Når jeg bliver statsminister

Jeg klarede det! Hell yeah! Jeg formåede at gå ud af lejligheden og hele vejen ned til skralderummet... Jeg var så bange, at jeg græd. Men jeg klarede det. Jeg kom derhen, og jeg kom hjem igen, uden at der skete noget. Ingen hallucinationer, ej heller vrangforestillinger. Jeg klarede det! Woohoo! Det er første gang i en uge eller mere, jeg har været ude. Det var endda på eget initiativ. Yup. Jeg ka' bar' det lort - haha

Men seriøst. Jeg har været ude. Og der var en mand, jeg ikke kendte. Det var sgu alligevel skræmmende. Jeg var i chok, nærmest. Hvad laver en mand i skraldeskuret klokken 22:30 om aftenen? Nå ja. Det samme som mig. Smider skrald ud. Går jeg ud fra. Han kan også have været en narkoman, der skulle stikke sig i... et klamt sted for at få sit fix. Jeg kendte engang en heroinpusher. Ja, han var vel bare pusher. Han var gift med en af min mor og fars veninder, som jeg plejede at hænge ud med. Hun var afhængig af hash. Røg mindst 5 bonghoveder om dagen, uden man overhovedet kunne mærke det på hende. Ellers var det fordi hun bare altid var skæv. Jeg husker bare, at hun altid sad og ristede tobakken fra sine Prince og de dér tykke, mørkebrune hashplader. Jeg ved ikke, hvad det hedder, jeg har aldrig sat mig ind i det, for jeg har aldrig selv prøvet det. Men jeg har altid elsket duften af hash. Jeg husker at jeg både som ganske ung og som lidt ældre hang ud derovre, og hendes mand havde en vægt, som han brugte til at veje det dér narko. Alle hans venner, som havde gode jobs, blev stiknarkomaner. Han blev selv jævnligt anholdt. Jeg har aldrig prøvet noget. Jeg har ikke engang prøvet at ryge. Overhovedet. Ikke engang et lille... er det et "hvæs" det hedder? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig prøvet det. Jeg er stolt af det. Samtidig føler jeg mig lidt... Tøseagtig. Men jeg er nu altså glad for, at jeg ikke har prøvet det. Jeg har jo drukket en del, altså, ikke sygeligt på nogen måde, bare sådan "teenagedruk", og det måtte jeg stoppe med fordi jeg blev depressiv, selvdestruktiv og forsøgte at slå min bedste ven ihjel med en brødkniv. Senere hen, et halvt års tid senere, begyndte jeg at få kramper, når jeg drak. Fair nok. Endnu en god grund til at stoppe.

Jeg er depressiv igen nu. Jeg er faldet dybt efter mit kick efter at have klaret at være ude. Jeg skulle ikke være gået med. Jeg skulle være blevet indendørs. Jeg hader det her. Jeg vil insistere på at tage med til tandlægen på mandag. Selvom det betyder at jeg nok kommer til at ligge og græde i tandlægestolen. Jeg vil gerne have det overstået. Jeg vil gerne have renset mine tænder, og jeg vil gerne kunne sige "Nu er det i hvert fald overstået" - for så skal jeg ikke tænke lige så meget over det dér med at gå ud. Men selvom jeg føler mig som i et hul nu, skal jeg klare at komme oven på til i morgen, så jeg kan klare tandlægen på mandag. Pyha... Det er grove løjer...

Jeg klarer det nok. Det er jeg nødt til at tænke på hele vejen derind og hele vejen hjem. Det er med tog. Det er med fucking tog. Der er lang vej. Køge til Solrød Strand. Der er en del kilometer, selvom der på stationerne kun er to stop imellem: Ølby og Jersie. Kunne tandlægen ikke lave hjemmebesøg? Det vil jeg indføre, når jeg bliver statsminister.