Der er sket det spændende siden sidste blog, at... Nåh... Ikke rigtig noget. René har sat sine høreapparater over på høretelefoner til fjernsynet for ikke at forstyrre mig med det, han nu ser. Men så skal jeg bare råbe meget højt for at han kan høre mig. Det er da irriterende. Men det er da meget rart for mig, for så behøver jeg ikke at høre så høj musik. Men så skal han råbe meget højt for at jeg kan høre ham. Haha... Egentlig ikke en skid bedre. Jeg ved godt, at jeg skal skrue ned. I know, I know. Men jeg elsker altså bare det freaking band så meget, at jeg er nødt til at høre det konstant. Type O Negative kan ikke bare køre på lavt blus. Kun de meget støjende sange. Det er ikke dem, jeg hører nu. Ikke ret mange af dem, i hvert fald, selvom de også er cool. Jeg elsker.. Ja, jeg skrev jo om det i går. Jeg kan blive ved - men hvorfor? I har vel allerede fattet det :)
Jeg kan ikke finde nogen ordentlige opskrifter til min fars kogebog :/ Det er virkelig irriterende. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne vælge og vrage - men manden har dårligt hjerte. Så kan jeg jo ikke bare vælge og vrage. Psh. Det er altså vildt svært. I hvert fald hvis det skal betyde, at jeg skal holde inden for mit budget. Der skal skal jo kraftfandeme 5 forskellige slags mel i! Det er jo sygt, altså. Jeg får aldrig afprøvet de ting, jeg har fundet :( Men jeg bliver altså nødt til at komme i gang. Husk, folkens; det er snart 20. april, og jeg aner sgu ikke, hvornår manden holder fødselsdag.
Og nu har jeg fået ondt i maven. Åndssvage æbler. Hehe
Men! Det er sådan, at jeg absolut ingen idé har om hvad pokker vi skal spise til aftensmad. Det er godt nok ikke tid til madlavning endnu. Men det kommer jo. Jeg tror, at jeg smækker en hjemmelavet pizza sammen. Det er nemt. Vi har også pitabrød til minipizzaer. Hvad er mest lækkert? Klart det sidste, men spørgsmålet er mere, om jeg overhovedet gider, når det er tid til at lave aftensmad... Åh dog... Mig og min beslutnings-tagen. Jeg tror dog, at jeg vælger den hjemmelavede pizza. Mmm... :)
Kender I det, når man, i sådan "sindssyg i gerningsøjeblikket", gør noget virkelig åndssvagt, som går ud over andre, som man skal sige undskyld til, men de svarer ikke, så man sidder på nåle og venter på et "Det er ok" eller "Skrid kælling"? Sådan en bommert sidder jeg i lige nu. Jeg ved jeg kommer til at lave flere, fordi jeg er syg pt.
Det er i øvrigt noget, jeg spekulerer over. Jeg læser stort set aldrig mine indlæg, hverken før eller efter de er postet, og alligevel har jeg en idé om, at mine indlæg i disse dage virker ganske normale, selvom jeg langt fra er normal. Er det ikke sært? Det har jeg aldrig prøvet før. Aldrig nogensinde. Jeg plejer at skrive en masse vrøvl, for slet ikke at tale om måden mit sprog bliver brugt på. Men denne gang er det anderledes. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Gør du?
Kom nuuu.... Giv lyd! Jeg savner Katja så meget. Og åh, nu sidder jeg igen og nikker foran computeren. Jeg forstår ikke, hvorfor det altid sker. Jeg sidder her, og pludselig slår et lyn ned i mig, og jeg vågner. Jeg har været væk i måske 2-3 sekunder, men det er nok til at jeg føler at jeg har sovet. Jeg bliver nødt til at tage en lur. selvom jeg ikke har lyst, og selvom jeg sidder og venter på e-mailen eller sms'en. Jeg gider bare ikke at sidde her og glo. Det er virkelig dårlig stil, altså. Men jeg kan da sætte uret til 1 time. Jeg bliver i hvert fald nøk nødt til at gå i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar