by. Min mor og jeg brugte mange dage på bare at sidde og snakke - vi snakkede om alt muligt. Da min mor fandt ud af, at jeg var syg, gik hun helt ned, fordi hun ikke havde set det, og jeg forsøgte at trøste hende med, at vi havde gået op og ned af hinanden i 18 år, at hun ikke havde andre børn at sammenligne med, og at man sjældent så den slags sygdomme hos sin egen lille, perfekte engel. Hun blev ved med at bebrejde sig selv, men stoppede til sidst. Så flyttede hendes datter hjemmefra, hvilket efterlod et kæmpe tomrum hos hende. Men datteren kom hjem næsten hver dag for at snakke og hygge. Så kom dagen, hvor min mor og min far skulle flytte. De flyttede til et dejligt hus med smukke omgivelser. Og hendes datter flyttede ind hos sin kæreste og blev kort tid efter gift. Så var der problemer med ryggen, og Jobcenteret sendte hende i lære som bedemand. Men hun valgte i stedet at blive opskolet til social- og sundhedsassistent. Hun fik et job på et bosted for psykisk syge, som nu står overfor at blive lukket, og de psykisk syge skal flyttes. Min mor får adskillige minutters ekstra transporttid til arbejdet - men de er alle så glade for hende, at hun var en af dem, der fik lov til at blive, på trods af, at hun snart fylder 62 år.
Min mor har gennemgået meget. Rigtig meget. Men hun er en stærk kvinde, og jeg elsker hende.
Glemt medicinindkøb
ÅH NEJ! Det, der ikke måtte ske, er sket. Jeg har glemt at bestille Topiratore! Så jeg får nok kramper hele dagen i morgen, måske et krampeanfald - et af dem, hvor jeg er bevidstløs. Britta kommer, og René skal til sin psykiater. Tør han lade mig være alene hjemme? Det tror jeg ikke, selvom det er en vigtig samtale. Han ringer garanteret og aflyser, får en ny tid. Det er seriøst noget skidt. Det er sket, fordi jeg var syg, sidst jeg hældte piller op, så jeg har bare hældt totalt vilkårligt op. René har fået en masse af min medicin og omvendt, så jeg har ikke tænkt på at bestille. Øv, øv, øv! Jeg er seriøst bange nu. Jeg hader krampedagene. Jeg kan ikke få det udleveret på døgnapoteket, for jeg er tilknyttet Boholte apotek, og har skrevet under på, at jeg kun benytter dem. Jeg kunne muligvis ringe til Køge apotek og høre om, hvordan det foregår. Jeg er næsten nødt til at have de piller. Men okay; jeg kan godt vente til i morgen formiddag. Det er jo tit jeg står op ved 9-tiden, og først tager medicin klokken 12 eller senere. Det skal nok gå.
Men vi finder ud af i dag, hvad for noget medicin vi kommer til at mangle her resten af april måned, og så bliver det bestilt hjem i morgen, det hele. Det meste ligger på serveren, og Renés medicin kan han enten få af Lisbeth (sekretæren hos klinikken) eller psykiateren selv. Det er fandeme også besværligt med al den medicin. Men i dag skal der tælles piller. Noget af det mest enerverende. Men det skal jo gøres, hvis man vil have den rigtige mængde medicin.
Min mor har fået besked på, af min læge, at ringe til min neurolog og kræve en tid hos neurologen inden for 14 dage. Jeg ved, at det betyder en pissesur neurolog. Det er lidt noget lort. Men min læge har jo bedt mig om at sige til min mor, at der skal ringes derud. Jeg tror at det er fordi han ikke forstår, hvad der står i de papirer, han har fået tilsendt. Det kan jeg jo heller ikke. Så jeg skal have en "normal" forklaring. Jeg synes at det er en smule pinligt. Men som sagt; det kommer ikke fra mig, men fra lægen.
Jeg regner i øvrigt med, at kramperne begynder allerede i aften. Så vi skal spise tidligt. Men hvad, ved jeg ikke. Det må jeg tale med René om. Det skal være noget, hvor det ikke gør så meget, hvis det bliver slynget ud af mine hænder. Men jeg regner med, at hvis jeg får lavet aftensmad tidligt nok, så skal det nok gå. Så er det bare computeren, jeg skal holde mig fra. Det bliver lidt af en kold tyrker. Men måske stopper kramperne igen, når topiratoren er kommet ind i kroppen igen. Jeg ved ikke, om kroppen bare sådan genoptager det, med en dags pause, plus at præparatet i sig selv giver kramper. Besværligt? Hvorfor synes du det?
Men vi finder ud af i dag, hvad for noget medicin vi kommer til at mangle her resten af april måned, og så bliver det bestilt hjem i morgen, det hele. Det meste ligger på serveren, og Renés medicin kan han enten få af Lisbeth (sekretæren hos klinikken) eller psykiateren selv. Det er fandeme også besværligt med al den medicin. Men i dag skal der tælles piller. Noget af det mest enerverende. Men det skal jo gøres, hvis man vil have den rigtige mængde medicin.
Min mor har fået besked på, af min læge, at ringe til min neurolog og kræve en tid hos neurologen inden for 14 dage. Jeg ved, at det betyder en pissesur neurolog. Det er lidt noget lort. Men min læge har jo bedt mig om at sige til min mor, at der skal ringes derud. Jeg tror at det er fordi han ikke forstår, hvad der står i de papirer, han har fået tilsendt. Det kan jeg jo heller ikke. Så jeg skal have en "normal" forklaring. Jeg synes at det er en smule pinligt. Men som sagt; det kommer ikke fra mig, men fra lægen.
Jeg regner i øvrigt med, at kramperne begynder allerede i aften. Så vi skal spise tidligt. Men hvad, ved jeg ikke. Det må jeg tale med René om. Det skal være noget, hvor det ikke gør så meget, hvis det bliver slynget ud af mine hænder. Men jeg regner med, at hvis jeg får lavet aftensmad tidligt nok, så skal det nok gå. Så er det bare computeren, jeg skal holde mig fra. Det bliver lidt af en kold tyrker. Men måske stopper kramperne igen, når topiratoren er kommet ind i kroppen igen. Jeg ved ikke, om kroppen bare sådan genoptager det, med en dags pause, plus at præparatet i sig selv giver kramper. Besværligt? Hvorfor synes du det?
Ingen fødselsdag
Igen. Bare en lille lur klokken 17. Vågner 22:30. Jeg ved det godt. Det sker hver dag. Nu er jeg stået op og er i gang med at bage boller, selvom klokken er 23:30. Jeg skal alligevel ikke i seng før omkring klokken 1-2 stykker.
Nå, men jeg har fået informeret min mor og min farmor om, at der ikke bliver nogen fødselsdag i år. Jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke. Det er for meget, jeg gider bare ikke. Plus at 32 år egentlig ikke er noget særligt. Jeg kunne forstå hvis det var 35 eller 40 - men 32? Op hvor solen ikke skinner med det. Jeg skal lige have sagt det til Mark & Anja. Den bliver hård. I hvert hvis det er Anja, jeg får fat i. Men jeg kan selvfølgelig ringe til Marks mobil. Tror at jeg har hans nummer et sted. Ellers kan jeg sende ham en sms.
Det er virkelig noget bæ at René sover, for jeg skal altså have min medicin. Jeg ved godt, jeg først tog morgenmedicin omkring klokken 12 - men det skal jo ikke betyde, at jeg slet ikke får aftenmedicin. Den ligger ved hans side af sengen, og gulvet knager. Øv! Jeg bliver nødt til at snige medicinen ud af hans greb. Hans medicin er ikke noget, der gør "andet" (misforstå mig endelig ikke) end at han får mere ondt i morgen, mens min medicin gør, at muligvis skal sidde med kramper hele dagen. Det er selvfølgelig forfærdeligt, hvis René får mere ondt i morgen, det er klart - han har jo superondt i forvejen. Måske skulle jeg vække ham, så vi kan tage vores medicin sammen. Det er nok det bedste, men... Ja. Han trænger til at sove, ikke? Det er også et vildt dårligt tidspunkt at vække ham på. Så kommer han til at sidde oppe hele natten. Det er lidt af et dilemma.
Nå. Så fik jeg løst mit dilemma. Jeg vækkede ham. Med vilje. For ellers har han for ondt i morgen. Godt nok er det søndag, og vi skal ikke noget - men det er stadig ikke rart at have ondt. Jeg hader det selv - det gør alle vel. I hvert fald hvis det er smerter som ondt i ryggen.
I øvrigt synes René at jeg er psykotisk. Sært, ikke? Jeg synes at jeg er angst. Men det er vel som man vælger at tolke det. Jeg synes selv at min vurdering er rigtig.
Nå, men jeg har fået informeret min mor og min farmor om, at der ikke bliver nogen fødselsdag i år. Jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke. Det er for meget, jeg gider bare ikke. Plus at 32 år egentlig ikke er noget særligt. Jeg kunne forstå hvis det var 35 eller 40 - men 32? Op hvor solen ikke skinner med det. Jeg skal lige have sagt det til Mark & Anja. Den bliver hård. I hvert hvis det er Anja, jeg får fat i. Men jeg kan selvfølgelig ringe til Marks mobil. Tror at jeg har hans nummer et sted. Ellers kan jeg sende ham en sms.
