Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

onsdag den 25. april 2012

Minder

En skribent på en anden blogside, fik mig til at spekulere på, hvad de gode ting ved min barndom var. Jeg plejer  at fokusere på det dårlige, men der er også mange gode ting. Dem vil jeg nu skrive lidt om.

En ganske almindelig dag, dansede min mor og jeg rundt til "Vilde kaniner" af Gnags mens vi grinte og lavede kaninører. Min far dansede til "Køb bananer" af Kim Larsen med mig på armen. Når min min mor havde arbejdsweekend, og min far havde fri, byggede vi Lego - rigtig flotte huse og alt muligt andet.

Om efteråret var vi alle tre i Søndermarken, hvor vi kastede med visne blade, rullede rundt i dem, og min mor og jeg plukkede nødder. Om vinteren var min far og jeg derovre og kælke hver weekend. Hvert år på min fødselsdag tog vi i Tivoli, og et år fik jeg lov til at tage Katja med. Vi havde det monstersjovt og spiste "pruttespaghettig" og "bøvsecola" - og vi købe stråhatte. Vi spiste masser af candyfloss og prøvede stort set alle rutschebaner, der var.

Min far og jeg var ofte i Zoologisk Have, hvor vi kiggede på stort set alle dyr, og spiste vores madpakker. Af og til var min mor med. Det var også hyggeligt. Dengang var tårnet stadigt åbent for besøgende, og min far lod mig tage derop alene. Så jeg kunne kigge ud over hele parken, næsten.

Når vi skulle more os, tog vi med nogle venner til et sambaoptog i København - de venner, som vi holdt nytårsaften sammen med hvert eneste år. De gik fra hinanden, og vi stoppede med at se noget til dem. Men mens vi var venner med dem, var det awesome.

Efter vi flyttede fra Vesterbro til en provinsby, fik jeg veninder samme dag, jeg flyttede ind. Deres mor og far blev hurtigt venner med mine forældre, og sommeraftenerne blev brugt til grin, hygge og druk. Det var fantastisk. Af og til så de også hinanden om vinteren, fordi min far og Søren havde en fælles interesse: musik. Min mor og Lotte snakkede primært om Lisa & Bjørn, som var Lotte og Sørens nabo, og som havde været mine forældres bekendte mens vi boede på Vesterbro.

Jeg husker lange sommerferieaftener med ghettoblastern og musikken, der spillede Guns N' Roses. Drengene blev ekstra interessante, og jeg ville især gerne ville have Dennis, som var ville lillebror til Ulrick, som var Renés bedste ven - men  det vidste vi ikke den gang. Lars, Jacob, Martin A.- alle dem, jeg gik og hang ud med, var nogen, René kendte. Men som sagt vidste vi det ikke. Men vi havde mange gode aftener, både sommer, efterår, vinter og forår. Det gled - som alt andet, ud i sandet.

Da jeg var omkring 15 år, stoppede de her ting, efter at de så småt var begyndt 2 år tidligere. Jeg troede at jeg var skoletræt - men jeg var deprimeret, og min skizofreni fik frit løb. Så alt var kaos derfra, derfor stopper jeg her. Men det er da også mange gode minder, alligevel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar