April, mad, Aqua, strækmærker og savn på René

Dette er mit første indlæg i april. Wauw. How about that. Jeg skiftede sangene ud i går, og i dag har jeg skiftet citaterne ud. Det er vildt svært at finde på nye sange, når dem, man har på listen, stadig er ens yndlings - you know? Meeen... Jeg har heldigvis mange gode sange i mente, så mon ikke det går? Haha.

René og jeg har forsøgt at sammensætte en liste over ting, vi gerne vil have svar på. Men der er intet. Til gengæld er der er en masse kritik af Topiratore, som har givet mig langt flere kramper og balanceforstyrrelser.  Det går jo ikke. Derfor vil jeg bare nævne det, og så må min mor stille de spørgsmål, der nu engang bliver sagt, og jeg skal huske at tage en blok med, så jeg kan skrive de ting ned, neurologen siger. Det er primært for Renés skyld. Han vil gerne vide hvad Kurt siger. Det er vel også fair nok. Men det er lidt irriterende, at vi ikke kan komme i tanke om noget, vi gerne vil spørge Kurt om. Min mor vil gerne have mig indlagt på en afdeling på f.eks. Rigshospitalets epilepsiafdeling, hvor de så skal tage al medicin fra mig, og finde ud af, hvad der reelt er i vejen. Men det er Kurt, der skal henvise, og det sker aldrig. Min mor vil have at jeg får Lamotrigin alene. Da jeg fik det, havde jeg også mange kramper. Da jeg fik den ubetydelige dosis Deprakine, stoppede kramperne stort set helt. Til gengæld begyndte jeg at storæde igen. Også selvom det er en lille dosis. Så skal jeg vælge kramper eller fedme? Valget synes åbenlyst - jeg skal vælge kramperne, fordi fedme ødelægger mit liv. Men kramperne ødelægger også mit liv. Bare over et kort tidsrum. Det er måske ½-1 time om dagen, mens fedmen er der hele tiden. Men husk på: Selvom jeg spiser meget, men små og sunde måltider, så er ALDRIG mæt. Jeg kan altid spise mere. Jeg kan æde så jeg er ved at kaste op og en lille halv time efter er jeg klar igen. Det er det, Deprakine gjorde ved mig, dengang jeg fik det i en høj dosis. Dengang jeg var 18 år og psykiatere og neurologer mente, at en selvdestruktiv depressiv, skizofren og selvmordstruet pige, manglede at tage 40kg på, når hun i forvejen vejede 5kg for meget.

Jeg for ud hos personalet og skreg "Hvad fanden er det!?" og pegede på mærkelige ændringer i huden.  En af de ansatte sagde "Det er strækmærker. Du skal bare smøre med en god, fed creme, så får du ikke flere" - og strækmærkerne blev ved med at komme. Den gode, fede creme hjalp ikke, og der måtte foretages ændringer i medicinen. Men jeg tror fuldt og fast på, at Deprakine og Zyprexa er skyld i, at jeg ikke føler mæthed. I perioder har jeg slet ikke lyst til at spise og drikke.

Haha... Fandt de gamle Aqua-plader. De er sgu alligevel meget sjove. "Barbie Girl" bliver jeg aldrig glad for, men der er da mange af de andre, der faktisk er ret fede... Eller... mærkelige. Aqua er fra min ungdom. Det lyder mærkeligt at sige det, ikke? "Min ungdom" når jeg er 31, soon-to-be 32. Men jeg har været ung, det er jeg ikke længere, og egentlig passer det mig fint. Jeg gider ikke at være ung. Men jeg gider nu heller ikke at være gammel... Hmm... Nå. Tingene sker jo helt utroligt heldigt af sig selv, så jeg behøver ikke at vælge!

Jeg savner René. Han ligger her lige bag mig, men jeg savner ham alligevel. Savner at ligge i hans stærke arme og snakke om alt muligt. Savner hans kys. Jeg kunne godt bare gå derhen, men... Han ser TV. Jeg smutter derhen, så snart han er færdig med det,  han så end ser.