Det er virkelig noget bæ at René sover, for jeg skal altså have min medicin. Jeg ved godt, jeg først tog morgenmedicin omkring klokken 12 - men det skal jo ikke betyde, at jeg slet ikke får aftenmedicin. Den ligger ved hans side af sengen, og gulvet knager. Øv! Jeg bliver nødt til at snige medicinen ud af hans greb. Hans medicin er ikke noget, der gør "andet" (misforstå mig endelig ikke) end at han får mere ondt i morgen, mens min medicin gør, at muligvis skal sidde med kramper hele dagen. Det er selvfølgelig forfærdeligt, hvis René får mere ondt i morgen, det er klart - han har jo superondt i forvejen. Måske skulle jeg vække ham, så vi kan tage vores medicin sammen. Det er nok det bedste, men... Ja. Han trænger til at sove, ikke? Det er også et vildt dårligt tidspunkt at vække ham på. Så kommer han til at sidde oppe hele natten. Det er lidt af et dilemma.
Nå. Så fik jeg løst mit dilemma. Jeg vækkede ham. Med vilje. For ellers har han for ondt i morgen. Godt nok er det søndag, og vi skal ikke noget - men det er stadig ikke rart at have ondt. Jeg hader det selv - det gør alle vel. I hvert fald hvis det er smerter som ondt i ryggen.
I øvrigt synes René at jeg er psykotisk. Sært, ikke? Jeg synes at jeg er angst. Men det er vel som man vælger at tolke det. Jeg synes selv at min vurdering er rigtig.
lørdag den 14. april 2012
Du er savnet
4. januar 1962 - 14. april 2010
Du er savnet, hver eneste dag.
Jeg skamlytter til Marie Keys "Se nu herhen", og derfor får hendes plade et døgn mere på "Dagens plade". René og jeg får gæster i dag, det skal der gøres klar til - og så skal jeg vist have noget "ordentlig" morgenmad - en galiamelon er åbenbart ikke nok i dag, selvom jeg slet ikke plejer at spise noget... Jeg ved det ikke. Måske er det bare "en af de dage" - I ved, en af dem, hvor man bare æder og æder. Jeg prøver så vidt muligt at undgå dem, ved at supplere op med frugt, så det ikke er så voldsomt og ikke helt lige så usundt.
Jeg skal have læst noget om Jesus, som Johanna gav mig. Damn... Jeg glemmer altid at læse deres blade (Vagttårnet) - det faktisk lidt åndssvagt at jeg bliver ved med at tage imod dem. Men jeg er nok lidt for venlig. Jeg kan ikke sådan rigtig sige nej til noget. Det går mig lidt på, efterhånden... Men jeg bliver bedre dag for dag.
Det er koldt i dag. Jeg har ikke lyst til at gå ud. Men det er jeg vel nødt til. Der skal jo købes ind. Uanset hvor bange jeg er. René er med. Hans "Jeg skal nok beskytte dig" er meget romantisk - men jeg kan ikke bruge det til noget. Han kan dårligt gå, og hvis jeg bliver bortført - hvad vil han så gøre? Jeg er ikke tryg. På NOGEN måde. Jeg så også helst, at Johanna ikke kommer i dag, men jeg har ikke et nummer, jeg kan ringe på. Så skal hun tage helt fra Herfølge til Køge, og så magter jeg det ikke? Nej. Nej, det går ikke. Jeg er nødt til at klistre et smil på og være glad, smilende og værtinde-agtig.
Jeg magter minus i dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem dagen. Det er hæsligt. Det er en af de rigtig dårlige dage. Panik, panik...
fredag den 13. april 2012
Key, mad og død
I går så jeg "P3 Guld" - Cecilie havde sendt et link. Jeg havde set noget af det, men i går ville jeg se det færdigt. Og pludselig stod hun dér. Lige midt på scenen og sang. Jeg blev straks forelsket i sangen. Den er så smuk. Så åben, nøgen og ligeud, og så alligevel ikke. Navnet på sangen er "Se nu herhen" - og kunstneren er Marie Key. Hun er.. Jamen... jeg har ingen ord for, hvad hun er. Lyt til denne sang, og koncentrer dig - videoen er sort, og det gør det lettere. Lyt engang.
Den er smuk, ikke? Den er utrolig. Jeg er totalt blæst væk. Benene bliver totalt slået væk under mig, når jeg hører den - og den har kørt på repeat siden i går. Jeg totalt forelsket i sangen, altså, den er simpelthen bare... Ja.
Igen i dag står jeg med spørgsmålet. Det mest irriterende spørgsmål, som kommer stort set hver dag: hvad skal jeg lave til aftensmad? Suk. Ingen ideer.
I morgen er det 2 år siden Peter døde. Jeg savner ham stadig. Savner dem. Øv. Holder det nogensinde op?
torsdag den 12. april 2012
Løvens hjerte
Jeg hører hele tiden dørklokken ringe, og det er "American Psycho" som har fundet ud af, hvor jeg bor henne. René siger at det ikke ringer på døren, og jeg kan egentlig godt give ham ret - men det ringer for mit indre øre. Det er godt nok længe siden, jeg har været så angst. Jeg skulle have været hos KBJ i går, men jeg aflyste. Det var dog ikke pga. angst, men fordi mit overbelastede knæ ikke kunne klare turen derned, efter turen hos lægen. I stedet har jeg fået en tid 1. maj.
Jeg har svært ved at trække vejret for tiden. Det er nok mest fordi jeg går rundt og er lidt "groggy" fordi jeg er lidt angst. Jeg kan slet ikke fokusere og er totalt svimmel - men kun ude. Jeg skriger, men der kommer ikke en lyd over mine læber. Sært, egentlig. Jeg er vel ikke sådan en "skriger"-type. Jeg plejer ikke at skrige, når jeg bliver bange, men jeg får næsten hjertestop.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ang. vask. Jeg har mit sidste par trusser på. Og det er dag 2 siden sidste bad - og jeg er nødt til at gå i bad i morgen, for ikke at føle mig ulækker. Det gør jeg sådan set allerede nu, men jeg kan ikke overskue det hver dag. Så jeg skal jo så over at vaske. Men hvad med René? Suk. Jeg ved sgu snart ikke, hvad jeg skal gøre længere. Og så tror jeg i øvrigt, at jeg netop har skidt i mine sidste par bukser.
Nå. Det havde jeg ikke. Der var jeg sør'me heldig. Jeg hader når man får tynd mave i bukserne - især når det er det sidste par. Men sådan er det vel altid. Der er nok ikke så mange, der elsker at få tynd mave i bukserne.
Jeg sidder og lytter til "Løvens hjerte", en plade af Thomas Helmig fra.. hmm... 1990, tror jeg. Den er totalt awesome! Jeg var glad for Thomas Helmigs musik, da jeg var barn. Haha. Og den er faktisk vildt god. Jeg har hørt den hele dagen. Min yndlingssang er "Modvind" - jeg tror ikke at den findes på Youtube, men jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at ret meget af den dansksprogede musik fra 1990'erne er på Youtube. Eller bare dansksproget sådan generelt fra "gamle dage" - dengang jeg var ung og smuk. Smuk er jeg stadig. Men ungdommen er desværre nok ligeså langsomt sivet væk fra mig. Nå. Det er fint nok at være 31, going on 32. Ja. Jeg har snart fødselsdag. Jeg gider ikke at holde noget. Jeg vil bare være alene med min elskede og et par kolde colaer + en god middag. Men nej. For teknisk set holdt jeg fødselsdag sammen med René den 5. april, så jeg har faktisk allerede hold fødselsdag. Meeen... God mad er aldrig af vejen.
Cecilie har sendt mig en video, jeg skal se - men jeg er så fascineret af "Løvens hjerte" at jeg ikke har fået set mere end 20 minutter. Det er ret pinligt. Jeg må se at få set det. Det er faktisk også godt - det er P3 Guld fra i år, og jeg synes at det virker awesome indtil videre. Men der er bare gået totalt nostalgi i den, og jeg elsker Thomas Helmig. Eller... Jeg elsker "Løvens hjerte" og nok også "Vejen væk" - og jeg er totalt vild med at lytte til dem. De gør mig så glad.
Men jeg tror faktisk, at jeg vil droppe Thomas for et øjeblik, og se videre på P3 Guld. Det skal ses. Det er sgu godt. Der er mange fede danske bands. Jeg behøver jo sådan set jo ikke at glo på det, jeg kan jo godt bare høre det, mens jeg laver andre ting.
Jeg har svært ved at trække vejret for tiden. Det er nok mest fordi jeg går rundt og er lidt "groggy" fordi jeg er lidt angst. Jeg kan slet ikke fokusere og er totalt svimmel - men kun ude. Jeg skriger, men der kommer ikke en lyd over mine læber. Sært, egentlig. Jeg er vel ikke sådan en "skriger"-type. Jeg plejer ikke at skrige, når jeg bliver bange, men jeg får næsten hjertestop.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ang. vask. Jeg har mit sidste par trusser på. Og det er dag 2 siden sidste bad - og jeg er nødt til at gå i bad i morgen, for ikke at føle mig ulækker. Det gør jeg sådan set allerede nu, men jeg kan ikke overskue det hver dag. Så jeg skal jo så over at vaske. Men hvad med René? Suk. Jeg ved sgu snart ikke, hvad jeg skal gøre længere. Og så tror jeg i øvrigt, at jeg netop har skidt i mine sidste par bukser.
