Endnu et brev til René

Hej skat
Ja, endnu et brev til dig - du er den, der har knust mit hjerte allermest. Godt nok har du samlet stumperne, syet dem sammen og helet mit hjerte. Men det har fandeme været en led tur for at komme her, hvor vi er nu.
Er du klar over, hvor meget jeg har grædt over dig? Er du klar over det? Sådan, helt præcist? Du har ingen idé om det overhovedet. I 6 år græd jeg i alle mine vågne timer, drømte om dig om natten, om at vi fik hinanden. Javel, vi havde et fysisk forhold, men når du er min eneste ene, og du ikke elskede mig tilbage... Det gjorde så sindssygt ondt. Jeg har grædt og grædt. Jeg sagde selv ja til at dyrke sex med dig. Det var måske endda mig, der satte det i gang. Hvis jeg ikke kunne erobre dit hjerte, måtte jeg tage, hvad jeg kunne få.
Hver eneste gang, vi ikke var sammen, frygtede jeg, at du ville finde en kæreste. Jeg frygtede, at du ikke længere ville komme hos mig og at tingene ville ændre sig - for jeg vidste, at hvis du fik en kæreste, ville jeg ikke kunne have dig som ven længere. Det knust også mit hjerte, men jeg var klar over, at det ikke kunne være anderledes.
Så fandt du ud af, hvor dejlig jeg er, og begyndte at elske mig. Pludselig en dag friede du til mig. Vi blev gift. Og 1 år og 11 måneder efter, var du parat til at lade dig skille fra mig, fordi jeg havde kontaktet mine forældre efter det store skænderi, uden at snakke med dig først. Der knuste du mit hjerte endnu engang. Du ville skilles. Over noget så ligegyldigt. Du ville rent faktisk gå fra mig og efterlade mig med et blødende hjerte - på grund af dét? Jeg var chokeret. Du sagde at det var din mor, der overbeviste dig om, at vi skulle blive sammen. Men ved du hvad? Vores forhold har taget skade af det. Selvom vi er sammen igen, og tingene er gode og lykkelige, så er der stadig det faktum, at jeg ikke længere stoler på dig. Hvis du ville forlade mig på grund af mine forældre, hvad bliver så det næste? Vil du knuse mit hjerte igen? Jeg tør ikke at stole på dig længere. Du gjorde mig så ked af det, jeg græd og græd. Og du blev ved med at sige at du elskede mig stadigvæk. Jeg ønskede mig langt væk.
Du fik mig til at indse, at jeg sagtens kan leve uden dig. At jeg sagtens kan leve et liv uden dig. Jeg vil helst have dig i det. Men du er ikke længere en nødvendighed for min eksistens. Du er ikke længere den, jeg ville dø for. Er det ikke skræmmende? Du er selv skyld i det... Selvom jeg elsker dig sindssygt meget, så vil jeg hellere undvære dig end at finde mig i endnu et knust hjerte. Hvis du nogensinde siger til mig igen, at du vil skilles, så er det slut. Helt slut. Så er jeg skredet.
Kærlig hilsen Rikke