Brev til Hamid

Hej Hamid.
Du har ikke opført dig pænt overfor mig. Du troede måske, at du opførte dig "normalt", men det gjorde du ikke... Du var en nar. Jeg skriver "var", fordi du nu er en rigtig god ven til mig. Men dengang vi var kærester, var du virkelig ikke særlig behagelig. Første gang vi skulle kysse, sad du og røg. Du spurgte "Hvorfor vil du ikke ryge?" og jeg svarede at jeg bare ikke havde lyst. Så kyssede vi, og du pustede røg ind i min mund. Hvorfor gjorde du det? Er du klar over, hvor ubehageligt, det var? Jeg havde aldrig i mit livet taget et sug på noget som helst, og så vælger du alligevel at puste røg ind i munden på mig?
Alt, hvad du fortalte mig, var en stor, fed løgn. Du var ikke oprigtig omkring noget som helst. Du var en nar. Virkelig. Du har opført dig meget grimt. Igennem hele vores tid sammen, både som kærester og venner, har du været en led satan. Jeg fatter slet ikke, hvad jeg så i dig - og da du begyndte at semi-tvinge mig til at give dig blowjobs, når jeg ikke havde lyst, begyndte jeg at hade dig. Jeg tog 1½ times transport hjem til dig, gav dig et blowjob og blev bedt om at skrubbe hjem fordi du "gerne ville være alene lidt"... Er du klar over, hvor meget du har såret mig?
Men nu er du blevet en god ven til mig. Du fungerer vist ikke helt optimalt på øverste etage, men hvad man forvente, right? Du skrev til mig i går, at du håber at René snart får det bedre. Det er jeg glad for, at du gjorde. Men du må forstå, at vi ALDRIG kommer hjem til dig igen, fordi turen til Fyn er for lang, og fordi Renés ryg ikke bliver bedre, men derimod værre. Det kan du ikke forstå. Du fungerer altså som en 10-årig engang imellem. Det er som om du slet ikke forstår alvoren i det her. Har du aldrig selv haft ondt i ryggen?
Nå, men det irriterer mig, at du sender mig så mange dumme sms'er, og jeg må indrømme, at jeg ikke gider at svare på dem. Jeg hader sms'er, og jeg hader især dine. De er så kedelige og så lange, de handler om hvad for noget musik du hører lige nu, og... Åh, det er kedelig læsning. Trods denne svada: jeg holder af dig, og jeg ved, at du er sådan - jeg har vænnet mig til det, selvom det engang imellem går mig på. Det føles bare lidt som at have en højst umoden barneven. Du er kun en umoden 10-årig knægt oppe i hovedet. Det er svært at snakke med dig engang imellem. Men sådan er det. Det er 13 år siden, vi var kærester, og et eller andet sted må jeg jo snart vænne mig til det. Jeg synes at du er fin nok, som du er. Jeg kan bare godt lide at have fornuftige samtaler - bare engang imellem. Det får jeg aldrig med dig. Men hey; sådan er DU. Det må jeg leve med, jeg har selv bedt om dit venskab.
Knus fra Rikke