Nå. Det havde jeg ikke. Der var jeg sør'me heldig. Jeg hader når man får tynd mave i bukserne - især når det er det sidste par. Men sådan er det vel altid. Der er nok ikke så mange, der elsker at få tynd mave i bukserne.
Jeg sidder og lytter til "Løvens hjerte", en plade af Thomas Helmig fra.. hmm... 1990, tror jeg. Den er totalt awesome! Jeg var glad for Thomas Helmigs musik, da jeg var barn. Haha. Og den er faktisk vildt god. Jeg har hørt den hele dagen. Min yndlingssang er "Modvind" - jeg tror ikke at den findes på Youtube, men jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at ret meget af den dansksprogede musik fra 1990'erne er på Youtube. Eller bare dansksproget sådan generelt fra "gamle dage" - dengang jeg var ung og smuk. Smuk er jeg stadig. Men ungdommen er desværre nok ligeså langsomt sivet væk fra mig. Nå. Det er fint nok at være 31, going on 32. Ja. Jeg har snart fødselsdag. Jeg gider ikke at holde noget. Jeg vil bare være alene med min elskede og et par kolde colaer + en god middag. Men nej. For teknisk set holdt jeg fødselsdag sammen med René den 5. april, så jeg har faktisk allerede hold fødselsdag. Meeen... God mad er aldrig af vejen.
Cecilie har sendt mig en video, jeg skal se - men jeg er så fascineret af "Løvens hjerte" at jeg ikke har fået set mere end 20 minutter. Det er ret pinligt. Jeg må se at få set det. Det er faktisk også godt - det er P3 Guld fra i år, og jeg synes at det virker awesome indtil videre. Men der er bare gået totalt nostalgi i den, og jeg elsker Thomas Helmig. Eller... Jeg elsker "Løvens hjerte" og nok også "Vejen væk" - og jeg er totalt vild med at lytte til dem. De gør mig så glad.
Men jeg tror faktisk, at jeg vil droppe Thomas for et øjeblik, og se videre på P3 Guld. Det skal ses. Det er sgu godt. Der er mange fede danske bands. Jeg behøver jo sådan set jo ikke at glo på det, jeg kan jo godt bare høre det, mens jeg laver andre ting.
onsdag den 11. april 2012
Et vrag
René... Åh... Han er et vrag, efterhånden. Han ville barberes og i bad. Han kan ikke finde kræfter til noget af det. Hans skæg ligner en vagabonds, og hans har er så fedtet at det ser vådt ud. Han kan stort set ikke gå. Han er så udmattet af BOMI efterhånden, så hans dårlige øje skeler meget voldsomt. Jeg har bedt ham om at gå i seng og sove en time, og så har jeg nusset ham på ryggen indtil han faldt i søvn. Han kan ikke mere. Jeg må tale med hans rådgiver, Britta. Hun kommer vel på mandag, går jeg ud fra. Så må jeg altså fortælle hende, hvordan det står til. Han er så ødelagt. Det gør ondt i mit hjerte at se ham sådan. Jeg kan ikke klare det. Det er næsten værre for mig, end mine egne problemer som f.eks. angsten. Jeg mener seriøst, at det knuser mit hjerte. Han plejede at være så fuld af liv... Nu er han bare en zombie. Af og til er han så træt, at han ikke kan sammensætte sine tanker, og det hele flyder bare rundt som en stor pærevælling. Jeg savner min gamle René. Ham, jeg forelskede mig i.
Kastet rundt i systemet
Damn... Endnu en tur til lægen spildt. Hvorfor sker det altid for mig? Mine papirer viser det, jeg allerede vidste, og jeg skal snakke med lægerne på Roskilde neurologisk ambulatorium inden for 14 dage - det skal jeg/min mor/René ringe og kræve. Hvad godt gør det?! Ih, altså... Jeg er pissetræt af at blive smidt rundt i systemet. Ørelægen får lov til at svæve, jeg gider ikke mere. Jeg skal til KBJ i dag - så kan jeg tage papiret med. Jeg er så træt af læger, at det slet ikke kan beskrives. Det er hæsligt. hvordan kan det være, at jeg - og mange andre - skal udsættes for det her? Og hvorfor går deres computersystem ned, så 4 personer har en tid 10:20 hos samme læge? Psh!
Jeg er træt. Træt af alt. Af alle. Og sør'me om neurologisk ambulatorium ikke lukker klokken 12 i dag. Well well... how about that. Og først åbner igen på fredag. Douchebags. Min kæbe gør ondt i dag. I højre side. Det plejer at være i venstre side. Nå. Ret ligegyldig information, ikke? Jeg er bare så arrig over den dér konklusion, neurologen er kommet med. Kvaksalver. Jeg troede at han var bedre end de andre. Jeg blev taget ved næsen. Big time.
Og af ukendte årsager er René pissesur fordi jeg målte mit blodsukker på et tidspunkt, hvor jeg ikke var fastende (klokken 12). Men jeg er sådan set ret ligeglad. Nu er han blevet glad igen. Han er virkelig... Wow, altså... Tal om humørsvingninger! Nu er klokken 13. Vi skal gå omkring 14:55. Så ordner vi indkøb bagefter. Jeg er totalt rædselsslagen for at gå ind i Kvickly, der er mange mennesker, men jeg tør endnu mindre at stå udenfor og vente... Hvad gør jeg så? Skal vi gå hjem og så handle i Kiwi senere? Nej. Så kommer vi ikke afsted.
Jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal gøre - og det er René også. Det er ikke supergodt, altså... Jeg er forvirret. Bange, forvirret og arrig. Det er jo forskellige følelser i hver sin retning. Jeg ved godt, at jeg er lidt af en kujon. Men i det mindste tog jeg jeg selv toget fra Køge til Jersie. Jeg sad godt nok og græd i det stille. Katja stod som aftalt hvor vi skulle mødes, og hun fulgte mig hen til lægen.
To kvinder fra Jehovas vidner har lige været her, og vi har aftalt at Johanna kommer på lørdag klokken 15:30. Hun er simpelthen så sød, og jeg kan godt lide at have hende på besøg, selvom hun ikke kan få mig omvendt. Jeg er ateist. Slut færdig. Men vi får nogle interessante snakke. Det er hyggeligt. Jeg glæder mig helt til hun kommer. Også selvom hun måske har en med. Det har hun af og til - som i dag.
Nå, menøh... så er det afslapning for mig. Jeg føler at jeg har været igennem helvede i dag. Selvom jeg bare lige har været hos lægen. Men hva' fa'en... KBJ er i det mindste i samme by, som jeg bor i. For at komme til lægen skal jeg tage toget. Det hader jeg. Jeg hader generelt offentlige transportmidler.
Jeg er træt. Træt af alt. Af alle. Og sør'me om neurologisk ambulatorium ikke lukker klokken 12 i dag. Well well... how about that. Og først åbner igen på fredag. Douchebags. Min kæbe gør ondt i dag. I højre side. Det plejer at være i venstre side. Nå. Ret ligegyldig information, ikke? Jeg er bare så arrig over den dér konklusion, neurologen er kommet med. Kvaksalver. Jeg troede at han var bedre end de andre. Jeg blev taget ved næsen. Big time.
Og af ukendte årsager er René pissesur fordi jeg målte mit blodsukker på et tidspunkt, hvor jeg ikke var fastende (klokken 12). Men jeg er sådan set ret ligeglad. Nu er han blevet glad igen. Han er virkelig... Wow, altså... Tal om humørsvingninger! Nu er klokken 13. Vi skal gå omkring 14:55. Så ordner vi indkøb bagefter. Jeg er totalt rædselsslagen for at gå ind i Kvickly, der er mange mennesker, men jeg tør endnu mindre at stå udenfor og vente... Hvad gør jeg så? Skal vi gå hjem og så handle i Kiwi senere? Nej. Så kommer vi ikke afsted.
Jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal gøre - og det er René også. Det er ikke supergodt, altså... Jeg er forvirret. Bange, forvirret og arrig. Det er jo forskellige følelser i hver sin retning. Jeg ved godt, at jeg er lidt af en kujon. Men i det mindste tog jeg jeg selv toget fra Køge til Jersie. Jeg sad godt nok og græd i det stille. Katja stod som aftalt hvor vi skulle mødes, og hun fulgte mig hen til lægen.
To kvinder fra Jehovas vidner har lige været her, og vi har aftalt at Johanna kommer på lørdag klokken 15:30. Hun er simpelthen så sød, og jeg kan godt lide at have hende på besøg, selvom hun ikke kan få mig omvendt. Jeg er ateist. Slut færdig. Men vi får nogle interessante snakke. Det er hyggeligt. Jeg glæder mig helt til hun kommer. Også selvom hun måske har en med. Det har hun af og til - som i dag.
Nå, menøh... så er det afslapning for mig. Jeg føler at jeg har været igennem helvede i dag. Selvom jeg bare lige har været hos lægen. Men hva' fa'en... KBJ er i det mindste i samme by, som jeg bor i. For at komme til lægen skal jeg tage toget. Det hader jeg. Jeg hader generelt offentlige transportmidler.
I dag. Vil det gå som planlagt?
