Brev til en fremmed

Kære Fremmede
Dig, som jeg ville ønske, at jeg kendte. I min fantasi er du en af dem, jeg tilfældigt er gået forbi på gaden. Var det mon dig, med det røde hår og fregnerne? Eller dig med det lange, lyse hår og isblå øjne? Dig, med den mørke hud,og de krusende krøller? Jeg ved det ikke. Du kan være hvem som helst. Det er det, der gør det spændende.
Jeg forestiller mig, hvordan dit liv mon er. Var du drengen med det røde hår og fregnerne, tænker jeg, at du muligvis spiller rollespil og bliver kaldt jordbærhjelm. Jeg forestiller mig, at du har en lillesøster, som er irriterende, fordi hun altid vil lege, når du ikke har tid. Du har kærlige forældre, og er egentlig tilfreds med dit liv. Du er forelsket i klassens smukkeste pige - ikke fordi hun er smuk, men fordi hun engang viste dig stor interesse.
Var du mon pigen med det lange lyse hår og de isblå øjne? Du virker måske kold og arrogant, men jeg tror ikke, at du er det - jeg tror, at du inden under din lyse og isblå facade er et skrøbeligt menneske. En pige, der skriver dagbog og hvis hjerte bløder for alle dem, som har det dårligt. Du kæmper for verdensfreden, og du samler tomme aluminiumsdåser op og smider dem ud - for at redde naturen. Din far er ikke længere til, og din mor er hård overfor dig. Hun er efter dig, fordi du er alt det, hun ønskede at være, men ikke var. Det går dig på, men der er ikke noget, du kan gøre. Din lette sommerkjole blafrer i vinden, når du cykler igennem byen med en cykelkurv fyldt med æbler, plukket på æbleplantagen, æbler, som du vil give til de gamle på plejehjemmet i byen. Du kommer hver uge og snakker med de gamle. Ikke fordi du skal, men fordi du har lyst. Du er alene, har ingen kæreste, for ingen drenge tør at nærme sig. "Hun er alt for smuk", siger de, og mister alle former for selvtillid.
Eller var du kvinden med den mørke hud og det krusende, krøllede hår? Dig, med din lille datter i armene, siddende godt støttet på dine kvindelige hofter, mens du slentrer igennem den lille by, hvor alle ser skævt til dig, fordi du jo er neger. Du forsøger at holde hovedet højt, men du bliver stadig, efter alle disse år, såret over folks stirrende blikke. Du er jo trods alt vokset op her i byen og folk burde kende dig - men i stedet stopper de op og glor, når du går forbi, og nogle af dem råber efter dig på gaden. Du er ikke tilfreds med dit liv, men du tænker, at det er bedre end så mange andres. Du er den kærligste mor, man nogensinde ville kunne finde, og du kommer fra en stor familie med søstre og brødre, som kommer fra hele verden. Folkene i byen tror, at du laver voodoo og at du er prostitueret - for det er negere jo. Du maner deres fordomme i jorden med et smil. Hvad andet kan du gøre, end at ryste på hovedet?
Du, Fremmede, kan være hvem som helst. Men jeg er tror, at du tænker som de fleste: "Er hun ikke sær", på trods af, at du selv er sær. Rygter og stirrende blikke er en god ting - dejligt nedbrydende.
Jeg holder øje med dig, Fremmede. For vi ses måske en dag,og er ikke længere fremmede for hinanden. Den dag,g læder jeg mig til,