Musik

Jeg sidder på en stol, der muligvis snart braser sammen under mig. Jeg sidder i mørke. Min cola er flad. Jeg sveder og håret klistrer til ryggen. Min ryg føles som om den er på randen af sammenbrud. Jeg føler mig virkelig klam og ulækker. Jeg føler mig virkelig dum. Grim. Fed. Trods det, er jeg ikke trist, jeg har det ikke dårligt. For jeg lytter til musik.

Musik er min helt store lidenskab. Jeg kan intet uden musik. Musik er en inspirationskilde til, hvad jeg skal skrive, hvad jeg skal sige og hvordan jeg skal leve. Det lyder måske plat. Måske ER det vitterligt plat. Jeg er ligeglad. Den musik, jeg selv vælger at høre og elsker, betyder utroligt meget for mig. Jeg tror ikke helt, at der er mange, der forstår musikkens indflydelse på mig. De forstår ikke hvor meget, jeg lægger i det. Og det er fint nok, så længe jeg får lov til det. Hvis det en dag ikke længere er acceptabelt, vil jeg gøre noget, som ikke er velset. Jeg dropper aldrig musikken.

Lige nu hører jeg bare lidt blandet stuff. Det er fedt. I'm loving it. Men om lidt... Om lidt sætter jeg Type O Negative på. Om lidt lytter jeg til det mest geniale band, der nogensinde har eksisteret, selvom de ikke revolutionerede mit liv som Megadeth og senere Marilyn Manson gjorde. Type O Negative... I er savnet.