Så er det i dag. Jeg skal til lægen. Uha. Jeg er faktisk ret bange. Sådan... Rædselsslagen. Det er godt nok ikke en rar tanke at skulle ud blandt folk, for hvis nogen greb fat i mig, ville ingen gøre noget. Ingen ville løbe efter mig og min bortfører, eller ringe efter politiet. Folk er ligeglade. For dem er der kun dem selv. Så det er meget rart, alligevel, at René vil tage mig med på BOMI og lade mig være der i de 40 minutter, der er tilovers. René snakker om, at han muligvis vil følge mig helt til Jersie. Men i hvert fald til Køge station. Han er dejlig, ikke? Ham har jeg giftet mig med. En, man altid kan regne med. Så bliver det ikke meget bedre.
Jeg har haft lidt småkramper her til morgen, men er indtil videre ikke faldet. Vi skal gå om 25 minutters tid, og jeg skal lige gøres klar og have noget kluns på. Pakke min taske og sådan noget. Det burde ikke tage mere end 2-3 minutter, men der kommer altid noget i vejen.
Jeg vil smutte nu, gøre mig klar osv - og så skriver jeg igen, når jeg kommer hjem. Bare lige, så I ved, hvordan situationen er - det er vigtigt for jer, fornemmer jeg.
Jeg har haft lidt småkramper her til morgen, men er indtil videre ikke faldet. Vi skal gå om 25 minutters tid, og jeg skal lige gøres klar og have noget kluns på. Pakke min taske og sådan noget. Det burde ikke tage mere end 2-3 minutter, men der kommer altid noget i vejen.
Jeg vil smutte nu, gøre mig klar osv - og så skriver jeg igen, når jeg kommer hjem. Bare lige, så I ved, hvordan situationen er - det er vigtigt for jer, fornemmer jeg.
tirsdag den 10. april 2012
Angst, musik og hår!
Jeg skrev i går om, at jeg havde haft et angstanfald, og at jeg ville aflyse lægen. MEN! Min veninde og René er kommet mig til undsætning. For Katja henter mig på Jersie st og følger mig hen til lægen, og derefter mødes vi på Jersie st. hvor vi tager toget sammen til Køge, hvor jeg så kan ringe efter René, der kommer og går hjem sammen med mig. Er der noget skønnere end gode venner? Sådan nogle ægte venner. Jeg vidste godt, at René var det, for han er min mand, og min bedste ven. Og Katja... hun har altid været min veninde. Måske nok den bedste, selvom vi i perioder ikke taler sammen. Vi ender jo altid sammen igen. Hun er en god og gavmild kvinde. Jeg er glad for hende. Det må jeg sige.
Men det er i hvert fald dejligt, at jeg har gode venner, for ellers havde jeg aflyst det lægebesøg, uanset hvad min mor siger. Hehe. Min mor. Hun elsker taxaer. Det er der selvfølgelig heller ikke noget galt i, men hun har ikke råd til det, jeg har ikke råd til det - og alligevel drøner hun rundt i taxaer til hver en tid, og forventer at jeg gør det samme. Hun er ikke rigtig klog. Men hun er nu dejlig alligevel. Jeg ringer til hende om lidt. Hun er hjemme fra arbejde 17:30. Lige nu er den 17:23. Jeg glæder mig til at snakke med hende - som altid. Især fordi mit blodsukker lå pænt i morges også! Det er jo skønt.
Jeg er godt nok ødelagt af det dér angstanfald i går... Det plager mig konstant. Jeg tænker hele tiden på det, se det for mig, som jeg gjorde, da jeg læste bogen. Jeg skulle have holdt mig væk fra den bog. Men alle på HTX sagde at den var cool. Det var den ikke! Og nu, 10 år senere, er jeg stadig plaget af de rædsler, jeg læste om dengang. Hæsligt. Jeg føler mig virkelig bange, jeg har det seriøst dårligt med at gå ud. Selvom det er lyst. Jeg bryder mig ikke om det. Bare tanken får min mave til at vende sig. René siger, at jeg skal gå med på BOMI i morgen tidlig. Han skal være der klokken 9, og jeg skal have toget 9:56. Han siger, at det ligger lige ved siden af jernbanekrydset. Så jeg må gå derfra senest 35, i mit hoved. Så jeg kan nå at være der i ½ time. Er det virkelig nødvendigt? Er det ikke bedre bare at gå hjemmefra og igennem gågaden? Jeg må lige drøfte det med René.
Jeg vil have en ny frisure. Men jeg er lige blevet klippet - det går ikke med en ny frisure nu. Men jeg vil bruge det næste års tid til næste gang jeg skal klippes, til at fundere over, hvilken frisure, jeg skal have. Jeg har set et billede af en med den smukkeste frisure på blog.dk i dag, og jeg overvejer noget i den stil. Desværre er hun blevet klippet. Det er lidt ærgerligt. Men hun er glad for det, det er jo hovedsagen. Jeg burde købe et krøllejern. Så jeg kan lave store og smukke bølger i håret, nu hvor mine naturlige krøller er på tilbagetog. Det er i øvrigt for dårligt. Men hey - jeg nåede da at opleve hvordan det er at have krøller. Det har jeg altid ønsket mig.
Jeg elsker faktisk at lytte til de gamle, dansksprogede Thomas Helmig plader... Skørt. Jeg kan ikke lide de nyere plader. Men jeg var nu også lidt en Thomas Helmig nørd da jeg var barn. Før Guns N' Roses. Jeg glemmer sgu aldrig "Vejen væk" - heldigvis har jeg fået den købt igen. Jeg havde den på bånd, nemlig. På et tidspunkt blev det smidt ud. Ellers gik det i båndsalat, det ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan huske alle sangene, for jeg elskede det bånd dengang. Jeg fik det af min storebror i fødselsdagsgave. Hvilket år, kan jeg ikke huske, men det var inden for det første år efter det blev udgivet. Min første CD var Ace Of Base - "Happy Nation". Fik den af min moster, 2 kusiner og min onkel. Jeg havde ikke en CDafspiller, så min far måtte optage den over på et bånd, så jeg kunne høre den. Der gik dog ikke særlig lang tid, før jeg fik mit første musikanlæg med CDafspiller. Faktisk kan jeg huske nøjagtig hvordan det så ud. Det var megacool. Men. Så gik det i udu. Og jeg måtte tilslutte min discman, så jeg kunne lytte til mine CD'ere. Og så fik jeg det fedeste anlæg ever i julegave. Det var simpelthen så strømlinet. Det bestod af 4 dele; en forstærker, en båndafspiller, en radio og en CDafspiller. Så kunne man sætte dem, som man ville. Og der var 2 totalt fede højttalere med, vildt god lyd. Megacool anlæg. Men så røg det også, og så måtte jeg købte et skodanlæg i Bilka til 800 kroner, og det havde en ok lyd, men selve anlægget var ubrugeligt. CDafspilleren røg ret hurtigt, så kunne jeg kun høre radio. Så begyndte jeg at høre musik på computeren. Og min storebror gav mig mit første trådløse headset, som faktisk holdt i herremange år. Det gik først forrige år - sidste år fik jeg et nyt af René, fordi det andet ikke helt ikke fungerede længere. Det havde god lyd - men det jeg har nu, har endnu bedre lyd.
Så. Det var en masse småhistorier, ønsker, tanker og taknemmelighed. Hvis du gad at læse alt det her, vil jeg sige, at du fortjener en klapsalve og en hyldest. Og ikke mindst et "tak".
Men det er i hvert fald dejligt, at jeg har gode venner, for ellers havde jeg aflyst det lægebesøg, uanset hvad min mor siger. Hehe. Min mor. Hun elsker taxaer. Det er der selvfølgelig heller ikke noget galt i, men hun har ikke råd til det, jeg har ikke råd til det - og alligevel drøner hun rundt i taxaer til hver en tid, og forventer at jeg gør det samme. Hun er ikke rigtig klog. Men hun er nu dejlig alligevel. Jeg ringer til hende om lidt. Hun er hjemme fra arbejde 17:30. Lige nu er den 17:23. Jeg glæder mig til at snakke med hende - som altid. Især fordi mit blodsukker lå pænt i morges også! Det er jo skønt.
Jeg er godt nok ødelagt af det dér angstanfald i går... Det plager mig konstant. Jeg tænker hele tiden på det, se det for mig, som jeg gjorde, da jeg læste bogen. Jeg skulle have holdt mig væk fra den bog. Men alle på HTX sagde at den var cool. Det var den ikke! Og nu, 10 år senere, er jeg stadig plaget af de rædsler, jeg læste om dengang. Hæsligt. Jeg føler mig virkelig bange, jeg har det seriøst dårligt med at gå ud. Selvom det er lyst. Jeg bryder mig ikke om det. Bare tanken får min mave til at vende sig. René siger, at jeg skal gå med på BOMI i morgen tidlig. Han skal være der klokken 9, og jeg skal have toget 9:56. Han siger, at det ligger lige ved siden af jernbanekrydset. Så jeg må gå derfra senest 35, i mit hoved. Så jeg kan nå at være der i ½ time. Er det virkelig nødvendigt? Er det ikke bedre bare at gå hjemmefra og igennem gågaden? Jeg må lige drøfte det med René.
