Jeg prøver lige...

Næh. Jeg er ikke rask. Stadig syg. Men nu kan jeg skrive igen. Jeg er bange for mennesker. Ikke bange for dem her, så at de kan se mine tanker i en blog. Men jeg tør ikke at ringe til nogen. Jeg tør ikke at gå ud. Jeg er faktisk ret sølle. Men i morgen. Der vil jeg prøve at gå ud. Jeg var nede med skraldespanden i dag, og alle kiggede på mig, ud af deres vinduer. Det var højst ubehageligt. Jeg havde lovet at tømme postkassen, men nøglesnoren havde viklet sig ind i mit hår, så jeg måtte ned på hug og åbne den, det samme med hoveddøren. Fuldstændig åndssvagt. Men jeg ville bare gerne hjem, jeg ville ikke observeres.

Stadig kan jeg leve højt på den magi, den seng har. I morges måtte jeg vække René for at få hjælp til at komme ud, fordi alle mine lemmer var i så stor smerte, at jeg troede at jeg skulle dø. Men...10, 20, 30 minutter senere - jeg havde ikke ondt et eneste sted. Jeg har stået op og lavet alt husligt arbejde i dag, helt uden smerter. Jeg har ikke behøvet at tage stolen frem. Det føles vidunderligt, det føles... Jamen, jeg kan bare gå rundt, ingen smerter. Af og til mærker jeg lidt i højre hofte, men jeg har ingen rygsmerter! Det er fantastisk hvad en seng kan gøre!

I øvrigt hører jeg denne sang nu:

 

Jeg elsker især denne lille del, der er mellem 02:03 og 02:13 - det er 10 sekunder, der virkelig tænder mig, altså, men hele sangen er genial. "Be My Druidess", Type O Negative.

Blandt dagens papirer ligger udkastet til min ganske enkle, trivielle kærlighedshistorie.  Jeg ved ikke, hvad det er for en drejning, den sådan helt lige har taget... Ehm... Den er lidt mystisk. Oh well. Det er et udkast. En "guideline" så jeg kan se, hvad de forskellige kapitler bør indeholde for at holde det som jeg gerne vil have det. Det er sådan, nemlig, at der er to hovedpersoner, der hver får et kapitel - skiftevis. Indtil videre (kapitel 6) handler det ikke så meget om kærlighed, men mere om en indespærring af en psykisk syg person (den ene hovedperson) på et privathospital, der er ingen adgang og ingen besøgende, der foregår mystiske ting og bla bla bla. Jeg spekulerede på, da jeg lagde papirerne fra mig (midt i beskrivelsen af kapitel 6) om der mon nogensinde kommer den helt store kærligheds-ting, som jeg gerne ville have... 

"Paradise Lost" er blevet åbnet i dag, der er læst et par sider, men mest taget noter som var udvalgt fra i går. Jeg havde planlagt at læse, men der kom andre ting i vejen. Kahla kom på, så jeg snakkede med hende. Jeg har først nu, her i nat, fundet på navnet, så jeg ved ikke om det er godkendt. Men hun kalder mig for Åberg, så det må helt sikkert være OK! Haha. Det er også fair at have en god humor. :P 

Hvis der er noget, jeg ikke fatter... I ved, jeg får udbetalt penge hver måned. Jeg plejer at sige "Jeg får min pension", men jeg har lagt mærke til, at stort set alle andre siger "Jeg får løn" - det er nok fordi de har haft et arbejde før de fik pension. Bortset fra Hamid. Nå, men det jeg ikke fatter er... Hvem der nu sidder og beregner hvad jeg skal have udbetalt hver måned, må da for fa'en kunne have bare en lille smule indblik i det, så jeg ikke sidder med en fyldt sparegris eller må gå tomhændet hjem hvert år? Normalt skal jeg betale 7-800 kroner tilbage i skat. Denne gang får jeg 700 kroner. Hvorfor bliver det ikke udlignet i løbet af året? Jeg kan godt forstå det med folk, som arbejder på en arbejdsplads, men jeg er førtidspensionist. Nå. Jeg er nok bare dum. Lad venligst være med at kommentere det, for jeg fatter det nok ikke alligevel, og så vil jeg bare føle mig endnu mere stupid. Måske det ville være bedre at slette dette afsnit? Narh. Det gør ikke noget, at man gør sig selv til grin engang imellem (hehe). That's what it's all about! Fun, fun, FUN! 

Nu er den snart kvart i 4 om morgenen, og jeg tænker faktisk lidt på, om det er på tide at gå i seng. Jeg er ikke træt, selvom jeg ikke har luret den i dag. "Ved du hvem der er så rar? Det er onkel morfar".

 

 Jeg håber at I får en dejlig dag alle sammen :)