Er det søvnløse edderkopper, der invaderer mit hjem, eller er det mig, som er søvnløs? Jeg flygter fra alt, hvad der sker, verden er for meget. Jeg må finde en måde at undslippe, inden jeg mister forstanden. Eller er jeg allerede nået dertil? Jeg er truet af helvede som må tænkes at være manden i den hvide toga med det lange hvide skæg. Jegved ikke, hvad tanken bag tanken er. Jeg mærker at jeg bliver trukket ned i mit hul, mit selvskabte hul, som jeg har gravet i ly af natten, men som aldrig var tiltænkt dette, og samtidig bliver trukket opad, og mærker huden strækkes så langt som overhovedet muligt, og jeg mærker leddene skilles ad og gør mig ledeløs. Musklerne brister, blodet render ud i min krop og gør mig blå, som i trist, for det er jeg lige nu, Jeg er trist, og det er jeg fordi jeg er træt, har en smule hovedpine, føler mig lidt groggy. Jeg mærker min krop går i stykker samtidig med at den bliver strækt, og den eneste ting på mig, der fungerer optimalt stadigvæk er ikke min hjerne, min mine ører. Jeg lytter til musikken, hjernen er slået fra, den er i stræk, på vej til ødelæggelse, og jeg kan intet stille op. Tænk. Tænk, tænk, tænk. Jeg burde tage en lur, men nej. Jeg giver ikke efter. I øvrigt har jeg ikke lyst til at sove med alle de søvnløse edderkopper. Klamt. Jeg bliver nødt til at finde en måde at undslippe på.