Jeg vil have en ny frisure. Men jeg er lige blevet klippet - det går ikke med en ny frisure nu. Men jeg vil bruge det næste års tid til næste gang jeg skal klippes, til at fundere over, hvilken frisure, jeg skal have. Jeg har set et billede af en med den smukkeste frisure på blog.dk i dag, og jeg overvejer noget i den stil. Desværre er hun blevet klippet. Det er lidt ærgerligt. Men hun er glad for det, det er jo hovedsagen. Jeg burde købe et krøllejern. Så jeg kan lave store og smukke bølger i håret, nu hvor mine naturlige krøller er på tilbagetog. Det er i øvrigt for dårligt. Men hey - jeg nåede da at opleve hvordan det er at have krøller. Det har jeg altid ønsket mig.
Jeg elsker faktisk at lytte til de gamle, dansksprogede Thomas Helmig plader... Skørt. Jeg kan ikke lide de nyere plader. Men jeg var nu også lidt en Thomas Helmig nørd da jeg var barn. Før Guns N' Roses. Jeg glemmer sgu aldrig "Vejen væk" - heldigvis har jeg fået den købt igen. Jeg havde den på bånd, nemlig. På et tidspunkt blev det smidt ud. Ellers gik det i båndsalat, det ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan huske alle sangene, for jeg elskede det bånd dengang. Jeg fik det af min storebror i fødselsdagsgave. Hvilket år, kan jeg ikke huske, men det var inden for det første år efter det blev udgivet. Min første CD var Ace Of Base - "Happy Nation". Fik den af min moster, 2 kusiner og min onkel. Jeg havde ikke en CDafspiller, så min far måtte optage den over på et bånd, så jeg kunne høre den. Der gik dog ikke særlig lang tid, før jeg fik mit første musikanlæg med CDafspiller. Faktisk kan jeg huske nøjagtig hvordan det så ud. Det var megacool. Men. Så gik det i udu. Og jeg måtte tilslutte min discman, så jeg kunne lytte til mine CD'ere. Og så fik jeg det fedeste anlæg ever i julegave. Det var simpelthen så strømlinet. Det bestod af 4 dele; en forstærker, en båndafspiller, en radio og en CDafspiller. Så kunne man sætte dem, som man ville. Og der var 2 totalt fede højttalere med, vildt god lyd. Megacool anlæg. Men så røg det også, og så måtte jeg købte et skodanlæg i Bilka til 800 kroner, og det havde en ok lyd, men selve anlægget var ubrugeligt. CDafspilleren røg ret hurtigt, så kunne jeg kun høre radio. Så begyndte jeg at høre musik på computeren. Og min storebror gav mig mit første trådløse headset, som faktisk holdt i herremange år. Det gik først forrige år - sidste år fik jeg et nyt af René, fordi det andet ikke helt ikke fungerede længere. Det havde god lyd - men det jeg har nu, har endnu bedre lyd.
Så. Det var en masse småhistorier, ønsker, tanker og taknemmelighed. Hvis du gad at læse alt det her, vil jeg sige, at du fortjener en klapsalve og en hyldest. Og ikke mindst et "tak".
Life's what you make it
'Morning, foxy ladies & handsome gentlemen!
Ja, så er jeg oppe, jeg stod op 8:40 og målte mit blodsukker. 5,7. Det er alligevel ikke så slemt, som først antaget. Pyha! Men jeg skal jo til lægen i morgen. Jeg har fået en diagnose: poly spike med paroxysme. Min mor undersøger det i dag, men jeg bliver nødt til at tage til lægen i morgen, uanset hvor lidt, jeg vil. Jeg havde kramper, da jeg stod op, så jeg måtte ind i seng igen. Jeg nåede dog kun lige at slå det knæ, jeg har smadret i forvejen!!! René hjalp mig med at få taget pillen uden at spilde vand og tabe pillen, så alt er jo fint nok. Nu er klokken 9:50,og jeg har ikke kramper længere. Men damn, jeg er træt...!
Jeg er totalt og inderligt forelsket i "Life's What You Make It" med Talk Talk. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt det før. Men den er bare så... Wauw, ikke? Den er simpelthen så cool - bortset fra alle insekterne - adr. Dem kunne jeg godt have undværet. I videoen, altså. Sangen er bare så livsbekræftende. Det er det ord, jeg ville sætte på, hvis jeg kun måtte bruge ét ord. "Life's what you make it. Celebrate it" - yeah! For det er det, der er der det vigtige. At værdsætte sit liv hver dag. Det har jeg ikke altid syntes, men hold op, hvor er jeg glad for, at jeg skiftede mening! Det er direkte Peter Steeles teksters skyld. Det er Type O Negatives skyld. De bragte mig tilbage til verden, til livet, til glæden, til at skrive. Hvad jeg skulle have gjort, hvis "Life Is Killing Me" ikke var udkommet, ved jeg slet ikke, hvad der ville være blevet af mig. Jeg kan i hvert fald med ro i stemmen sige, at jeg langt fra ville være, hvor jeg er nu. Og jeg er glad for mit liv.
mandag den 9. april 2012
Psykopater og hjemmesider
For 10+ år siden læste jeg "American Psycho" - og i dag kom rædslerne tilbage til mig. Jeg sad og skrællede kartofler, da det pludselig slog mig: det kan ske for mig. Jeg kan rent faktisk komme ud for at få et rør ført op i skeden og få rotter indenbords, eller jeg kan få elektroder på brysterne, som sender elektricitet indtil brysterne springer. Jeg begyndte at hulke, faktisk ret voldsomt, jeg var meget bange, og jeg er faktisk ikke helt kommet over det endnu, selvom jeg ikke græder længere. Jeg skal være alene hjemme i et par timer om formiddagen, og onsdag skal jeg til lægen om formiddagen - der er forhåbentlig en del mennesker, og så må jeg sørge for, at jeg ikke bliver bortført på vejen hjem. Jeg er virkelig seriøst bange. Sådan "kast-op-bange". Jeg burde faktisk aflyse tiden hos lægen - men jeg er nødt til at tage derned. Faktisk er det ret vigtigt. Jeg håber bare, at jeg kan klare det. Tanken om at stå ensom og alene på Jersie station tiltaler mig ikke. Der er altid så tomt. Jeg bryder mig slet, slet ikke om det. Min mor sagde at jeg skal tage en taxa. Men en taxa - køre med en chauffør, jeg på ingen måde kender. Nej. Men hun ved heller ikke, hvad min angst går ud på.
Jeg føler mig enormt magtesløs overfor denne angst, da jeg hverken tør at gå ud eller blive alene hjemme. Hvad fanden gør man, ikke? Jeg kan måske aftale med René, at vi mødes på vejen hjem - dér ved Blegdammen, så kan han beskytte mig på den sidste halvdel, hvor der aldrig er nogen mennesker. Jeg kan slet ikke beskrive hvor bange jeg er for at skulle til lægen netop på onsdag. Onsdag, hvor René starter i jobtræning igen efter påskeferien. Det er noget værre rod. Men det var den tid, lægen havde. Så sådan er det.
Jeg har netop betalt for en fornyelse af min hjemmeside. Det er fedt nok. Nu hvor hjemmesiden er under konstruktion. Der er nogle småfejl, jeg ikke gider at rette, og så er der ting, der mangler, som ikke er lavet endnu. Musikanmeldelser, f.eks. Jeg tager nok nogen af dem fra min musikblog. Den bliver jo så lukket, for den kommer til at fungere på hjemmesiden. Jeg skal bare have fundet ud af nogle forskellige småting omkring det. Men jeg synes faktisk, at det tegner godt! Og 135 kroner for 5GB i 1 år er faktisk ikke så dyrt. One.com er faktisk et rigtig godt webhotel. Og jeg glæder mig til at få opdateret siden, der faktisk er blevet ret stilfuld, på trods af småfejlene. Jeg skal have set flere film, i hver fald, og jeg regner med at snuppe et par gamle med. Det er nu meget sjovt, og det er ikke en side, der sådan lige er rettet til unge mennesker, så de dér sen-90'er film kan godt komme med. Nogle af dem, i hvert fald. Hehe. Lad os nu se, hvad det bliver til.
Jeg kan faktisk lave min egen blog på min hjemmeside. Men jeg er nu helt tilfreds med den her. Den er cool. Den anden ville sikkert blive cool også, men så skal man nok have nogle "computer-skillls" - og dem har jeg ikke! Øv bøv. Sådan er det. Jeg har jo lavet alt selv, fra bunden, men René har hjulpet lidt, når den har kikset for mig. Okay. "lidt" er måske snarere "meget" - i dag koksede den helt for mig, og så kom han ind og fiksede det. Det var alligevel meget cool, at han gad det. Jeg har et bukseproblem. Jeg bliver NØDT til at få et par nye jeans. Jeg er komplet ligeglad med, hvordan de ser ud, bare jeg kan passe dem! Jeg kan ikke holde de her joggingbukser ud længere. De får mig til at føle mig ekstra fed, og det er sgu bare ikke i orden! Øv! Men hvor er pengene? Jeg håber at der er nok penge i næste måned. Jeg kan seriøst snart ikke tage det længere. Det er noget værre lort. Folk tænker garanteret også at jeg er tykkere fordi jeg har joggingbukser på. Det er vist ret almindeligt at fede mennesker render rundt i joggingtøj. Nu må det snart få en ende, jeg kan ikke klare det længere! Nå, det var et sidespring fra min snak om hjemmesiden. Men der er sådan set ikke mere at fortælle - endnu. Jeg smider et link op, når bæstet er klart til nettet!
