Abnorme drømme

Jeg forstår det simpelthen ikke... Hvorfor græder jeg hver gang jeg ser "Rockstar" af Nickelback? Jeg græder hverken af glæde eller sorg. Tårerne pibler bare ned af mine kinder. Jeg kan sgu ikke fatte det, det er virkelig sært. Men heldigvis er sangen cool, så jeg lytter til den alligevel.

Jeg synes faktisk, efter jeg vågnede fra min lur for et par timer siden, at jeg sådan er... Hmm... Mindre lykkelig. Men det kan da ikke være rigtigt? Der er ikke engang gået en uge? Jeg må, som min far skrev, prøve at fordele min lykke lidt bedre, så det ikke bare er al lykken på én gang. Så er der jo ikke noget til senere. Måske er det fordi jeg, trods mine lykkelige dage, har ulykkelige drømme hver gang jeg sover. Kan det hænge sammen? Lykke, ulykkelighed, lykke, ulykkelighed... Kører det bare rundt i en cirkel?

Faktisk tror jeg, at jeg er lykkelig, men at "jeg" eller så at sige min sygdom forsøger at straffe mig for at have det godt - og fordi jeg ikke er psykotisk og hører stemmer, der straffer mig (det er sådan, det normalt fungerer for mig), skaber min underbevidsthed de dårlige drømme. Giver det mening? Det gør det for mig. Jeg tror, ganske enkelt, at det er det, jeg fejler, der gør at jeg ikke kan "få lov" til at være lykkelig. Det passer nemlig også med, at jeg, når jeg har det dårligt, vågner op og begynder at græde, fordi drømmene har været så smukke, og jeg vågner op til et følelsesmæssigt helvede. Det er det samme - bare omvendt. Det havde jeg egentlig ikke tænkt over før nu. Og jeg har lige ringet til min mor (hun arbejder med psykisk syge med især skizofreni), som gav mig ret.

Men hvorfor kan jeg ikke få lov til at være lykkelig døgnet rundt? Hvorfor skal jeg drømme dårligt, når mine vågne timer er så dejlige? Jeg er meget træt, nok på grund af min medicin, og jeg har brug for meget søvn. Men det er efterhånden lige før jeg ikke kan lægge mig til at sove med god samvittighed. Jeg bryder mig ikke om at have det dårligt, heller ikke i drømme. Det er ikke altid det er mig, som er med i drømmene og har det skidt. Den her eftermiddagslur bestod af flere forskellige drømme, f.eks. var jeg på et tidspunkt Marilyn Manson, som ikke kunne finde en kæreste. En anden drøm var at jeg selv skulle aflive min hund mens hun lå på dyrelægens bord under narkose. En tredje drøm var om Cecilie, og jeg drømte at alle mennesker på Jorden døde, undtagen de forskellige landes ledere, som begyndte at æde hinanden... Det var en hæslig lur, men jeg sov i 3 timer, før jeg vågnede fordi René var ved at gå ned i Fakta. Jeg vil bare gerne være lykkelig - hele døgnet. Er det virkelig for meget forlangt? Ja, det er det jo så.

Er de her abnorme drømme virkelig lykken værd?