At miste en veninde

Okay! Jeg indrømmer det... Jeg kan ikke klare det. Jeg sagde at jeg ikke var jaloux, men du tværer det rundt i hovedet på mig, og det er som at få en mavepuster hver eneste gang. Jeg ved godt, at jeg er nederen og alt det dér, jalousi er ikke en god følelse. Jeg føler mig så udenfor. Udenfor jeres irriterende venskab, og du bliver ved med at sige at dine følelser for mig ikke har ændret sig. Åh jo, mon ikke de har. Jeg hader dig ikke. Jeg elsker dig. Men jeg bliver dybt såret, og når jeg hører dig snakke om dine veninder, er det som at mærke kniven blive drejet rundt i såret igen og igen. Det tager livet langsomt ud af mig.

Men hvad kan jeg gøre? Intet. Hvad skal jeg gøre? Intet. Jeg må nok bare se i øjnene, at jeg har tabt kampen. Jeg troede bare, at jeg havde fundet den helt rigtige i dig. Men det havde jeg så ikke. Åbenbart. Det går mig på, at jeg er sådan her, og derfor står det her; du læser aldrig herinde. Men jeg savner tiden, dengang det var os to. Det er det ikke længere, og det må jeg nok bare finde mig i. Jeg må affinde mig med det. Jeg overvejer at trække mig helt, fordi det gør for ondt, men jeg synes at der er nok nederlag i at være jaloux - jeg behøver ikke nederlaget ved at miste en god veninde. Den bedste, der var.

Hold kæft, hvor tragisk... Hvor er jeg dog ynkelig. Jeg er jaloux på min venindes veninder. Hvor lavt kan man synke? Jeg hader mig selv nu. Både fordi jeg ikke er god nok til at holde fast i dit interesse/venskab, men også fordi jeg er så ynkelig at besidde en ækel følelse som jalousi.

Pis...