Jeg føler mig enormt magtesløs overfor denne angst, da jeg hverken tør at gå ud eller blive alene hjemme. Hvad fanden gør man, ikke? Jeg kan måske aftale med René, at vi mødes på vejen hjem - dér ved Blegdammen, så kan han beskytte mig på den sidste halvdel, hvor der aldrig er nogen mennesker. Jeg kan slet ikke beskrive hvor bange jeg er for at skulle til lægen netop på onsdag. Onsdag, hvor René starter i jobtræning igen efter påskeferien. Det er noget værre rod. Men det var den tid, lægen havde. Så sådan er det.
Jeg har netop betalt for en fornyelse af min hjemmeside. Det er fedt nok. Nu hvor hjemmesiden er under konstruktion. Der er nogle småfejl, jeg ikke gider at rette, og så er der ting, der mangler, som ikke er lavet endnu. Musikanmeldelser, f.eks. Jeg tager nok nogen af dem fra min musikblog. Den bliver jo så lukket, for den kommer til at fungere på hjemmesiden. Jeg skal bare have fundet ud af nogle forskellige småting omkring det. Men jeg synes faktisk, at det tegner godt! Og 135 kroner for 5GB i 1 år er faktisk ikke så dyrt. One.com er faktisk et rigtig godt webhotel. Og jeg glæder mig til at få opdateret siden, der faktisk er blevet ret stilfuld, på trods af småfejlene. Jeg skal have set flere film, i hver fald, og jeg regner med at snuppe et par gamle med. Det er nu meget sjovt, og det er ikke en side, der sådan lige er rettet til unge mennesker, så de dér sen-90'er film kan godt komme med. Nogle af dem, i hvert fald. Hehe. Lad os nu se, hvad det bliver til.
Jeg er vendt tilbage!
Jeg har holdt en lille pause. Why? Dunno. Sidder her og lytter til musik, Aerosmith faktisk, og hygger mig med lidt cola og æblegrød. Jeg er faktisk ikke særlig træt, men jeg målte mit blodsukker i morges, og det var på 5,6. Da jeg fik taget det lørdag eftermiddag, lå det på 8,7 - det er jo rimelig højt. Men der havde jeg jo spist og drukket hele dagen. Så jeg er ikke i farezonen - endnu.
Ellers går det egentlig meget godt. Jeg var en totalt stiv græker i går, da jeg skulle hælde medicin op, for jeg har blandet Renés og min medicin totalt vilkårligt sammen i pilleæskerne. Haha. Vi måtte sidde og sortere pillerne i morges. Det var lidt surrealistisk. Men det gik da - heldigvis.
Jeg er begyndt at fryse RIGTIG meget igen. Forfærdeligt. Jeg har lyst til at gå i seng igen og ligge under en varm dyne. I nat drømte jeg, at jeg sked i trusserne, I ved, myldrebæ, så jeg måtte vække René for at hjælpe mig ud af sengen så der ikke kom bæ på lagnet. Da jeg så kom ud på WC'et, havde jeg hverken skidt eller tisset, og jeg skulle heller ikke nogen af delene. Sært. Men vi hoppede bare i seng og sov videre. Det var sgu rart, at jeg ikke havde bæ'et i mine trusser, altså, det er fandeme så ulækkert.
René og jeg så endnu en film i går, som jeg kan anmelde på hjemmesiden, når den er færdig. Jeg er i gang med at se så mange film som muligt. Det er faktisk ret awesome - det er nogle cool film, vi har købt. De er faktisk næsten alle sammen værdige til topkarakterer. Men det må I jo læse mere om til den tid ;)
René bliver ved med at tale til mig om penge, på trods af, at jeg har frasagt mig alt der omhandler økonomi, og han ikke vil lade mig komme ind i det. Jeg blev fuldstændig neurotisk med det, var i netbank 3-4 gange om dagen for at afstemme mine udregninger, som jeg sad med det meste af et døgn. Det kunne ikke gå. Så jeg var nødt til at aflevere mit nøglekort til ham. Og nu må jeg ikke få det tilbage. Jeg skulle have tænkt mig bedre om.
Nå. Men det var det for nu. Jeg ved, at I hungrer efter mere - men det må vente.
Ellers går det egentlig meget godt. Jeg var en totalt stiv græker i går, da jeg skulle hælde medicin op, for jeg har blandet Renés og min medicin totalt vilkårligt sammen i pilleæskerne. Haha. Vi måtte sidde og sortere pillerne i morges. Det var lidt surrealistisk. Men det gik da - heldigvis.
Jeg er begyndt at fryse RIGTIG meget igen. Forfærdeligt. Jeg har lyst til at gå i seng igen og ligge under en varm dyne. I nat drømte jeg, at jeg sked i trusserne, I ved, myldrebæ, så jeg måtte vække René for at hjælpe mig ud af sengen så der ikke kom bæ på lagnet. Da jeg så kom ud på WC'et, havde jeg hverken skidt eller tisset, og jeg skulle heller ikke nogen af delene. Sært. Men vi hoppede bare i seng og sov videre. Det var sgu rart, at jeg ikke havde bæ'et i mine trusser, altså, det er fandeme så ulækkert.
René og jeg så endnu en film i går, som jeg kan anmelde på hjemmesiden, når den er færdig. Jeg er i gang med at se så mange film som muligt. Det er faktisk ret awesome - det er nogle cool film, vi har købt. De er faktisk næsten alle sammen værdige til topkarakterer. Men det må I jo læse mere om til den tid ;)
René bliver ved med at tale til mig om penge, på trods af, at jeg har frasagt mig alt der omhandler økonomi, og han ikke vil lade mig komme ind i det. Jeg blev fuldstændig neurotisk med det, var i netbank 3-4 gange om dagen for at afstemme mine udregninger, som jeg sad med det meste af et døgn. Det kunne ikke gå. Så jeg var nødt til at aflevere mit nøglekort til ham. Og nu må jeg ikke få det tilbage. Jeg skulle have tænkt mig bedre om.
Nå. Men det var det for nu. Jeg ved, at I hungrer efter mere - men det må vente.
fredag den 6. april 2012
Nøgen badenymfe
Hold op, hvor har jeg ondt i maven! Det er da helt utroligt. Men sådan er det jo nogle gange. Men! Jeg jeg har været i bad i dag. Uuhh... Ikke noget, der sker hver dag. Jeg har lige snuppet et billede af mig selv inden jeg fik redt garnet.
- Hehe. Så grim kan man faktisk være, når man lige er kommet ud af badet. Ej, okay, jeg havde haft et håndklæde om håret i et kvarters tid. Så det var ikke helt vådt; der var ikke tale om druknet mus. Bare hår, der endnu ikke var redt. Hehe.
René og jeg er blevet forelskede i naanbrød, og vi spiser dem lidt som snacks. Det er dejligt, de smager simpelthen så godt! Men hvad jeg skal lave til aftensmad i dag, er mig en gåde. Vi har en lasagne i fryseren (jaja, usle mig) som jeg bare kan smække i ovnen. Der er også mulighed for pasta. Pizza med skinke og ost. Der er faktisk en del muligheder. Jeg må rådføre mig med René, når vi når dertil. Eller en times tid før spisetid. Jeg er egentlig frisk på en film! Jeps! Lad os sætte en god film på. Jeg må ind i filmskabet. Der må da være noget, som er værdig til os begge netop i dag!
Jeg vil gerne gerne komme med et statement. Jeg slynger det her ud til alle, der læser mig blog, for der er sket noget ganske grænseoverskridende for mig. Ikke alene er jeg tvunget til at lufte mine bare tæer (jeg smider kun strømperne, når jeg går i bad - seriøst. Hvis man ikke kan have sex med en kvinde med strømper på, kan man skride med det samme) - jeg sidder også her uden bh. Lige siden jeg var 7-8 år, har jeg lavet en pagt med mig selv om, at jeg aldrig (ALDRIG) ville lade taskerne hænge. Jeg smider kun bh'en, når jeg skal i bad (ja, jeg sover med bh på). Og nu er det hele frit. Jeg har klipklappere på, og en T-shirt, så jeg er ikke nøgen, altså, men jeg føler mig ekstrem nøgen.
René og jeg er blevet forelskede i naanbrød, og vi spiser dem lidt som snacks. Det er dejligt, de smager simpelthen så godt! Men hvad jeg skal lave til aftensmad i dag, er mig en gåde. Vi har en lasagne i fryseren (jaja, usle mig) som jeg bare kan smække i ovnen. Der er også mulighed for pasta. Pizza med skinke og ost. Der er faktisk en del muligheder. Jeg må rådføre mig med René, når vi når dertil. Eller en times tid før spisetid. Jeg er egentlig frisk på en film! Jeps! Lad os sætte en god film på. Jeg må ind i filmskabet. Der må da være noget, som er værdig til os begge netop i dag!
