Primadonna

Jeg har det skidt, og - for at være en rigtig primadonna - ingen forstår mig. Jeg vil gerne ud med tankerne, og de kommer ud nu - og her.

Folk siger til mig, at jeg er psykotisk. Jeg ved ikke, om jeg vil give dem ret, men der er virus på øverste etage. Jeg har følelser som at jeg bliver kigget på. Ikke kun når jeg er ude (for når jeg er ude, bliver jeg kigget på. Det gør alle store mennesker), men også herhjemme. Jeg tør kun at gå ud når det er mørkt - men jeg er bange for mørke. Jeg tør ikke sådan rigtig at gå mere end 4-5 skridt fra vores opgang, men René river mig med helt hen til skralderummet. Det er et langt stykke at gå, når der er så mange sorte huller, jeg skal holde øje med. Alle sover, når jeg bevæger mig ud. Det siger René, og jeg ønsker viiirkelig at stole på ham, men fornemmelsen af øjne i vinduerne er bare så kraftig... Jeg har tapet et par huller i fugerne på badeværelset til med foldet toiletpapir, fordi det passer med, at der kan sidde en person og kigge ud på mig, mens jeg er på toilettet. Jeg kan ikke lide det. Jeg græder ikke særlig meget, faktisk, og jeg føler mig glad. Men jeg er bange for andre mennesker. De skræmmer mig. Nogen dage kan der ikke komme nogen her. Andre dage må der komme en gæst. Men... Jeg tør fandeme ikke at gå ud! For helvede mand! Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har en tid hos KBJ den 25. marts, ikke særlig heldigt... Jeg ringer til ham senere i dag. Ved 8-tiden, eller sådan noget. Lægger eventuelt en besked på telefonsvareren.

Hm, men nå, jeg går rundt og har i lang tid været bange for at være i kontakt med andre. Jeg har ikke engang kunne ringe til min egen mor. Eller farmor. De to ringer jeg ellers til stort set hver dag. Det kan jeg nu igen - men jeg begynder at blive utilpas hvis det varer i over 10 minutter, maks, helst kun 5. Jeg forsøgte at ringe til Saxo i dag, ang. deres distributionsfirma, og hun sagde at jeg faldt ud hele tiden. Jeg sagde til hende at det var fordi jeg stammede fordi jeg var nervøs, og så var det OK - samtalen tog næsten 4 minutter, og så var det overstået.

Jeg rastløs, jeg er træt, sover konstant, sover dårligt, og når jeg er vågen kan jeg ikke finde ro nogen steder. Jeg sidder og trykker F5 på alle sider - selv skrivebordet. Jeg keder mig, men min hjerne kører på højtryk og der kommer kreative tanker ud, men alligevel føler jeg kedsomhed fordi jeg er for rastløs til at gøre noget ved de kreative tanker. Jeg har Renés gave at tænke på. Jeg har min fars gave at tænke på. Min historie. Min læsning. Meget. Jeg har virkelig ting jeg skal have foretaget mig! Men det ender i hat og briller fordi jeg er for rastløs til at finde ro i noget. Det er som at kede sig uanset hvad fanden man laver. Som når man bare ikke KAN falde i søvn, når klokken er 2 og man skal op klokken 7, eller først falder i søvn klokken 6. Jeg mener det her seriøst, det er ikke bare pis: I går, mens jeg sad og vaskede op, vågnede jeg 4 - FIRE - gange med et sæt fordi et stykke bestik ramte vasken. Hvem falder i søvn mens de sidder og vasker op? Ja, det gør jeg jo så.

Men alt i alt, går det skidt. Jeg ved jo godt, at andre har det som jeg har det, og at andre godt forstår, at jeg har det skidt. Men de siger alle til mig: "Der er jo fremgang i det" - fordi jeg ikke er nedtrykt længere. Det er også rigtigt. Jeg er ikke nedtrykt. Til gengæld er rastløsheden steget med 200% Jeg er ekspert i at skjule hvordan jeg har det - men det er ikke altid lige smart... :S

Jeg snakker med René, når jeg vækker ham om en halv times tid, om det er OK at jeg ringer til  KBJ. Af og til vil han helst selv gøre det. Men jeg kan godt selv. Jeg kunne med Saxo, og KBJ er jeg vant til at ringe til! :)