Jeg vil gerne gerne komme med et statement. Jeg slynger det her ud til alle, der læser mig blog, for der er sket noget ganske grænseoverskridende for mig. Ikke alene er jeg tvunget til at lufte mine bare tæer (jeg smider kun strømperne, når jeg går i bad - seriøst. Hvis man ikke kan have sex med en kvinde med strømper på, kan man skride med det samme) - jeg sidder også her uden bh. Lige siden jeg var 7-8 år, har jeg lavet en pagt med mig selv om, at jeg aldrig (ALDRIG) ville lade taskerne hænge. Jeg smider kun bh'en, når jeg skal i bad (ja, jeg sover med bh på). Og nu er det hele frit. Jeg har klipklappere på, og en T-shirt, så jeg er ikke nøgen, altså, men jeg føler mig ekstrem nøgen.
onsdag den 4. april 2012
Hjemmesiden er ved at være klar!
Jeg er sgu ved at få bygget en god hjemmeside op, tror jeg. Jeg tager min tid og gør det pænt. Jeg er ikke så god til visse ting, men jeg klarer dem på andre måder. Jeg synes at den er smuk - ganske enkel og simpel. Jeg har valgt kun at have skrift på, og intet billede på af mig selv. Jeg har alt i sort baggrund med en lys, grå skriftfarve. ingen billeder af noget. Muligvis laver jeg senere hen nogle billeder og putter på. Der vil være madopskrifter, film- og musikanmeldelser samt mine digte, som jo ikke kom med ind på Det skrevne ord - min novelleblog.
Jeg har ikke lyst til at snakke. Det gør mig utilpas. Jeg plejer at snakke rimelig meget, men her til aften har jeg bare SLET ikke lyst til at ord højt. Jeg har lyst til at gå i seng og tage en dejlig, natlig lur, vågne op frisk og frejdig i morgen, ringe til min læge og vente på alle dem, der kommer. Jeg skal også handle 2 steder, i modsat retning, og pga. vejret har jeg seriøse knæsmerter. Kan jeg klare det? Hmm... I ved, når vejret skifter fra koldt til varmt eller omvendt, får folk med gigt en voldsom forværring af deres smerter. Jeg både slidgigt i lænd og knæ, så det er noget at slås med. Men hurra for Ibumetin, som 75% gangene virker!
Jeg glæder mig sådan til at se, hvad René har købt til mig i fødselsdagsgave! Det bliver jo interessant at se, hvad han dog kan finde på. Hehe. Men jeg tror, at det er ved at være godnat tid for mig - skal op klokken 8 i morgen tidlig. Den er led, når klokken nu har passeret 01 med 2 minutter.
Jeg har ikke lyst til at snakke. Det gør mig utilpas. Jeg plejer at snakke rimelig meget, men her til aften har jeg bare SLET ikke lyst til at ord højt. Jeg har lyst til at gå i seng og tage en dejlig, natlig lur, vågne op frisk og frejdig i morgen, ringe til min læge og vente på alle dem, der kommer. Jeg skal også handle 2 steder, i modsat retning, og pga. vejret har jeg seriøse knæsmerter. Kan jeg klare det? Hmm... I ved, når vejret skifter fra koldt til varmt eller omvendt, får folk med gigt en voldsom forværring af deres smerter. Jeg både slidgigt i lænd og knæ, så det er noget at slås med. Men hurra for Ibumetin, som 75% gangene virker!
Jeg glæder mig sådan til at se, hvad René har købt til mig i fødselsdagsgave! Det bliver jo interessant at se, hvad han dog kan finde på. Hehe. Men jeg tror, at det er ved at være godnat tid for mig - skal op klokken 8 i morgen tidlig. Den er led, når klokken nu har passeret 01 med 2 minutter.
mandag den 2. april 2012
L.O.C. og indkøb
Igen har jeg haft en af "de der" drømme. Der var dog ikke sex involveret. Jeg sad i en sofa, og L.O.C. lå med sit hoved på mit ene lår og snakkede om, hvor dårligt han havde det, og hvor meget han gerne ville opleve lykke osv. Jeg sad bare og nulrede hans hår, mens jeg lyttede. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg synes at L.O.C. er en flot mand med yderst smukke tænder - men det var alligevel en mærkelig drøm, ikke?
Den minder mig om en drøm, jeg havde om MJ engang. Han havde den dér guldbluse på, som han har i "Remember the Time" og jeg sad op ad hovedgærdet på min seng og strøg ham over håret mens han fortalte mig om sin ulykkelighed. Som med L.O.C. var det kun venskab, men det var alligevel en mærkelig drøm.
Jeg må åbenbart have et beskyttergen i mig, for jeg har tilbudt adskillige mennesker på min anden blog hjælp til depression, blot ved at lytte og komme med enkelte råd. René er også meget sensitiv i øjeblikket, fordi jobcenteret vil indstille ham til pension, og han ikke vil, men godt kan se, at ingen vil hyre en, der kan arbejde 2-3 timer om ugen, lidt mere, hvis det er hjemmearbejde, men hvis de skal til at opsætte en hjemmearbejdsplads, det koster jo snildt 20-30-40.000 kroner - og det er meget for 2-3 timer om ugen, der er der ingen firmaer med forstanden i behold, der vil gå med til. Så han må se en førtidspension i øjnene, selvom han er på randen af gråd hver gang vi kommer ind på emnet. Jeg græder så, fordi jeg kan se hvor ondt på ham det gør, at han skal på førtidspension allerede inden han er fyldt 40 (han fylder 36 på torsdag - synes lige, I skal vide det igen). Det er godt nok værre hø. Men altså... Ja. Sådan er det jo bare.
Da jeg var inde og købe en gave til René, besluttede jeg mig for, at jeg ville købe hans gave til mig. Haha. Det er en gave, der er til René, men han bliver nok sur, hvis han finder ud af, hvor mange penge, jeg har brugt. Så jeg var nødt til at dele det op. Men jeg VED at bliver glad for den også. Jeg ved, at han bliver glad for det hele! Åh, kom nu, torsdag!
Vi har bestilt varer fra Nemlig - det er første gang, vi prøver det. Vi har hidtil brugt Superbest. Men nu bruger vi Nemlig. De har en masse cool varer, og jeg glæder mig sådan til at se, hvordan det ser ud, når emballagerne bliver åbnet, og vi kan se vores varer. Ellers må vi bestille det, vi mangler, hos Superbest, eller selv bevæge vores røv ned til en butik. Hehe. De skal vi nu alligevel, for der er masser af ting, vi ikke kan få hos Nemlig eller Superbest, og René og jeg er enige om, at vi ikke skal bestille ALT, fordi det er meget rart at komme ud at gå hver dag.
Den minder mig om en drøm, jeg havde om MJ engang. Han havde den dér guldbluse på, som han har i "Remember the Time" og jeg sad op ad hovedgærdet på min seng og strøg ham over håret mens han fortalte mig om sin ulykkelighed. Som med L.O.C. var det kun venskab, men det var alligevel en mærkelig drøm.
Jeg må åbenbart have et beskyttergen i mig, for jeg har tilbudt adskillige mennesker på min anden blog hjælp til depression, blot ved at lytte og komme med enkelte råd. René er også meget sensitiv i øjeblikket, fordi jobcenteret vil indstille ham til pension, og han ikke vil, men godt kan se, at ingen vil hyre en, der kan arbejde 2-3 timer om ugen, lidt mere, hvis det er hjemmearbejde, men hvis de skal til at opsætte en hjemmearbejdsplads, det koster jo snildt 20-30-40.000 kroner - og det er meget for 2-3 timer om ugen, der er der ingen firmaer med forstanden i behold, der vil gå med til. Så han må se en førtidspension i øjnene, selvom han er på randen af gråd hver gang vi kommer ind på emnet. Jeg græder så, fordi jeg kan se hvor ondt på ham det gør, at han skal på førtidspension allerede inden han er fyldt 40 (han fylder 36 på torsdag - synes lige, I skal vide det igen). Det er godt nok værre hø. Men altså... Ja. Sådan er det jo bare.
Da jeg var inde og købe en gave til René, besluttede jeg mig for, at jeg ville købe hans gave til mig. Haha. Det er en gave, der er til René, men han bliver nok sur, hvis han finder ud af, hvor mange penge, jeg har brugt. Så jeg var nødt til at dele det op. Men jeg VED at bliver glad for den også. Jeg ved, at han bliver glad for det hele! Åh, kom nu, torsdag!
Vi har bestilt varer fra Nemlig - det er første gang, vi prøver det. Vi har hidtil brugt Superbest. Men nu bruger vi Nemlig. De har en masse cool varer, og jeg glæder mig sådan til at se, hvordan det ser ud, når emballagerne bliver åbnet, og vi kan se vores varer. Ellers må vi bestille det, vi mangler, hos Superbest, eller selv bevæge vores røv ned til en butik. Hehe. De skal vi nu alligevel, for der er masser af ting, vi ikke kan få hos Nemlig eller Superbest, og René og jeg er enige om, at vi ikke skal bestille ALT, fordi det er meget rart at komme ud at gå hver dag.
søndag den 1. april 2012
Den Perfekte Gave!
René og jeg holder hans fødselsdag alene i år. Svigerfar er ikke helt i orden til at holde fødselsdag. Han blev jo blevet opereret d. 27. marts (hofteoperation). René har fødselsdag på torsdag. Men vi havde nu heller ikke regnet med, at vi skulle holde fødselsdag hos Renés forældre i år. Vi kan holde den på min fødselsdag. Så vi bliver hjemme på torsdag, bestiller sikkert 2 mørbradbøffer hos slagteren og finder på en god dessert. Så hygger vi os med en god film. Eller 2. Det skal nok blive hyggeligt. Jeg har fundet den perfekte gave! Men jeg kan ikke afsløre den her, for tænk nu, hvis et mirakel skulle ske, og min lille Bille skulle finde på at læse denne blog. Så den perfekte gave kan først blive afsløret på torsdag! Hvis jeg blogger på torsdag. Muligvis fejrer jeg Bille hele dagen! Men det er ikke altid, der kommer noget godt ud af, at vi er sammen hele dagen... Vi har det med at diskutere ting, når vi skal være sammen hele dagen. Men jeg sætter et smukt billede af den indpakkede gave ind i morgen, når jeg har købt den. Jeg beder min far om at sætte mig af ved Køge Torv, så kan jeg kigge lidt på forretninger, og finde Den Perfekte Gave! Så må jeg bare gå hjem. Det går nok også. Det kan også være, at min far lige gider at stoppe og vente, mens jeg farer ind i butikken og køber gaven. Jeg har udset mig den, nemlig, og jeg ved, hvor jeg kan købe den. Jeg skal bare bruge nogle kontanter. Jeg håber inderligt at min mor eller far har kontanter, så kan jeg altid overføre dem via netbank. Det er fordi René ikke skal se på vores kontoudtog, hvor pengene er brugt henne. Jeg snakker lige med dem. De kører jo lige forbi en bank.
Nå, men jeg skal lave mad. det skal jeg faktisk rimelig tit, det er lidt begyndt at gå mig på nerverne. Men jeg kan ikke lide Renés mad...
Nå, men jeg skal lave mad. det skal jeg faktisk rimelig tit, det er lidt begyndt at gå mig på nerverne. Men jeg kan ikke lide Renés mad...
April, mad, Aqua, strækmærker og savn på René
Dette er mit første indlæg i april. Wauw. How about that. Jeg skiftede sangene ud i går, og i dag har jeg skiftet citaterne ud. Det er vildt svært at finde på nye sange, når dem, man har på listen, stadig er ens yndlings - you know? Meeen... Jeg har heldigvis mange gode sange i mente, så mon ikke det går? Haha.
René og jeg har forsøgt at sammensætte en liste over ting, vi gerne vil have svar på. Men der er intet. Til gengæld er der er en masse kritik af Topiratore, som har givet mig langt flere kramper og balanceforstyrrelser. Det går jo ikke. Derfor vil jeg bare nævne det, og så må min mor stille de spørgsmål, der nu engang bliver sagt, og jeg skal huske at tage en blok med, så jeg kan skrive de ting ned, neurologen siger. Det er primært for Renés skyld. Han vil gerne vide hvad Kurt siger. Det er vel også fair nok. Men det er lidt irriterende, at vi ikke kan komme i tanke om noget, vi gerne vil spørge Kurt om. Min mor vil gerne have mig indlagt på en afdeling på f.eks. Rigshospitalets epilepsiafdeling, hvor de så skal tage al medicin fra mig, og finde ud af, hvad der reelt er i vejen. Men det er Kurt, der skal henvise, og det sker aldrig. Min mor vil have at jeg får Lamotrigin alene. Da jeg fik det, havde jeg også mange kramper. Da jeg fik den ubetydelige dosis Deprakine, stoppede kramperne stort set helt. Til gengæld begyndte jeg at storæde igen. Også selvom det er en lille dosis. Så skal jeg vælge kramper eller fedme? Valget synes åbenlyst - jeg skal vælge kramperne, fordi fedme ødelægger mit liv. Men kramperne ødelægger også mit liv. Bare over et kort tidsrum. Det er måske ½-1 time om dagen, mens fedmen er der hele tiden. Men husk på: Selvom jeg spiser meget, men små og sunde måltider, så er ALDRIG mæt. Jeg kan altid spise mere. Jeg kan æde så jeg er ved at kaste op og en lille halv time efter er jeg klar igen. Det er det, Deprakine gjorde ved mig, dengang jeg fik det i en høj dosis. Dengang jeg var 18 år og psykiatere og neurologer mente, at en selvdestruktiv depressiv, skizofren og selvmordstruet pige, manglede at tage 40kg på, når hun i forvejen vejede 5kg for meget.
Jeg for ud hos personalet og skreg "Hvad fanden er det!?" og pegede på mærkelige ændringer i huden. En af de ansatte sagde "Det er strækmærker. Du skal bare smøre med en god, fed creme, så får du ikke flere" - og strækmærkerne blev ved med at komme. Den gode, fede creme hjalp ikke, og der måtte foretages ændringer i medicinen. Men jeg tror fuldt og fast på, at Deprakine og Zyprexa er skyld i, at jeg ikke føler mæthed. I perioder har jeg slet ikke lyst til at spise og drikke.
Haha... Fandt de gamle Aqua-plader. De er sgu alligevel meget sjove. "Barbie Girl" bliver jeg aldrig glad for, men der er da mange af de andre, der faktisk er ret fede... Eller... mærkelige. Aqua er fra min ungdom. Det lyder mærkeligt at sige det, ikke? "Min ungdom" når jeg er 31, soon-to-be 32. Men jeg har været ung, det er jeg ikke længere, og egentlig passer det mig fint. Jeg gider ikke at være ung. Men jeg gider nu heller ikke at være gammel... Hmm... Nå. Tingene sker jo helt utroligt heldigt af sig selv, så jeg behøver ikke at vælge!
Jeg savner René. Han ligger her lige bag mig, men jeg savner ham alligevel. Savner at ligge i hans stærke arme og snakke om alt muligt. Savner hans kys. Jeg kunne godt bare gå derhen, men... Han ser TV. Jeg smutter derhen, så snart han er færdig med det, han så end ser.
René og jeg har forsøgt at sammensætte en liste over ting, vi gerne vil have svar på. Men der er intet. Til gengæld er der er en masse kritik af Topiratore, som har givet mig langt flere kramper og balanceforstyrrelser. Det går jo ikke. Derfor vil jeg bare nævne det, og så må min mor stille de spørgsmål, der nu engang bliver sagt, og jeg skal huske at tage en blok med, så jeg kan skrive de ting ned, neurologen siger. Det er primært for Renés skyld. Han vil gerne vide hvad Kurt siger. Det er vel også fair nok. Men det er lidt irriterende, at vi ikke kan komme i tanke om noget, vi gerne vil spørge Kurt om. Min mor vil gerne have mig indlagt på en afdeling på f.eks. Rigshospitalets epilepsiafdeling, hvor de så skal tage al medicin fra mig, og finde ud af, hvad der reelt er i vejen. Men det er Kurt, der skal henvise, og det sker aldrig. Min mor vil have at jeg får Lamotrigin alene. Da jeg fik det, havde jeg også mange kramper. Da jeg fik den ubetydelige dosis Deprakine, stoppede kramperne stort set helt. Til gengæld begyndte jeg at storæde igen. Også selvom det er en lille dosis. Så skal jeg vælge kramper eller fedme? Valget synes åbenlyst - jeg skal vælge kramperne, fordi fedme ødelægger mit liv. Men kramperne ødelægger også mit liv. Bare over et kort tidsrum. Det er måske ½-1 time om dagen, mens fedmen er der hele tiden. Men husk på: Selvom jeg spiser meget, men små og sunde måltider, så er ALDRIG mæt. Jeg kan altid spise mere. Jeg kan æde så jeg er ved at kaste op og en lille halv time efter er jeg klar igen. Det er det, Deprakine gjorde ved mig, dengang jeg fik det i en høj dosis. Dengang jeg var 18 år og psykiatere og neurologer mente, at en selvdestruktiv depressiv, skizofren og selvmordstruet pige, manglede at tage 40kg på, når hun i forvejen vejede 5kg for meget.
Jeg for ud hos personalet og skreg "Hvad fanden er det!?" og pegede på mærkelige ændringer i huden. En af de ansatte sagde "Det er strækmærker. Du skal bare smøre med en god, fed creme, så får du ikke flere" - og strækmærkerne blev ved med at komme. Den gode, fede creme hjalp ikke, og der måtte foretages ændringer i medicinen. Men jeg tror fuldt og fast på, at Deprakine og Zyprexa er skyld i, at jeg ikke føler mæthed. I perioder har jeg slet ikke lyst til at spise og drikke.
Haha... Fandt de gamle Aqua-plader. De er sgu alligevel meget sjove. "Barbie Girl" bliver jeg aldrig glad for, men der er da mange af de andre, der faktisk er ret fede... Eller... mærkelige. Aqua er fra min ungdom. Det lyder mærkeligt at sige det, ikke? "Min ungdom" når jeg er 31, soon-to-be 32. Men jeg har været ung, det er jeg ikke længere, og egentlig passer det mig fint. Jeg gider ikke at være ung. Men jeg gider nu heller ikke at være gammel... Hmm... Nå. Tingene sker jo helt utroligt heldigt af sig selv, så jeg behøver ikke at vælge!
Jeg savner René. Han ligger her lige bag mig, men jeg savner ham alligevel. Savner at ligge i hans stærke arme og snakke om alt muligt. Savner hans kys. Jeg kunne godt bare gå derhen, men... Han ser TV. Jeg smutter derhen, så snart han er færdig med det, han så end ser.
Abonner på:
Opslag (Atom)